16.11.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 288/7


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/1730

af 12. november 2018

om den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages ved det andet møde i partskonferencen under Minamatakonventionen om kviksølv til vedtagelsen af retningslinjer for miljøforsvarlig midlertidig oplagring af andet kviksølv end kviksølvaffald som omhandlet i konventionens artikel 10, stk. 2 og 3

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Minamatakonventionen om kviksølv (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2017/939 (1) og trådte i kraft den 16. august 2017.

(2)

I henhold til afgørelse MC-1/1 om forretningsordenen, som blev vedtaget på det første møde i partskonferencen under konventionen, skal parterne bestræbe sig på at nå frem til konsensus om alle væsentlige spørgsmål.

(3)

På det andet møde fra den 19. til den 23. november 2018 skal partskonferencen under konventionen vedtage retningslinjer for miljøforsvarlig midlertidig oplagring af andet kviksølv end kviksølvaffald (»retningslinjerne«).

(4)

Den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages på det andet møde i partskonferencen under konventionen, bør fastlægges, da retningslinjerne vil have retsvirkninger, eftersom parterne til konventionen skal tage retningslinjerne i betragtning, når de træffer foranstaltninger vedrørende midlertidig oplagring.

(5)

Unionen bidrog til revisionen af udkastet til retningslinjer inden for rammerne af ekspertarbejdet i perioden mellem konferencerne, som blev iværksat ved afgørelse MC-1/18, der blev vedtaget på det første møde i partskonferencen under konventionen. Unionen anså det ikke for nødvendigt at foreslå yderligere ændringer til det reviderede udkast til retningslinjer, som var resultatet af det nævnte arbejde mellem konferencerne.

(6)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/852 (2), særlig artikel 7, stk. 3, overholder bestemmelserne i konventionens artikel 10, stk. 2, som suppleret ved det reviderede udkast til retningslinjer.

(7)

Det reviderede udkast til retningslinjer bør derfor støttes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages på det andet møde i partskonferencen under Minamatakonventionen om kviksølv (»COP2«), er at støtte vedtagelsen af retningslinjerne for miljøforsvarlig midlertidig oplagring af andet kviksølv end kviksølvaffald som omhandlet i konventionens artikel 10, stk. 2 og 3, jf. de dokumenter, der er forelagt til vedtagelse på COP2.

Mindre ændringer af de dokumenter, der er omhandlet i stk. 1, kan i lyset af udviklingen på COP2 vedtages af Unionens repræsentanter i samråd med medlemsstaterne under koordineringsmøder på stedet, uden at Rådet skal træffe yderligere afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. november 2018.

På Rådets vegne

G. BLÜMEL

Formand


(1)  Rådets afgørelse (EU) 2017/939 af 11. maj 2017 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Minamatakonventionen om kviksølv (EUT L 142 af 2.6.2017, s. 4).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/852 af 17. maj 2017 om kviksølv og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1102/2008 (EUT L 137 af 24.5.2017, s. 1).