22.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 263/71


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2018/1583

af 18. oktober 2018

om ændring af bilag I og II til beslutning 2006/766/EF for så vidt angår importen af toskallede bløddyr og fiskevarer til konsum fra Peru og Myanmar

(meddelt under nummer C(2018) 6778)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (1), særlig artikel 11, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 854/2004 må animalske produkter kun importeres fra et tredjeland eller en del af et tredjeland, som er opført på en liste, der er udarbejdet i overensstemmelse med samme forordning.

(2)

Ved forordning (EF) nr. 854/2004 er det endvidere fastsat, at der ved udarbejdelse og ajourføring af sådanne lister skal tages hensyn til EU-kontroller i tredjelande og garantier fra tredjelandes kompetente myndigheder for så vidt angår opfyldelse af eller ligestilling med Unionens foderstof- og fødevarelovgivning samt dyresundhedsbestemmelser som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (2), særlig artikel 48, stk. 3.

(3)

Ved Kommissionens beslutning 2006/766/EF (3) er der fastsat lister over de tredjelande, der opfylder betingelserne i forordning (EF) nr. 854/2004, og som derfor er i stand til at garantere, at disse produkter opfylder de sundheds- og hygiejnebetingelser, der er fastsat i EU-lovgivningen til beskyttelse af forbrugernes sundhed, og dermed kan eksporteres til Unionen. I bilag I til nævnte beslutning er der således opstillet en liste over tredjelande, hvorfra import til konsum af toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle til konsum er tilladt, mens der i bilag II til beslutningen er opstillet en liste over tredjelande og områder, hvorfra import af andre fiskevarer til konsum end dem, der er opført i bilag I, er tilladt. Der er i listerne i bilag I og II til beslutning 2006/766/EF også angivet begrænsninger vedrørende sådan import fra visse tredjelande.

(4)

Peru er opført på listen i bilag I til beslutning 2006/766/EF med den angivelse, at »kun frosne eller forarbejdede toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle« må importeres til Unionen fra dette tredjeland. Som følge af et udbrud af hepatitis A i forbindelse med indtagelse af toskallede bløddyr, der var importeret fra Peru og kontamineret med det pågældende virus, vedtog Kommissionen dog beslutning 2008/866/EF (4), hvorved import fra Peru af disse produkter blev suspenderet.

(5)

Perus kompetente myndighed blev anmodet om at stille tilfredsstillende garantier for, at de mangler, der er konstateret i systemet til kontrol af virus i levende toskallede bløddyr, er blevet afhjulpet. Anvendelsesperioden for beslutning 2008/866/EF er blevet forlænget flere gange og udløber den 30. november 2018.

(6)

Den seneste EU-kontrol i Peru med henblik på at evaluere det eksisterende kontrolsystem for produktion af toskallede bløddyr, der er bestemt til eksport til Unionen, fandt sted fra den 25. september til den 5. oktober 2017. I henhold til konklusionerne af denne kontrol og garantierne fra de peruvianske myndigheder er kammuslinger, hvorfra organerne er fjernet, og som hidrører fra akvakulturbrug, de eneste toskallede bløddyr, for hvilke det kan antages, at de peruvianske myndigheder kan give tilstrækkelige garantier med hensyn til overholdelse af EU's importkrav. Tilladelsen til import af toskallede bløddyr fra dette land bør derfor begrænses til kammuslinger, hvorfra organerne er fjernet, og som hidrører fra akvakulturbrug. Angivelsen vedrørende Peru på listen i bilag I til beslutning 2006/766/EF bør derfor indeholde denne begrænsning.

(7)

Myanmar er opført på listen i bilag II til beslutning 2006/766/EF med den angivelse, at »kun varer af fangede og frosne vildfisk« må importeres til Unionen fra dette tredjeland.

(8)

Myanmars kompetente myndighed har anmodet Kommissionen om at trække begrænsningen på den nuværende liste tilbage og om at tillade import af akvakulturprodukter og fiskevarer til Unionen. Der blev foretaget to EU-kontroller i november 2016 og marts 2018 med henblik på at evaluere, hvorvidt det offentlige kontrolsystem, som Myanmars myndigheder har iværksat, kan garantere, at produktionsforholdene for akvakulturprodukter og fiskevarer i Myanmar, der er bestemt til eksport til Unionen, er i overensstemmelse med kravene i EU-lovgivningen og navnlig med de sundhedsattester, der er indeholdt i standardsundhedscertifikatet i tillæg IV til bilag VI til Kommissionens forordning (EF) nr. 2074/2005 (5).

(9)

I betragtning af det gunstige resultat af kontrollerne, opførelsen af Myanmar i bilaget til Kommissionens afgørelse 2011/163/EU (6) og garantierne fra Myanmars kompetente myndigheder bør import af fiskevarer til konsum, herunder akvakulturprodukter, tillades uden begrænsninger.

(10)

Beslutning 2006/766/EF bør derfor ændres.

(11)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I beslutning 2006/766/EF foretages følgende ændringer:

a)

I bilag I affattes angivelsen vedrørende Peru således:

»PE

PERU

Kun Pectinidae (kammuslinger), hvorfra organerne er fjernet, og som hidrører fra akvakulturbrug«

b)

I bilag II affattes angivelsen vedrørende Myanmar således:

»MM

MYANMAR«

 

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft den 1. december 2018.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 206.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1).

(3)  Kommissionens beslutning 2006/766/EF af 6. november 2006 om lister over tredjelande og områder, hvorfra det er tilladt at importere toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr, havsnegle og fiskevarer (EUT L 320 af 18.11.2006, s. 53).

(4)  Kommissionens beslutning 2008/866/EF af 12. november 2008 om beredskabsforanstaltninger, som suspenderer importen fra Peru af visse toskallede bløddyr bestemt til konsum (EUT L 307 af 18.11.2008, s. 9).

(5)  Kommissionens forordning (EF) nr. 2074/2005 af 5. december 2005 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende visse produkter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 og vedrørende offentlig kontrol i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, om fravigelse fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 og om ændring af forordning (EF) nr. 853/2004 og (EF) nr. 854/2004 (EUT L 338 af 22.12.2005, s. 27).

(6)  Kommissionens afgørelse 2011/163/EU af 16. marts 2011 om godkendelse af tredjelandes planer forelagt i henhold til artikel 29 i Rådets direktiv 96/23/EF (EUT L 70 af 17.3.2011, s. 40).