12.7.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 176/9 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/980
af 11. juli 2018
om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 815/2012 for så vidt angår de oplysninger, der skal udveksles mellem medlemsstaterne til at identificere afgiftspligtige personer, der anvender ikke-EU-ordningen
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 af 7. oktober 2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift (1), særlig artikel 44, stk. 1, artikel 44, stk. 2, andet afsnit, artikel 45, stk. 1 og 2, og artikel 51, stk. 1, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 815/2012 (2) fastlægges gennemførelsesbestemmelser for forordning (EU) nr. 904/2010, navnlig for så vidt angår fremsendelse af oplysninger om registrering af afgiftspligtige personer, der anvender særordningerne for teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser, der er omhandlet i afsnit XII, kapitel 6, i Rådets direktiv 2006/112/EF (3). |
(2) |
Efter ændringen af artikel 358a og 361 i direktiv 2006/112/EF ved Rådets direktiv (EU) 2017/2455 (4) vil afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i Fællesskabet, men som er pligtige til at betale merværdiafgift (moms) i Fællesskabet, fra den 1. januar 2019 kunne anvende den særordning, der er fastsat i afsnit XII, kapitel 6, afdeling 2, i direktiv 2006/112/EF (»ikke-EU-ordningen«) for teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser til ikke-afgiftspligtige personer, der er etableret i en medlemsstat eller har deres bopæl eller sædvanlige opholdssted i en medlemsstat. |
(3) |
Den ensartede elektroniske meddelelse til fremsendelse af oplysninger med henblik på at identificere afgiftspligtige personer, der anvender den ikke-EU-ordning, der er fastsat i kolonne B i tabellen i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) nr. 815/2012, bør derfor ændres. |
(4) |
Af hensyn til sammenhængen bør denne forordning anvendes fra samme dato som bestemmelserne i direktiv (EU) 2017/2455, hvor der indføres en mulighed for, at afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i Fællesskabet, men som er momsregistreret i Fællesskabet, kan anvende særordningen. |
(5) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Administrativt Samarbejde — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I kolonne B i tabellen i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) nr. 815/2012 affattes teksten i rubrik 16 således:
»Elektronisk erklæring om, at den afgiftspligtige person ikke er etableret i Unionen«.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Det anvendes fra den 1. januar 2019.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juli 2018.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 268 af 12.10.2010, s. 1.
(2) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 815/2012 af 13. september 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår særordninger for ikke-etablerede afgiftspligtige personer, der leverer teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser til ikke-afgiftspligtige personer (EUT L 249 af 14.9.2012, s. 3).
(3) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).
(4) Rådets direktiv (EU) 2017/2455 af 5. december 2017 om ændring af direktiv 2006/112/EF og 2009/132/EF for så vidt angår visse momsforpligtelser i forbindelse med levering af ydelser og fjernsalg af varer (EUT L 348 af 29.12.2017, s. 7).