6.2.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 34/1


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/217

af 28. januar 2019

om indgåelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 in Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. i),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (2) (herefter »associeringsaftalen«) trådte i kraft den 1. marts 2000.

(2)

Siden ikrafttrædelsen af associeringsaftalen har Unionen fortsat styrket sine bilaterale forbindelser med Kongeriget Marokko og har indrømmet landet avanceret status.

(3)

Unionen foregriber ikke resultatet af den politiske proces vedrørende Vestsaharas endelige status, der finder sted under De Forenede Nationers tilsyn, og den har bekræftet sin tilslutning til tvistbilæggelsen i Vestsahara, som i øjeblikket er optaget af De Forende Nationer på listen over ikke-selvstyrende områder, der i dag hovedsageligt administreres af Kongeriget Marokko. Den støtter fuldt ud FN's generalsekretærs og sin personlige udsendings bestræbelser på at hjælpe parterne med at nå frem til en retfærdig, varig og gensidigt acceptabel politisk løsning, der kan muliggøre selvbestemmelse for Vestsaharas befolkning inden for rammerne af og i overensstemmelse med målene og principperne i De Forenede Nationers pagt, som fastlagt i resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd, navnlig resolutionerne 2152 (2014), 2218 (2015), 2385 (2016), 2351 (2017) og 2414 (2018).

(4)

Siden associeringsaftalens ikrafttræden er produkter fra Vestsahara med marokkansk oprindelsescertifikat blevet importeret i Unionen, idet de dermed har draget fordel af toldpræferencerne i henhold til de relevante bestemmelser i den pågældende aftale.

(5)

Domstolen har imidlertid i sin dom i sag C-104/16 P (3) præciseret, at associeringsaftalen kun omfatter Kongeriget Marokko og ikke Vestsahara, der er et ikke-selvstyrende område.

(6)

Det er vigtigt at sikre, at de handelsstrømmene, som er udviklet i årenes løb, ikke forstyrres, samtidig med at der etableres passende garantier for beskyttelsen af international ret, herunder menneskerettighederne og den bæredygtige udvikling i de pågældende områder. Rådet gav den 29. maj 2017 Kommissionen bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Kongeriget Marokko med henblik på at etablere i overensstemmelse med Domstolens dom et retsgrundlag for at indrømme de toldpræferencer, som er fastsat i associeringsaftalen, til produkter med oprindelse i Vestsahara. En aftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko er den eneste måde, hvorpå det kan sikres, at import af produkter med oprindelse i Vestsahara drager fordel af præferenceoprindelse, eftersom de marokkanske myndigheder er de eneste, der er i stand til at sikre, at reglerne for at indrømme sådanne præferencer overholdes.

(7)

Kommissionen har vurderet de potentielle følger af sådan en aftale for den bæredygtige udvikling, navnlig hvad angår fordelene og ulemperne for de pågældende personer, som følger af de toldpræferencer, der er indrømmet produkter fra Vestsahara, samt virkningerne på udnyttelsen af naturressourcerne i de pågældende områder. De toldmæssige fordeles virkning på beskæftigelsen, menneskerettighederne og udnyttelsen af naturressourcer er vanskelige at måle, da de er indirekte. Det er desuden ikke let at indhente objektive informationer herom.

(8)

Ikke desto mindre fremgår det af denne vurdering, at de fordele, der er for Vestsaharas økonomi som følge af, at de i associeringsaftalen fastsatte toldpræferencer indrømmes for produkter med oprindelse i Vestsahara, navnlig den betydelige økonomiske løftestangseffekt og dermed også en social udvikling, overordnet set overstiger de ulemper, der er nævnt i forbindelse med høringen, herunder den omfattende udnyttelse af naturressourcer, bl.a. grundvandsreserverne, for hvilken der er truffet foranstaltninger.

(9)

Det er blevet vurderet, at udvidelsen af toldpræferencerne til produkter med oprindelse i Vestsahara overordnet set vil have en positiv virkning på de pågældende personer. Det er sandsynligt, at denne virkning fortsætter, og at den endda kan øges i fremtiden. Vurderingen viser, at udvidelsen af fordelene ved toldpræferencerne til produkter fra Vestsahara vil fremme investeringsvilkårene samt fremme en hurtig og betydelig vækst til fordel for den lokale beskæftigelse. Eksistensen af økonomiske og produktionsmæssige aktiviteter i Vestsahara, der vil have stor interesse i at drage fordel af toldpræferencerne i associeringsaftalen, viser, at en manglende indrømmelse af toldpræferencer i høj grad vil hindre Vestsaharas eksport, navnlig eksporten af fiskevarer og landbrugsprodukter. Det vurderes, at indrømmelsen af toldpræferencer bør ligeledes have en betydelig virkning på den økonomiske udvikling i Vestsahara, da det vil stimulere investeringerne.

(10)

Henset til Domstolens betragtninger om samtykket har Kommissionen sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil truffet alle rimelige og mulige foranstaltninger i den nuværende situation for at inddrage de pågældende personer tilstrækkeligt med henblik på at sikre deres samtykke til aftalen. Der er blevet afholdt omfattende høringer, og de socioøkonomiske og politiske aktører, der deltog i høringerne, har for størstedelens vedkommende bakket op om, at associeringsaftalens toldpræferencer udvides til at omfatte Vestsahara. De, som har forkastet udvidelsen, har vurderet, at sådan en aftale vil stadfæste Marokkos position over for Vestsaharas territorium. Imidlertid er der intet i denne aftale, der giver grund til at antage, at den vil føre til anerkendelsen af Marokkos suverænitet over Vestsahara. Unionen fortsætter desuden med forøget styrke med at støtte den proces, der skal føre til en fredelig løsning af den tvistbilæggelsesprocedure, der er indledt og fortsat foregår under De Forenede Nationers tilsyn.

(11)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2018/1893 (4) blev aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 i EU-Middelhavsaftalen om etablering af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (»aftalen«) undertegnet den 25. oktober 2018 med forbehold af dens indgåelse.

(12)

Aftalen bidrager til at gennemføre Unionens mål, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

(13)

Aftalen bør godkendes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 i Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (»aftalen«) godkendes hermed på Unionens vegne.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet foranstalter på Unionens vegne den notifikation, der er omhandlet i aftalen (5).

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2019.

På Rådets vegne

P. DAEA

Formand


(1)  Godkendelse af 16.1.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EFT L 70 af 18.3.2000, s. 2.

(3)  Domstolens dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario, C-104/16 P, ECLI:EU:C:2016:973.

(4)  Rådets afgørelse (EU) 2018/1893 af 16. juli 2018 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 i Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (EUT L 310 af 6.12.2018, s. 1).

(5)  Datoen for aftalens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.