12.4.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 103/29


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/598

af 9. april 2019

om overgangsbestemmelser for udpegelsen af de europæiske anklagere for og under den første mandatperiode som fastsat i artikel 16, stk. 4, i forordning (EU) 2017/1939

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2017/1939 af 12. oktober 2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) (1), særlig artikel 16, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1939 udpeger Rådet de europæiske anklagere for en seksårig periode, som ikke kan fornys, men som kan forlænges med højst tre år ved udløbet af den seksårige periode.

(2)

I overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, i forordning (EU) 2017/1939 finder en delvis nybesættelse af en tredjedel af hvervene som europæisk anklager sted hvert tredje år. Rådet vedtager med simpelt flertal overgangsbestemmelser for udpegelsen.

(3)

Disse overgangsbestemmelser bør sikre en korrekt anvendelse af princippet om periodisk udskiftning af de europæiske anklagere, der udpeges for første gang til EPPO, så der sikres kontinuitet i arbejdet i kollegiet af europæiske anklagere. Samtidig bør der tages hensyn til EPPO's særlige behov i de første år efter dets oprettelse og ved indledningen af dets aktiviteter.

(4)

Med henblik herpå bør der fastlægges særlige bestemmelser for varigheden af embedsperioden for de europæiske anklagere, der udpeges for første gang efter ikrafttrædelsen af forordning (EU) 2017/1939.

(5)

En ordning baseret på lodtrækning bør følges for at sikre fuld gennemsigtighed og upartiskhed ved fastsættelsen af de europæiske anklagere i den første mandatperiode, hvis embedsperiode er tre år i stedet for seks år. Med denne ordning sikres desuden, at udvælgelsen af de europæiske anklagere, hvis embedsperiode vil være kortere, er neutral i geografisk henseende.

(6)

Kommissionen forelagde den 15. januar 2019 et forslag til Rådets gennemførelsesafgørelse om overgangsbestemmelser for udpegelsen af de europæiske anklagere for og under den første mandatperiode —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ved denne afgørelse fastlægges overgangsbestemmelser for udpegelsen af europæiske anklagere for og under den første mandatperiode efter ikrafttrædelsen af forordning (EU) 2017/1939.

Artikel 2

1.   Inden udpegelsen af de europæiske anklagere fastsættes der ved lodtrækning en gruppe bestående af en tredjedel af antallet af deltagende medlemsstater på tidspunktet for anvendelsen af disse overgangsbestemmelser.

2.   Hvis antallet af deltagende medlemsstater på tidspunktet for anvendelsen af disse overgangsbestemmelser ikke kan deles med tre, rundes antallet af medlemsstater, der skal medtages i gruppen, op til det nærmeste højere hele tal.

3.   Generalsekretariatet for Rådet træffer i tæt samarbejde med Kommissionen de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af lodtrækningsproceduren.

Artikel 3

Embedsperioden for de europæiske anklagere fra medlemsstaterne, som medtages i den gruppe, der er nedsat i overensstemmelse med artikel 2, er tre år. Mandatet kan ikke forlænges.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 9. april 2019.

På Rådets vegne

G. CIAMBA

Formand


(1)  EUT L 283 af 31.10.2017, s. 1.