|
13.12.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 449/11 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
af 6. december 2018
om offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende af en ansøgning om registrering af en betegnelse som omhandlet i artikel 49 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012
»Странджански манов мед« (Strandzhanski manov med)/»Maнов мед от Странджа« (Manov med ot Strandzha) (BOB)
(2018/C 449/04)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (1), særlig artikel 50, stk. 2, litra a), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Bulgarien har indgivet ansøgning til Kommissionen om beskyttelse af betegnelsen »Странджански манов мед« (Strandzhanski manov med)/»Maнов мед от Странджа« (Manov med ot Strandzha) i henhold til artikel 49, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1151/2012. |
|
(2) |
Kommissionen har i henhold til artikel 50 i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet ansøgningen og konkluderet, at den opfylder betingelserne i nævnte forordning. |
|
(3) |
Med henblik på at give mulighed for at indgive meddelelser om indsigelse i overensstemmelse med artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012 bør det enhedsdokument og den henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 50, stk. 2, litra a), for betegnelsen »Странджански манов мед« (Strandzhanski manov med)/»Maнов мед от Странджа« (Manov med ot Strandzha), offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende — |
BESTEMT FØLGENDE:
Eneste artikel
Det enhedsdokument og den henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen, der er omhandlet i artikel 50, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1151/2012 for betegnelsen »Странджански манов мед« (Strandzhanski manov med)/»Maнов мед от Странджа« (Manov med ot Strandzha) (BOB), findes i bilaget til denne afgørelse.
I henhold til artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012 giver offentliggørelsen af denne afgørelse ret til at gøre indsigelse mod registreringen af den betegnelse, der er anført i stk. 1, inden for tre måneder fra datoen for offentliggørelsen af denne afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 6. december 2018.
På Kommissionens vegne
Phil HOGAN
Medlem af Kommissionen
BILAG
ENHEDSDOKUMENT
»СТРАНДЖАНСКИ МАНОВ МЕД« (STRANDZHANSKI MANOV MED)/»MAНОВ МЕД ОТ СТРАНДЖА« (MANOV MED OT STRANDZHA)
EU-nr.: PDO-BG-02306 — 12.4.2017
BOB ( X ) BGB ( )
1. Betegnelse(r)
»Странджански манов мед« (Strandzhanski manov med)/»Maнов мед от Странджа« (Manov med ot Strandzha)
2. Medlemsstat eller tredjeland
Bulgarien
3. Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren
3.1. Produkttype
Kategori 1.4. Andre animalske produkter (æg, honning, forskellige mejeriprodukter undtagen smør m.m.)
3.2. Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1
»Strandzhanski manov med« er honning fremstillet af honningbier fra udsvedning fra planters levende dele eller ekskreter fra plantesugende insekter, som bierne opsuger, kombineret med deres egne særlige stoffer, lagrer, tørrer og deponerer i bikageceller med henblik på modning i det geografiske område, som der henvises til i punkt 4. »Strandzhanski manov med« er fremstillet af honningdug udskilt af visse insekter og saften fra agern fra eg, som bierne opsuger.
Organoleptiske egenskaber:
Ydre: Opak, let uigennemsigtig, uden spor af biyngel eller anden mekanisk masse og uden tegn på fermentering.
Farve: brun eller mørkebrun til sort farve, med en grønlig nuance. Efter krystallisering kan farven skifte til lysebrun eller grå.
Konsistens: Tæt, flydende, halvt krystalliseret eller krystalliseret masse.
Smag: sød, med let syrlighed og let bitre noter.
Aroma: Ristede frugter og karamel.
Krav vedrørende honningens sammensætning:
Fysiske og kemiske egenskaber:
|
fruktose- og glucoseindhold |
mindst 45 g/100 g |
|
saccharoseindhold |
højst 5 g/100 g |
|
vandindhold |
ikke over 19 % |
|
indhold af ikke-vandopløselige stoffer |
højst 0,1 g/100 g |
|
elektrisk ledeevne |
skal være mere end 0,95 mS/cm |
|
indhold af frie syrer |
ikke over 50 milliækvivalenter syre pr. 1 000 g |
|
diastatisk aktivitet |
over 12 Shade-enheder efter udvindingen |
|
indhold af hydroxymethylfurfural |
højst 10 mg/kg efter udvindingen af honningen |
»Strandzhanski manov med« adskiller sig hovedsageligt fra nektarbaseret honning i kraft af sin høje elektriske ledeevne, som skyldes dens højere indhold af mikronæringsstoffer: kalium (1 568-1 676 mg/kg), magnesium (149-169 mg/kg), litium (0,11-0,33 mg/kg), mangan (34-51 mg/kg) og antioxidanter: phenolindhold (56-165 mg/kg). Den er kendetegnet ved et højt indhold af melezitose (4-11 %) og erlose. Et andet særligt kendetegn er forekomsten af quercitol og kestose. Endnu et kendetegn ved »Strandzhanski manov med« er, at den indeholder honningdugelementer, navnlig svampesporer, konidie, svampehyfer, osv., som er resultatet af den særlige fremstillings- og høstproces.
Pollenegenskaber:
»Strandzhanski manov med« er honningdughonning med et pollenindhold af varieret botanisk oprindelse. Den store variation af plantearter i Strandzha omfatter: Trifolium (hvidkløver), Vicia (fodervikke), Lotus (Lotus corniculatus), Tilia (lind), Echium (Boraginaceae-familien), Rubus, Matricaria (Asteraceae-familien), Daucus (Umbelliferae), Potentilla (Rosaceae), Paliurus, Dorycnium (Fabaceae-familien), Brassicaceae, Clematis (Clematitis vitalba), Cistus (Cistus salvifolius og Cistus incanus), Plantago og Chenopodiaceae.
Pollenegenskaberne hos »Strandzhanski manov med« påvirkes af de særlige planter i Strandzharegionen, som ikke findes i andre egne af Bulgarien. Det drejer sig om: Ophrys reinholdii, Verbascum bugulifolium, Teucrium lamiifolium, Cistus laurifolius, Hypericum androsaemum, Stachys thracica og Epimedium pubigerum. Pollenegenskaberne påvirkes desuden af den tertiære reliktflora, dvs. arter, som var udbredte i Strandzharegionen i tertiærtiden som f.eks. Cicer montbretii, Erica arborea, mispel, hedelyng, Cistus salvifolius, Hypericum calycinum og andre arter.
Det europæiske udbredningsområde for syv af disse arter er begrænset til Strandzharegionen og Kaukasus. Ilex colchica, Daphne pontica, Vaccinium arctostaphylos, Rhododendron ponticum, den lokale egeart (Quercus hartwissiana Stev.), Veronica turrilliana og Quercus polycarpa.
3.3. Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse) og råvarer (kun for forarbejdede produkter)
Fodring af bierne er ikke tilladt i løbet af den periode, hvor honningen høstes. Bierne må fodres om foråret og efter, at honningen er udvundet før vinteren, i de mængder, der er nødvendige for at opbygge reserver og sikre, at kolonien overlever vinteren. Kolonierne må fodres med sukker, sukkerdej og sukkeropløsninger. Bierne må også fodres med honning, som de selv har produceret. Biavlerne skal sikre, at vinterreserverne ikke forekommer i overskudshonningen (»Strandzhanski manov med«).
3.4. Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område
»Strandzhanski manov med« udvindes fra bigårde (hovedsageligt den stationære type) i egeskovene på Strandzha-bjergmassivet, som skal være beliggende i det afgrænsede geografiske område. »Strandzhanski manov med« udvindes i juni, juli og august. Bikolonierne skal befinde sig i det afgrænsede geografiske område hele året rundt.
»Strandzhanski manov med« fremstilles på følgende vis:
|
1) |
overførsel af de forseglede honningtavler til lokalerne |
|
2) |
afskrælning og slyngning af bikagen |
|
3) |
filtrering og påfyldning i beholdere beregnet til opbevaring |
|
4) |
overførsel af beholderne med den færdige honning til lageret. |
Alle faser af produktionen skal finde sted i det afgrænsede geografiske for at sikre produktets kvalitet og fulde sporbarhed.
3.5. Særlige regler for udskæring, rivning eller emballering osv. af det produkt, som den registrerede betegnelse henviser til
Med henblik på at garantere produktets kvalitet og fuld sporbarhed tappes honningen i det geografiske område, der er defineret i punkt 4, og vægten må ikke overstige 1 500 g.
For at garantere kvaliteten og særlig for at bevare de organoleptiske, fysiske og kemiske egenskaber »Strandzhanski manov med« skal tapning og mærkning finde sted i det afgrænsede geografiske område, da de højere temperaturer under transport til et sted uden for det kan ændre produktets kvalitet. Alle processer skal udføres i det geografiske område for at undgå sammenblanding med andre typer honning, der ikke er omfattet af denne beskyttede oprindelsesbetegnelse, og for at forhindre optagelse af fremmede lugte. »Strandzhanski manov med« må ikke transporteres ud af det geografiske område til tapning, da produktet er hygroskopisk, og det er yderst vigtigt at beskytte det mod fugt, da fugt forringer dets organoleptiske, fysiske og kemiske egenskaber.
Salg af »Strandzhanski manov med« i løst mål er forbudt.
3.6. Særlige regler for mærkning af det produkt, som den registrerede betegnelse
—
4. Kort angivelse af det geografiske områdes afgrænsning
»Strandzhanski manov med« fremstilles i følgende kommuner: Sozopol, Primorsko, Tsarevo, Malko Tarnovo og Sredets.
5. Tilknytning til det geografiske område
5.1. Det geografiske områdes egenart
Det geografiske område omfatter Strandzha-bjergmassivet og har et fugtigt fastlandsklima eller kystklima. Regionen karakteriseres desuden af milde temperaturer, og om foråret og om sommeren af hyppig tåge, der sommetider varer ved indtil sidst på morgenen, milde temperaturer og høj luftfugtighed. Disse betingelser letter opløsningen af udskilte stoffer, som insekterne opsamler fra bladenes overflade. Den lette tåge bidrager til at sikre, at saftdråberne ikke går til spilde, da kraftigere tåge gør, at dråberne bliver større og falder fra bladene. Kombinationen af klimatiske faktorer, fugten fra havet nær bjerge, men uden kraftige regnskyl, og et relativt varmt klima uden ekstreme temperaturer, sammen med beliggenheden nær havet og egeskovene, giver fremragende betingelser for producenterne af honningdug-bladlus (Lachnus roboris, L. pallipes, Monelliopsis caryae, Tuberculatus (Tuberculloides) querceus og T. annulatus), snudebillenarten Curculio Glandium og agernvikler (Cydia Splendana).
Bjergmassivets særlige geografiske beliggenhed nær tre store vandområder, Sortehavet, Det Ægæiske Hav og Marmarahavet og de klimatiske faktorer, der således opstår der, nemlig relativt høj luftfugtighed, såvel som dets palæontologiske historie (fravær af is i kvartærtiden) skaber forudsætningerne for en sammensætning af flora, som er enestående for kontinentet. De fugtige luftstrømmes bevægelse fra havet mod den indre del af Strandzharegionen lettes af de rundede bjergrygge, dybe kløfter og floddale. Planter, som var udbredte i hele Europa for adskillige millioner år siden i løbet af tertiærtiden, er bevaret her indtil den dag i dag.
Floraen i Strandzharegionen adskiller sig fra europæisk vegetation og har store ligheder med pontisk flora i Kaukasus og Lilleasien med mange relikter fra tertiærperioden og endemiske arter, som kan påvises ved en analyse af pollenspektret. Strandzharegionen omfatter mange beskyttede områder, naturreservater og naturlige habitater, hvilket resulterer i et miljø, der er gunstigt for honningbier og biavl. Strandzha er anerkendt som et af fem prioriterede områder for miljøbeskyttelse i EU og er en del af det paneuropæiske miljønetværk Natura 2000. Regionen domineres af ege- og bøgeskove. Egeskovene består for det meste af Quercus petraea (vintereg — 47,8 %) og Q. frainetto (ungarsk eg — 41,8 %), som giver føde til de bladlus og snudebiller, der producerer honningduggen.
De magre jorde — kanelfarvede skovjorde og gule podsoljorde — og fraværet af industriel aktivitet begrænser dyrkningen af landbrugsafgrøder, hvis blomstring kunne indvirke negativt på honningens kvalitet.
5.2. Menneskelige faktorer
Biavl har altid været udbredt i Strandzharegionen. Det er et ældgammelt livsgrundlag. Herom vidner bikuberne og staderne i stubbe fra slutningen af det 19. århundrede og frem til i dag. Biavlerne arbejder særlig i følgende faser for at sikre, at der kun produceres honningdug:
Fase I
Bierne opsuger honningdug, primært fra løvfældende egeskove, og bearbejder den for at producere moden honning: »Strandzhanski manov med«. For at gøre det muligt at skille overskudshonning fra, placeres der i den primære indsamlingsperiode et eller flere honningmagasiner over ynglerummet.
Fase II
Når honningen i tavlen er tilstrækkelig moden, fjernes tavlen fra stadet og overføres til det sted, hvor slyngningen finder sted.
Honningen filtreres, homogeniseres og klares i bundfældningstanke i mindst 24 timer.
Fase III
Honningen opbevares i beholdere, der er beregnet til opbevaring af fødevarer. Tapning, pakning og mærkning udføres i rene og passende lokaler. Krystalliseret honning gøres flydende ved at varme den op til højst 42 °C, som er den temperatur, honning opnår i bistadet under høsten. Ved denne temperatur bibeholdes den diastatiske aktivitet.
5.3. Produktets egenart
De enestående kvaliteter ved »Strandzhanski manov med« skyldes primært dens fysiske og kemiske egenskaber, dens pollen og dens organoleptiske egenskaber.
Et af de særlige kendetegn ved »Strandzhanski manov med« er honningens særligt høje elektriske ledeevne sammenlignet med andre honningdughonninger — den elektriske ledeevne skal være mere end 0,95 mS/cm.
Honningen er kendetegnet ved høj diastatisk aktivitet (grundet den rige sammensætning af enzymer som følge af den sekundære forarbejdning, som udføres af bladlusene og snusebillerne) og et lavt indhold af hydroxymethylfurfural.
Disse egenskaber opstår på grund af de vidt udstrakte egeskove (som dækker over 70 % af regionen), som kombineret med milde temperaturer og høj luftfugtighed skaber betingelserne for, at bladene får en stor overflade, hvilket er et gunstigt miljø for bladlus og snudebiller. Det er deres ekskreter og udsvedninger fra levende planter, som bierne indsamler og omdanner til honning.
Det pollenspektrum, som »Strandzhanski manov med« udviser, og som indeholder pollen fra planter, der kun findes i Strandzharegionen (se punkt 3.2), adskiller den fra honning, der fremstilles andre steder, hvilket i sig selv beror på den direkte sammenhæng mellem produktet »Strandzhanski manov med« og Strandzhabjergmassivet. Undersøgelser af pollenspektret har gjort det muligt at fastslå geografiske markører — endemiske og tertiære reliktarter, som ved deres forekomst eller hyppigheden af deres forekomst i pollenspektret afgrænser pollenspektrets geografiske grænser i Strandzharegionen.
Det er særlig vigtigt, at bigårdene er beliggende i det afgrænsede geografiske hele året rundt, dvs. at de er af den stationære type.
»Strandzhanski manov med« har en tydeligt mørkere farve, en særlig aroma og en let syrligere og mere bitter smag end nektarbaseret honning.
5.4. Sammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB)
»Strandzhanski manov med« er et produkt, som hænger nært sammen med den region, det stammer fra, idet den er et resultat af den bioøkologiske indbyrdes afhængighed og ligevægt mellem populationer og bladlus og snudebiller, der producerer honningdug, forekomsten af omfattende grupperinger af ege- og bøgetræer og et typisk mildt klima. Skovvegetationen i området giver føde til honningdugproducenter, og det særlige milde klima i Strandzharegionen (tilstrækkelig luftfugtighed, moderate temperaturer, tåge om foråret og sommeren) er gunstigt for udsvedning af honningdug og biernes indsamling af den. I Strandzharegionen er biernes primære føde i juni, juli og august honningdug fra egetræer. I løbet af den periode, hvor honningduggen indsamles i Strandzha, finder der ingen andre rigeligt nektargivende arter, dvs. grupper af akacie- eller lindetræer, som kunne blomstre og føre til, at nektarbaseret honning blandes med honningdughonningen. Sammensætningen af honningduggen, som bierne ernærer sig af, giver honningen et højere indhold af mikronæringsstoffer og antioxidanter sammenlignet med nektarbaseret honning. Farvens intensitet og den lette syrlighed og bitterhed i smagen skyldes den mikroflora, der forekommer i honningduggen, og den periode, hvor honningduggen indsamles.
Naturområdet Strandzhas beskyttede status udelukker intensivt landbrug, hvilket bidrager til produktets renhed. Strandzharegionens vækstgeografi er enestående i Europa. Pollenet fra planter, som er typiske for eller udelukkende forekommer i Strandzharegionen, er kendetegnende for pollenspektret hos »Strandzhanski manov med«. Endemiske pontiske arter, som kun findes langs den sydlige Sortehavskyst mellem Strandzha, De Pontiske Bjerge og Kaukasus, omfatter Rhododendron ponticum, Daphne pontica, og Ilex colchica og bidrager til pollenegenskaberne hos »Strandzhanski manov med«. Denne enestående vegetation påvirker også honningens organoleptiske egenskaber og aroma og underbygger den naturlige forbindelse mellem miljøet og produktet.
Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen
(Artikel 6, stk. 1, andet afsnit, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014)
http://www.mzh.government.bg/bg/politiki-i-programi/politiki-i-strategii/politiki-po-agrohranitelnata-veriga/zashiteni-naimenovaniya/zayavlenie-za-znp-strandzhanski-manov-medmanov-med-ot-strandzha/