13.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/14


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2018/568

af 12. april 2018

om ændring af afgørelse 2011/235/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Iran

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 12. april 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/235/FUSP (1).

(2)

På grundlag af en gennemgang af afgørelse 2011/235/FUSP har Rådet besluttet, at de restriktive foranstaltninger deri bør forlænges indtil den 13. april 2019.

(3)

Rådet har også besluttet, at oplysningerne vedrørende 29 personer og en enhed i bilaget til afgørelse 2011/235/FUSP bør ajourføres.

(4)

Afgørelse 2011/235/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse 2011/235/FUSP foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 6, stk. 2, affattes således:

»2.   Denne afgørelse finder anvendelse indtil den 13. april 2019. Den gennemgås løbende. Den forlænges eller ændres, alt efter hvad der er relevant, hvis Rådet skønner, at målene i den ikke er nået.«

2)

Bilaget ændres som anført i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 12. april 2018.

På Rådets vegne

T. DONCHEV

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2011/235/FUSP af 12. april 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Iran (EUT L 100 af 14.4.2011, s. 51).


BILAG

Følgende oplysninger erstatter de tilsvarende oplysninger i listen over personer og enheder i bilaget til afgørelse 2011/235/FUSP:

»Personer

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Opført på listen den

1.

AHMADI-MOQADDAM Esmail

Fødested: Teheran (Iran)

Fødselsdato: 1961

Tidligere seniorrådgiver vedrørende sikkerhedsanliggender for chefen for de væbnede styrkers generalstab. Tidligere chef for Irans nationale politi fra 2005 indtil begyndelsen af 2015. Styrker under hans ledelse har gennemført brutale angreb mod fredelige protestdemonstrationer og et voldsomt natligt angreb på sovesalene på Teheran Universitet den 15. juni 2009. På nuværende tidspunkt chef for Irans hovedkvarter til støtte for det yemenitiske folk.

12.4.2011

3.

ARAGHI (ERAGHI) Abdollah

 

Tidligere stedfortrædende leder af IRGC's landstyrker. Han er direkte og personligt ansvarlig for aktionen mod protestdemonstrationerne i løbet af sommeren 2009.

12.4.2011

9.

NAQDI Mohammad-Reza

Fødested: Najaf (Irak)

Fødselsdato: ca. 1952

Vicechef i IRGC for kulturelle og sociale anliggender. Tidligere øverstbefalende for Basij. Som øverstbefalende for IRGC's Basij-styrker var Naqdi ansvarlig for eller meddelagtig i Basijovergrebene i slutningen af 2009, herunder den voldelige reaktion på ashurademonstrationerne i december 2009, der resulterede i op til 15 døde og anholdelsen af hundreder af demonstranter. Inden udnævnelsen til øverstbefalende for Basij i oktober 2009 var Naqdi leder af den efterretningsenhed i Basij, der var ansvarlig for afhøring af dem, der var blevet anholdt under aktionerne efter valget.

12.4.2011

10.

RADAN Ahmad-Reza

Fødested: Isfahan (Iran)

Fødselsdato: 1963

Tidligere ansvarlig for de iranske retshåndhævende styrkers center for strategiske studier, et organ med forbindelse til det nationale politi. Tidligere leder af politicentret for strategiske studier, tidligere vicechef for Irans nationale politi indtil juni 2014. Som vicechef for det nationale politi fra 2008 har Radan været ansvarlig for politistyrkernes korporlige overfald og mord på samt vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser af demonstranter. På nuværende tidspunkt øverstbefalende for IRGC med ansvar for uddannelsen af irakiske »antiterrorstyrker«.

12.4.2011

11.

RAJABZADEH Azizollah

 

Tidligere leder af Teherans katastrofeberedskabsorganisation (TDMO). Tidligere leder af Teherans politi (indtil januar 2010).

Som øverstbefalende for de retshåndhævende styrker i Teheran og omegn er Azizollah Rajabzadeh den højest rangerende blandt de anklagede i sagen om overgreb i Kahrizakfængslet.

12.4.2011

12.

SAJEDI-NIA Hossein

 

Næstkommanderende for politiets operationer. Tidligere leder af Teherans politi, tidligere vicechef for Irans nationale politi med ansvar for politioperationer. Han er ansvarlig for på vegne af Indenrigsministeriet at koordinere nedkæmpelsesindsatsen i den iranske hovedstad.

12.4.2011

13.

TAEB Hossein

Fødested: Teheran

Fødselsdato: 1963

Chef for IRGC's efterretningsorganisation. Tidligere stedfortrædende øverstbefalende for IRGC's efterretningsorganisation. Tidligere øverstbefalende for Basij indtil oktober 2009. Styrker under hans kommando har deltaget i korporlige masseoverfald, mord, fængsling og tortur over for fredelige demonstranter.

12.4.2011

16.

HADDAD Hassan (alias Hassan ZAREH DEHNAVI)

 

Tidligere vicesikkerhedsofficer ved Teherans Revolutionsdomstol. Tidligere dommer ved Teherans Revolutionsdomstol, afdeling 26. Han var ansvarlig for sagerne om de internerede i forbindelse med kriserne efter valget og rettede regelmæssigt trusler mod de interneredes familier for at bringe dem til tavshed. Han har medvirket til at udstede fængslingskendelser til Kahrizakfængslet. I november 2014 blev hans rolle i interneredes dødsfald officielt anerkendt af de iranske myndigheder.

12.4.2011

21.

MOHSENI-EJEI Gholam-Hossein

Fødested: Ejiyeh

Fødselsdato: ca. 1956

Medlem af Mæglernes Råd. Leder af den offentlige anklagemyndighed i Iran siden 2009 og stedfortrædende leder af og talsmand for retsvæsenet. Tidligere efterretningsminister under valget i 2009. Mens han var efterretningsminister under valget i 2009, var efterretningsagenter under hans ledelse ansvarlige for fængsling, tortur og fremtvingelse af falske tilståelser under pres fra hundreder af aktivister, journalister, dissidenter og reformpolitikere. Desuden blev politikere tvunget til at fremsætte falske tilståelser under uudholdelige forhør, som omfattede tortur, overgreb, afpresning og trusler mod familiemedlemmer.

12.4.2011

26.

SHARIFI Malek Adjar (alias SHARIFI Malek Ajdar)

 

Dommer ved højesteret, leder af 43. afdeling. Tidligere leder af retsvæsenet i Østaserbajdsjan. Han var ansvarlig for retssagen mod Sakineh Mohammadi-Ashtiani.

12.4.2011

28.

YASAGHI Ali-Akbar

 

Dommer ved højesteret, leder af 44. afdeling. Administrerende vicedirektør for Setad-e Dieh-fonden. Tidligere retspræsident, Mashhads Revolutionsdomstol. Retssager under hans myndighed har været summariske og er blevet ført for lukkede døre i strid med de anklagedes grundlæggende rettigheder. Henrettelseskendelser er blevet udstedt en masse, og dødsdommene er således blevet afsagt uden tilstrækkelig overholdelse af retfærdige rettergangsprocedurer.

12.4.2011

32.

ZANJIREI Mohammad-Ali

 

Seniorrådgiver for lederen og tidligere stedfortrædende leder af det iranske fængselsvæsen, ansvarlig for overgreb og fratagelse af rettigheder i fængslerne. Han beordrede mange indsatte overført til isolation.

12.4.2011

33.

ABBASZADEH-MESHKINI Mahmoud

 

Rådgiver for Menneskerettighedsrådet. Tidligere sekretær for Menneskerettighedsrådet. Tidligere guvernør i Ilamprovinsen. Indenrigsministeriets forhenværende politiske direktør. Han var som chef for Artikel 10-Udvalget vedrørende Loven om Politiske Partiers og Gruppers Aktiviteter ansvarlig for at give tilladelse til demonstrationer andre offentlige begivenheder og for at registrere politiske partier.

I 2010 suspenderede han de aktiviteter, som to politiske reformpartier, der er knyttet til Mousavi — Islamic Iran Participation Front og Islamic Revolution Mujahedeen Organisation — udfoldede.

Han har siden 2009 konsekvent og konstant forbudt alle ikkestatslige forsamlinger og dermed nægtet den forfatningsmæssige ret til at protestere, hvilket har ført til mange anholdelser af fredelige demonstranter i strid med forsamlingsfriheden.

I 2009 nægtede han også at give oppositionen tilladelse til at afholde en mindehøjtidelighed for de mennesker, der blev dræbt under protesterne i forbindelse med præsidentvalget.

10.10.2011

34.

AKBARSHAHI Ali-Reza

 

Tidligere generaldirektør for Irans hovedkvarter for narkotikakontrol (alias hovedkvarteret for narkotikabekæmpelse). Tidligere leder af Teherans politi. Under hans ledelse var politistyrken ansvarlig for ulovlig magtanvendelse mod mistænkte under anholdelse og varetægtsfængsling. Teherans politi var også inddraget i razziaer mod sovesalene på Teherans universitet i juni 2009, hvor flere end 100 studerende blev såret af politiet og Basiji ifølge en iransk Majliskommission. På nuværende tidspunkt chef for jernbanepolitiet.

10.10.2011

36.

AVAEE Seyyed Ali-Reza (alias AVAEE Seyyed Alireza)

 

Justitsminister. Tidligere direktør for kontoret for særlige undersøgelser. Indtil juli 2016 viceindenrigsminister og leder af det offentlige register. Rådgiver for disciplinærdomstolen for dommere siden april 2014. Tidligere præsident for domstolene i Teheran. Han har som præsident for domstolene i Teheran været ansvarlig for krænkelser af menneskerettighederne, vilkårlige anholdelser, undertrykkelse af fangers rettigheder og forøgelse af antallet af henrettelser.

10.10.2011

40.

HABIBI Mohammad Reza

 

Leder af Justitsministeriets kontor i Yazd. Isfahans tidligere viceanklager. Medvirker i retssager, hvor de tiltalte nægtes en retfærdig rettergang — såsom Abdollah Fathi, der blev henrettet i maj 2011, efter at hans ret til at blive hørt og spørgsmålene vedrørende hans psykiske sundhed blev ignoreret af Habibi i retssagen mod ham i marts 2010. Han er derfor medskyldig i alvorlige krænkelser af retten til en retfærdig rettergang ved at bidrage til overdreven og stigende anvendelse af dødsstraf og en markant forøgelse af antallet af henrettelser siden begyndelsen af 2011.

10.10.2011

45.

JOKAR Mohammad Saleh

 

Deputeret for parlamentariske anliggender for Revolutionsgarden. Fra 2011 til 2016 parlamentsdeputeret for Yazdprovinsen og medlem af det parlamentariske udvalg for national sikkerhed og udenrigspolitik. Tidligere øverstbefalende for de studerendes Basijstyrker.

I egenskab af øverstbefalende for de studerendes Basijstyrker var han aktivt inddraget i undertrykkelsen af protester i skoler og på universiteter og tilbageholdelse af aktivister og journalister uden dommerkendelse.

10.10.2011

48.

MAHSOULI Sadeq (alias MAHSULI Sadeq)

Fødested: Oroumieh (Iran)

Fødselsdato: 1959/1960

Rådgiver for tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad og nuværende medlem af Mæglernes Råd og vicechef for Perseverance Front. Minister for velfærd og social sikring mellem 2009 og 2011. Indenrigsminister indtil august 2009. Som indenrigsminister havde Mahsouli ansvaret for alle politistyrkerne, indenrigsministeriets sikkerhedsagenter og de civilklædte agenter. Styrkerne under hans ledelse var ansvarlige for angrebene på Teherans universitets sovesale den 14. juni 2009 og for torturen af de studerende i ministeriets kælder (den berygtede 4. kælderetage). Andre protesterende blev alvorligt mishandlet i tilbageholdelsescentret i Kahrizak, som politiet drev under Mahsoulis kontrol.

10.10.2011

50.

OMIDI Mehrdad (alias Reza, OMIDI Reza)

 

Chef for politiafdeling VI, efterforskningstjenesten. Tidligere leder af det iranske politis efterretningstjeneste. Tidligere leder af det iranske politis enhed for IT-kriminalitet. Han er ansvarlig for tusindvis af efterforskninger i forbindelse med og tiltaler mod reformister og politiske modstandere, der bruger internettet. Han er dermed ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne gennem undertrykkelse af personer, der tager til orde til forsvar for deres legitime rettigheder, herunder ytringsfriheden.

10.10.2011

51.

SALARKIA Mahmoud

Tidligere direktør for Teherans fodboldklub »Persepolis«

Tidligere leder af Benzin- og Transportkommissionen i Teheran by. Teherans offentlige viceanklager for fængselsanliggender under aktionerne i 2009.

Som Teherans offentlige viceanklager for fængselsanliggender var han direkte ansvarlig for mange af arrestordrerne mod uskyldige, fredelige demonstranter og aktivister. Mange rapporter fra menneskerettighedsforkæmpere viser, at stort set alle de anholdte på hans ordre sidder i enecelle uden adgang til deres advokat eller familie og uden tiltale, af forskellig varighed, ofte under forhold, som svarer til tvungen forsvinding. Ofte underrettes deres familier ikke om anholdelsen.

10.10.2011

53.

TALA Hossein (alias TALA Hosseyn)

 

Borgmester i Eslamshahr. Tidligere iransk parlamentsmedlem. Tidligere generalguvernør (»Farmandar«) for Teheranprovinsen indtil september 2010, ansvarlig for politiets indgriben og dermed for undertrykkelsen af demonstrationer. Han modtog en pris i december 2010 for sin rolle i undertrykkelsen efter valget.

10.10.2011

54.

TAMADDON Morteza (alias TAMADON Morteza)

Fødested: Shahr Kord-Isfahan

Fødselsdato: 1959

Tidligere chef for Teheranprovinsens offentlige sikkerhedsråd. IRGC's tidligere generalguvernør for Teheranprovinsen. I sin egenskab af guvernør og chef for Teheranprovinsens offentlige sikkerhedsråd har han det overordnede ansvar for alle de undertrykkelsesaktiviteter, der udføres af IRGC i Teheranprovinsen, herunder indgrebene over for de politiske protester siden juni 2009. På nuværende tidspunkt bestyrelsesmedlem på Khajeh Nasireddin Tusi University of Technology.

10.10.2011

55.

ZEBHI Hossein

 

Dommer ved højesteret. Irans tidligere offentlige viceanklager. Han har ansvaret for flere retssager med tilknytning til protesterne efter valget.

10.10.2011

59.

BAKHTIARI Seyyed Morteza

Fødested: Mashad (Iran)

Fødselsdato: 1952

Vicedirektør for Imam Reza-helligdommen. Tidligere embedsmand ved den særlige gejstlige domstol. Tidligere justitsminister fra 2009 til 2013. I løbet af hans tid som justitsminister faldt fængselsforholdene i Iran til langt under de accepterede internationale standarder, og der foregik udbredt mishandling af fangerne. Han spillede desuden en hovedrolle i forbindelse med truslerne mod og chikanen af iranerne i udlandet ved at annoncere oprettelsen af en særret, som specifikt skal tage sig af de iranere, der bor i udlandet. Han havde også ansvar for en markant forøgelse af antallet af henrettelser i Iran, herunder hemmelige henrettelser, som ikke blev meddelt af regeringen, og henrettelser for narkotikarelaterede overtrædelser.

10.10.2011

60.

HOSSEINI dr. Mohammad (alias HOSSEYNI dr. Seyyed Mohammad, Seyed, Sayyed og Sayyid)

Fødested: Rafsanjan, Kerman

Fødselsdato: 1961

Rådgiver for tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad og talsmand for den kompromisløse politiske gruppering YEKTA. Tidligere minister for kultur og islamisk vejledning (2009-2013). Han var tidligere i IRGC og var medvirkende i undertrykkelsen af journalister.

10.10.2011

69.

MORTAZAVI Seyyed Solat

Fødested: Farsan, Tchar Mahal-o-Bakhtiari (syd) - (Iran)

Fødselsdato: 1967

Tidligere borgmester i Irans næststørste by, Mashad, hvor der jævnligt gennemføres offentlige henrettelser. Tidligere viceindenrigsminister for politiske anliggender. Han var ansvarlig for at lede undertrykkelsen af personer, som krævede deres legitime rettigheder, herunder ytringsfrihed. Blev senere udnævnt som leder af Irans valgkomité for parlamentsvalget i 2012 og præsidentvalget i 2013.

23.3.2012.

73.

FARHRADI Ali

 

Vicechef for inspektoratet for retlige anliggender og offentlig kontrol under Justitsministeriet i Teheran. Tidligere anklager i Karaj. Ansvarlig for grove krænkelser af menneskerettighederne, herunder gennemførelse af retssager, hvor der idømmes dødsstraf. Der er gennemført et stort antal henrettelser i Karajregionen under hans tid som anklager.

23.3.2012.

75.

RAMEZANI Gholamhossein

 

Siden 2011 efterretningschef i Forsvarsministeriet, fra november 2009 til marts 2011 Øverstbefalende i efterretningstjenesten i Pasdaran, fra marts 2008 til november 2009 Næstkommanderende i efterretningstjenesten i Pasdaran, fra april 2006 til marts 2008 chef for beskyttelse og efterretning i Pasdaran. Involveret i undertrykkelsen af ytringsfrihed, herunder ved tilknytning til de ansvarlige for anholdelse af bloggere og journalister i 2004, og har angiveligt spillet en rolle i undertrykkelsen af protesterne efter valget i 2009.

23.3.2012

82.

SARAFRAZ Mohammad (dr.) (alias Haj-agha Sarafraz)

Fødested: Teheran

Fødselsdato: 1963

Bopæl: Teheran Arbejdsplads: IRIB og Press TV's hovedkvarter, Teheran

Tidligere medlem af det øverste råd for cyberspace. Tidligere øverste chef for Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB). Tidligere leder af IRIB World Service og Press TV, ansvarlig for alle programlægningsbeslutninger. Nært knyttet til statens sikkerhedsapparat. Under hans ledelse har Press TV ligesom IRIB samarbejdet med de iranske sikkerhedstjenester og anklagere om at transmittere tvungne tilståelser fra fængslede, herunder fra den iransk-canadiske journalist og filmskaber Maziar Bahari i det ugentlige program »Iran Today«. Den uafhængige radio- og TV-tilsynsmyndighed OFCOM idømte Press TV i UK en bøde på 100 000 GBP for at have transmitteret Baharis tilståelse i 2011, som blev optaget i fængslet, mens Bahari var udsat for tvang. Sarafraz forbindes på denne baggrund med krænkelse af retten til retfærdig rettergang.

12.3.2013

Enheder

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Opført på listen den

1.

IT-politi

Adresse: Teheran, Iran

Websted: http://www.cyberpolice.ir

Det iranske IT-politi, der blev oprettet i januar 2011, er en enhed under Den Islamiske Republik Irans politikorps, som på daværende tidspunkt indtil begyndelsen af 2015 ledtes af Esmail Ahmadi-Moqaddam (opført på listen). Ahmadi-Moqaddam understregede, at IT-politiet ville slå ned på kontrarevolutionære grupper og grupper af dissidenter, som har brugt internetbaserede sociale netværk i 2009 til at fremkalde protester mod genvalget af præsident Mahmoud Ahmadinejad. I januar 2012 udstedte IT-politiet nye retningslinjer for internetcaféer, der krævede, at brugerne skulle afgive personoplysninger, som caféejerne skulle opbevare i seks måneder, samt en oversigt over, hvilke websteder de havde besøgt. Ifølge bestemmelserne skulle caféejerne også installere interne TV-overvågningskameraer og opbevare optagelserne i seks måneder. Disse nye bestemmelser kan føre til etablering af en logbog, som myndighederne kan bruge til at spore aktivister eller andre, som anses for at være en trussel mod den nationale sikkerhed.

I juni 2012 rapporterede de iranske medier, at IT-politiet ville slå ind på en hård kurs over for virtuelle private netværk (VPN). Den 30. oktober 2012 arresterede IT-politiet uden arrestordre bloggeren Sattar Beheshti for »handlinger rettet mod den nationale sikkerhed på sociale netværk og Facebook«. Beheshti havde kritiseret den iranske regering i sin blog. Beheshti blev fundet død i sin fængselscelle den 3. november 2012, og det menes, at han blev tortureret til døde af IT-politimyndighederne.

12.3.2013«