|
20.1.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 16/1 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/81
af 16. januar 2018
om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (2), bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer. |
|
(2) |
Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer. |
|
(3) |
Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3. |
|
(4) |
Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013. Denne periode bør fastsættes til tre måneder. |
|
(5) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under den KN-kode, der er nævnt i kolonne 2 i tabellen.
Artikel 2
Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.
Artikel 3
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 16. januar 2018.
På Kommissionens vegne
For formanden
Stephen QUEST
Generaldirektør
Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion
(1) EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.
(2) Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).
BILAG
|
Varebeskrivelse |
Tarifering (KN-kode) |
Begrundelse |
|
(1) |
(2) |
(3) |
|
Elektrisk apparat til hudbehandling og hårfjerning ved hjælp af laserteknologi, hvor der anvendes to lasere med forskellige bølgelængder (755 og 1 064 nm). Apparatet måler ca. 104 × 38 × 64 cm og vejer 82 kg. Dets behandlingsformer omfatter hårfjerning, kosmetisk foryngelse, behandling af vener i ansigtet og benene, behandling af ujævn pigmentering (f.eks. leverpletter) og behandling af andre vaskulære og godartede pigmenterede læsioner. Apparatet er beregnet til brug både i skønhedssaloner uden indgriben fra læger og i godkendte lægecentre under tilsyn af læger. Se billede (*1). |
8543 70 90 |
Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 8543 , 8543 70 og 8543 70 90 . Apparatet bruges hovedsageligt til æstetiske forbedringer og kan benyttes uden for lægelige rammer (på en skønhedssalon) og uden indgriben fra læger, hvilket tyder på, at apparatet ikke er beregnet til medicinske formål. Apparatet er også i stand til at behandle en eller flere forskellige sygdomme, men denne behandling kan også udføres uden for lægelige rammer, og der er derfor ikke tilstrækkelige indikationer på, at apparatet er beregnet til medicinske formål (jf. sag C-547/13, Oliver Medical, ECLI:EU:C:2015:139). Tarifering under pos. 9018 som et apparat til medicinsk brug er derfor udelukket. Apparatet skal derfor tariferes under KN-kode 8543 70 90 som et elektrisk apparat med selvstændig funktion, ikke andetsteds tariferet i kapitel 85. |
(*1) Billedet er kun vejledende.