1.   I denne forordning fastsættes de regler, i henhold til hvilke en medlemsstat anerkender og på sit område fuldbyrder en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation truffet af en anden medlemsstat i forbindelse med retsforfølgning i straffesager.

2.   Denne forordning indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper nedfældet i artikel 6 i TEU.

3.   Når udstedelsesmyndigheden træffer en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation, sikrer den, at nødvendigheds- og proportionalitetsprincippet respekteres.

4.   Denne forordning finder ikke anvendelse på afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation, der er truffet inden for rammerne af procedurer for civilretlige eller administrative anliggender.

1.   Afgørelser om indefrysning eller afgørelser om konfiskation fuldbyrdes uden kontrol af dobbelt strafbarhed for de handlinger, der giver anledning til sådanne afgørelse, hvor handlingerne er strafbare i udstedelsesstaten med en maksimal frihedsstraf på mindst tre år og udgør en eller flere af følgende strafbare handlinger i henhold til udstedelsesstatens ret:

2.   For så vidt angår andre strafbare handlinger end dem, der er omhandlet i stk. 1, kan fuldbyrdelsesstaten gøre anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation betinget af, at de handlinger, der ligger til grund for afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation, udgør en strafbar handling efter fuldbyrdelsesstatens ret, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse heraf efter udstedelsesstatens ret.

1.   En afgørelse om indefrysning fremsendes ved hjælp af en indefrysningsattest. Udstedelsesmyndigheden fremsender indefrysningsattesten som omhandlet i artikel 6 direkte til fuldbyrdelsesmyndigheden eller i givet fald til den i artikel 24, stk. 2, omhandlede centrale myndighed ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, og under sådanne forhold at fuldbyrdelsesmyndigheden kan fastslå ægtheden af indefrysningsattesten.

2.   Medlemsstaterne kan afgive en erklæring, hvoraf det fremgår, at udstedelsesmyndigheden, når der fremsendes en indefrysningsattest til dem med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om indefrysning, skal fremsende den originale afgørelse om indefrysning eller en bekræftet genpart heraf sammen med indefrysningsattesten. Det er imidlertid kun indefrysningsattesten, der skal oversættes, jf. artikel 6, stk. 2.

3.   Medlemsstaterne kan afgive den i stk. 2 omhandlede erklæring forud for datoen for denne forordnings anvendelse eller på et senere tidspunkt. Medlemsstaterne kan til enhver tid trække en sådan erklæring tilbage. Medlemsstaterne underretter Kommissionen, når de afgiver en sådan erklæring eller trækker en sådan erklæring tilbage. Kommissionen stiller disse oplysninger til rådighed for alle medlemsstaterne og for EJN.

4.   Vedrører afgørelsen om indefrysning et pengebeløb, hvor udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at antage, at den person, imod hvem afgørelsen blev truffet, ejer formuegoder eller har indkomst i en medlemsstat, fremsender udstedelsesmyndigheden indefrysningsattesten til den medlemsstat.

5.   Vedrører afgørelsen om indefrysning specifikke formuegoder, hvor udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at antage, at disse formuegoder befinder sig i en medlemsstat, fremsender udstedelsesmyndigheden indefrysningsattesten til den medlemsstat.

6.   Indefrysningsattesten skal

7.   Udstedelsesmyndigheden underretter fuldbyrdelsesmyndigheden, hvis den har kendskab til eventuelle berørte personer. Udstedelsesmyndigheden giver efter anmodning også fuldbyrdelsesmyndigheden alle oplysninger, der er relevante for ethvert krav, som sådanne berørte personer kan have i forhold til formuegoderne, herunder oplysninger der identificerer disse personerne.

8.   Hvis den kompetente fuldbyrdelsesmyndigheds identitet er ukendt for udstedelsesmyndigheden, trods de oplysninger, der er gjort tilgængelige i overensstemmelse med artikel 24, stk. 3, foretager udstedelsesmyndigheden alle nødvendige forespørgsler, herunder gennem kontaktpunkterne i EJN, med henblik på at fastslå, hvilken myndighed der er kompetent til at anerkende og fuldbyrde afgørelsen om indefrysning.

9.   Når den myndighed i fuldbyrdelsesstaten, som modtager en indefrysningsattest, ikke har kompetence til at anerkende afgørelsen om indefrysning eller træffe de fornødne foranstaltninger til at fuldbyrde den, fremsender denne myndighed omgående indefrysningsattesten til den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed i sin medlemsstat og underretter udstedelsesmyndigheden herom.

1.   En indefrysningsattest fremsendes i medfør af artikel 4 kun til én fuldbyrdelsesstat ad gangen, medmindre denne artikels stk. 2 eller 3 finder anvendelse.

2.   Hvor en afgørelse om indefrysning vedrører specifikke formuegoder, kan indefrysningsattesten fremsendes til mere end én fuldbyrdelsesstat på samme tid, hvis:

3.   Hvor en afgørelse om indefrysning vedrører et pengebeløb, kan indefrysningsattesten fremsendes til mere end én fuldbyrdelsesstat på samme tid, hvis udstedelsesmyndigheden vurderer, at der er et specifikt behov herfor, navnlig når den skønnede værdi af de formuegoder, der kan indefryses i udstedelsesstaten og i en hvilken som helst enkelt fuldbyrdelsesstat, sandsynligvis ikke er tilstrækkelige til indefrysning af det fulde beløb, der er omfattet af afgørelsen om indefrysning.

1.   For at fremsende en afgørelse om indefrysning udfylder udstedelsesmyndigheden indefrysningsattesten i bilag I, underskriver den og attesterer dens indhold som værende nøjagtigt og korrekt.

2.   Udstedelsesmyndigheden giver fuldbyrdelsesmyndigheden en oversættelse af indefrysningsattesten på et af fuldbyrdelsesstatens officielle sprog eller på et andet sprog, som fuldbyrdelsesstaten accepterer i overensstemmelse med stk. 3.

3.   Enhver medlemsstat kan til enhver tid afgive en erklæring til Kommissionen om, at den vil acceptere oversættelser af indefrysningsattester på et eller flere af Unionens andre officielle sprog end den pågældende medlemsstats officielle sprog. Kommissionen gør erklæringerne tilgængelige for alle medlemsstater og for EJN.

1.   Fuldbyrdelsesmyndigheden anerkender en afgørelse om indefrysning fremsendt i henhold til artikel 4 og træffer de foranstaltninger, der er nødvendige med henblik på dens fuldbyrdelse, på samme måde som for en national afgørelse om indefrysning truffet af en myndighed i fuldbyrdelsesstaten, medmindre fuldbyrdelsesmyndigheden påberåber sig en af de i artikel 8 nævnte grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse eller en af de i artikel 10 nævnte udsættelsesgrunde.

2.   Fuldbyrdelsesmyndigheden aflægger rapport til udstedelsesmyndigheden om fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning, herunder en beskrivelse af de indefrosne formuegoder og, hvis det er til rådighed, et overslag over deres værdi. En sådan rapportering foretages ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor og uden unødig forsinkelse, så snart fuldbyrdelsesmyndigheden er blevet underrettet om, at afgørelsen om indefrysning er blevet fuldbyrdet.

1.   Fuldbyrdelsesmyndigheden kan kun beslutte ikke at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse om indefrysning, hvor

2.   I alle de i stk. 1 omhandlede tilfælde skal fuldbyrdelsesmyndigheden, inden den beslutter ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelsen om indefrysning, hvad enten dette er helt eller delvist, ved hjælp af ethvert passende middel høre udstedelsesmyndigheden og, hvis det er hensigtsmæssigt, anmode udstedelsesmyndigheden om straks at forelægge eventuelle nødvendige oplysninger.

3.   Enhver afgørelse om ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelsen om indefrysning træffes straks og meddeles omgående udstedelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor.

4.   Hvor fuldbyrdelsesmyndigheden har anerkendt en afgørelse om indefrysning, men under fuldbyrdelsen heraf bliver bekendt med, at en af grundene til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse finder anvendelse, kontakter den omgående udstedelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert passende middel for at drøfte, hvilke passende foranstaltninger der skal træffes. Udstedelsesmyndigheden kan på grundlag heraf beslutte at tilbagekalde afgørelsen om indefrysning. Hvis der efter sådanne drøftelser ikke er fundet nogen løsning, kan fuldbyrdelsesmyndigheden beslutte at stoppe fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning.

1.   Fuldbyrdelsesmyndigheden træffer afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning og fuldbyrder denne afgørelse straks og med samme hurtighed og prioritet som i en tilsvarende national sag, efter at fuldbyrdelsesmyndigheden har modtaget indefrysningsattesten.

2.   Hvis udstedelsesmyndigheden i indefrysningsattesten har angivet, at fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning skal udføres på en særlig dato, tager fuldbyrdelsesmyndigheden i videst muligt omfang hensyn hertil. Hvor udstedelsesmyndigheden har angivet, at der er behov for koordinering mellem de involverede medlemsstater, koordinerer fuldbyrdelsesmyndigheden og udstedelsesmyndigheden indbyrdes for at nå til enighed om datoen for fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning. Hvor der ikke kan opnås enighed, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden afgørelse om datoen for fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning, idet den i videst muligt omfang tager hensyn til udstedelsesmyndighedens interesser.

3.   Uden at dette berører stk. 5, og når udstedelsesmyndigheden på indefrysningsattesten har angivet, at der er behov for øjeblikkelig indefrysning, da der er legitime grunde til at antage, at de pågældende formuegoder snarest vil blive flyttet eller destrueret, eller med henblik på eventuelle efterforsknings- eller proceduremæssige behov i udstedelsesstaten, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden afgørelse om anerkendelse af afgørelsen om indefrysning senest 48 timer efter at have modtaget den. Senest 48 timer efter at en sådan afgørelse er truffet, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden de konkrete foranstaltninger, der er nødvendige for at fuldbyrde afgørelsen.

4.   Fuldbyrdelsesmyndigheden meddeler straks og ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, udstedelsesmyndigheden afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning.

5.   Hvis det i et specifikt tilfælde ikke er muligt at overholde tidsfristerne i stk. 3, underretter fuldbyrdelsesmyndigheden omgående ved hjælp af et hvilket som helst middel udstedelsesmyndigheden herom med angivelse af grundene til, hvorfor det ikke var muligt at overholde disse tidsfrister, og hører udstedelsesmyndigheden om en hensigtsmæssig plan for anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning.

6.   Udløbet af tidsfristerne i stk. 3 fritager ikke fuldbyrdelsesmyndigheden for pligten til straks at træffe afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning og fuldbyrde denne afgørelse.

1.   Fuldbyrdelsesmyndigheden kan udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 4, hvor:

2.   Fuldbyrdelsesmyndigheden aflægger omgående og ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, rapport til udstedelsesmyndigheden om udsættelsen af fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning med nærmere angivelse af grundene til udsættelsen og om muligt udsættelsens forventede varighed.

3.   Så snart grundene til udsættelse ikke længere er til stede, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden omgående de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde afgørelsen om indefrysning og underretter udstedelsesmyndigheden herom ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor.

1.   Under fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning tager udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden behørigt hensyn til fortroligheden af den efterforskning, i forbindelse med hvilken afgørelsen om indefrysning blev truffet.

2.   Fuldbyrdelsesmyndigheden sikrer i overensstemmelse med sin nationale ret fortroligheden af de faktiske omstændigheder i og indholdet af afgørelsen om indefrysning, undtagen i det omfang det er nødvendigt for at fuldbyrde afgørelsen om indefrysning. Uden at det berører denne artikels stk. 3, underretter fuldbyrdelsesmyndigheden, så snart afgørelsen om indefrysning er blevet fuldbyrdet, de berørte personer herom i overensstemmelse med artikel 32.

3.   Udstedelsesmyndigheden kan for at beskytte igangværende efterforskning anmode fuldbyrdelsesmyndigheden om at udsætte underretningen af de berørte personer om fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning i henhold til artikel 32. Så snart det ikke længere er nødvendigt at udsætte underretningen af de berørte personer for at beskytte igangværende efterforskning, underretter udstedelsesmyndigheden fuldbyrdelsesmyndigheden herom, således at fuldbyrdelsesmyndigheden kan underrette de berørte personer om fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning i overensstemmelse med artikel 32.

4.   Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden ikke kan opfylde kravene om fortrolighed i henhold til nærværende artikel, underretter den omgående udstedelsesmyndigheden og, hvor det er muligt, inden fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning.

1.   De formuegoder, der er omfattet af en afgørelse om indefrysning, forbliver indefrosset i fuldbyrdelsesstaten, indtil den kompetente myndighed i den pågældende stat har svaret endeligt på en afgørelse om konfiskation, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 14, eller indtil udstedelsesmyndigheden har underrettet fuldbyrdelsesmyndigheden om en afgørelse eller foranstaltning, der indebærer, at afgørelsen ikke kan fuldbyrdes eller skal trækkes tilbage i overensstemmelse med artikel 27, stk. 1.

2.   Fuldbyrdelsesmyndigheden kan under hensyntagen til sagens omstændigheder rette en begrundet anmodning til udstedelsesmyndigheden om at begrænse det tidsrum, i hvilket formuegoderne skal være indefrosset. En sådan anmodning fremsendes sammen med eventuelle supplerende relevante oplysninger ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, og under vilkår, der tillader udstedelsesmyndigheden at fastslå ægtheden af anmodningen. Ved behandlingen af en sådan anmodning tager udstedelsesmyndigheden alle interesser i betragtning, herunder fuldbyrdelsesmyndighedens. Udstedelsesmyndigheden svarer på anmodningen snarest muligt. Hvis udstedelsesmyndigheden ikke er indforstået med begrænsningen, underretter den fuldbyrdelsesmyndigheden om begrundelsen herfor. I sådanne tilfælde forbliver formuegoderne indefrosset i overensstemmelse med stk. 1. Hvis udstedelsesmyndigheden ikke svarer senest seks uger fra modtagelsen af anmodningen, er fuldbyrdelsesmyndigheden ikke længere forpligtet til at fuldbyrde afgørelsen om indefrysning.

1.   Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden vurderer, at det er umuligt at fuldbyrde en afgørelse om indefrysning, underretter den straks udstedelsesmyndigheden herom.

2.   Inden fuldbyrdelsesmyndigheden underretter udstedelsesmyndigheden i overensstemmelse med stk. 1, hører den udstedelsesmyndigheden, hvis det er relevant.

3.   Et afslag på fuldbyrdelse af en afgørelse om indefrysning i henhold til denne artikel kan kun være berettiget, hvor formuegoderne:

4.   For så vidt angår de situationer, der er omhandlet i stk. 3, litra b), d) og e), kan fuldbyrdelsesmyndigheden, hvor denne senere får oplysninger, der gør det muligt for den at lokalisere formuegoderne, fuldbyrde afgørelsen om indefrysning, uden at der skal fremsendes en ny indefrysningsattest, forudsat at fuldbyrdelsesmyndigheden inden fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning har verificeret med udstedelsesmyndigheden, at afgørelsen om indefrysning stadig er gyldig.

5.   Uanset stk. 3 er fuldbyrdelsesmyndigheden, hvor udstedelsesmyndigheden har angivet, at formuegoder af tilsvarende værdi kan indefryses, ikke forpligtet til at fuldbyrde afgørelsen om indefrysning, hvis en af de omstændigheder, der er nævnt i stk. 3, foreligger, og der ikke er nogen formuegoder af tilsvarende værdi, der kan indefryses.

1.   En afgørelse om konfiskation fremsendes ved hjælp af en konfiskationsattest. Udstedelsesmyndigheden fremsender konfiskationsattesten, jf. artikel 17, direkte til fuldbyrdelsesmyndigheden eller i givet fald til den centrale myndighed omhandlet i artikel 24, stk. 2, ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, under vilkår, der tillader fuldbyrdelsesmyndigheden at fastslå ægtheden af konfiskationsattesten.

2.   Medlemsstaterne kan afgive en erklæring, hvoraf det fremgår, at udstedelsesmyndigheden, når der fremsendes en konfiskationsattest til dem med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, skal fremsende den originale afgørelse om konfiskation eller en bekræftet genpart heraf sammen med konfiskationsattesten. Det er dog kun konfiskationsattesten, der skal oversættes i overensstemmelse med artikel 17, stk. 2.

3.   Medlemsstaterne kan afgive den i stk. 2 omhandlede erklæring forud for datoen for denne forordnings anvendelse eller på et senere tidspunkt. Medlemsstaterne kan til enhver tid trække en sådan erklæring tilbage. Medlemsstaterne underretter Kommissionen, når de afgiver en sådan erklæring eller trækker en sådan erklæring tilbage. Kommissionen stiller sådanne oplysninger til rådighed for alle medlemsstaterne og for EJN.

4.   Vedrører afgørelsen om konfiskation et pengebeløb, skal udstedelsesmyndigheden, hvor den har rimelig grund til at antage, at den person, mod hvem afgørelsen om konfiskation er truffet, ejer formuegoder eller har en indkomst i en medlemsstat, fremsende konfiskationsattesten til den medlemsstat.

5.   Vedrører afgørelsen om konfiskation specifikke formuegoder, fremsender udstedelsesmyndigheden, hvor den har rimelig grund til at antage, at sådanne formuegoder befinder sig i en medlemsstat, konfiskationsattesten til denne medlemsstat.

6.   Udstedelsesmyndigheden underretter fuldbyrdelsesmyndigheden, hvis den har kendskab til nogen berørte personer. Udstedelsesmyndigheden giver efter anmodning også fuldbyrdelsesmyndigheden alle oplysninger, der er relevante for ethvert krav, som sådanne berørte personer kan have i forhold til formuegoderne, herunder oplysninger der identificerer disse personer.

7.   Hvis den kompetente fuldbyrdelsesmyndigheds identitet er ukendt for udstedelsesmyndigheden, trods de oplysninger, der er gjort tilgængelige i overensstemmelse med artikel 24, stk. 3, foretager udstedelsesmyndigheden alle nødvendige forespørgsler, herunder gennem kontaktpunkterne i EJN, med henblik på at fastslå, hvilken myndighed der er kompetent til at anerkende og fuldbyrde afgørelsen om konfiskation.

8.   Når den myndighed i fuldbyrdelsesstaten, som modtager en konfiskationsattest, ikke har kompetence til at anerkende afgørelsen om konfiskation eller træffe de fornødne foranstaltninger til at fuldbyrde den, fremsender denne myndighed omgående konfiskationsattesten til den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed i sin medlemsstat og underretter udstedelsesmyndigheden herom.

1.   En konfiskationsattest fremsendes i medfør af artikel 14 kun til én fuldbyrdelsesstat ad gangen, medmindre denne artikels stk. 2 eller 3 finder anvendelse.

2.   Hvor en afgørelse om konfiskation vedrører specifikke formuegoder, kan konfiskationsattesten fremsendes til mere end én fuldbyrdelsesstat på samme tid, hvis:

3.   Hvor en afgørelse om konfiskation vedrører et pengebeløb, kan konfiskationsattesten fremsendes til mere end én fuldbyrdelsesstat på samme tid, såfremt udstedelsesmyndigheden vurderer, at der er et specifikt behov herfor, navnlig hvis:

1.   Fremsendelse af en afgørelse om konfiskation i overensstemmelse med artikel 14 og 15 begrænser ikke udstedelsesstatens ret til at fuldbyrde afgørelsen.

2.   Det samlede beløb, der opnås ved fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation vedrørende et pengebeløb, må ikke overstige det maksimale beløb, der er angivet i afgørelsen, uanset om denne afgørelse blev fremsendt til én eller til flere fuldbyrdelsesstater.

3.   Udstedelsesmyndigheden underretter omgående fuldbyrdelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, hvis:

Når første afsnit, litra a), finder anvendelse, underretter udstedelsesmyndigheden så hurtigt som muligt fuldbyrdelsesmyndigheden, når den i nævnte litra omhandlede risiko ikke længere er til stede.

1.   Med henblik på at fremsende en afgørelse om konfiskation udfylder udstedelsesmyndigheden konfiskationsattesten i bilag II, underskriver den og attesterer dens indhold som værende nøjagtigt og korrekt.

2.   Udstedelsesmyndigheden forsyner fuldbyrdelsesmyndigheden med en oversættelse af konfiskationsattesten på et af fuldbyrdelsesstatens officielle sprog eller på et andet sprog, som fuldbyrdelsesstaten accepterer i overensstemmelse med stk. 3.

3.   Enhver medlemsstat kan til enhver tid afgive en erklæring til Kommissionen om, at den vil acceptere oversættelser af konfiskationsattester på et eller flere af Unionens andre officielle sprog end den pågældende medlemsstats officielle sprog. Kommissionen gør erklæringerne tilgængelige for alle medlemsstater og for EJN.

1.   Fuldbyrdelsesmyndigheden anerkender en afgørelse om konfiskation, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 14, og træffer de foranstaltninger, der er nødvendige med henblik på dens fuldbyrdelse, på samme måde som for en national afgørelse om konfiskation truffet af en myndighed i fuldbyrdelsesstaten, medmindre fuldbyrdelsesmyndigheden påberåber sig en af de i artikel 19 nævnte grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse eller en af de i artikel 21 nævnte grunde til at udsætte fuldbyrdelsen.

2.   Såfremt en afgørelse om konfiskation vedrører et specifikt formuegode, kan udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden, hvis der er hjemmel hertil i udstedelsesstatens ret, aftale, at konfiskation i fuldbyrdelsesstaten kan ske ved konfiskation af et pengebeløb, der svarer til værdien af de formuegoder, der skulle have været konfiskeret.

3.   Såfremt en afgørelse om konfiskation vedrører et pengebeløb, og fuldbyrdelsesmyndigheden ikke er i stand til at opnå betaling af dette beløb, fuldbyrder den afgørelsen om konfiskation i overensstemmelse med stk. 1 på et hvilket som helst formuegode, der er tilgængeligt til dette formål. Fuldbyrdelsesmyndigheden omregner om nødvendigt det pengebeløb, der skal konfiskeres, til fuldbyrdelsesstatens valuta til den eurokurs, der dagligt offentliggøres i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende, for den dato, hvor afgørelsen om konfiskation blev truffet.

4.   Enhver del af det pengebeløb, der inddrives i henhold til afgørelsen om konfiskation i en anden stat end fuldbyrdelsesstaten, fratrækkes i fuldt omfang det beløb, der skal konfiskeres i fuldbyrdelsesstaten.

5.   Hvor udstedelsesmyndigheden har truffet en afgørelse om konfiskation, men ikke har truffet nogen afgørelse om indefrysning, kan fuldbyrdelsesmyndigheden som del af de foranstaltninger, der fremgår af stk. 1, beslutte at indefryse de pågældende formuegoder i overensstemmelse med sin nationale ret med henblik på efterfølgende fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation. I sådanne tilfælde underretter fuldbyrdelsesmyndigheden straks udstedelsesmyndigheden herom og om muligt forud for indefrysning af de pågældende formuegoder.

6.   Så snart fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation er afsluttet, underretter fuldbyrdelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, om resultaterne af fuldbyrdelsen.

1.   Fuldbyrdelsesmyndigheden kan kun beslutte ikke at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse om konfiskation, hvor:

2.   I alle de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, skal fuldbyrdelsesmyndigheden, inden den beslutter ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, hvad enten det er helt eller delvist, ved hjælp af ethvert passende middel høre udstedelsesmyndigheden og, hvis det er hensigtsmæssigt, anmode udstedelsesmyndigheden om straks at forelægge eventuelle nødvendige oplysninger.

3.   Enhver afgørelse om ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelsen om konfiskation træffes straks og meddeles omgående udstedelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor.

1.   Fuldbyrdelsesmyndigheden træffer straks og senest 45 dage efter, at fuldbyrdelsesmyndigheden har modtaget konfiskationsattesten, afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation, jf. dog stk. 4.

2.   Fuldbyrdelsesmyndigheden underretter straks og ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, udstedelsesmyndigheden om sin afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation.

3.   Medmindre der foreligger grunde til udsættelse i henhold til artikel 21, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden de konkrete foranstaltninger, der er nødvendige for at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, straks og mindst med samme hurtighed og prioritet som i en tilsvarende national sag.

4.   Hvis det i et specifikt tilfælde ikke er muligt at overholde tidsfristen i stk. 1, underretter fuldbyrdelsesmyndigheden straks ved hjælp af et hvilket som helst middel udstedelsesmyndigheden herom med angivelse af grundene til, hvorfor det ikke var muligt at overholde denne tidsfrist, og hører udstedelsesmyndigheden om en hensigtsmæssig plan for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation.

5.   Udløbet af tidsfristen i stk. 1 fritager ikke fuldbyrdelsesmyndigheden for pligten til straks at træffe afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation og fuldbyrde denne afgørelse.

1.   Fuldbyrdelsesmyndigheden kan udsætte anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 14, hvor:

2.   Så længe fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation er udsat, træffer den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten uanset artikel 18, stk. 5, enhver foranstaltning, som den ville træffe i en tilsvarende nationalt sag, for at undgå, at formuegoderne ikke længere er tilgængelige med henblik på fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation.

3.   Fuldbyrdelsesmyndigheden aflægger straks og ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, rapport til udstedelsesmyndigheden om udsættelsen af fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation med nærmere angivelse af grundene til udsættelsen og om muligt udsættelsens forventede varighed.

4.   Så snart grundene til udsættelse ikke længere er til stede, træffer fuldbyrdelsesmyndigheden straks de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation og underretter udstedelsesmyndigheden herom ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor.

1.   Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden vurderer, at det er umuligt at fuldbyrde en afgørelse om konfiskation, underretter den straks udstedelsesmyndigheden herom.

2.   Inden fuldbyrdelsesmyndigheden underretter udstedelsesmyndigheden i overensstemmelse med stk. 1, hører den, hvis det er relevant, udstedelsesmyndigheden, idet den også tager hensyn til mulighederne i artikel 18, stk. 2 eller 3.

3.   Et afslag på fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation i henhold til nærværende artikel kan kun være berettiget, hvor formuegoderne:

4.   For så vidt angår de situationer, der er omhandlet i stk. 3, litra b), d) og e), kan fuldbyrdelsesmyndigheden, hvor den senere får oplysninger, der gør det muligt for den at lokalisere formuegoderne, fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, uden at der skal fremsendes en ny konfiskationsattest, forudsat at fuldbyrdelsesmyndigheden inden fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation har verificeret med udstedelsesmyndigheden, at afgørelsen om konfiskation stadig er gyldig.

5.   Uanset stk. 3 er fuldbyrdelsesmyndigheden, hvor udstedelsesmyndigheden har angivet, at formuegoder af tilsvarende værdi kan konfiskeres, ikke forpligtet til at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, hvis en af de omstændigheder, der er nævnt i stk. 3, foreligger, og der ikke er nogen formuegoder af tilsvarende værdi, der kan konfiskeres.

1.   Fuldbyrdelsesstatens ret finder anvendelse på fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation, og denne stats myndigheder har enekompetence til at fastsætte fuldbyrdelsesprocedurerne og alle foranstaltninger i forbindelse hermed.

2.   En afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation truffet mod en juridisk person fuldbyrdes, selv om fuldbyrdelsesstaten ikke anerkender princippet om juridiske personers strafferetlige ansvar.

3.   Uanset artikel 18, stk. 2 og 3, kan fuldbyrdelsesstaten ikke pålægge alternative foranstaltninger til afgørelsen om indefrysning fremsendt i henhold til artikel 4 eller afgørelsen om konfiskation fremsendt i henhold til artikel 14 uden udstedelsesstatens samtykke.

1.   Senest den 19. december 2020 underretter hver medlemsstat Kommissionen om, hvilken eller hvilke myndigheder som defineret i artikel 2, nr. 8) og 9), der er kompetente i henhold til dens ret, i de tilfælde hvor denne medlemsstat er henholdsvis udstedelsesstat eller fuldbyrdelsesstat.

2.   Hver medlemsstat kan, hvis det er nødvendigt på grund af opbygningen af dens interne retssystem, udpege en eller flere centrale myndigheder som ansvarlige for den administrative fremsendelse og modtagelse af indefrysningsattester og konfiskationsattester samt til at bistå dens kompetente myndigheder. Hver medlemsstat underretter Kommissionen om samtlige sådanne myndigheder, som den således udpeger.

3.   Kommissionen stiller de i henhold til denne artikel modtagne oplysninger til rådighed for alle medlemsstaterne og for EJN.

1.   Om nødvendigt hører udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden straks hinanden med henblik på at sikre effektiv anvendelse af denne forordning under anvendelse af ethvert passende kommunikationsmiddel.

2.   Al kommunikation, herunder vedrørende afhjælpning af problemer med fremsendelsen eller autentificeringen af et dokument, der er nødvendigt for fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation, foregår direkte mellem udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden, og hvor medlemsstaten har udpeget en central myndighed i overensstemmelse med artikel 24, stk. 2, med deltagelse af denne centrale myndighed, hvis det er relevant.

1.   Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden modtager to eller flere afgørelser om indefrysning eller afgørelser om konfiskation fra forskellige medlemsstater truffet mod samme person, og denne person ikke har tilstrækkelige formuegoder i fuldbyrdelsesstaten til at imødekomme alle afgørelser, eller hvis fuldbyrdelsesmyndigheden modtager to eller flere afgørelser om indefrysning eller afgørelser om konfiskation vedrørende samme specifikke formuegode, afgør fuldbyrdelsesmyndigheden, hvilken af afgørelserne der skal fuldbyrdes i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens ret, uden at det berører muligheden for at udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation i overensstemmelse med artikel 21.

2.   Fuldbyrdelsesmyndigheden prioriterer om muligt ofrenes interesser, når den træffer sin afgørelse. Den tager også alle andre relevante omstændigheder i betragtning, herunder følgende:

1.   Hvor afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation ikke længere kan fuldbyrdes eller ikke længere er gyldig, trækker udstedelsesmyndigheden straks afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation tilbage.

2.   Udstedelsesmyndigheden underretter omgående fuldbyrdelsesmyndigheden ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, om tilbagekaldelse af en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation og om enhver afgørelse eller foranstaltning, der medfører, at en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation trækkes tilbage.

3.   Fuldbyrdelsesmyndigheden afbryder fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation, i det omfang fuldbyrdelsen endnu ikke er afsluttet, så snart den er blevet underrettet af udstedelsesmyndigheden i overensstemmelse med stk. 2. Fuldbyrdelsesmyndigheden sender uden unødig forsinkelse og ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, en bekræftelse på afbrydelsen til udstedelsesstaten.

1.   Forvaltning af indefrosne og konfiskerede formuegoder er underlagt fuldbyrdelsesstatens ret.

2.   Fuldbyrdelsesstaten forvalter de indefrosne eller konfiskerede formuegoder med henblik på at forhindre, at de mister værdi. Med henblik herpå skal fuldbyrdelsesstaten under hensyntagen til artikel 10 i direktiv 2014/42/EU have mulighed for at sælge eller overføre indefrosne formuegoder.

3.   Indefrosne formuegoder og penge, der stammer fra salg af sådanne formuegoder i overensstemmelse med stk. 2, forbliver i fuldbyrdelsesstaten, indtil en konfiskationsattest er blevet fremsendt og afgørelsen om konfiskation fuldbyrdet, uden at dette berører muligheden for at tilbagelevere formuegoder i henhold til artikel 29.

4.   Fuldbyrdelsesstaten er ikke forpligtet til at sælge eller tilbagelevere specifikke formuegoder, der er omfattet af en afgørelse om konfiskation, hvor disse specifikke formuegoder har karakter af kulturgoder som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/60/EU (18). Denne forordning berører ikke forpligtelsen til at tilbagelevere kulturgoder i henhold til nævnte direktiv.

1.   Hvor udstedelsesmyndigheden eller en anden kompetent myndighed i udstedelsesstaten i overensstemmelse med sin nationale ret har truffet en afgørelse om tilbagelevering af indefrosne formuegoder til ofret, anfører udstedelsesmyndigheden oplysninger om denne afgørelse i indefrysningsattesten eller underretter fuldbyrdelsesmyndigheden om denne afgørelse på et senere tidspunkt.

2.   Hvor en fuldbyrdelsesmyndighed er blevet underrettet om en afgørelse om tilbagelevering af indefrosne formuegoder til ofret som omhandlet i stk. 1, træffer den de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de pågældende formuegoder, hvis disse er blevet indefrosset, hurtigst muligt efter indefrysning tilbageleveres til ofret i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens procesregler, om nødvendigt via udstedelsesstaten, forudsat at:

Fuldbyrdelsesmyndigheden underretter udstedelsesmyndigheden, hvis formuegoder overføres direkte til ofret.

3.   Hvor fuldbyrdelsesmyndigheden finder, at betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt, hører den straks og ved hjælp af ethvert passende middel udstedelsesmyndigheden med henblik på at finde en løsning. Hvis der ikke kan findes en løsning, kan fuldbyrdelsesmyndigheden beslutte ikke at tilbagelevere de indefrosne formuegoder til ofret.

1.   Hvor udstedelsesmyndigheden eller en anden kompetent myndighed i udstedelsesstaten i overensstemmelse med sin nationale ret har truffet en afgørelse om enten tilbagelevering af konfiskerede formuegoder til ofret eller godtgørelse til ofret, anfører udstedelsesmyndigheden oplysninger om denne afgørelse i konfiskationsattesten eller underretter på et senere tidspunkt fuldbyrdelsesmyndigheden om afgørelsen.

2.   Hvor fuldbyrdelsesmyndigheden er blevet underrettet om en afgørelse om tilbagelevering af konfiskerede formuegoder til ofret som omhandlet i stk. 1, træffer den de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de pågældende formuegoder, hvis disse er blevet konfiskeret, hurtigst muligt tilbageleveres til ofret, om nødvendigt via udstedelsesstaten. Fuldbyrdelsesmyndigheden underretter udstedelsesmyndigheden, hvis formuegoder overføres direkte til ofret.

3.   Hvor det ikke er muligt for fuldbyrdelsesmyndigheden at tilbagelevere formuegoderne til ofret i overensstemmelse med stk. 2, men der er opnået penge, der stammer fra fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation af disse formuegoder, overføres et tilsvarende beløb til ofret med henblik på tilbagebetaling, om nødvendigt via udstedelsesstaten. Fuldbyrdelsesmyndigheden underretter udstedelsesmyndigheden, hvis penge overføres direkte til ofret. Der disponeres over eventuelle resterende formuegoder i overensstemmelse med stk. 7.

4.   Hvor fuldbyrdelsesmyndigheden er blevet underrettet om en afgørelse om godtgørelse til ofret som omhandlet i stk. 1, og der er opnået penge, der stammer fra fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation, overføres et tilsvarende beløb, i det omfang det ikke overstiger det beløb, der er angivet i attesten, til ofret med henblik på godtgørelse, om nødvendigt via udstedelsesstaten. Fuldbyrdelsesmyndigheden underretter udstedelsesmyndigheden, hvis penge overføres direkte til ofret. Der disponeres over eventuelle resterende formuegoder i overensstemmelse med stk. 7.

5.   Hvor der verserer procedurer i udstedelsesstaten om tilbagelevering af formuegoder eller godtgørelse til ofret, underretter udstedelsesmyndigheden fuldbyrdelsesmyndigheden herom. Fuldbyrdelsesstaten undlader at disponere over de konfiskerede formuegoder, indtil oplysningerne om afgørelsen om tilbagelevering af formuegoder eller godtgørelse til ofret er givet fuldbyrdelsesmyndigheden, også i tilfælde hvor afgørelsen om konfiskation allerede er blevet fuldbyrdet.

6.   Uden at dette berører stk. 1-5, disponeres der over andre formuegoder end penge, som stammer fra fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation, i overensstemmelse med følgende regler:

7.   Medmindre afgørelsen om konfiskation ledsages af en afgørelse om at tilbagelevere formuegoderne til ofret eller godtgøre ofret i overensstemmelse med stk. 1-5, eller medmindre de involverede medlemsstater aftaler andet, disponerer fuldbyrdelsesstaten som følger over de penge, der stammer fra fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation:

1.   Hver medlemsstat afholder sine egne udgifter i forbindelse med anvendelsen af denne forordning, uden at det berører bestemmelserne om disponering over konfiskerede formuegoder fastsat i artikel 28.

2.   Fuldbyrdelsesmyndigheden kan forelægge udstedelsesmyndigheden et forslag om, at udgifterne deles, hvis detenten før eller efter fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning eller afgørelse om konfiskation viser sig, at fuldbyrdelsen af afgørelsen vil medføre store eller ekstraordinære udgifter.

Et sådant forslag ledsages af en detaljeret opdeling af fuldbyrdelsesmyndighedens udgifter. Efter et sådant forslag hører udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden hinanden. Eurojust kan lette sådanne høringer, hvor det er relevant.

Høringerne eller i det mindste resultatet heraf skal registreres ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor.

1.   Uden at dette berører artikel 11, underretter fuldbyrdelsesmyndigheden efter fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning eller efter afgørelsen om at anerkende og fuldbyrde en afgørelse om konfiskation så vidt muligt straks de berørte personer, som den er bekendt med, om en sådan fuldbyrdelse og om en sådan afgørelse i overensstemmelse med procedurerne i henhold til sin nationale ret.

2.   De oplysninger, der skal gives i overensstemmelse med stk. 1, angiver navnet på den udstedende myndighed og de retsmidler, der er tilgængelige i henhold til fuldbyrdelsesstatens ret. Oplysningerne skal også, i det mindste kortfattet, angive begrundelsen for afgørelsen.

3.   Hvis det er relevant, kan fuldbyrdelsesmyndigheden anmode udstedelsesmyndigheden om bistand ved udførelsen af de opgaver, der er omhandlet i stk. 1.

1.   De berørte personer har ret til effektive retsmidler i fuldbyrdelsesstaten mod afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning i henhold til artikel 7 og afgørelser om konfiskation i henhold til artikel 18. Retten til et retsmiddel påberåbes ved en domstol i fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med dennes ret. For så vidt angår afgørelser om konfiskation kan påberåbelsen af et retsmiddel have opsættende virkning, hvis fuldbyrdelsesstatens ret indeholder bestemmelser herom.

2.   Realitetsgrundlaget for afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation kan ikke anfægtes ved en domstol i fuldbyrdelsesstaten.

3.   Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes om ethvert retsmiddel, der påberåbes i overensstemmelse med stk. 1.

4.   Denne artikel berører ikke anvendelsen i udstedelsesstaten af garantier og retsmidler i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 2014/42/EU.

1.   Hvis fuldbyrdelsesstaten i henhold til sin ret er ansvarlig for en skade påført en berørt person som følge af fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning fremsendt til den i medfør af artikel 4 eller en afgørelse om konfiskation fremsendt til den i medfør af artikel 14, refunderer udstedelsesstaten fuldbyrdelsesstaten de erstatningsbeløb, der er udbetalt til den berørte person. Hvor udstedelsesstaten kan godtgøre over for fuldbyrdelsesstaten, at skaden eller en del heraf udelukkende skyldtes fuldbyrdelsesstatens adfærd, aftaler udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten dog indbyrdes, hvilke beløb der skal refunderes.

2.   Stk. 1 berører ikke medlemsstaternes regler vedrørende fysiske eller juridiske personers krav om skadeserstatning.

1.   Medlemsstaterne indsamler regelmæssigt samlede statistikker fra de relevante myndigheder. De bevarer disse statistikker og sender dem hvert år til Kommissionen. Disse statistikker omfatter ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2, i direktiv 2014/42/EU, antallet af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation modtaget af en medlemsstat fra andre medlemsstater, der blev anerkendt og fuldbyrdet, og hvis anerkendelse og fuldbyrdelse blev afvist.

2.   Hvert år sender medlemsstaterne endvidere følgende statistikker til Kommissionen, såfremt de er tilgængelige på centralt niveau i den pågældende medlemsstat:

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 36, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den 19. december 2020.

3.   Den i artikel 36 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 36 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

1.   Denne forordning finder anvendelse på indefrysningsattester og konfiskationsattester, der fremsendes på eller efter den 19. december 2020.

2.   Indefrysningsattester og konfiskationsattester fremsendt før den 19. december 2020 er fortsat omfattet af rammeafgørelse 2003/577/RIA og 2006/783/RIA mellem de medlemsstater, der er bundet af denne forordning, indtil den endelige fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation.