4.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 137/23


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2018/818

af 28. maj 2018

om en bod, der pålægges Østrig for manipulation af gældsdata i delstaten Salzburg

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1173/2011 af 16. november 2011 om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet (1), særlig artikel 8, stk. 1,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 126, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal medlemsstaterne undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

(2)

Dataene vedrørende offentligt underskud og offentlig gæld, som er relevante for anvendelsen af artikel 121 og 126 i TEUF og for anvendelsen af protokol nr. 12 om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF, er særdeles vigtige input for samordningen af de økonomiske politikker i Unionen.

(3)

For at styrke håndhævelsen af budgetovervågningen i euroområdet og forhindre en forsætligt eller som følge af grov uagtsomhed misvisende fremstilling af data vedrørende offentligt underskud og offentlig gæld kan Rådet efter henstilling fra Kommissionen vedtage at pålægge den pågældende medlemsstat en bod.

(4)

Den 3. maj 2016 indledte Kommissionen en undersøgelse vedrørende manipulation af statistikker i Østrig som omhandlet i forordning (EU) nr. 1173/2011. De foreløbige resultater af undersøgelsen blev sendt til Østrig med henblik på bemærkninger den 20. december 2016, jf. Kommissionens delegerede afgørelse 2012/678/EU (2). Østrig fremlagde sine skriftlige bemærkninger til de foreløbige undersøgelsesresultater den 25. januar 2017.

(5)

Den 22. februar 2017 vedtog Kommissionen en rapport om undersøgelsen vedrørende manipulation af statistikker i Østrig som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1173/2011 af 16. november 2011 om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet under hensyntagen til Østrigs bemærkninger.

(6)

Kommissionen konkluderede i sin rapport, at delstatens revisionsret (Landesrechnungshof — LRH), delstatsforvaltningens tjenestegrene i Salzburg (Amt der Salzburger Landesregierung) og delstatsregeringen i Salzburg (Salzburger Landesregierung), der er enheder i Østrigs offentlige sektor, har udvist grov uagtsomhed ved ikke at sørge for hensigtsmæssige procedurer for kontrol med udarbejdelsen af statistikker samt for indberetning. Derved gjorde disse enheder det muligt for budgetenheden under delstatsforvaltningens tjenestegrene i Salzburg at afgive urigtige oplysninger om og hemmeligholde finansielle transaktioner. Dette medførte en misvisende fremstilling af Østrigs data vedrørende gæld for årene 2008-2012 over for Eurostat i 2012 og 2013, dvs. efter at forordning (EU) nr. 1173/2011 var trådt i kraft. Kommissionen konkluderede endvidere, at Østrigs statistiske myndighed (Statistik Austria — STAT), havde kendskab til muligheden for, at delstaten Salzburg afgav urigtige oplysninger om sine regnskaber siden mindst den 6. december 2012, men at myndigheden først underrettede Kommissionen (Eurostat) herom den 10. oktober 2013.

(7)

Boden må ikke overstige et beløb svarende til 0,2 % af Østrigs bruttonationalprodukt i 2015.

(8)

Referencebeløbet for den bod, der skal pålægges, skal udgøre 5 % af den største virkning af den misvisende fremstilling af Østrigs offentlige gæld for de relevante år, som er omfattet af indberetningen som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Østrigs indberetning under proceduren for uforholdsmæssigt store underskudfor april 2014 var blevet ændret med et beløb på 1 192 mio. EUR. Referencebeløbet for boden bør derfor fastsættes til 59,6 mio. EUR.

(9)

Under hensyn til kriterierne i artikel 14, stk. 3, litra d), i delegeret afgørelse 2012/678/EU konkluderede Kommissionen i sin rapport, at de af medlemsstatens relevante handlinger, som kan lægges til grund for en bod, fandt sted i perioden fra den 13. december 2011, da forordning (EU) nr. 1173/2011 trådte i kraft, og frem til indledningen af undersøgelsen. Den konkluderede også, at den seneste indberetning, hvor den relevante misvisende fremstilling forekom, var indberetningen under proceduren for uforholdsmæssigt store underskud for oktober 2013, der vedrørte årene 2009-2012. Den misvisende fremstilling for årene 2011 og 2012, som fejlagtigt indberettet i indberetningerne under proceduren for uforholdsmæssigt store underskudfor henholdsvis 2012 og 2013, er af betydning inden for nævnte forordnings rammer, fordi de berettiger en forhøjelse af boden.

(10)

Under hensyn til kriterierne i artikel 14, stk. 3, litra a), i delegeret afgørelse 2012/678/EU konkluderede Kommissionen i sin rapport, at den misvisende fremstilling af data ikke havde nogen betydelig virkning for styrkelsen af den økonomiske styring i Unionen på grund af den begrænsede virkning for Østrigs gæld som helhed. Disse forhold berettiger, at boden reduceres.

(11)

Under hensyn til kriterierne i artikel 14, stk. 3, litra b), i delegeret afgørelse 2012/678/EU konkluderede Kommissionen i sin rapport, at den misvisende fremstilling var resultatet af grov uagtsomhed. Kommissionen konkluderede ikke i sin rapport, at den misvisende fremstilling var forsætlig i forbindelse med proceduren for uforholdsmæssigt store underskud. Der bør ikke foretages nogen justering af boden i den henseende.

(12)

Under hensyn til kriterierne i artikel 14, stk. 3, litra c), i delegeret afgørelse 2012/678/EU konkluderede Kommissionen i sin rapport, at den misvisende fremstilling af data kunne ske, fordi tre enheder i Østrigs offentlige sektor udviste grov uagtsomhed ved ikke at sørge for hensigtsmæssig kontrol med udarbejdelsen af statistikker samt hensigtsmæssige indberetningsprocedurer. Kommissionen mener dog ikke, at dette var en i fælleskab planlagt handling fra disse enheders side. Disse forhold berettiger, at boden reduceres.

(13)

Under hensyn til kriterierne i artikel 14, stk. 3, litra e), i delegeret afgørelse 2012/678/EU konkluderede Kommissionen i sin rapport, at STAT og samtlige berørte enheder har udvist en høj grad af samarbejdsvilje i forbindelse med undersøgelsen. Dette forhold berettiger sædvanligvis til, at boden reduceres. Det er imidlertid blevet konstateret, at STAT, i overensstemmelse med princippet om due diligence, kunne og burde have handlet hurtigere og mere proaktivt for at underrette Kommissionen (Eurostat) om, at der var sket fejlagtig indberetning i forbindelse med regnskaberne for delstaten Salzburg. Dette forhold berettiger sædvanligvis til, at boden forhøjes. Denne konklusion bør dog modificeres på grund af de faktiske forholds høje grad af kompleksitet, som førte til den fejlagtige indberetning, der involverede tab på afledte finansielle instrumenter og de hermed forbundne tekniske vanskeligheder i forbindelse med forståelsen og præciseringen heraf, og som bør tages i betragtning ved vurderingen af den grad af omhu, som myndighederne i den relevante medlemsstat har udvist. Når den kombinerede virkning af de elementer, der berettiger til en reduktion — den høje grad af samarbejdsvilje, der er udvist i forbindelse med undersøgelsen, samt vanskelighederne som følge af de faktiske omstændigheders kompleksitet — sammenholdes med de elementer, der berettiger til en forhøjelse, bør en reduktion af boden stadig finde anvendelse.

(14)

Kommissionen henstiller til, at den bod, der skal pålægges Østrig, fastsættes til 29,8 mio. EUR. I betragtning af disse omstændigheder bør boden fastsættes til 26,82 mio. EUR —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Østrig pålægges en bod på 26,82 mio. EUR for misvisende fremstilling af data for den offentlige gæld som følge af tre offentlige enheders grove uagtsomhed, jf. Europa-Kommissionens rapport om undersøgelsen vedrørende manipulation af statistikker i Østrig som omhandlet i forordning (EU) nr. 1173/2011.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Republikken Østrig.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. maj 2018.

På Rådets vegne

E. KARANIKOLOV

Formand


(1)   EUT L 306 af 23.11.2011, s. 1.

(2)  Kommissionens delegerede afgørelse om undersøgelser og bod i forbindelse med manipulation af statistikker som omhandlet i Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1173/2011 om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet (EUT L 306 af 6.11.2012, s. 21).