14.1.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 10/64


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/53

af 20. december 2018

om den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages på konferencen mellem parterne i Rotterdam-konventionen vedrørende overholdelsesprocedurer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, og artikel 207, stk. 3, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel (»konventionen«) blev indgået på Unionens vegne ved Rådets afgørelse 2006/730/EF (1) og trådte i kraft den 24. februar 2004.

(2)

I henhold til konventionens artikel 22 kan partskonferencen vedtage yderligere bilag til konventionen vedrørende proceduremæssige, videnskabelige, tekniske eller administrative spørgsmål.

(3)

På partskonferencens niende ordinære møde, som finder sted fra den 29. april til den 10. maj 2019, vil parterne overveje at vedtage et yderligere proceduremæssigt bilag med henblik på at indføre en mekanisme til påvisning af manglende overholdelse som krævet i konventionens artikel 17.

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, som på Unionens vegne skal indtages på partskonferencen, da det yderligere proceduremæssige bilag bliver bindende for Unionen.

(5)

Unionen bekræfter, at det er af afgørende betydning at fremme og engagere sig globalt for en bedre gennemførelse af multilaterale miljøaftaler og -standarder.

(6)

I det omfang konventionen falder under både Unionens og medlemsstaternes kompetenceområde, bør Kommissionen og medlemsstaterne arbejde tæt sammen for at vedtage en overholdelsesmekanisme med henblik på at tilstræbe enhed i Unionens internationale repræsentation —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages på den kommende konference mellem parterne i Rotterdam-konventionen, er at støtte det udkast til retsakt om overholdelse, der er knyttet til denne afgørelse.

Mindre ændringer af udkastet til retsakt om overholdelse, der er knyttet til denne afgørelse, kan i lyset af udviklingen på den kommende partskonference vedtages af Unionens repræsentanter i samråd med medlemsstaterne under koordineringsmøder på stedet, uden at Rådet skal træffe yderligere afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Artikel 3

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 2018.

På Rådets vegne

E. KÖSTINGER

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2006/730/EF af 25. september 2006 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel (EUT L 299 af 28.10.2006, s. 23).


BILAG

Udkast til afgørelse RC-9/[]: Procedurer og mekanismer vedrørende overholdelse af Rotterdamkonventionen

Indgivet af …

Beslutter at vedtage bilag VII til konventionen om fastsættelse af procedurer og mekanismer vedrørende overholdelse af Rotterdamkonventionen, jf. bilaget til nærværende afgørelse.

Tillæg

Bilag VII: Procedurer og mekanismer vedrørende overholdelse af Rotterdamkonventionen

1)

Der nedsættes herved en overholdelseskomité (i det følgende benævnt komitéen).

Medlemmer

2)

Komitéen består af 15 medlemmer. Medlemmerne udpeges af parterne og vælges af partskonferencen på grundlag af ligelig geografisk fordeling af de fem regionale grupper i De Forenede Nationer.

3)

Medlemmerne skal have ekspertise og særlige kvalifikationer på de områder, der er omfattet af konventionen. De varetager deres hverv på objektiv vis og i konventionens bedste interesse.

Valg af medlemmer

4)

På sit første møde efter dette bilags ikrafttræden vælger partskonferencen otte medlemmer af komitéen for én mandatperiode og syv medlemmer for to mandatperioder. Ved hvert af de derpå følgende ordinære møder vælger partskonferencen nye medlemmer for to mandatperioder til at erstatte de medlemmer, hvis mandat er udløbet eller er ved at udløbe. Medlemmerne kan højst udøve deres hverv i to på hinanden følgende perioder. I forbindelse med dette bilag forstås ved »mandatperiode« den periode, som begynder ved afslutningen på et ordinært møde i partskonferencen og slutter ved det næste ordinære møde i partskonferencen.

5)

Hvis et medlem af komitéen fratræder eller på anden måde ikke er i stand til at fuldføre sin mandatperiode eller varetage sine funktioner, udpeger den part, som udpegede medlemmet, en stedfortræder for resten af mandatperioden.

Ledelse

6)

Komitéen vælger selv sin formand. En næstformand og en ordfører vælges efter et rotationsprincip af Komitéen i overensstemmelse med regel 30 i partskonferencens forretningsorden.

Møder

7)

Komitéen afholder møder efter behov og, når det er muligt, i forbindelse med møder i partskonferencen eller konventionens andre organer.

8)

Med forbehold af nedenstående stk. 9 er møderne i komitéen tilgængelige for parterne og for offentligheden, medmindre komitéen træffer anden afgørelse.

Når komitéen behandler skriftlige bemærkninger i henhold til stk. 12 og 13, er møderne i komitéen tilgængelige for parterne og lukkede for offentligheden, medmindre den part, hvis overholdelse drages i tvivl, aftaler andet.

De parter eller observatører, for hvilke møderne er tilgængelige, har ikke ret til at deltage i mødet, medmindre komitéen og den part, hvis overholdelse drages i tvivl, aftaler andet.

9)

Hvis der fremsættes en skriftlig bemærkning vedrørende en parts eventuelle manglende overholdelse, indbydes den pågældende part til at deltage i komitéens behandling af den skriftlige bemærkning. Parten må dog ikke deltage i udarbejdelsen og vedtagelsen af en henstilling eller konklusion fra komitéen.

10)

Komitéen bestræber sig på at nå til enighed ved konsensus om alle væsentlige spørgsmål. Hvis dette ikke er muligt, skal rapporten afspejle alle komitémedlemmers synspunkter. Hvis alle midler til at nå konsensus er blevet anvendt, og komitéen ikke er nået til enighed, træffes der som sidste udvej afgørelse med et flertal på fire femtedele af de medlemmer, som er til stede og stemmer, eller med et flertal på otte medlemmer, alt efter hvad der er størst. Komitéen er beslutningsdygtig, når mindst ti medlemmer er til stede.

11)

Hvert medlem af komitéen undgår direkte eller indirekte interessekonflikter i forbindelse med enhver sag, som er under behandling i komitéen. Når et medlem står over for en direkte eller indirekte interessekonflikt eller er statsborger i en part, hvis overholdelse drages i tvivl, gør medlemmet komitéen opmærksom på det, før komitéen behandler sagen. Det pågældende medlem deltager ikke i udarbejdelsen og vedtagelsen af en henstilling fra komitéen i forbindelse med sagen.

12)

Bemærkninger kan fremsættes skriftligt gennem sekretariatet, hvis litra a) og b) finder anvendelse, af:

a)

en part, som er af den opfattelse, at den til trods for, at den gør sit yderste, ikke er eller ikke vil være i stand til at opfylde visse forpligtelser i henhold til konventionen. En sådan skriftlig bemærkning bør indeholde oplysninger om, hvilke specifikke forpligtelser, der er berørt, og en vurdering af grunden til, at parten kan være ude af stand til at opfylde forpligtelserne. Hvis det er muligt, kan der indgives underbyggende oplysninger eller rådgivning om, hvor underbyggende oplysninger kan findes. Den skriftlige bemærkning kan indeholde forslag til løsninger, som parten anser for at være mest hensigtsmæssige for dens specifikke behov.

b)

En part, som er direkte berørt eller som sandsynligvis vil blive direkte berørt af en anden parts påståede manglende opfyldelse af forpligtelserne i henhold til konventionen. En part, som har til hensigt at indgive en skriftlig bemærkning i henhold til dette litra, bør, inden den gør dette, høre den part, hvis overholdelse drages i tvivl. Den skriftlige bemærkning bør indeholde oplysninger om, hvilke specifikke forpligtelser der er berørt, og oplysninger, der underbygger den skriftlige bemærkning, herunder om, hvordan parten er berørt eller sandsynligvis vil blive berørt.

13)

For at kunne vurdere de eventuelle vanskeligheder, som parterne har med at opfylde deres forpligtelser i henhold til konventionens artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 1 og 2, og artikel 10, skal komitéen, efter at have modtaget de oplysninger fra sekretariatet, som sådanne parter har indgivet i henhold til ovennævnte bestemmelser, skriftligt underrette parten om den sag, som giver anledning til bekymring. Hvis problemet ikke er blevet løst inden for 90 dage ved samråd via sekretariatet med den pågældende part, og komitéen fortsætter behandlingen af sagen, gør den dette i overensstemmelse med stk. 16-24.

14)

Sekretariatet fremsender skriftlige bemærkninger, som fremsættes i henhold til ovenstående stk. 12, litra a), inden for to uger efter at have modtaget dem, til medlemmerne af komitéen til behandling på komitéens næste møde.

15)

Sekretariatet sender, inden for to uger efter at have modtaget skriftlige bemærkninger, som fremsættes i henhold til stk. 12, litra b), eller med det formål at fremme stk. 13, en kopi til den part, hvis overholdelse af konventionen drages i tvivl, og til medlemmerne af komitéen til behandling på komitéens næste møde.

16)

Parter, hvis overholdelse drages i tvivl, kan indgive svar eller bemærkninger på ethvert efterfølgende trin i de procedurer, der er beskrevet i nærværende afgørelse.

17)

Uanset ovenstående stk. 16 bør supplerende oplysninger, som fremsendes af en part, hvis overholdelse drages i tvivl, videresendes til sekretariatet inden for tre måneder fra datoen for partens modtagelse af den skriftlige bemærkning, medmindre omstændighederne i en bestemt sag nødvendiggør en forlængelse af fristen. Sådanne oplysninger videregives straks til medlemmerne af komitéen til behandling på komitéens næste møde. Når en skriftlig bemærkning er fremsat i henhold til ovenstående stk. 12, litra b), videresender sekretariatet også oplysningerne til den part, som har fremsat bemærkningen.

18)

Komitéen kan beslutte ikke at gå videre med skriftlige bemærkninger, som den anser for at være:

a)

ubetydelige

b)

åbenbart ubegrundede.

Facilitering

19)

Komitéen behandler enhver skriftlig bemærkning, som fremsættes i henhold til stk. 12 eller med det formål at fremme ovenstående stk. 13, med henblik på at fastslå de faktiske forhold og de grundlæggende årsager i den sag, som giver anledning til bekymring, og på at bidrage til at finde en løsning på problemet under hensyntagen til konventionens artikel 16. Til det formål kan komitéen give en part:

a)

rådgivning

b)

ikke-bindende henstillinger

c)

eventuelle supplerende oplysninger, der er nødvendige for at bistå parten med at udarbejde en overholdelsesplan, herunder tidsplaner og mål.

Mulige foranstaltninger til håndtering af problemer vedrørende overholdelse

20)

Hvis komitéen, efter at have gennemført faciliteringsproceduren i stk. 19, og under hensyntagen til årsagen til og typen, graden og hyppigheden af vanskelighederne med overholdelse, herunder den finansielle og tekniske kapacitet hos den part, hvis overholdelse drages i tvivl, vurderer, at det er nødvendigt at foreslå yderligere foranstaltninger til at løse en parts problemer vedrørende overholdelse, kan den inden for rammerne af sine beføjelser, jf. konventionens artikel 18, stk. 5, litra c), anbefale partskonferencen, at denne overvejer følgende foranstaltninger, som træffes i overensstemmelse med folkeretten for at opnå overholdelse:

a)

yderligere støtte i henhold til konventionen til den pågældende part, herunder, hvis det er relevant, lettelse af adgangen til finansielle ressourcer, teknisk bistand og kapacitetsopbygning

b)

rådgivning vedrørende fremtidig overholdelse med henblik på at bistå parterne i at gennemføre konventionen og fremme samarbejdet mellem alle parter

c)

anmode den pågældende part om løbende at underrette om sine bestræbelser

d)

udstede en erklæring, hvori komitéen udtrykker bekymring for eventuel fremtidig manglende overholdelse

e)

udstede en erklæring, hvori komitéen udtrykker bekymring for aktuel manglende overholdelse

f)

henstille til, at eksekutivsekretæren offentliggør tilfælde af manglende overholdelse

g)

henstille til, at den pågældende part tager hånd om den manglende overholdelse med henblik på at løse problemet.

Behandling af oplysninger

21)

1)

Komitéen kan gennem sekretariatet modtage relevante oplysninger fra:

a)

parterne

b)

relevante kilder, når komitéen vurderer, at dette er nødvendigt og hensigtsmæssigt, med forudgående samtykke fra den pågældende part eller som anvist af partskonferencen

c)

konventionens clearing house-mekanisme og relevante mellemstatslige organisationer. Komitéen forsyner den pågældende part med sådanne oplysninger og opfordrer den til at fremsætte bemærkninger herom.

2)

Komitéen kan også anmode om oplysninger fra sekretariatet, i givet fald i form af en rapport, om sager, der behandles af komitéen.

22)

Til behandling af systemiske problemer vedrørende generel overholdelse, jf. stk. 25, kan komitéen:

a)

anmode om oplysninger fra alle parter

b)

anmode om relevante oplysninger fra enhver pålidelig kilde og eksterne eksperter, i overensstemmelse med de relevante vejledninger fra partskonferencen og og

c)

rådføre sig med sekretariatet og trække på dets erfaring og videnbase.

23)

Med forbehold af konventionens artikel 14 beskytter komitéen og alle parter og personer, der er involveret i drøftelserne i komitéen, oplysninger, som modtages i fortrolighed.

Overvågning

24)

Overholdelseskomitéen skal overvåge konsekvenserne af foranstaltninger, der træffes i henhold til ovenstående stk. 19 og 20.

Generelle problemer vedrørende overholdelse

25)

Overholdelseskomitéen kan undersøge systemiske problemer vedrørende den generelle overholdelse, som er i alle parters interesse, hvis:

a)

partskonferencen anmoder om det

b)

Komitéen træffer, i medfør af sit mandat i henhold til konventionen, på grundlag af de oplysninger, som sekretariatet har indhentet fra parter og forelagt for komitéen, afgørelse om, hvorvidt der er behov for at undersøge et generelt problem vedrørende overholdelse og for at udarbejde en rapport herom til partkonferencen.

Rapporter til partskonferencen

26)

Komitéen fremlægger ved hvert ordinært møde i partskonferencen en rapport, der afspejler:

a)

det arbejde, Komitéen har foretaget

b)

komitéens konklusioner og henstillinger

c)

komitéens fremtidige arbejdsprogram, herunder en plan for forventede møder, som komitéen anser for at være nødvendige for at kunne gennemføre sit arbejdsprogram, til drøftelse og godkendelse på partskonferencen.

Andre hjælpeorganer

27)

Hvis komitéens aktiviteter vedrørende særlige spørgsmål overlapper med ansvarsområder, der henhører under et andet af Rotterdamkonventionens organer, kan partskonferencen bede komitéen om at rådføre sig med det pågældende organ.

Udveksling af oplysninger med andre relevante multilaterale miljøaftaler

28)

Hvis det er relevant, kan komitéen efter anmodning fra partskonferencen eller på eget initiativ indhente særlige oplysninger fra overholdelseskomitéer, der beskæftiger sig med farlige stoffer og farligt affald i andre relevante multilaterale miljøaftalers regi og aflægge rapport om disse aktiviteter til partskonferencen.

Revision af overholdelsesmekanismen

29)

Partskonferencen tager regelmæssigt gennemførelsen af procedurerne og mekanismerne i dette bilag op til revision.

Forhold til bilæggelse af tvister

30)

Procedurerne og mekanismerne berører ikke konventionens artikel 20.