(1)

Tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere, der ikke eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl i medlemsstaterne, under fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder, navnlig princippet om nonrefoulement, og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (2) udgør en væsentlig del af den omfattende indsats for at imødegå irregulær migration og øge tilbagesendelsesprocenten for irregulære migranter.

(2)

Det er nødvendigt at gøre Unionens system for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold mere effektivt. Det er afgørende for at bevare befolkningens tillid til Unionens migrations- og asylpolitik og yde støtte til personer med behov for international beskyttelse.

(3)

Medlemsstaterne bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesende tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en effektiv og forholdsmæssigt afpasset måde i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2008/115/EF.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1861 (3) og (EU) 2018/1862 (4) fastsætter betingelserne for oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS).

(5)

Der bør oprettes et system for udveksling af oplysninger mellem medlemsstater, der bruger SIS i henhold til forordning (EU) 2018/1861 vedrørende afgørelser om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på medlemsstaternes område, og for overvågning af, hvorvidt tredjelandsstatsborgere, der er genstand for disse afgørelser, har forladt medlemsstaternes område.

(6)

Denne forordning berører ikke tredjelandsstatsborgeres rettigheder og forpligtelser i henhold til direktiv 2008/115/EF. En indberetning indlæst i SIS med henblik på tilbagesendelse udgør ikke i sig selv en bestemmelse af tredjelandsstatsborgerens status på medlemsstaternes område, navnlig ikke i en anden medlemsstat end den medlemsstat, der indlæste indberetningen i SIS.

(7)

Indberetninger om tilbagesendelse indlæst i SIS og udveksling af supplerende oplysninger om disse indberetninger bør hjælpe de kompetente myndigheder med at træffe de nødvendige foranstaltninger til håndhævelse af afgørelser om tilbagesendelse. SIS bør bidrage til identifikation af og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om tredjelandsstatsborgere, der er genstand for en sådan afgørelse om tilbagesendelse, og som er forsvundet eller pågribes i en anden medlemsstat. Disse foranstaltninger bør bidrage til at forebygge og afskrække irregulær migration og sekundære bevægelser og øge samarbejdet mellem medlemsstaternes myndigheder.

(8)

For at sikre effektiviteten af tilbagesendelser og øge merværdien af indberetninger om tilbagesendelse bør medlemsstaterne indlæse indberetninger i SIS i forbindelse med afgørelser om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, som de træffer i overensstemmelse med bestemmelser, som overholder direktiv 2008/115/EF. Med henblik herpå bør medlemsstaterne også indlæse en indberetning i SIS, når der træffes afgørelser, som indfører eller indeholder en forpligtelse til at vende tilbage, i de situationer, der er beskrevet i nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, nemlig til tredjelandsstatsborgere, der nægtes indrejse i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 (5), eller som pågribes eller standses af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig passage af en medlemsstats ydre grænse ad land-, sø- eller luftvejen, og som ikke efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat, og tredjelandsstatsborgere, der er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af en strafferetlig sanktion i henhold til national ret, eller som er genstand for en udleveringsprocedure. I visse tilfælde kan medlemsstaterne undlade at indlæse indberetning i SIS, når der er en lav risiko for, at afgørelsen om tilbagesendelse ikke overholdes, navnlig i forbindelse med frihedsberøvelse af enhver varighed, eller når afgørelsen om tilbagesendelse træffes ved den ydre grænse og gennemføres umiddelbart, med henblik på at reducere deres administrative byrder.

(9)

Denne forordning bør fastsætte fælles regler for indlæsning af indberetninger om tilbagesendelse i SIS. Indberetninger om tilbagesendelse bør indlæses i SIS så snart de underliggende afgørelser er truffet. Af indberetningen bør det fremgå, hvorvidt den pågældende tredjelandsstatsborger er indrømmet en frist for frivillig udrejse, herunder om den pågældende frist er blevet forlænget, og om afgørelsen er blevet suspenderet, eller om udsendelsen er blevet udsat.

(10)

Det er nødvendigt at fastlægge de kategorier af oplysninger, der skal indlæses i SIS med hensyn til en tredjelandsstatsborger, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse. Indberetninger om tilbagesendelse bør kun indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at identificere de registrerede, at gøre det muligt for de kompetente myndigheder at træffe velfunderede beslutninger uden at spilde tid og, hvis det er nødvendigt, at sikre disse myndigheders beskyttelse mod personer, der f.eks. er bevæbnede, voldelige, undveget eller involveret i en aktivitet som omhandlet i artikel 3-14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 (6). Med henblik på at lette identifikationen og afsløre, om den pågældende har flere identiteter, bør indberetningen også indeholde en henvisning til den berørte persons identifikationsdokument og en kopi af dette dokument, hvis det foreligger.

(11)

Da identifikation af personer ved hjælp af fingeraftryk og fotografier eller ansigtsbilleder er pålidelig, bør de altid indsættes i indberetningerne om tilbagesendelse. Da de måske ikke er tilgængelige, f.eks. når en afgørelse om tilbagesendelse træffes in absentia, bør det undtagelsesvis være muligt at afvige fra dette krav i sådanne tilfælde.

(12)

Udvekslingen af supplerende oplysninger fra de nationale kompetente myndigheder om tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af indberetninger om tilbagesendelse, bør altid foretages via det netværk af nationale kontorer, der betegnes SIRENE-kontorerne, og som fungerer som kontaktpunkt og i overensstemmelse med artikel 7 og 8 i forordning (EU) 2018/1861.

(13)

Der bør fastlægges procedurer, som gør det muligt for medlemsstaterne at kontrollere, at forpligtelsen til at vende tilbage er blevet overholdt, og bekræfte over for den medlemsstat, som foretog indberetningen om tilbagesendelse indlæst i SIS, at den pågældende tredjelandsstatsborger er udrejst. Disse oplysninger bør bidrage til mere omfattende overvågning af overholdelsen af afgørelser om tilbagesendelse.

(14)

Indberetninger om tilbagesendelse bør slettes, så snart den medlemsstat eller kompetente myndighed, der traf afgørelsen om tilbagesendelse, modtager bekræftelse af, at tilbagesendelsen har fundet sted, eller hvor den kompetente myndighed har tilstrækkelige og overbevisende oplysninger om, at tredjelandsstatsborgeren har forladt medlemsstaternes område. Hvor en afgørelse om tilbagesendelse er ledsaget af et indrejseforbud, bør en indberetning om nægtelse af indrejse og ophold indlæses i SIS i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1861. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der ikke er noget tidsinterval mellem det tidspunkt, hvor tredjelandsstatsborgeren forlader Schengenområdet, og tidspunktet for aktivering af indberetningen i SIS om nægtelse af indrejse og ophold. Hvis oplysningerne i SIS viser, at afgørelsen om tilbagesendelse er ledsaget af et indrejseforbud, bør håndhævelsen af dette indrejseforbud sikres.

(15)

SIS bør indeholde en mekanisme til underretning af medlemsstaterne om tredjelandsstatsborgere, der ikke overholder en forpligtelse til at vende tilbage inden for en given frist for frivillig udrejse. Mekanismen bør hjælpe medlemsstaterne med at opfylde deres forpligtelser til at håndhæve afgørelser om tilbagesendelse og deres forpligtelse til at udstede et indrejseforbud i overensstemmelse med direktiv 2008/115/EF for så vidt angår tredjelandsstatsborgere, som ikke har overholdt en forpligtelse til at vende tilbage.

(16)

Denne forordning bør fastsætte ufravigelige regler om konsultation mellem medlemsstaterne for at undgå eller forlige modstridende instrukser. Der bør gennemføres konsultationer, hvor en tredjelandsstatsborger, der har eller indrømmes en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt visum til længerevarende ophold af en medlemsstat, er genstand for en indberetning om tilbagesendelse, der er foretaget af en anden medlemsstat, navnlig hvis afgørelsen om tilbagesendelse er ledsaget af et indrejseforbud, eller hvor der kan opstå modstridende forhold ved indrejse på medlemsstaternes område.

(17)

Indberetninger bør ikke lagres i SIS længere, end det er nødvendigt til de formål, hvortil de blev indlæst. De relevante bestemmelser i forordning (EU) 2018/1861 om undersøgelsesfrister bør finde anvendelse. Indberetninger om tilbagesendelse bør automatisk slettes, så snart de udløber, i overensstemmelse med den i nævnte forordning omhandlede undersøgelsesprocedure.

(18)

Personoplysninger, som en medlemsstat har indhentet i medfør af denne forordning, bør ikke overføres eller stilles til rådighed for noget tredjeland. Som en undtagelse fra denne regel bør det være muligt at overføre sådanne personoplysninger til et tredjeland, hvor overførslen er underlagt strenge betingelser og er nødvendig i konkrete tilfælde for at bidrage til identifikation af en tredjelandsstatsborger med henblik på vedkommendes tilbagesendelse. Overførsel af personoplysninger til tredjelande bør udføres i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (7) og foretages efter aftale med den indberettende medlemsstat. Det bør dog bemærkes, at de tredjelande, hvortil tilbagesendelsen sker, ofte ikke er genstand for afgørelser om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet, som er vedtaget af Kommissionen i henhold til artikel 45 i forordning (EU) 2016/679.

Endvidere har Unionens omfattende bestræbelser i samarbejde med de vigtigste oprindelseslande for tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der er omfattet af en forpligtelse til at vende tilbage, ikke været i stand til at sikre, at sådanne tredjelande systematisk opfylder den forpligtelse, som er fastlagt i folkeretten, til at tilbagetage egne statsborgere. Tilbagetagelsesaftaler, der er indgået eller er ved at blive forhandlet af Unionen eller medlemsstaterne, og som giver passende garantier for overførsel af personoplysninger til tredjelande i henhold til artikel 46 i forordning (EU) 2016/679, omfatter et begrænset antal sådanne tredjelande. Indgåelse af eventuelle nye aftaler er fortsat usikker. Under disse omstændigheder og som en undtagelse fra kravet om en afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet eller fornødne garantier bør overførsel af personoplysninger til tredjelandes myndigheder i henhold til nærværende forordning være tilladt med henblik på gennemførelse af Unionens tilbagesendelsespolitik. Det bør være muligt at anvende undtagelsen i artikel 49 i forordning (EU) 2016/679, jf. dog betingelserne i nævnte artikel. I medfør af nævnte forordnings artikel 57 bør gennemførelsen af nævnte forordning, herunder for så vidt angår overførsel af personoplysninger til tredjelande i henhold til nærværende forordning, være underlagt tilsyn af uafhængige tilsynsmyndigheder.

(19)

Det kan være væsentligt forskellige nationale myndigheder, der er ansvarlige for tilbagesendelse i de enkelte medlemsstater og også inden for en medlemsstat, afhængigt af årsagerne til det ulovlige ophold. De judicielle myndigheder kan også træffe afgørelser om tilbagesendelse, f.eks. som følge af efterprøvelse af et afslag på tilladelse eller ret til ophold eller som en strafferetlig sanktion. Alle nationale myndigheder med ansvar for at træffe og håndhæve afgørelser om tilbagesendelse i overensstemmelse med direktiv 2008/115/EF bør have adgang til SIS for at kunne indlæse, opdatere, slette og søge i indberetninger om tilbagesendelse.

(20)

De nationale kompetente myndigheder omhandlet i forordning (EU) 2018/1861 bør gives adgang til indberetninger om tilbagesendelse med henblik på identifikation og tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere.

(21)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 (8) fastsættes det, at Europol skal støtte og styrke de nationale kompetente myndigheders indsats og deres samarbejde om bekæmpelse af terrorisme og grov kriminalitet og udarbejde analyser og trusselsvurderinger. For at gøre det lettere for Europol at varetage sine opgaver, navnlig inden for rammerne af Det Europæiske Center for Migrantsmugling, er det hensigtsmæssigt at give Europol adgang til den indberetningskategori, der er fastsat i nærværende forordning.

(22)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1624 (9) er det med henblik på nærværende forordning fastsat, at værtsmedlemsstaten skal give tilladelse til, at medlemmerne af de hold, der er omhandlet i artikel 2, nr. 8), i nævnte forordning, og som Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning har indsat, kan foretage de søgninger i EU-databaser, der er nødvendige for at opfylde de operative mål, der er fastlagt i den operative plan om ind- og udrejsekontrol, grænseovervågning og tilbagesendelse. Hensigten med udsendelsen af de hold, der er omhandlet i artikel 2, nr. 8) og 9), i nævnte forordning, er at give de medlemsstater, der anmoder om det, teknisk og operativ støtte, navnlig de medlemsstater, der står over for uforholdsmæssigt store migrationsudfordringer. For at de hold, der er omhandlet i artikel 2, nr. 8) og 9), i nævnte forordning, kan varetage deres opgaver, har de brug for adgang til SIS via en teknisk grænseflade hos Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning med forbindelse til det centrale SIS.

(23)

Bestemmelserne om det ansvar, der påhviler medlemsstaterne og Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1726 (10) (»eu-LISA«), om indlæsning og behandling af indberetninger, om betingelserne for adgang til og opbevaring af indberetninger, om behandling af oplysninger, om databeskyttelse, om erstatningsansvar, og om overvågning og statistikker i forordning (EU) 2018/1861 bør også finde anvendelse på oplysninger, der indlæses og behandles i SIS i overensstemmelse med nærværende forordning.

(24)

Målene for denne forordning, nemlig at oprette et system til deling af oplysninger om afgørelser om tilbagesendelse udstedt af medlemsstaterne i overensstemmelse med bestemmelser, som overholder direktiv 2008/115/EF, med henblik på at lette deres håndhævelse og overvåge, hvorvidt tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold overholder deres forpligtelse til at vende tilbage, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(25)

Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(26)

Anvendelsen af denne forordning berører ikke de forpligtelser, der følger af Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som suppleret ved New York-protokollen af 31. januar 1967.

(27)

Medlemsstaterne bør gennemføre denne forordning under fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder, herunder overholdelse af princippet om nonrefoulement, og bør altid tage hensyn til barnets tarv, til familieliv og helbredstilstand eller en tilstand af sårbarhed for de berørte enkeltpersoner.

(28)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning om denne forordning til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(29)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF (11); Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(30)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (12); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(31)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (13), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra C), i Rådets afgørelse 1999/437/EF (14).

(32)

For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (15), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra C), i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (16).

(33)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (17), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra C), i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (18).

(34)

For så vidt angår Bulgarien og Rumænien udgør denne forordning en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005, og bør sammenholdes med Rådets afgørelse 2010/365/EU (19) og (EU) 2018/934 (20).

(35)

For så vidt angår Kroatien udgør denne forordning en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2011, og bør sammenholdes med Rådets afgørelse (EU) 2017/733 (21).

(36)

For så vidt angår Cypern udgør denne forordning en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003.

(37)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (22) og afgav en udtalelse den 3. maj 2017 —