|
31.1.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 26/1 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/145
af 9. oktober 2017
om indgåelse på Unionens vegne af den multilaterale aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, Republikken Albanien, Bosnien-Hercegovina, Republikken Bulgarien, Republikken Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Republikken Island, Republikken Montenegro, Kongeriget Norge, Rumænien, Republikken Serbien og De Forenede Nationers midlertidige administrative mission i Kosovo (*1) om oprettelse af et fælles europæisk luftfartsområde (FELO)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet (1), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Kommissionen har på Det Europæiske Fællesskabs og medlemsstaternes vegne ført forhandlinger om en multilateral aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, Republikken Albanien, Bosnien-Hercegovina, Republikken Bulgarien, Republikken Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Republikken Island, Republikken Montenegro, Kongeriget Norge, Rumænien, Republikken Serbien og De Forenede Nationers midlertidige administrative mission i Kosovo om oprettelse af et fælles europæisk luftfartsområde (FELO) (»aftalen«). |
|
(2) |
Aftalen blev undertegnet på Fællesskabets vegne den 9. juni 2006 med forbehold af senere indgåelse i medfør af afgørelse 2006/682/EF truffet af Rådet og repræsentanterne for Den Europæiske Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet (2). |
|
(3) |
Aftalen er blevet ratificeret af alle medlemsstater. |
|
(4) |
Efter deres tiltrædelse af Unionen er Republikken Bulgarien, Rumænien og Republikken Kroatien blevet medlemsstater og ophørte dermed automatisk med at være associerede parter i henhold til aftalen, jf. aftalens artikel 31, stk. 2. Der bør mindes om dette i en meddelelse, der skal gives på tidspunktet for deponeringen af godkendelsesakten for aftalen. |
|
(5) |
Med hensyn til de ændringer af bilag I til aftalen, som alene vedrører opførelsen af EU-retsakter i nævnte bilag, og som skal vedtages af Det Blandede Udvalg, der nedsættes i henhold til artikel 18 i aftalen, bør beføjelsen til at godkende sådanne ændringer på Unionens vegne tillægges Kommissionen efter høring af et særligt udvalg, der er nedsat af Rådet. |
|
(6) |
I alle andre tilfælde bør den holdning, der på Unionens vegne skal indtages i Det Blandede Udvalg for så vidt angår spørgsmål, der hører under Unionens kompetence, fastlægges fra sag til sag i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). |
|
(7) |
Da både Unionen og medlemsstaterne er part i aftalen, er et tæt samarbejde mellem dem afgørende. Med henblik på at sikre et sådant tæt samarbejde og enhed i Det Blandede Udvalgs optræden udadtil, og uden at dette berører traktaterne, særlig artikel 16, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 218, stk. 9, i TEUF, bør der ske en samordning af de holdninger, der skal indtages i Det Blandede Udvalg på Unionens og medlemsstaternes vegne for så vidt angår spørgsmål, der hører under både Unionens og medlemsstaternes kompetence, forud for ethvert møde i Det Blandede Udvalg om sådanne spørgsmål. |
|
(8) |
Artikel 2 i afgørelse 2006/682/EF indeholder bestemmelser om fastlæggelsen af, hvilke holdninger der skal indtages i Det Blandede Udvalg under den midlertidige anvendelse af aftalen. I lyset af Domstolens dom af 28. april 2015 i sag C-28/12, Kommissionen mod Rådet (3), bør disse bestemmelser ophøre med at finde anvendelse på datoen for denne afgørelses ikrafttræden |
|
(9) |
Aftalen bør godkendes — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Den multilaterale aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, Republikken Albanien, Bosnien-Hercegovina, Republikken Bulgarien, Republikken Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Republikken Island, Republikken Montenegro, Kongeriget Norge, Rumænien, Republikken Serbien og De Forenede Nationers midlertidige administrative mission i Kosovo om oprettelse af et fælles europæisk luftfartsområde (FELO) godkendes herved på Unionens vegne (4).
2. Formanden for Rådet udpeger den eller de personer, der er beføjet til på Unionens vegne at foranstalte deponering af den godkendelsesakt, der er omhandlet i aftalens artikel 29, stk. 2 (5), og meddeler følgende:
|
»1. |
Som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 er Den Europæiske Union trådt i stedet for og har efterfulgt Det Europæiske Fællesskab og udøver fra nævnte dato alle Det Europæiske Fællesskabs rettigheder og påtager sig alle dets forpligtelser. Henvisninger i aftalen til »Det Europæiske Fællesskab« gælder derfor i givet fald som henvisninger til »Den Europæiske Union«. |
|
2. |
Efter deres tiltrædelse af Den Europæiske Union er Republikken Bulgarien, Rumænien og Republikken Kroatien blevet medlemsstater i Den Europæiske Union og er derfor i overensstemmelse med aftalens artikel 31, stk. 2, ophørt med at være associerede parter i henhold til aftalen.« |
Artikel 2
Unionens holdning til afgørelser, der skal træffes af Det Blandede Udvalg, jf. aftalens artikel 17, og som alene vedrører opførelsen af EU-retsakter i aftalens bilag I med forbehold for eventuelle nødvendige tilpasninger, vedtages af Kommissionen efter høring af et særligt udvalg nedsat af Rådet.
Artikel 3
Artikel 2 i afgørelse 2006/682/EF ophører med at finde anvendelse på datoen for denne afgørelses ikrafttræden.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Luxembourg, den 9. oktober 2017.
På Rådets vegne
S. KIISLER
Formand
(*1) Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 (1999) og Den Internationale Domstols udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.
(1) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 5.
(2) Rådets og repræsentanterne for Den Europæiske Unions medlemsstaters afgørelse 2006/682/EF, forsamlet i Rådet den 9. juni 2006 om undertegnelse og midlertidig anvendelse af den multilaterale aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, Republikken Albanien, Bosnien-Hercegovina, Republikken Bulgarien, Republikken Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Republikken Island, Republikken Montenegro, Kongeriget Norge, Rumænien, Republikken Serbien og De Forenede Nationers midlertidige administrative mission i Kosovo om oprettelse af et fælles europæisk luftfartsområde (FELO) (EUT L 285 af 16.10.2006, s. 1).
(3) ECLI:EU:C:2015:282.
(4) Aftalen er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (EUT L 285 af 16.10.2006, s. 3) sammen med afgørelsen om undertegnelse og midlertidig anvendelse.
(5) Datoen for aftalens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.