27.9.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 243/11


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/1296

af 18. september 2018

om fastlæggelse af den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages på den 13. generalforsamling i Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer (OTIF), for så vidt angår visse ændringer til konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) og til tillæggene dertil

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Unionen tiltrådte konventionen om internationale jernbanebefordringer af 9. maj 1980, som ændret ved Vilniusprotokollen af 3. juni 1999 (»COTIF-konventionen«), i medfør af Rådets afgørelse 2013/103/EU (1).

(2)

I afgørelse 2013/103/EU er det præciseret, at Kommissionen repræsenterer Unionen på møder i Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer (OTIF).

(3)

Medlemsstaterne med undtagelse af Cypern og Malta er kontraherende parter i og anvender COTIF-konventionen.

(4)

OTIF's generalforsamling er nedsat i overensstemmelse med COTIF-konventionens artikel 13, § 1, litra a) (»Generalforsamlingen«). Det forventes, at generalforsamlingen på sit 13. møde, som skal finde sted fra den 25. til den 26. september 2018, træffer afgørelse om visse ændringer af COTIF-konventionen samt af tillæg E (Kontrakt om anvendelse af infrastruktur i international jernbanetrafik — CUI) og G (Teknisk godkendelse af jernbanemateriel, der agtes anvendt til international transport — ATMF) dertil. På mødet forventes generalforsamlingen også at træffe afgørelse om vedtagelsen af et nyt tillæg H til COTIF-konventionen vedrørende sikker togdrift i international trafik.

(5)

Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages på OTIF's 13. generalforsamling, bør fastlægges, eftersom de planlagte ændringer af COTIF-konventionen og tillæggene dertil vil være bindende for Unionen og kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 (2) og (EU) 2016/798 (3).

(6)

Ændringerne til OTIF's generalforsamlings forretningsorden har til formål at ajourføre visse bestemmelser som følge af Unionens tiltrædelse af COTIF-konventionen i 2011, navnlig bestemmelser, der regulerer den regionale organisations stemmeret og fastlæggelsen af beslutningsdygtighed.

(7)

Ændringerne til COTIF-konventionen har til formål at forbedre og lette proceduren for revision af COTIF-konventionen med henblik på konsekvent og hurtig gennemførelse af ændringer af tillæggene dertil og med henblik på at forhindre negative virkninger af den nuværende langsommelige revisionsprocedure, herunder risikoen for intern uoverensstemmelse mellem ændringer vedtaget af revisionsudvalget og ændringer vedtaget af generalforsamlingen samt for ekstern uoverensstemmelse, navnlig i forhold til EU-retten.

(8)

Ændringerne til tillæg E (CUI) til COTIF-konventionen har til formål at præcisere anvendelsesområdet for de fælles CUI-regler for at sikre, at disse regler anvendes mere systematisk til deres tilsigtede formål, navnlig i international jernbanetrafik, såsom i godstogskorridorer eller internationale passagertog.

(9)

Ændringerne til tillæg G (ATMF) til COTIF-konventionen har til formål at harmonisere OTIF-reglerne og EU-reglerne, navnlig efter Unionens vedtagelse af den fjerde jernbanepakke i 2016.

(10)

De fleste af de foreslåede ændringer er i overensstemmelse med EU-retten og Unionens strategiske målsætninger, og Unionen bør derfor støtte dem.

(11)

Den holdning, som Unionen skal indtage på OTIF's 13. generalforsamling, bør derfor baseres på tillægget —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages på den 13. generalforsamling i Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer (OTIF), fremgår af tillægget.

2.   Unionens repræsentanter på generalforsamlingen kan uden yderligere afgørelse truffet af Rådet tilslutte sig mindre ændringer af de holdninger, der fremgår af tillægget.

Artikel 2

Afgørelser truffet på den 13. generalforsamling offentliggøres, når de er vedtaget, i Den Europæiske Unions Tidende med angivelse af datoen for deres ikrafttræden.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18.september 2018.

På Rådets vegne

G. BLÜMEL

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2013/103/EU af 16. juni 2011 om undertegnelse og indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer om Den Europæiske Unions tiltrædelse af konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) af 9. maj 1980, som ændret ved Vilniusprotokollen af 3. juni 1999 (EUT L 51 af 23.2.2013, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 44).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 102).


BILAG

1.   INDLEDNING

Den 13. generalforsamling i Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer (»OTIF«) vil finde sted den 25.-26. september 2018. Mødedokumenterne er tilgængelige på OTIF's websted: http://extranet.otif.org/en/?page_id=1071.

2.   BEMÆRKNINGER TIL PUNKTERNE PÅ DAGSORDENEN

Punkt 1 på dagsordenen — Valg af formand og næstformand

Dokument(er): ingen

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning: ingen

Punkt 2 på dagsordenen — Vedtagelse af dagsordenen

Dokument(er): SG-18028-AG 13/2.1 SG-18047-AG 13/2.2

Kompetence: Unionen (delt kompetence og enekompetence), berører ikke medlemsstaternes kompetencer i forbindelse med punkt 9 på dagsordenen

Udøvelse af stemmerettigheder: Unionen, berører ikke medlemsstaternes kompetencer i forbindelse med punkt 9 på dagsordenen

Holdning: for vedtagelse af udkastet til dagsorden

Punkt 3 på dagsordenen — Nedsættelse af mandatudvalg

Dokument(er): ingen

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning: ingen

Punkt 4 på dagsordenen — Tilrettelæggelse af arbejdet og oprettelse af de nødvendige udvalg

Dokument(er): ingen

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning: ingen

Punkt 5 på dagsordenen – Ændring af forretningsordenen

Dokument(er): SG-18030-AG 13/5

Kompetence: Unionen (delt kompetence og enekompetence)

Udøvelse af stemmerettigheder: Unionen

Holdning: støtter ændringerne af generalforsamlingens forretningsorden.

Det foreslåede ændringsudkast til forretningsordenen for OTIF's generalforsamling vedrører fristerne for indsendelse og ekspedition af dokumenter, uafhængige eksperters deltagelse og præcisering af bestemmelserne vedrørende regionale organisationers udøvelse af stemmerettigheder. Den gældende udgave af forretningsordenen er fra før Unionens tiltrædelse af COTIF-konventionen, Den gældende udgave af forretningsordenen er fra før Unionens tiltrædelse af COTIF-konventionen, og visse bestemmelser bør derfor ajourføres, herunder navnlig bestemmelserne om beslutningsdygtighed og Unionens stemmerettigheder (artikel 20 og 21), som er blevet ændret for at sikre overensstemmelse med artikel 38 i COTIF-konventionen og EU-OTIF-aftalen. De øvrige foreslåede ændringer sigter mod at sikre, at generalforsamlingen forløber ordentligt på grundlag af den bedste internationale praksis og OTIF's praksis; de bør også støttes.

Punkt 6 på dagsordenen — Valg af generalsekretær for perioden fra 1. januar 2019 til 31. december 2021

Dokument(er): begrænset rundsendelse

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning: ingen

Punkt 7 på dagsordenen — Medlemskab af OTIF — den generelle situation

Dokument(er): SG-18032-AG 13/7

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: ikke relevant

Holdning: ingen

Punkt 8 på dagsordenen — Samarbejde med internationale organisationer og sammenslutninger

Dokument(er): SG-18048-AG 13/8

Kompetence: Unionen (delt kompetence og enekompetence)

Udøvelse af stemmerettigheder: Unionen

Holdning:

modsætter sig forslaget fra OTIF's sekretariat om, at generalforsamlingen skal give administrationskomiteen beføjelse til at oprette og opløse rådgivende kontaktgrupper med andre internationale organisationer og sammenslutninger og til at føre tilsyn med, hvordan disse kontaktgrupper fungerer

foreslår, at generalforsamlingen, jf. artikel 13, § 2, i COTIF-konventionen, beslutter midlertidigt, dvs. for en periode på fire år, at nedsætte et ad hoc-udvalg med den opgave at oprette og opløse rådgivende kontaktgrupper med andre internationale organisationer og sammenslutninger og at føre tilsyn med, hvordan disse grupper fungerer. Unionen bør have ret til at deltage i ad hoc-udvalgets arbejde, jf. tiltrædelsesaftalens artikel 5, stk. 1. Udvalgets aktiviteter bør være styret af og i overensstemmelse med OTIF's arbejdsprogram.

Forslaget fra OTIF's sekretariat går ud på, at generalforsamlingen skal vedtage en afgørelse, der giver administrationskomiteen beføjelser til at oprette og opløse rådgivende kontaktgrupper med andre internationale organisationer og sammenslutninger og til at føre tilsyn med, hvordan disse grupper fungerer. Unionen er på nuværende tidspunkt enig i målet med forslaget, nemlig at give mulighed for en vis grad af fleksibilitet på de pågældende områder. Den kan imidlertid ikke acceptere forslaget i sin nuværende form, eftersom det overdrager en ny opgave til administrationskomiteen, som går videre end COTIF-konventionens artikel 15, § 2, uden at der foretages en formel ændring af konventionen i henhold til de gældende procedurer.

Eftersom Unionen er enig i det overordnede mål, foreslår den imidlertid, at generalforsamlingen midlertidigt nedsætter et ad hoc-udvalg, jf. konventionens artikel 13, § 2, med det formål at oprette og opløse rådgivende kontaktgrupper med andre internationale organisationer og sammenslutninger og at føre tilsyn med, hvordan disse grupper fungerer. I denne forbindelse er det vigtigt at huske på, at sådanne opgaver har praktiske konsekvenser for OTIF's politikudvikling på alle områder. Der er derfor behov for at sikre, at Unionen er fuldt involveret i sådanne aktiviteter, jf. tiltrædelsesaftalens artikel 5, stk. 1.

En periode på fire år bør være tilstrækkelig til før dennes udløb at vurdere, om erfaringerne er tilfredsstillende. Hvis det er tilfældet, kunne der med de nødvendige forberedelser foretages en ændring af konventionen med henblik på at sikre en strukturel løsning i overensstemmelse med de garantier for Unionen, der fremgår af tiltrædelsesaftalens artikel 5, stk. 1.

Punkt 9 på dagsordenen — Budgetramme

Dokument(er): begrænset rundsendelse

Kompetence: medlemsstaterne

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning: ingen

Af artikel 4 i EU-OTIF-aftalen fremgår følgende: »Unionen bidrager ikke til OTIF's budget og tager ikke del i beslutningerne vedrørende dette budget.«

Punkt 10 på dagsordenen — Delvis revision af grundkonventionen: ændring af proceduren for revision af COTIF-konventionen

Dokument(er): SG-18035-AG 13/10

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning: støtter ændringen af COTIF-konventionens artikel 34, § 3-6, og godkender ændringerne i den forklarende rapport.

I overensstemmelse med resultatet af drøftelserne af emnet på revisionsudvalgets 26. møde er det både nødvendigt og passende at støtte forslaget om ændring af COTIF-konventionen med henblik på at indrømme en nærmere fastsat frist (36 måneder) for ikrafttrædelsen af ændringer af tillæggene vedtaget af generalforsamlingen, herunder fleksibilitetsbestemmelsen med henblik på i enkelte tilfælde at forlænge en sådan frist, hvis generalforsamlingen beslutter dette med det flertal, der er fastsat i artikel 14, § 6, i COTIF-konventionen.

Forslaget har til formål at forbedre og lette proceduren for revision af konventionen med hensyn til konsekvent og hurtig gennemførelse af ændringer af konventionen og tillæggene dertil og med henblik på at forhindre negative virkninger af den nuværende langvarige revisionsprocedure, herunder risikoen for intern uoverensstemmelse mellem ændringer vedtaget af revisionsudvalget og ændringer vedtaget af generalforsamlingen samt for ekstern uoverensstemmelse, navnlig med hensyn til EU-retten.

Punkt 11 på dagsordenen — Delvis revision af de fælles CIM-regler — generalsekretærens rapport

Dokument(er): SG-18036-AG 13/11

Kompetence: Unionen (delt kompetence og enekompetence)

Udøvelse af stemmerettigheder: Unionen (hvis en afstemning finder sted)

Holdning: tager generalsekretærens rapport til efterretning og pålægger generalsekretæren at forelægge den 14. generalforsamling en rapport om fremskridtene i arbejdet med toldspørgsmål og digitaliseringen af godstransportdokumenter samt fremlægge et forslag om ændring af de fælles CIM-regler, hvis relevant.

Punkt 12 på dagsordenen — Delvis revision af de fælles CUI-regler

Dokument(er): SG-18037-AG 13/12

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning:

støtter ændringerne af titlen og artikel 1, 3, 5, § 1, artikel 5a, §§ 1 og 2, artikel 7, § 2, artikel 8 og 9, § 1, og artikel 10 § 3, i de fælles CUI-regler, og godkender ændringerne af den forklarende rapport

støtter i forbindelse med ændringerne af de fælles CUI-regler ændringerne af COTIF-konventionens artikel 2, § 1, litra a), nr. 3 og artikel 6, § 1, litra e).

I overensstemmelse med de ændringer, der blev vedtaget på revisionsudvalgets 26. møde i februar 2018, sigter de foreslåede ændringer dybest set mod at præcisere anvendelsesområdet for de fælles CUI-regler ved i artikel 3 at indføre en definition af »international jernbanetrafik« som »trafik, der kræver anvendelse af en international togkanal eller flere på hinanden følgende nationale togkanaler, der er beliggende i mindst to stater, og som koordineres af de berørte infrastrukturforvaltere«, og ved at ændre artikel 1 (anvendelsesområde) i overensstemmelse hermed, idet forbindelsen til CIV- og CIM-reglerne bevares. Formålet er at sikre, at de fælles CUI-regler anvendes mere systematisk til deres tilsigtede formål, dvs. i international jernbanetrafik.

Udkastet til ændringer er i overensstemmelse med definitionerne og bestemmelserne i gældende EU-ret vedrørende forvaltning af jernbaneinfrastruktur og koordinering mellem infrastrukturforvalterne (f.eks. artikel 40, 43 og 46 i direktiv 2012/34/EU (omarbejdning)). For så vidt angår udkastet til ændring af artikel 8 (Infrastrukturforvalterens ansvar) er dette primært af redaktionel karakter og berører ikke bestemmelsens anvendelsesområde eller indhold. I de foreslåede udkast til ændring af artikel 9 samt artikel 3, 5, 5a, 7 og 10 er ændringerne af rent redaktionel karakter.

Punkt 13 på dagsordenen — Delvis revision af de fælles ATMF-regler

Dokument(er): SG-18038-AG 13/13

Kompetence: Unionen (enekompetence)

Udøvelse af stemmerettigheder: Unionen

Holdning: støtter den delvise revision af de fælles ATMF-regler som foreslået af OTIF-sekretariatet.

På revisionsudvalgets 26. møde blev der af de nedenfor beskrevne årsager vedtaget en delvis revision af de fælles ATMF-regler. Denne revision medførte også nogle mindre ændringer af redaktionel og sproglig karakter af de fælles ATMF-reglers artikel 1, 3 og 9, som går ud over revisionsudvalgets beføjelser. De bør derfor vedtages af generalforsamlingen.

Bestemmelserne i de fælles ATMF-regler er forenelige med bestemmelserne i Den Europæiske Unions interoperabilitetsdirektiv 2008/57/EF og med en del af sikkerhedsdirektiv 2009/49/EF. Med vedtagelsen af den fjerde jernbanepakke ændrede Unionen flere bestemmelser i dette regelværk. På grundlag af en analyse fra Kommissionen udarbejdede OTIF-sekretariatet og den relevante arbejdsgruppe ændringer vedrørende artikel 2, 3a, 5, 6, 7, 10, 10b, 11 og 13 i de fælles ATMF-regler. Disse ændringer er nødvendige for at harmonisere en del af terminologien med de nye EU-bestemmelser og for at tage hensyn til en række proceduremæssige ændringer i EU, navnlig det forhold, at EU's Jernbaneagentur vil få kompetence til at udstede køretøjsomsætningstilladelser. De foreslåede ændringer berører ikke det grundlæggende princip i ATMF.

Punkt 14 på dagsordenen — Nyt tillæg H vedrørende sikker togdrift i international trafik

Dokument(er): SG-18039-AG 13/14.1 SG-18040-AG 13/14.2

Kompetence: Unionen (enekompetence)

Udøvelse af stemmerettigheder: Unionen

Holdning:

støtter (SG-18039-AG 13/14.1) optagelse af et nyt tillæg H til COTIF-konventionen vedrørende sikker togdrift i international trafik og godkender ændringerne i den forklarende rapport

støtter (SG-18040-AG 13/14.2) med henblik på optagelse af et nyt tillæg H ændringerne af COTIF-konventionens artikel 2, § 1, artikel 6, § 1, artikel 20, § 1 og 2, artikel 33, § 4 og 6, og artikel 35, § 4 og 6, og godkender ændringerne i den forklarende rapport.

Der er i udkastet til det nye tillæg H fastsat bestemmelser til regulering af sikker togdrift i international trafik med det formål at harmonisere COTIF-konventionen med de gældende EU-regler og støtte interoperabilitet uden for Den Europæiske Union. Den foreslåede tekst er i overensstemmelse med bestemmelserne i det nye sikkerhedsdirektiv (EU) 2016/798 og den hermed forbundne afledte ret. Som angivet er det også nødvendigt at ændre visse bestemmelser i COTIF-konventionen med henblik på optagelse af det nye tillæg H.

De foreslåede tekster er forelagt generalforsamlingen i henhold til beslutningen på revisionsudvalgets 26. møde og er fuldt ud i overensstemmelse med Unionens holdning, som blev fastlagt forud for mødet i revisionsudvalget.

Punkt 15 på dagsordenen — Generel drøftelse af behovet for harmonisering af tiltrædelsesbetingelser

Dokument(er): SG-18041-AG 13/15

Kompetence: Unionen (enekompetence)

Udøvelse af stemmerettigheder: Unionen

Holdning: støtter forslaget fra OTIF-sekretariatet om at bemyndige generalsekretæren til at fortsætte arbejdet med at udvikle en ikkebindende retlig ramme for betingelserne for adgang til det internationale jernbanenet, jf. retningslinjerne i afsnit VI i dokument SG-18041-AG 13/15, inden for rammerne af arbejdsgruppen af juridiske eksperter og i samarbejde med kompetente internationale organisationer og sammenslutninger.

Forslagets genstand — betingelser for adgang til jernbanenettet — er reguleret på EU-niveau ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EF af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (omarbejdning). I overensstemmelse med de drøftelser af emnet, der fandt sted på det 26. møde i revisionsudvalget i februar 2018, er det hensigtsmæssigt fortsat at støtte initiativet om OTIF's udvikling af en ikkebindende retlig ramme for betingelserne for adgang til jernbanenet som en metode til at lette og forbedre international jernbanetrafik ud over EU's grænser.

Punkt 16 på dagsordenen — Harmoniseret jernbanelovgivning — generalsekretærens rapport

Dokument(er): SG-18042-AG 13/16

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning:

tager generalsekretærens rapport til efterretning og pålægger generalsekretæren at fortsætte samarbejdet med FN/ECE om initiativet til en harmoniseret jernbanelovgivning

bemyndiger administrationsudvalget til at følge FN/ECE-initiativet om en harmoniseret jernbanelovgivning og afgive en rådgivende udtalelse om generelle politiske spørgsmål, så vidt det er muligt, og bemyndiger arbejdsgruppen af juridiske eksperter til at følge op på FN/ECE-initiativet om en harmoniseret jernbanelovgivning og afgive en rådgivende udtalelse om retlige spørgsmål om muligt

pålægger generalsekretæren og arbejdsgruppen af juridiske eksperter i samråd med administrationskomitéen at overveje og foreslå løsninger til en passende involvering af OTIF i forvaltningen af retligt bindende instrumenter, som kan overtage udkastet til retlig ordning for fragtaftaler, som er udviklet inden for rammerne af FN/ECE-initiativet om harmoniseret jernbanelovgivning, og pålægger generalsekretæren at forelægge en rapport for den 14. generalforsamling.

Selv om en fælles international retlig ordning kunne være en fordel for jernbanetransporten på tværs af det eurasiske kontinent sammenlignet med de to retlige systemer, der findes på nuværende tidspunkt, kan en sådan retlig ordning kun udarbejdes med et klart engagement og deltagelse fra organisationen for samarbejde mellem jernbaner (»OSJD«) og OTIF og deres medlemsstater, ellers vil ordningen blot medføre, at der udvikles en tredje international retlig ordning, og den internationale jernbanelovgivning vil blive fragmenteret yderligere. Følgelig er der behov for en forudgående politisk beslutning fra de eksisterende organisationer om at koordinere dette mål, før der kan indføres en omfattende retlig ordning. Det er derfor nødvendigt og hensigtsmæssigt at sikre, at OTIF fortsat er involveret i denne proces, navnlig gennem administrationskomiteens og arbejdsgruppen af juridiske eksperters aktiviteter, og at OTIF rapporterer om fremskridtene med arbejdet i FN/ECE-regi på den næste generalforsamling.

Punkt 17 — Arbejdsgruppen af juridiske eksperter

Dokument(er): SG-18046-AG 13/17

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning:

godkender oprettelse af en rådgivende arbejdsgruppe af juridiske eksperter, som skal forberede udkast til ændringer eller supplementer til konventionen, yde juridisk rådgivning og bistand, fremme og lette COTIF-konventionens gennemførelse og funktion, føre tilsyn med og vurdere COTIF-konventionens anvendelse og gennemførelse, samt fungere som et forum, hvor OTIF's medlemmer kan bringe relevante juridiske spørgsmål op og drøfte dem

giver generalsekretæren beføjelse til at fremlægge konklusioner og forslag fra arbejdsgruppen for OTIF's kompetente organer med henblik på overvejelse og/eller beslutning

pålægger generalsekretæren at forelægge en rapport om arbejdsgruppens aktiviteter på den 14. generalforsamling.

I overensstemmelse med resultatet af drøftelserne af emnet på revisionsudvalgets 26. møde i februar 2018 er det hensigtsmæssigt at godkende indførelsen af en stående gruppe af juridiske eksperter inden for OTIF, som skal bistå og lette funktionen af OTIF's eksisterende organer på det retlige område og sikre, at COTIF-konventionen forvaltes effektivt.

Punkt 18 på dagsordenen — Administrationskomiteens aktivitetsrapport for perioden 1. oktober 2015 – 30. september 2018

Dokument(er): begrænset rundsendelse

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning: noterer sig rapporten

Punkt 19 på dagsordenen — Valg af administrationskomitéen for perioden 1. oktober 2018 – 30. september 2021 (sammensætning og formandskab)

Dokument(er): begrænset rundsendelse

Kompetence: Unionen (delt)

Udøvelse af stemmerettigheder: medlemsstaterne

Holdning: ingen

Punkt 20 på dagsordenen — Foreløbig dato for den 14. generalforsamling

Dokument(er): ingen

Kompetence: ikke relevant

Udøvelse af stemmerettigheder: ikke relevant

Holdning: ingen

Punkt 21 på dagsordenen — Eventuelt

Dokument(er): ikke tilgængelig(e)

Kompetence: ikke relevant

Udøvelse af stemmerettigheder: ikke relevant

Holdning: ingen

Punkt 22 på dagsordenen — Generalforsamlingsmandater

Dokument(er): ingen

Kompetence: Unionen (delt kompetence og enekompetence)

Udøvelse af stemmerettigheder: Unionen

Holdning: mandater i overensstemmelse med punkt 8 på dagsordenen

Punkt 23 på dagsordenen — Rapporter fra udvalgene, hvis nødvendigt

Dokument(er): ikke tilgængelig(e)

Kompetence: ikke relevant

Udøvelse af stemmerettigheder: ikke relevant

Holdning: ingen

Punkt 24 på dagsordenen — Vedtagelse af afgørelser, mandater, henstillinger og andre dokumenter fra generalforsamlingen (slutdokument)

Dokument(er): ikke tilgængelig(e)

Kompetence: Unionen (delt kompetence og enekompetence)

Udøvelse af stemmerettigheder: Unionen

Holdning: som angivet i de relevante punkter.