|
29.5.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 142/69 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/896
af 28. maj 2019
om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/450 for så vidt angår europæiske vurderingsdokumenter for indvendige ikke-bærende skillevægssystemer, systemer af mekanisk fæstnede, fleksible vandtætningsmembraner til tage, tynd kompositplade i metal, elastiske, hule mikrosfærer som betonblanding, dækfastgørelsesanordninger og selvbærende, gennemskinnelige tagkits med belægning af plastikplader
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 af 9. marts 2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF (1), særlig artikel 22, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I henhold til forordning (EU) nr. 305/2011 skal tekniske vurderingsorganer anvende metoder og kriterier i europæiske vurderingsdokumenter, hvis referencer skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, til vurdering af ydeevnen for de byggevarer, der er omfattet af disse dokumenter, med hensyn til byggevarernes væsentlige egenskaber. |
|
(2) |
Efter flere anmodninger fra fabrikanter om europæiske tekniske vurderinger har de tekniske vurderingsorganer udarbejdet og vedtaget flere europæiske vurderingsdokumenter i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 305/2011. |
|
(3) |
De europæiske vurderingsdokumenter vedrører indvendige ikke-bærende skillevægssystemer, systemer af mekanisk fæstnede, fleksible vandtætningsmembraner til tage, tynd kompositplade i metal, elastiske, hule mikrosfærer som betonblanding, dækfastgørelsesanordninger og selvbærende, gennemskinnelige tagkits med belægning af plastikplader. De europæiske vurderingsdokumenter indeholder en generel beskrivelse af byggevaren, listen over de væsentlige egenskaber, som er relevante for varens tilsigtede anvendelse som angivet af fabrikanten, og som er aftalt mellem fabrikanten og organisationen af tekniske vurderingsorganer, samt metoderne og kriterierne for vurdering af varens ydeevne med hensyn til disse væsentlige egenskaber. |
|
(4) |
Mens de europæiske vurderingsdokumenter vedrørende indvendige ikke-bærende skillevægssystemer, systemer af mekanisk fæstnede, fleksible vandtætningsmembraner til tage og selvbærende, gennemskinnelige tagkits med belægning af plastikplader er udstedt med henblik på at erstatte de tilsvarende tidligere anvendte retningslinjer for europæiske tekniske godkendelser (ETAG), er de europæiske vurderingsdokumenter vedrørende tynd kompositplade i metal, elastiske, hule mikrosfærer som betonblanding og dækfastgørelsesanordninger udelukkende baseret på individuelle fabrikanters anmodninger om europæiske tekniske vurderinger. |
|
(5) |
Kommissionen har vurderet, hvorvidt de europæiske vurderingsdokumenter, hvortil organisationen af tekniske vurderingsorganer har udarbejdet udkast, dækker de krav, som skal opfyldes i relation til de grundlæggende krav til bygværker, der er fastsat i bilag I til forordning (EU) nr. 305/2011. |
|
(6) |
De europæiske vurderingsdokumenter, hvortil organisationen af tekniske vurderingsorganer har udarbejdet udkast, dækker de krav, som skal opfyldes i relation til de grundlæggende krav til bygværker, der er fastsat i bilag I til forordning (EU) nr. 305/2011, da de elementer, der er anført i betragtning 3 i denne afgørelse, er behørigt indarbejdet i dem. Referencerne for de pågældende europæiske vurderingsdokumenter bør derfor offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. |
|
(7) |
Listen over europæiske vurderingsdokumenter offentliggøres ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/450 (2). Af hensyn til klarheden bør henvisninger til nye europæiske vurderingsdokumenter tilføjes til listen. |
|
(8) |
Gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/450 bør derfor ændres. |
|
(9) |
For at gøre det muligt at anvende de europæiske vurderingsdokumenter så tidligt som muligt bør denne afgørelse træde i kraft på dagen for offentliggørelsen — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/450 ændres som anført i bilaget til nærværende afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. maj 2019.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 88 af 4.4.2011, s. 5.
(2) Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/450 af 19. marts 2019 om offentliggørelse af europæiske vurderingsdokumenter (EAD'er) for byggevarer, hvortil der er udarbejdet udkast til støtte for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 (EUT L 77 af 20.3.2019, s. 78).
BILAG
I bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/450 tilføjes følgende rækker:
|
»030351-00-0402 |
Systemer af mekanisk fæstnede, fleksible vandtætningsmembraner til tage (erstatter teknisk specifikation »ETAG 006«) |
|
210005-00-0505 |
Indvendige ikke-bærende skillevægssystemer (erstatter teknisk specifikation »ETAG 003«) |
|
210046-00-1201 |
Tynd kompositplade i metal |
|
220089-00-0401 |
Selvbærende, gennemskinnelige tagkits med belægning af plastikplader (erstatter teknisk specifikation »ETAG 010«) |
|
260017-00-0301 |
Elastiske, hule mikrosfærer som betonblanding |
|
331924-00-0602 |
Dækfastgørelsesanordninger« |