22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 80/49


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/470

af 20. marts 2019

om ophævelse af beslutning 2005/779/EF om dyresundhedsforanstaltninger til beskyttelse mod smitsomt blæreudslet hos svin i Italien

(meddelt under nummer C(2019) 2045)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Unionen med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 10, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionens beslutning 2005/779/EF (2) blev vedtaget som følge af udbrud af smitsomt blæreudslæt hos svin i Italien. I beslutningen fastsættes dyresundhedsbestemmelser vedrørende smitsomt blæreudslæt hos svin for de regioner i medlemsstaten, der er anerkendt som frie for smitsomt blæreudslæt hos svin, samt for de regioner i medlemsstaten, der ikke er anerkendt som frie for sygdommen.

(2)

Der er i Italien gennem flere år blevet gennemført et program til udryddelse og overvågning af smitsomt blæreudslæt hos svin for at opnå status som værende fri for smitsomt blæreudslæt hos svin i alle medlemsstatens regioner.

(3)

Italien har forelagt Kommissionen ny dokumentation for, at smitsomt blæreudslæt hos svin er udryddet i regionen Calabrien, og dermed for, at denne region er fri for sygdommen.

(4)

Efter en gennemgang af de af Italien forelagte oplysninger og i betragtning af de positive resultater, der er opnået med gennemførelsen af programmet til udryddelse og overvågning, bør regionen Calabrien anerkendes som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin.

(5)

Da smitsomt blæreudslæt hos svin nu er blevet udryddet i alle regioner i Italien er beslutning 2005/779/EF ikke længere relevant og bør ophæves.

(6)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Beslutning 2005/779/EF ophæves.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. marts 2019.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(2)  Kommissionens beslutning 2005/779/EF af 8. november 2005 om dyresundhedsforanstaltninger til beskyttelse mod smitsomt blæreudslæt hos svin i Italien (EUT L 293 af 9.11.2005, s. 28).