18.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 123/4


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2018/729

af 26. februar 2018

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 273/2004 og Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 for så vidt angår optagelse af visse narkotikaprækursorer på listen over registrerede stoffer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 273/2004 af 11. februar 2004 om narkotikaprækursorer (1), særlig artikel 15,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 af 22. december 2004 om regler for overvågning af handel med narkotikaprækursorer mellem Fællesskabet og tredjelande (2), særlig artikel 30a, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Bilag I til forordning (EF) nr. 273/2004 og bilaget til forordning (EF) nr. 111/2005 indeholder begge en liste over registrerede stoffer, som er genstand for en række harmoniserede kontrol- og overvågningsforanstaltninger, som der også er fastsat bestemmelser om i de pågældende forordninger.

(2)

I kraft af De Forenede Nationers Narkotikakommissions beslutning 60/12 og 60/13, som blev truffet på kommissionens 60. samling den 16. marts 2017, er 4-anilino-N-phenethylpiperidin (ANPP) og N-phenethyl-4-piperidon (NPP) blevet føjet til tabel I i De Forenede Nationers konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer af 19. december 1988 (3) (»FN-konventionen af 1988«).

(3)

Formålet med forordning (EF) nr. 273/2004 og forordning (EF) nr. 111/2005 er at gennemføre artikel 12 i FN-konventionen af 1988 i Unionen. ANPP og NPP bør derfor føjes til bilag I til forordning (EF) nr. 273/2004 og bilaget til forordning (EF) nr. 111/2005.

(4)

De registrerede stoffer i disse bilag er inddelt i kategorier, for hvilke der træffes forskellige foranstaltninger for at opnå en passende balance mellem den risiko, som hvert enkelt stof indebærer, og den byrde, som den lovlige handel pålægges. De strengeste kontrol- og overvågningsforanstaltninger anvendes for stoffer i kategori 1. Disse stoffer skal f.eks. opbevares i sikrede lokaler, og alle operatører, der håndterer disse stoffer, skal have en licens.

(5)

ANPP er en umiddelbar prækursor for fentanyl og acetylfentanyl. NPP kan enten bruges som grundmateriale for ANPP, som efterfølgende kan syntetiseres til fentanyl, eller udgøre en direkte prækursor for en række fentanylanaloger. Med andre ord kan begge stoffer nemt omdannes til fentanyl eller fentanylanaloger.

(6)

Misbrug eller fejlagtig anvendelse af fentanyl og fentanylanaloger forvolder alvorlige problemer af social og folkesundhedsmæssig art (navnlig et voksende antal dødsfald pga. overdoser) i en række områder i Unionen. Der er tegn på, at der forekommer udbredt ulovlig fremstilling af fentanyl på basis af ANPP og NPP i Unionen. For at afhjælpe dette problem bør der indføres kontrol med importen af ANPP og NPP.

(7)

Der forekommer kun i begrænset omfang lovlig fremstilling af, handel med og anvendelse af ANPP og NPP i Unionen. Derfor ville registrering af disse stoffer i kategori 1 kun indebære en begrænset ekstra administrativ byrde for økonomiske aktører og kompetente myndigheder i EU. I øvrigt har høringer af økonomiske aktører og medlemsstater vist, at der er bred opbakning til, at begge stoffer registreres som stoffer i kategori 1 i forordningerne.

(8)

I lyset af overvejelserne i betragtning 5, 6 og 7 bør ANPP og NPP registreres som stoffer i kategori 1 i bilag I til forordning (EF) nr. 273/2004 og i bilaget til forordning (EF) nr. 111/2005.

(9)

Forordning (EF) nr. 273/2004 og forordning (EF) nr. 111/2005 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Da lovlig fremstilling af, handel med og anvendelse af ANPP og NPP finder sted i et vist omfang i Unionen, bør de økonomiske aktører og kompetente myndigheder have tilstrækkelig tid til at tilpasse sig til de ændringer, der foretages af nærværende forordning.

(11)

Forordning (EF) nr. 273/2004 og forordning (EF) nr. 111/2005 gennemfører til sammen visse bestemmelser i FN-konventionen af 1988. I betragtning af den nære indholdsmæssige forbindelse mellem de to forordninger er det berettiget at vedtage ændringsforslagene ved hjælp af en enkelt delegeret retsakt —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændringer af forordning (EF) nr. 273/2004

I bilag I til forordning (EF) nr. 273/2004, i tabellen for stoffer, der er registreret i kategori 1, indsættes følgende poster i listen med stoffer på deres rette plads i overensstemmelse med deres KN-kode:

Stof

KN-betegnelse (hvis forskellig)

KN-kode

CAS-nr.

»4-anilino-N-phenethylpiperidin (ANPP)

 

2933 39 99

21409-26-7

N-phenethyl-4-piperidon (NPP)

 

2933 39 99

39742-60-4«.

Artikel 2

Ændringer af forordning (EF) nr. 111/2005

I bilaget til forordning (EF) nr. 111/2005, i tabellen for stoffer, der er registreret i kategori 1, indsættes følgende poster i listen med stoffer på deres rette plads i overensstemmelse med deres KN-kode:

Stof

KN-betegnelse (hvis forskellig)

KN-kode

CAS-nr.

»4-anilino-N-phenethylpiperidin (ANPP)

 

2933 39 99

21409-26-7

N-phenethyl-4-piperidon (NPP)

 

2933 39 99

39742-60-4«.

Artikel 3

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 7. juli 2018.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. februar 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 47 af 18.2.2004, s. 1.

(2)  EUT L 22 af 26.1.2005, s. 1.

(3)  EFT L 326 af 24.11.1990, s. 57.