23.12.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 332/183


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE (EU) 2019/2216

af 28. november 2019

om ændring af afgørelse ECB/2015/298 om foreløbig fordeling af Den Europæiske Centralbanks indtægter (ECB/2019/36)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 33, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2016/2247 (ECB/2016/35) (1) henviser til oprettelsen af en hensættelse for finansielle risici i Den Europæiske Centralbanks balance. Der skal henvises til denne hensættelse for finansielle risici i artikel 3 i Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2015/298 (ECB/2014/57) (2).

(2)

Afgørelse (EU) 2015/298 (ECB/2015/57) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændring

Artikel 3 i afgørelse (EU) 2015/298 (ECB/2014/57) affattes således:

»Som undtagelse fra artikel 2 træffer Styrelsesrådet inden regnskabsårets udgang afgørelse om, hvorvidt hele eller en del af ECB's indtægter omfattet af den pågældende artikel skal tilbageholdes i det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at det beløb, der fordeles, ikke overstiger ECB's nettooverskud for det pågældende år. Styrelsesrådet træffer en sådan beslutning, hvis Styrelsesrådet på grundlag af Direktionens begrundede skøn forventer, at ECB vil opnå et negativt årsresultat eller et nettoårsresultat, som er mindre end dets skønnede indtægter i henhold til artikel 2. Styrelsesrådet kan inden regnskabsårets udgang træffe beslutning om at overføre alle eller en del af ECB's indtægter i henhold til artikel 2 til en hensættelse for finansielle risici.«

Artikel 2

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft den 31. december 2019.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 28. november 2019.

Formand for ECB

Christine LAGARDE


(1)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 3. november 2016 om Den Europæiske Centralbanks årsregnskab (ECB/2016/35) (EUT L 347 af 20.12.2016, s. 1).

(2)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2015/298 af 15. december 2014 om foreløbig fordeling af Den Europæiske Centralbanks indtægter (ECB/2014/57) (EUT L 53 af 25.2.2015, s. 24).