28.11.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 302/1 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2018/1850
af 21. november 2018
om registrering af en geografisk betegnelse for spiritus i bilag III til forordning (EF) nr. 110/2008 (»Гроздова ракия от Търговище/Grozdova rakya ot Targovishte« (GB))
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89 (1), særlig artikel 17, stk. 8, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 17, stk. 5, i forordning (EF) nr. 110/2008 behandlet Bulgariens ansøgning om registrering af den geografiske betegnelse »Гроздова ракия от Търговище/Grozdova rakya ot Targovishte«. |
(2) |
Efter at Kommissionen har konkluderet, at ansøgningen er i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 110/2008, har den i henhold til artikel 17, stk. 6, i samme forordning offentliggjort hovedspecifikationerne i den tekniske dokumentation i Den Europæiske Unions Tidende (2). |
(3) |
Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser i medfør af artikel 17, stk. 7, i forordning (EF) nr. 110/2008, skal betegnelsen »Гроздова ракия от Търговище/Grozdova rakya ot Targovishte« registreres som geografisk betegnelse i bilag III til nævnte forordning. |
(4) |
Betegnelsen således som offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende med henblik på eventuelle indsigelser indeholder en skrivefejl. Efter korrektion af denne fejl skal den korrigerede udgave af hovedspecifikationerne i den tekniske dokumentation offentliggøres til orientering. |
(5) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Spiritus — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I bilag III til forordning (EF) nr. 110/2008 indsættes følgende under produktkategori »vinbrændevin«
»Vinbrændevin |
Гроздова ракия от Търговище/Grozdova rakya ot Targovishte |
Bulgarien« |
Artikel 2
Den korrigerede udgave af hovedspecifikationerne i den tekniske dokumentation er opført i bilaget til nævnte forordning.
Artikel 3
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 21. november 2018.
På Kommissionens vegne
For formanden
Phil HOGAN
Medlem af Kommissionen
BILAG
HOVEDSPECIFIKATIONER I DEN TEKNISKE DOKUMENTATION
»ГРОЗДОВА РАКИЯ ОТ ТЪРГОВИЩЕ«/»GROZDOVA RAKYA OT TARGOVISHTE«
EU-nr.: PGI-BG-01864 — 7.1.2014
1. Geografisk betegnelse, som skal registreres»Гроздова ракия от Търговище«/»Grozdova rakya ot Targovishte«
2. Spirituskategori Vinbrændevin
3. Beskrivelse af spiritussen
3.1. Produktets fysiske, kemiske og/eller organoleptiske egenskaber
Vinbrændevin med den geografiske betegnelse »Гроздова ракия от Търговище«/»Grozdova rakya ot Targovishte« har en lysegul farve, en behagelig aroma af vanilje og en harmonisk, mild smag. Dens særlige fysisk-kemiske og organoleptiske kendetegn beror på følgende faktorer: råvarerne, det geografiske område, produktionsmetoden og den menneskelige faktor, hvor der anvendes gode fremstillingspraksis og traditioner kombineres med moderne teknologi.
3.2. Særlige kendetegn (i forhold til spiritus fra samme kategori)
Vinbrændevin med den geografiske betegnelse »Гроздова ракия от Търговище«/»Grozdova rakya ot Targovishte« fremstilles via en traditionel, bulgarsk metode og har følgende fysisk-kemiske egenskaber:
— |
et alkoholindhold udtrykt i volumen på mindst 40 % vol. |
— |
et indhold af flygtige stoffer (højere alkoholer, totalsyrer, estere og aldehyder) på 267-365 gram pr. hl ren alkohol (100 % volumen) |
— |
et metanolindhold på højst 120 gram pr. hl ren alkohol (100 % volumen). |
Destillatet lagres i fade af træ, som bidrager til drikkevarens særegne smag. Der anvendes blødgjort mineralvand til at fortynde vindestillatet, hvilket også bidrager til smagen.
4. Geografisk område
Vinbrændevin med den geografiske betegnelse »Гроздова ракия от Търговище«/»Grozdova rakya ot Targovishte« fremstilles i provinsen Targovishte, der er beliggende i den østlige del af Donausletten. Vindyrkningsarealerne er beliggende i seks områder i kommunen Targovishte, der hører under landsbyerne Kralevo, Dalgach, Ovcharovo, Pevets, Strazha og Ruets.
5. Metoden, som spiritussen fremstilles efter
Vinbrændevin med den geografiske betegnelse »Гроздова ракия от Търговище«/»Grozdova rakya ot Targovishte« fremstilles af følgende druesorter:
— |
hvide: Chardonnay, Rkatsiteli, Muscat Ottonel, Dimyat, Tamyanka, Traminer, Sauvignon Blanc, Aligoté og Italianski Rizling |
— |
røde: Cabernet Sauvignon og Pamid. |
Fremstillingen begynder med høsten af druerne. Ved modtagelsen klassificeres de efter sort, generelt ydre udseende og sukkerindhold, og derefter presses de. Efter presning udblødes massen i rotationssigter i 4-12 timer. Druemosten klares derefter, og den klare del videreføres til gæring. Alkoholgæringen varer ca. 20 dage og sker ved en temperatur på mellem 14 og 18 °С. Det fremkomne produkt bliver ledt til én eller to gange destillation i K-5-destillationskolonner ved mindre end 65 % volumen. K-5-destillationssystemet er udviklet i Bulgarien. Det udvundne vindestillat lagres i forskellige rum til lagring i egetræsfade og sammenstikning.
6. Sammenhæng med det geografiske miljø eller oprindelse
6.1. Nærmere oplysninger om det geografiske område eller oprindelse af relevans for sammenhængen
Det geografiske område er overvejende let til stærkt kuperet og ligger i gennemsnit mellem 200 og 520 meter over havet. Der er et mildt, tempereret kontinentalklima med påvirkning fra havet. Efteråret er varmt, tørt og langt, hvilket i høj grad fremmer akkumuleringen af sukker i druerne. Den årlige gennemsnitstemperatur i området er ca. 10,7 °С. Hvad angår den gennemsnitlige årlige nedbør falder de største nedbørsmængder i det sene forår og om forsommeren. Jorden i området består af ler- og sandholdig sortjord (chernozem) og grå skovjord.
6.2. Særlige kendetegn ved spiritussen, der kan knyttes til det geografiske område
Vinbrændevin med den geografiske betegnelse »Гроздова ракия от Търговище«/»Grozdova rakya ot Targovishte« fremstilles i provinsen Targovishte, hvor en gunstig kombination af topografien, jordarterne og klimaet bidrager til, at druerne når en optimal høstmodenhed, og gør det muligt at dyrke druer af høj kvalitet. Mange af drikkevarens kendetegnende egenskaber skyldes det særlige egetræ fra arten Quercus Frainetto (ungarsk eg), som bruges til at fremstille de fade, hvori destillatet lagres. Til at fortynde destillatet bruges der blødgjort mineralvand fra Boaza-kilden 8 km sydvest for byen Targovishte. Ved den efterfølgende sammenstikning opnås et produkt af høj kvalitet med stabile organoleptiske egenskaber: en lysegul farve, en behagelig aroma af vanilje og en harmonisk, mild smag. Druernes aromatiske stoffer, der kendetegner drikkevarens aroma og bouquet, bevares ved at anvende både traditionelle og moderne produktionsmetoder.
7. EU- eller nationale/regionale bestemmelser
I Bulgarien er proceduren for godkendelse af spiritus med geografisk betegnelse fastsat i afsnit VII, »Fremstilling af spiritus med geografisk betegnelse«, og kapitel ni, »Spiritus«, i loven om vin og spiritus, der blev offentliggjort i den bulgarske statstidende nr. 45 af 15. juni 2012.
»Гроздова ракия от Търговище«/»Grozdova rakya ot Targovishte« blev godkendt som vinbrændevin med geografisk betegnelse i bekendtgørelse fra ministeren for økonomiske anliggender nr. T-RD-27-13 af 27. november 2013, som blev offentliggjort på webstedet for Ministeriet for økonomiske anliggender: http://www.mi.government.bg/bg/library/zapoved-za-utvarjdavane-na-vinena-destilatna-spirtna-napitka-grozdova-rakiya-s-geografsko-ukazanie-t-68-c28-m361-1.html
8. Ansøger
Medlemsstat, tredjeland eller juridisk/fysisk person — Republika Bulgaria, Ministerstvo na ikonomikata/Republikken Bulgarien, Ministeriet for økonomiske anliggender.
— |
Fuldstændig adresse (gadenavn og -nummer, postnummer og by, land) Gr. Sofia 1052, ul. »Slavyanska« no 8, Republika Bulgaria/Slavyanska 8, Sofia 1052, Republikken Bulgarien. |
9. Særlige mærkningsregler
Reglerne for mærkning af spiritus med geografisk betegnelse, der er fremstillet i Bulgarien og er bestemt for det bulgarske marked, er fastsat i artikel 170, stk. 1, og artikel 172, stk. 1, i loven om vin og spiritus.