13.8.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 204/48


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2018/1125

af 10. august 2018

om ændring af afgørelse (FUSP) 2015/740 om restriktive foranstaltninger i lyset af situationen i Sydsudan

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 7. maj 2015 afgørelse (FUSP) 2015/740 (1) om restriktive foranstaltninger i lyset af situationen i Sydsudan.

(2)

Den 13. juli 2018 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 2428 (2018), som navnlig indfører en våbenembargo og tilføjer to personer til listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger.

(3)

Afgørelse (FUSP) 2015/740 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse (FUSP) 2015/740 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1, stk. 2, affattes således:

»2.   Det er også forbudt:

a)

direkte eller indirekte at yde teknisk bistand, mæglervirksomhed eller andre tjenester, herunder levering af bevæbnede lejesoldater, i tilknytning til militære aktiviteter eller i forbindelse med de produkter, der er nævnt i stk. 1, eller i forbindelse med levering, fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af sådanne produkter til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organisationer i Sydsudan eller til anvendelse der

b)

direkte eller indirekte at levere finansieringsmidler eller finansiel bistand i tilknytning til militære aktiviteter eller i forbindelse med de produkter, der er nævnt i stk. 1, herunder navnlig gavebistand, lån og eksportkreditforsikring, samt forsikring eller genforsikring i forbindelse med salg, levering, overførsel eller eksport af sådanne produkter, eller ydelse af beslægtet teknisk bistand, mæglervirksomhed eller andre tjenester til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organisationer i Sydsudan eller til anvendelse der

c)

bevidst og forsætligt at deltage i aktiviteter, hvis formål eller virkning er at omgå foranstaltningerne i litra a) eller b).«

2)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Artikel 1 finder ikke anvendelse på salg, levering, overførsel eller eksport af:

a)

våben og dertil knyttet materiel samt uddannelse og bistand, som udelukkende er bestemt til støtte for eller brug af FN-personel, herunder De Forenede Nationers mission i Republikken Sydsudan (UNMISS) og De Forenede Nationers midlertidige sikkerhedsstyrke i Abyei (UNISFA)

b)

militærudstyr, der ikke er bestemt til at dræbe, men som udelukkende er til humanitær brug eller beskyttelsesbrug, eller dertil knyttet teknisk bistand eller uddannelse, og som på forhånd er meddelt Sikkerhedsrådets komité, der er nedsat i medfør af resolution 2206 (2015) (»komitéen«)

c)

beskyttelsesbeklædning, herunder skudsikre veste og militærhjelme, der midlertidigt udføres til Sydsudan af FN-personel, repræsentanter for medierne, humanitært hjælpepersonale, ulandsfrivillige og tilknyttet personel, og som udelukkende er til disses personlige brug

d)

våben og dertil knyttet materiel, der midlertidigt udføres til Sydsudan af styrkerne i en stat, der i overensstemmelse med folkeretten udelukkende og direkte går i aktion for at lette beskyttelse og evakuering af sine egne statsborgere og de personer, som den har konsulært ansvar for i Sydsudan, som meddelt komitéen

e)

våben og dertil knyttet materiel samt teknisk uddannelse og bistand til eller til støtte for Den Afrikanske Unions regionale taskforce, og som udelukkende er bestemt til regionale operationer for at bekæmpe Lord's Resistance Army, som meddelt komitéen på forhånd

f)

våben og dertil knyttet materiel samt teknisk uddannelse og bistand, der udelukkende er til støtte for gennemførelsen af fredsaftalen, som godkendt af komitéen på forhånd

g)

andet salg eller anden levering af våben eller dertil knyttet materiel eller tilvejebringelse af bistand eller personel som godkendt af komitéen på forhånd.«

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 2a

1.   Medlemsstaterne inspicerer i overensstemmelse med deres nationale myndigheder, deres nationale ret og folkeretten al fragt til Sydsudan på deres område, herunder i deres søhavne og lufthavne, hvis de har oplysninger, der giver rimelig grund til at antage, at fragten indeholder produkter, som det i henhold til artikel 1 er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere.

2.   Ved fund af produkter, som det i henhold til artikel 1 er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere, beslaglægger og bortskaffer medlemsstaterne disse (f.eks. ved destruktion, ubrugeliggørelse, oplagring eller overførsel til en anden stat end oprindelses- eller bestemmelsesstaterne til bortskaffelse).«

4)

Artikel 3, stk. 1, litra a), affattes således:

»a)

som er opført på listen af Sikkerhedsrådet eller komitéen i henhold til punkt 6, 7, 8 og 9 i UNSCR 2206 (2015) og punkt 14 i UNSCR 2428 (2018), jf. bilag I til denne afgørelse«.

5)

Artikel 6, stk. 1, litra a), affattes således:

»a)

personer og enheder, som er opført på listen af Sikkerhedsrådet eller komitéen i henhold til punkt 6, 7, 8 og 12 i UNSCR 2206 (2015) og punkt 14 i UNSCR 2428 (2018), jf. bilag I til denne afgørelse«.

Artikel 2

Bilag I til afgørelse (FUSP) 2015/740 ændres som anført i bilag I til nærværende afgørelse.

Artikel 3

Bilag II til afgørelse (FUSP) 2015/740 ændres som anført i bilag II til nærværende afgørelse.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. august 2018.

På Rådets vegne

G. BLÜMEL

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/740 af 7. maj 2015 om restriktive foranstaltninger i lyset af situationen i Sydsudan og om ophævelse af afgørelse 2014/449/FUSP (EUT L 117 af 8.5.2015, s. 52).


BILAG I

Følgende personer tilføjes til listen i bilag I til afgørelse (FUSP) 2015/740:

»7.   Malek REUBEN RIAK RENGU (alias: a) Malek Ruben)

Titel: Generalløjtnant

Stilling: a) vicechef for generalstaben for logistik b) vicechef for forsvarsstaben og generalinspektør for hæren

Fødselsdato: den 1. januar 1960

Fødested: Yei, Sydsudan

Nationalitet: sydsudaner

Dato for FN's optagelse på listen: den 13. juli 2018

Yderligere oplysninger: I egenskab af SPLA's vicechef for generalstaben for logistik var Malek Riak en af de højtstående officerer i Sydsudans regering, der planlagde og ledede en offensiv i delstaten Unity i 2015, som førte til omfattende ødelæggelser og omfattende fordrivelse af befolkningen.

Oplysninger fra det beskrivende resumé af grundene til sanktionskomitéens opførelse på listen:

Malek Ruben Riak blev opført på listen den 13. juli 2018 i henhold til punkt 6, punkt 7, litra a), og punkt 8 i resolution 2206 (2015) som bekræftet på ny i resolution 2418 (2018) på grund af »handlinger eller politikker, der truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Sydsudan«, »handlinger eller politikker, hvis formål eller virkning er at udvide eller forlænge konflikten i Sydsudan …« og som leder »af en enhed, herunder en sydsudansk regering, oppositionen, militser eller andre grupper, som har, eller hvis medlemmer har, været involveret i en af de aktiviteter, der er beskrevet i punkt 6 og 7« og i henhold til punkt 14, litra e), i denne resolution på grund af »planlægning, ledelse eller udførelse af handlinger, der involverer seksuel vold og kønsbestemt vold i Sydsudan«.

Ifølge rapporten fra ekspertpanelet for Sydsudan fra januar 2016 (S/2016/70) tilhørte Malek Riak en gruppe af højtstående sikkerhedsfolk, som planlagte en offensiv i delstaten Unity mod SPLM-IO i starten af januar 2015 og efterfølgende havde ansvaret for dens udførelse fra slutningen af april 2015 og frem. Sydsudans regering begyndte at bevæbne Bul Nuer-unge i starten af 2015 for at muliggøre deres deltagelse i offensiven. De fleste Bul Nuer-unge havde allerede adgang til automatiske rifler af AK-modellen, men de havde brug for ammunition for at kunne fortsætte deres operationer. Ekspertpanelet rapporterede om beviser, herunder vidneudsagn fra militærkilder, på at der blev leveret ammunition til grupper af unge fra SPLA's hovedkvarter specielt med henblik på offensiven. Malek Riak var SPLA's vicechef for logistikstaben på det pågældende tidspunkt. Offensiven resulterede i systematisk ødelæggelse af landsbyer og infrastruktur, tvangsfordrivelse af lokalbefolkningen, vilkårlige drab på og tortur af civile, udbredt brug af seksuel vold, herunder mod ældre og børn, bortførelse og rekruttering af børn som soldater samt omfattende fordrivelse af befolkningen. Efter ødelæggelsen af store dele af de sydlige og centrale dele af staten offentliggjorde talrige medier og humanitære organisationer samt De Forende Nationers Mission i Sydsudan (UNMISS) rapporter om omfanget af de overgreb, der blev begået.

8.   Paul MALONG AWAN (alias: a) Paul Malong Awan Anei, b) Paul Malong, c) Bol Malong)

Titel: General

Stilling: a) forhenværende stabschef i Det Sudanesiske Folks Befrielseshær (SPLA), b) forhenværende guvernør, delstaten Northern Bahr el-Ghazal

Fødselsdato: a) 1962, b) den 4. december 1960, c) den 12. april 1960

Fødested: Malualkon, Sydsudan

Nationalitet: a) sydsudaner, b) ugander

Pasnummer: a) sydsudansk nr. S00004370, b) sydsudansk nr. D00001369, c) sydsudansk nr. 003606, d) sudansk nr. 00606, e) sudansk nr. B002606

Dato for FN's optagelse på listen: den 13. juli 2018

Yderligere oplysninger: Som SPLA's generalstabschef udvidede eller forlængede Paul Malong konflikten i Sydsudan ved brud på aftalen om indstilling af fjendtlighederne og brud på aftalen fra 2015 om en løsning på konflikten i Sydsudan (ARCSS). Han førte angiveligt an i et forsøg på at dræbe oppositionslederen Riek Machar. Han gav SPLA-enheder ordre til at forhindre transport af humanitære forsyninger. Under Paul Malongs ledelse angreb SPLA civile, skoler og hospitaler, var ansvarlig for tvangsfordrivelse civile, udførte tvungne forsvindinger, tilbageholdt civile vilkårligt og begik torturhandlinger og voldtægt. Han mobiliserede stammemilitsen Mathiang Anyoor Dinka, der bruger børnesoldater. Under hans ledelse gjorde SPLA det vanskeligere for UNMISS, Den Fælles Overvågnings- og Evalueringskomité (JMEC) og CTSAMM at få adgang til steder for at efterforske og dokumentere overgreb.

Oplysninger fra det beskrivende resumé af grundene til sanktionskomitéens opførelse på listen:

Paul Malong Awan blev opført på listen den 13. juli 2018 i henhold til punkt 6, punkt 7, litra a), b), c), d) og f), og punkt 8 i resolution 2206 (2015) som bekræftet på ny i resolution 2418 (2018) på grund af »handlinger eller politikker, hvis formål eller virkning er at udvide eller forlænge konflikten i Sydsudan eller lægge hindringer i vejen for forsoning, fredsforhandlinger eller -processer, herunder brud på aftalen om indstilling af fjendtlighederne«, »handlinger eller politikker, der truer overgangsaftaler eller undergraver den politiske proces i Sydsudan«, »angreb på civile, herunder kvinder og børn gennem voldshandlinger (herunder drab, lemlæstelse, tortur, voldtægt eller andre seksuelle overgreb), bortførelse, tvungen forsvinding, tvangsfordrivelse eller angreb på skoler, hospitaler, religiøse steder eller steder, hvor civile søger tilflugt, eller gennem adfærd, der udgør en alvorlig overtrædelse eller krænkelse af menneskerettighederne eller en overtrædelse af den humanitære folkeret«, »planlægning, ledelse eller udførelse af handlinger, der krænker den gældende internationale menneskerettighedslovgivning eller den humanitære folkeret, eller handlinger, der udgør krænkelser af menneskerettighederne i Sydsudan«, »væbnede grupper eller væbnede styrkers brug eller rekruttering af børn i forbindelse med den væbnede konflikt i Sydsudan«»blokering af aktiviteterne i internationale fredsbevarende, diplomatiske eller humanitære missioner i Sydsudan, herunder IGAD's overvågnings- og kontrolmekanisme eller af levering eller distribution af eller adgang til humanitær bistand« og som leder »af en enhed, herunder en sydsudansk regering, oppositionen, militser eller andre grupper, som har, eller hvis medlemmer har, været involveret i en af de aktiviteter, der er beskrevet i punkt 6 og 7«.

Paul Malong fungerede som SPLA's generalstabschef fra den 23. april 2014 til maj 2017. I sin tidligere stilling som generalstabschef udvidede eller forlængede han konflikten i Sydsudan ved brud på aftalen om indstilling af fjendtlighederne og brud på aftalen fra 2015 om en løsning på konflikten i Sydsudan (ARCSS). Fra starten af august 2016 førte Paul Malong angiveligt an i et forsøg på at dræbe den sydsudanske oppositionsleder Riek Machar. Paul Malong, som med overlæg gik imod præsident Salva Kiirs ordrer, beordrede angrebene den 10. juli 2016 med tank, armeret helikopter og infanteri på Riek Machars bolig og basen for Det Sudanesiske Folks Befrielsesbevægelse i Opposition (SPLM-IO) i Jebel. Paul Malong ledede personligt indsatsen fra SPLA's hovedkvarter for at pågribe Riek Machar. Fra starten af august 2016 ville Paul Malong have SPLA til at angribe Riek Machars formodede opholdssted straks og meddelte de øverstbefalende i SPLA, at Riek Machar ikke skulle fanges levende. Hertil kommer, at oplysninger fra starten af 2016 tyder på, at Paul Malong gav SPLA-enheder ordre til at forhindre transport af humanitære forsyninger over Nilen, hvor titusinder af civile var truet af sult, idet han hævdede, at fødevarehjælpen ville blive omdirigeret fra civile til militser. Som følge af Paul Malongs ordrer kunne fødevareforsyningerne ikke krydse Nilen i mindst to uger.

I sin tid som SPLA's generalstabschef har Paul Malong været ansvarlig for, at SPLA og dets allierede styrker har begået alvorlige overgreb, herunder angreb på civile, tvangsfordrivelse, tvungne forsvindinger, vilkårlige tilbageholdelser, tortur og voldtægt. Under Paul Malongs ledelse iværksatte SPLA angreb mod civilbefolkningen og dræbte med overlæg ubevæbnede civile og civile på flugt. Alene i Yei-området dokumenterede FN 114 drab på civile begået af SPLA og dets allierede styrker mellem juli 2016 og januar 2017. SPLA angreb med overlæg skoler og hospitaler. I April 2017 gav Paul Malong angiveligt SPLA ordre til at fjerne alle mennesker, herunder civile, fra området omkring Wau. Angiveligt søgte Paul Malong ikke at hindre SPLA-troppers drab på civile, og personer, der mistænktes for at skjule oprørere, blev betragtet som legitime mål.

Ifølge en rapport af 15. oktober 2014 fra Den Afrikanske Unions Undersøgelseskommission vedrørende Sydsudan var Paul Malong ansvarlig for massemobiliseringen af stammemilitsen Mathiang Anyoor Dinka, som i henhold til dokumentation fra overvågningsmekanismen for våbenhvilen og midlertidige sikkerhedsforanstaltninger (CTSAMM) bruger børnesoldater.

Under Paul Malongs ledelse af SPLA begrænsede regeringsstyrkerne regelmæssigt adgangen for De Forenede Nationers Mission i Sydsudan (UNMISS), Den Fælles Overvågnings- og Evalueringskomité (JMEC) og CTSAMM, når de forsøgte at efterforske og dokumentere overgreb. F.eks. forsøgte en fælles FN- og CTSAMM-patrulje at få adgang til Pajok den 5. april 2017, men den blev afvist af SPLA-soldater.«


BILAG II

I bilag II til afgørelse (FUSP) 2015/740 udgår oplysningerne om nedenstående personer:

1.

Paul Malong

3.

Malek Reuben Riak.