10.1.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 8/30


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (FUSP) 2019/29

af 9. januar 2019

om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2017/1775 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Mali

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 2,

under henvisning til Rådets afgørelse (FUSP) 2017/1775 af 28. september 2017 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Mali (1), særlig artikel 3,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 28. september 2017 afgørelse (FUSP) 2017/1775.

(2)

Den 20. december 2018 tilføjede FN's Sikkerhedsråds sanktionskomité, som er nedsat ved punkt 9 i FN's Sikkerhedsråds resolution 2374 (2017), tre personer på listen over personer, der er omfattet af rejseforbuddet i punkt 1-3 i resolution 2374 (2017).

(3)

Bilaget til afgørelse (FUSP) 2017/1775 bør ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilaget til afgørelse (FUSP) 2017/1775 ændres hermed som anført i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. januar 2019.

På Rådets vegne

G. CIAMBA

Formand


(1)  EUT L 251 af 29.9.2017, s. 23.


BILAG

A.   Liste over personer som omhandlet i artikel 1, stk. 1

1.   Ahmoudou AG ASRIW (alias: a) Amadou Ag Isriw, b) Ahmedou, c) Ahmadou, d) Isrew, e) Isereoui og f) Isriou)

Fødselsdato: den 1. januar 1982

Nationalitet: malisk

Adresse: a) Mali og b) Amassine, Mali (tidligere adresse)

Dato for FN's opførelse på listen: den 20. december 2018

Yderligere oplysninger: Køn: mand. Muligvis arresteret i Niger i oktober 2016. Websted: https://www.youtube.com/channel/UCu2efaIUosqEu1HEBs2zJIw

Yderligere oplysninger

Ahmoudou Ag Asriw blev opført på listen den 20. december 2018 i henhold til punkt 1 og 3 i resolution 2374 (2017) for deltagelse i fjendtligheder, der udgør en overtrædelse af aftalen, og for handling for eller på vegne af, efter anvisning af eller på anden vis støtte til eller finansiering af personer og enheder, der er nævnt i punkt 8, litra a) og b), i resolution 2374 (2017), herunder gennem udbytte fra organiseret kriminalitet, herunder fremstilling af og handel med narkotika og udgangsstoffer hertil, som har oprindelse i eller føres i transit gennem Mali, menneskehandel og smugling af migranter, våbensmugling og -handel samt handel med kulturgenstande.

Ahmoudou Ag Asriw er en højtstående leder af Groupe autodéfense touareg Imghad et alliés (GATIA) og har i denne egenskab været involveret i at føre narkotikakonvojer gennem det nordlige Mali, i hvert fald siden oktober 2016, samt i brud på våbenhvilen i Kidalregionen i juli 2017 og april 2018.

I april 2018 førte Asriw sammen med et medlem af Mouvement arabe de l'Azawad (MAA) Plateforme en konvoj, der smuglede fire ton cannabisharpiks fra Tabankort via Ammasine i Kidalregionen til Niger. Konvojen blev angrebet af medlemmer af Coordination des Mouvements de l'Azawad og uidentificerede gerningsmænd fra Niger. Tre kombattanter blev dræbt under de efterfølgende sammenstød.

Asriw har som sådan, drevet af konkurrencen om narkotikakonvojer, deltaget i fjendtligheder i strid med 2015-aftalen om fred og forsoning i Mali. Det er derfor meget sandsynligt, at Asriws deltagelse i narkotikasmugling finansierer hans militære operationer, herunder brud på våbenhvilen.

2.   Mahamadou AG RHISSA (alias: Mohamed Talhandak)

Fødselsdato: den 1. januar 1983

Nationalitet: malisk

Adresse: Kidal, Mali

Dato for FN's opførelse på listen: den 20. december 2018

Yderligere oplysninger: Køn: mand. Den 1. oktober 2017 foretog franske styrker en razzia mod hans hus og arresterede Ag Rhissa og seks familiemedlemmer.

Yderligere oplysninger

Mahamadou Ag Rhissa blev opført på listen den 20. december 2018 i henhold til punkt 1 og 3 i resolution 2374 (2017) for udførelse af handlinger, der hindrer, herunder gennem langvarige forsinkelser, eller truer aftalens gennemførelse, handling for eller på vegne af, efter anvisning af eller på anden vis støtte til eller finansiering af personer og enheder, der er nævnt i punkt 8, litra a) og b), i resolution 2374 (2017), herunder gennem udbytte fra organiseret kriminalitet, herunder fremstilling af og handel med narkotika og udgangsstoffer hertil, som har oprindelse i eller føres i transit gennem Mali, menneskehandel og smugling af migranter, våbensmugling og -handel samt handel med kulturgenstande, samt planlægning, ledelse eller udførelse af handlinger i Mali, der krænker internationale menneskerettigheder eller den humanitære folkeret, alt efter hvad der er relevant, eller som udgør overtrædelser eller krænkelser af menneskerettighederne, herunder sådanne overtrædelser eller krænkelser, der er rettet mod civile, herunder kvinder og børn, gennem voldshandlinger (herunder drab, lemlæstelse, tortur, voldtægt eller andre seksuelle overgreb), bortførelse, tvungen forsvinding, tvangsfordrivelse eller angreb på skoler, hospitaler, religiøse steder eller steder, hvor civile søger tilflugt.

Mahamadou Ag Rhissa, alias Mohamed Talhandak, er en indflydelsesrig forretningsmand i Kidalregionen og medlem af Haut conseil pour l'unicité de l'Azawad (HCUA). I 2016 repræsenterede han Coordination des mouvements de l'Azawad (CMA) på møder i Bamako vedrørende gennemførelsen af aftalen fra 2015 om fred og forsoning.

Ag Rhissa var med til at smugle benzin mellem Algeriet og Kidal og fik kontrollen med smuglingen af migranter via grænsebyen Talhandak. Migranter vidnede om misbrug fra Ag Rhissas side, herunder tvangsarbejde, korporlig afstraffelse og fængsling. Ag Rhissa har tilbageholdt og fremmet seksuel udnyttelse af mindst to kvinder og først frigivet dem efter at have modtaget betaling på 150 000 -175 000 CFA (300-350 USD).

Den 1. oktober 2017 ransagede Barkhanestyrker to af hans huse i Kidalområdet efter mistanke om forbindelser med terrornetværk. Ag Rhissa blev kortvarigt tilbageholdt. Den 4. november 2017 deltog han angiveligt i et møde mellem væbnede terrorgrupper i grænseområdet mellem Mali og Algeriet.

Som officiel repræsentant for CMA i fredsprocessen udgør Ag Rhissas deltagelse i terrorisme, organiseret kriminalitet og overtrædelser af menneskerettighederne en trussel mod gennemførelsen af aftalen og skader HCUA's troværdighed som forhandlingspartner.

3.   Mohamed OUSMANE MOHAMEDOUNE (alias: a) Ousmane Mahamadou og b) Mohamed Ousmane)

Titel: Cheikh

Fødselsdato: den 16. april 1972

Fødested: Mali

Nationalitet: malisk

Dato for FN's opførelse på listen: den 20. december 2018

Yderligere oplysninger: Køn: mand. Fysiske kendetegn: øjenfarve: brun, hårfarve: sort. Telefonnummer: +223 60 36 01 01. Sprogkundskaber: arabisk og fransk. Særlige kendetegn: briller.

Yderligere oplysninger

Mohamed Ousmane Ag Mohamedoune blev opført på listen den 20. december 2018 i henhold til punkt 1 og 3 i resolution 2374 (2017) for udførelse af handlinger, der hindrer, herunder gennem langvarige forsinkelser, eller truer aftalens gennemførelse, og hans deltagelse i planlægning, ledelse, sponsorering eller udførelse af angreb mod: i) de forskellige enheder, der er omhandlet i aftalen, herunder lokale, regionale og statslige institutioner, de fælles patruljeringer og Malis sikkerheds- og forsvarsstyrker, ii) MINUSMA's fredsbevarende styrker og andet FN-personale og tilknyttet personale, herunder medlemmer af ekspertpanelet, og iii) internationale sikkerhedstilstedeværelser, herunder FC-G5S, Den Europæiske Unions missioner og de franske styrker.

Mohamed Ousmane Ag Mohamedoune (kendt som Mohamed Ousmane) er generalsekretær for Coalition pour le Peuple de l'Azawad (CPA), der blev oprettet i 2014 som en udbrydergruppe fra Mouvement National de Libération de l'Azawad (MNLA). Mohamed Ousmane overtog ledelsen af CPA i juni 2015 og har siden 2016 oprettet flere militærbaser og kontrolposter i Timbukturegionen, navnlig i Soumpi og Echel.

I 2017 og 2018 har Mohamed Ousmanes militære stabschef og andre væbnede elementer af CPA deltaget i dødelige angreb mod maliske sikkerhedsstyrker og væbnede styrker i Soumpiområdet. Jamaat Nosrat al Islam wal Muslimin (JNIM), en terroristgruppe under ledelse af Iyad Ag Ghali, opført på ISIL/al-Qaeda-sanktionslisten, som er oprettet og ajourføres i henhold til Sikkerhedsrådets resolution 1267/1989/2253, tog ansvaret for disse angreb.

I 2017 grundlagde og ledede Mohamed Ousmane også en bredere alliance af udbrydergrupper, Coalition des Mouvements de l'Entente (CME). Mohamed Ousmane organiserede CME's første møde i Tinaouker (Gaoregionen) den 30. april 2018, hvor han blev udnævnt til talsmand for CME. På det stiftende møde fremsatte CME i en officiel erklæring en åben trussel mod gennemførelsen af aftalen om fred og forsoning i Mali.

CME har også været involveret i forhindringer, der forsinker gennemførelsen af aftalen, ved at lægge pres på den maliske regering og det internationale samfund med det formål at tiltvinge sig indflydelse i de forskellige mekanismer, der er oprettet ved aftalen.

B.   Liste over personer og enheder som omhandlet i artikel 2, stk. 1