om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

Ved denne forordning fastsættes de betingelser, hvorunder kompetente myndigheder, der af deres medlemsstater er udpeget som ansvarlige for håndhævelsen af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, samarbejder og koordinerer tiltag med hinanden og med Kommissionen med henblik på at håndhæve disse regler og sikre et velfungerende indre marked samt forbedre beskyttelsen af forbrugeres økonomiske interesser.

1. Denne forordning finder anvendelse på overtrædelser inden for Unionen, udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimension, selv om disse overtrædelser er ophørt, før håndhævelse begynder eller er afsluttet.

2. Denne forordning berører ikke EU-reglerne om international privatret, navnlig regler om værneting og lovvalg.

3. Denne forordning berører ikke anvendelsen i medlemsstaterne af foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål og retligt samarbejde i straffesager, navnlig Det Europæiske Retlige Netværks funktion.

4. Denne forordning berører ikke medlemsstaternes opfyldelse af eventuelle yderligere forpligtelser i forbindelse med gensidig bistand med henblik på beskyttelse af forbrugeres kollektive økonomiske interesser, herunder i straffesager, der følger af andre retsakter, herunder bilaterale eller multilaterale aftaler.

5. Denne forordning berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF (12).

6. Denne forordning berører ikke muligheden for at indlede yderligere offentlige eller private håndhævelsestiltag i henhold til national ret.

7. Denne forordning berører ikke relevant EU-ret vedrørende beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med behandlingen af personoplysninger.

8. Denne forordning berører ikke national ret vedrørende kompensation til forbrugere for skade som følge af overtrædelser af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser.

9. Denne forordning berører ikke de kompetente myndigheders ret til at gennemføre undersøgelses- og håndhævelsestiltag over for mere end én erhvervsdrivende, der begår lignende overtrædelser, der er omfattet af denne forordning.

10. Kapitel III i denne forordning finder ikke anvendelse på overtrædelser inden for Unionen af direktiv 2014/17/EU og 2014/92/EU.

1) »EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser«: de forordninger, og de direktiver som gennemført i medlemsstaternes interne retsorden, der er anført på listen i bilaget til denne forordning

2) »overtrædelse inden for Unionen«: enhver handling eller undladelse, der er i strid med EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, og som har skadet, skader eller må antages at kunne skade de kollektive interesser for forbrugere med bopæl i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor:

4) »udbredt overtrædelse med EU-dimension«: en udbredt overtrædelse, der har skadet, skader eller må antages at kunne skade forbrugernes kollektive interesser i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, der tilsammen tegner sig for mindst to tredjedele af Unionens befolkning

5) »overtrædelser omfattet af denne forordning«: overtrædelser inden for Unionen, udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimension

6) »kompetent myndighed«: enhver offentlig myndighed, der er oprettet enten på nationalt, regionalt eller lokalt plan, og som en medlemsstat har udpeget som ansvarlig for at håndhæve EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser

7) »centralt forbindelseskontor«: den offentlige myndighed, som er udpeget af en medlemsstat til at være ansvarlig for at koordinere anvendelsen af denne forordning i den pågældende medlemsstat

8) »udpeget organ«: et organ, der har legitim interesse i, at overtrædelser af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, bringes til ophør eller forbydes, og som er udpeget af en medlemsstat og instrueret af en kompetent myndighed med henblik på indsamling af de nødvendige oplysninger og på at træffe de nødvendige håndhævelsesforanstaltninger, som dette organ råder over i henhold til national ret med henblik på at bringe overtrædelserne til ophør eller forbyde dem, og som handler på vegne af denne kompetente myndighed

9) »bistandssøgende myndighed«: den kompetente myndighed, som fremsætter en anmodning om gensidig bistand

10) »bistandssøgt myndighed«: den kompetente myndighed, som modtager en anmodning om gensidig bistand

11) »erhvervsdrivende«: enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om der er tale om privat eller offentligt ejerskab, der handler, herunder via en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne, som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession

12) »forbruger«: enhver fysisk person, der ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession

13) »forbrugerklage«: en erklæring støttet på rimeligt bevismateriale om, at en erhvervsdrivende har gjort, gør sig eller sandsynligvis vil gøre sig skyldig i en overtrædelse af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser

14) »skade på forbrugernes kollektive interesser«: faktisk eller potentiel skade på interesserne hos en række forbrugere, der er berørt af overtrædelser inden for Unionen, udbredte overtrædelser eller udbredte overtrædelser med EU-dimension

15) »onlinegrænseflade«: enhver form for software, herunder et websted, dele af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og som giver forbrugere adgang til den erhvervsdrivendes varer eller tjenesteydelser

16) »kontrolaktioner«: samordnede undersøgelser af forbrugermarkeder gennem samtidige koordinerede kontroltiltag for at kontrollere overholdelse af eller påvise overtrædelser af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser.

Hvert centralt forbindelseskontor meddeler Kommissionen de forældelsesfrister, der finder anvendelse i dets egen medlemsstat, og som gælder for de i artikel 9, stk. 4, omhandlede håndhævelsesforanstaltninger. Kommissionen sammenfatter de meddelte forældelsesfrister og stiller sammenfatningen til rådighed for de kompetente myndigheder.

1. Hver medlemsstat udpeger en eller flere kompetente myndigheder og det centrale forbindelseskontor, som har ansvar for anvendelse af denne forordning.

2. De kompetente myndigheder opfylder deres forpligtelser i henhold til denne forordning som om de handler på vegne af forbrugerne i deres egen medlemsstat og på eget initiativ.

3. I hver medlemsstat er det centrale forbindelseskontor ansvarligt for koordinering af de undersøgelses- og håndhævelsesaktiviteter, der iværksættes af de kompetente myndigheder, andre offentlige myndigheder, jf. artikel 6, og, hvis det er relevant, udpegede organer, vedrørende overtrædelser, der er omfattet af denne forordning.

4. Medlemsstaterne sikrer, at kompetente myndigheder og centrale forbindelseskontorer har de nødvendige ressourcer til anvendelsen af denne forordning, herunder tilstrækkelige budgetmæssige og andre ressourcer, ekspertise, procedurer og andre ordninger.

5. Hvis der er mere end én kompetent myndighed på en medlemsstats område, sørger medlemsstaten for, at disse kompetente myndigheders respektive opgaver er klart fastlagt, og at de samarbejder tæt med henblik på at udføre disse opgaver effektivt.

1. Hver medlemsstat sikrer med henblik på korrekt anvendelse af denne forordning, at dens kompetente myndigheder, andre offentlige myndigheder og, hvis det er relevant, udpegede organer samarbejder effektivt med hinanden.

2. Andre offentlige myndigheder, jf. stk. 1, træffer efter anmodning fra en kompetent myndighed alle nødvendige foranstaltninger, som de har adgang til i henhold til national ret, med henblik på at bringe overtrædelser, der er omfattet af denne forordning, til ophør eller forbyde dem.

3. Medlemsstaterne sikrer, at de andre offentlige myndigheder, jf. stk. 1, har de nødvendige midler og beføjelser til effektivt at kunne samarbejde med de kompetente myndigheder i forbindelse med anvendelsen af denne forordning. Disse andre offentlige myndigheder underretter regelmæssigt de kompetente myndigheder om foranstaltninger, der er truffet som led i anvendelsen af denne forordning.

1. En kompetent myndighed (»instruerende myndighed«) kan, hvor det er relevant og i overensstemmelse med dets nationale ret, give instruks til et udpeget organ om at indsamle de nødvendige oplysninger om en overtrædelse, der er omfattet af denne forordning, eller om at træffe de nødvendige håndhævelsesforanstaltninger, det har adgang til i henhold til national ret, med henblik på at bringe overtrædelsen til ophør eller forbyde den. Den instruerende myndighed giver kun instruks til et udpeget organ, hvis både den bistandssøgende og den bistandssøgte myndighed eller alle de berørte kompetente myndigheder efter høring af den bistandssøgende myndighed eller de andre kompetente myndigheder, der er berørt af overtrædelsen omfattet af denne forordning, er enige om, at det udpegede organ sandsynligvis vil indhente de nødvendige oplysninger eller sandsynligvis vil bringe overtrædelsen til ophør eller forbyde den på en mindst lige så effektiv måde, som den instruerende myndighed ville have gjort.

2. Hvis den bistandssøgende myndighed eller de andre berørte kompetente myndigheder, der er berørt af en overtrædelse omfattet af denne forordning, har den holdning, at betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, underretter de uden ugrundet ophold skriftligt den instruerende myndighed, idet de begrunder denne holdning. Deler den instruerende myndighed ikke denne holdning, kan den henvise spørgsmålet til Kommissionen, der uden ugrundet ophold afgiver udtalelse om spørgsmålet.

3. Den instruerende myndighed er fortsat forpligtet til at indsamle de nødvendige oplysninger eller til at træffe de nødvendige håndhævelsesforanstaltninger, hvis:

4. Den instruerende myndighed træffer alle nødvendige foranstaltninger for at hindre udbredelse af oplysninger, der er omfattet af reglerne om fortrolighed, og om tavshedspligt og forretningshemmeligheder, jf. artikel 33.

1. Hver medlemsstat meddeler uden ugrundet ophold Kommissionen følgende oplysninger og enhver ændring heraf:

2. Kommissionen fører og opdaterer på sit websted en offentligt tilgængelig liste over kompetente myndigheder, centrale forbindelseskontorer, udpegede organer og enheder, der udsender eksterne varslinger i henhold til artikel 27, stk. 1 eller 2.

1. Hver kompetent myndighed skal have de minimumsundersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser, der er fastsat i denne artikels stk. 3, 4, 6 og 7, og som er nødvendige for anvendelsen af denne forordning, og skal udøve disse beføjelser i overensstemmelse med artikel 10.

2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne beslutte ikke at tillægge alle beføjelser til hver enkelt kompetent myndighed, forudsat at enhver af disse beføjelser kan udøves effektivt og i nødvendigt omfang af mindst én kompetent myndighed i forbindelse med enhver overtrædelse, der er omfattet af denne forordning i overensstemmelse med artikel 10.

Sanktionerne omhandlet i litra h) skal være effektive og forholdsmæssige og have afskrækkende virkning i overensstemmelse med kravene i EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser. Der skal, alt efter hvad der er relevant, navnlig tages behørigt hensyn til karakteren, alvoren og varigheden af den pågældende overtrædelse.

5. Beføjelsen til at pålægge sanktioner, såsom bøder eller tvangsbøder, for overtrædelser, der er omfattet af denne forordning, finder anvendelse på enhver overtrædelse af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, hvis den relevante EU-retsakt, der er opført på listen i bilaget, indeholder bestemmelser om sanktioner. Dette berører ikke de nationale myndigheders beføjelse til i henhold til national ret at pålægge sanktioner, såsom administrative eller andre bøder, eller tvangsbøder, i tilfælde hvor de EU-retsakter, der er opført på listen i bilaget, ikke indeholder bestemmelser om sanktioner.

6. Kompetente myndigheder skal have beføjelse til at indlede undersøgelser eller procedurer på eget initiativ med henblik på at bringe overtrædelser, der er omfattet af denne forordning, til ophør eller forbyde dem.

7. Kompetente myndigheder kan offentliggøre enhver endelig afgørelse, en erhvervsdrivendes tilsagn eller kendelser, der er vedtaget i henhold til denne forordning, herunder offentliggørelse af navnet på den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for en overtrædelse, der er omfattet af denne forordning.

8. Kompetente myndigheder kan, hvis det er relevant, høre forbrugerorganisationer, erhvervssammenslutninger, udpegede organer eller andre berørte personer om effektiviteten af de foreslåede tilsagn i forhold til at bringe overtrædelsen, der er omfattet af denne forordning, til ophør.

2. Gennemførelsen og udøvelsen af de beføjelser, der er fastsat i artikel 9, ved anvendelsen af denne forordning skal være forholdsmæssig og i overensstemmelse med EU-retten og national ret, herunder med gældende retssikkerhedsgarantier og principperne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger, der vedtages ved anvendelsen af denne forordning, skal være egnede i forhold til karakteren og den samlede faktiske eller potentielle skade af overtrædelsen af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser.

1. En bistandssøgt myndighed giver efter anmodning fra en bistandssøgende myndighed uden ugrundet ophold og, medmindre andet aftales, under alle omstændigheder inden for 30 dage den bistandssøgende myndighed alle relevante oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om en overtrædelse inden for Unionen har fundet eller finder sted, og for at bringe en sådan overtrædelse til ophør.

2. Den bistandssøgte myndighed foretager passende og nødvendige undersøgelser eller træffer enhver anden nødvendig eller passende foranstaltning med henblik på at indsamle de oplysninger, der anmodes om. Disse undersøgelser foretages om nødvendigt med bistand fra andre offentlige myndigheder eller udpegede organer.

3. Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed kan den bistandssøgte myndighed tillade, at embedsmænd fra den bistandssøgende myndighed ledsager embedsmændene fra den bistandssøgte myndighed under deres undersøgelser.

1. En bistandssøgt myndighed træffer efter anmodning fra en bistandssøgende myndighed alle nødvendige og forholdsmæssige håndhævelsesforanstaltninger for at bringe en overtrædelse inden for Unionen til ophør eller forbyde den ved at udøve de beføjelser, der er fastsat i artikel 9, og eventuelle yderligere beføjelser, som den er tillagt i henhold til national ret. Den bistandssøgte myndighed fastlægger, hvilke passende håndhævelsesforanstaltninger der er nødvendige for at bringe overtrædelsen inden for Unionen til ophør eller forbyde den, og træffer dem uden ugrundet ophold og ikke senere end seks måneder efter at have modtaget anmodningen, medmindre den bistandssøgte myndighed anfører særlige grunde for at forlænge denne periode. Når det er relevant, pålægger den bistandssøgte myndighed den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for overtrædelsen inden for Unionen, sanktioner, såsom bøder eller tvangsbøder. Den bistandssøgte myndighed kan på den erhvervsdrivendes initiativ modtage yderligere tilsagn om afhjælpning eller andre misligholdelsesbeføjelser fra denne til gavn for forbrugere, der er berørt af den påståede overtrædelse inden for Unionen, eller, hvis det er relevant, kan søge at opnå tilsagn fra den erhvervsdrivende, der tilbyder passende afhjælpning eller andre misligholdelsesbeføjelser til de forbrugere, der er berørt af denne overtrædelse.

2. Den bistandssøgte myndighed orienterer regelmæssigt den bistandssøgende myndighed om de skridt og foranstaltninger, der er taget og truffet, og om de skridt og foranstaltninger, som den agter at tage og træffe. Den bistandssøgte myndighed benytter den i artikel 35 omhandlede elektroniske database til uden ugrundet ophold at underrette den bistandssøgende myndighed, de kompetente myndigheder i andre medlemsstater og Kommissionen om de trufne foranstaltninger og disse foranstaltningers virkning på overtrædelsen inden for Unionen, herunder følgende:

1. Den bistandssøgende myndighed giver, når den fremsætter en anmodning om gensidig bistand, alle oplysninger, der er nødvendige for at sætte den bistandssøgte myndighed i stand til at imødekomme anmodningen, herunder eventuelt nødvendigt bevismateriale, der kun kan tilvejebringes i den bistandssøgende myndigheds medlemsstat.

2. Den bistandssøgende myndighed sender sådanne anmodninger om gensidig bistand til det centrale forbindelseskontor i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat og til det centrale forbindelseskontor i den bistandssøgende myndigheds medlemsstat til orientering. Det centrale forbindelseskontor i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat videresender uden ugrundet ophold anmodningen til den relevante kompetente myndighed.

3. Anmodninger om gensidig bistand og alle meddelelser i forbindelse hermed fremsættes skriftligt ved hjælp af standardformularer og fremsendes elektronisk via den elektroniske database, der er i artikel 35.

4. De berørte kompetente myndigheder aftaler, hvilke sprog der skal anvendes ved anmodninger om gensidig bistand og i alle meddelelser i forbindelse hermed.

5. Såfremt der ikke kan opnås enighed om sprog, sendes anmodningerne om gensidig bistand på det officielle sprog eller på et af de officielle sprog i den bistandssøgende myndigheds medlemsstat og svarene på det officielle sprog eller på et af de officielle sprog i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat. I så fald er hver kompetent myndighed ansvarlig for de nødvendige oversættelser af de anmodninger, svar og andre dokumenter, som den modtager fra en anden kompetent myndighed.

6. Den bistandssøgte myndighed svarer både den bistandssøgende myndighed og de centrale forbindelseskontorer i den bistandssøgende myndigheds og bistandssøgte myndigheds medlemsstater direkte.

1. En bistandssøgt myndighed kan afvise at imødekomme en anmodning om oplysninger i henhold til artikel 11 i en eller flere af følgende situationer:

2. En bistandssøgt myndighed kan afvise at efterkomme en anmodning om håndhævelsesforanstaltninger i henhold til artikel 12 efter høring af den bistandssøgende myndighed i en eller flere af følgende situationer:

Den bistandssøgte myndighed skal dog efterkomme anmodningen om håndhævelsesforanstaltninger i henhold til artikel 12, hvis den erhvervsdrivende undlader at opfylde de i første afsnit, litra e), omhandlede accepterede tilsagn.

3. Den bistandssøgte myndighed underretter den bistandssøgende myndighed og Kommissionen om enhver afvisning af en anmodning om gensidig bistand og giver samtidigt en begrundelse for afvisningen.

4. I tilfælde af uenighed mellem den bistandssøgende myndighed og den bistandssøgte myndighed kan enten den bistandssøgende myndighed eller den bistandssøgte myndighed henvise sagen til Kommissionen, der uden ugrundet ophold afgiver en udtalelse om spørgsmålet. Hvis sagen ikke er blevet henvist til Kommissionen, kan Kommissionen desuagtet afgive en udtalelse på eget initiativ. Kommissionen kan med henblik på at afgive denne udtalelse anmode om relevante oplysninger og dokumenter, der er udvekslet mellem den bistandssøgende myndighed og den bistandssøgte myndighed.

5. Kommissionen overvåger funktionen af mekanismen for gensidig bistand, og de kompetente myndigheders overholdelse af procedurerne og fristerne for behandling af anmodninger om gensidig bistand. Kommissionen skal have adgang til anmodningerne om gensidig bistand og til oplysninger og dokumenter, der er udvekslet mellem de bistandssøgende og bistandssøgte myndigheder.

6. Kommissionen kan, hvor det er relevant, udsende vejledning og yde rådgivning til medlemsstaterne for at sikre en effektivt fungerende mekanisme for gensidig bistand.

KOORDINEREDE UNDERSØGELSES- OG HÅNDHÆVELSESMEKANISMER FOR UDBREDTE OVERTRÆDELSER OG UDBREDTE OVERTRÆDELSER MED EU-DIMENSION

I sager, der er omfattet af dette kapitel, handler de berørte kompetente myndigheder ved konsensus.

1. Når der er begrundet mistanke om, at en udbredt overtrædelse eller en udbredt overtrædelse med EU-dimension finder sted, skal kompetente myndigheder, der er berørt af denne overtrædelse, og Kommissionen uden ugrundet ophold underrette hinanden og de centrale forbindelseskontorer, der er berørt af denne overtrædelse, ved at udsende varslinger i henhold til artikel 26.

2. De kompetente myndigheder, der er berørt af den udbredte overtrædelse eller af den udbredte overtrædelse med EU-dimension, koordinerer de undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger, som de træffer for at håndtere disse overtrædelser. De udveksler al nødvendigt bevismateriale og oplysninger og yder hinanden og Kommissionen al nødvendig bistand uden ugrundet ophold.

3. De kompetente myndigheder, der er berørt af den udbredte overtrædelse eller af den udbredte overtrædelse med EU-dimension, sikrer, at alt nødvendigt bevismateriale og oplysninger indsamles, og at der træffes alle nødvendige håndhævelsesforanstaltninger for at bringe denne overtrædelse til ophør eller forbyde den.

4. Med forbehold af stk. 2 berører denne forordning ikke nationale undersøgelser og håndhævelsesaktiviteter, der gennemføres af kompetente myndigheder, vedrørende den samme overtrædelse begået af den samme erhvervsdrivende.

5. Når det er relevant, kan de kompetente myndigheder opfordre tjenestemænd i Kommissionen og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, til at deltage i koordinerede undersøgelser, håndhævelsestiltag og andre foranstaltninger, der er omfattet af dette kapitel.

1. Er der en begrundet mistanke om en udbredt overtrædelse iværksætter de kompetente myndigheder, der er berørt af denne overtrædelse, et koordineret tiltag, der er baseret på en aftale mellem dem. Iværksættelsen af det koordinerede tiltag meddeles uden ugrundet ophold de centrale forbindelseskontorer, der er berørt af denne overtrædelse, og Kommissionen.

2. De kompetente myndigheder, der er berørt af den formodede udbredte overtrædelse, udpeger en kompetent myndighed, der er berørt af den formodede udbredte overtrædelse, til koordinator. Hvis disse kompetente myndigheder ikke kan opnå enighed om denne udpegning, påtager Kommissionen sig rollen som koordinator.

3. Hvis Kommissionen har begrundet mistanke om en udbredt overtrædelse med EU-dimension, underretter den uden ugrundet ophold de kompetente myndigheder og de centrale forbindelseskontorer, der er berørt af denne påståede overtrædelse, i henhold til artikel 26. Kommissionen angiver i underretningen begrundelsen for et eventuelt koordineret tiltag. De kompetente myndigheder, der er berørt af den påståede udbredte overtrædelse med EU-dimension, foretager på grundlag af foreliggende oplysninger eller oplysninger, der er lettilgængelige for dem, passende undersøgelser. De kompetente myndigheder, der er berørt af den påståede udbredte overtrædelse med EU-dimension, underretter i henhold til artikel 26 de andre kompetente myndigheder, de centrale forbindelseskontorer, der er berørt af denne overtrædelse, og Kommissionen om resultaterne af disse undersøgelser inden for en måned efter datoen for Kommissionens underretning. Hvis disse undersøgelser viser, at en udbredt overtrædelse med EU-dimension muligvis finder sted, påbegynder de kompetente myndigheder, der er berørt af denne overtrædelse, det koordinerede tiltag og træffer de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 19 samt, hvor det er relevant, de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 20 og 21.

4. De koordinerede tiltag, der er omhandlet i stk. 3, koordineres af Kommissionen.

5. En kompetent myndighed tilslutter sig det koordinerede tiltag, hvis det under dette koordinerede tiltag viser sig, at den kompetente myndighed er berørt af den udbredte overtrædelse eller af den udbredte overtrædelse med EU-dimension.

1. En kompetent myndighed kan afvise at deltage i et koordineret tiltag af enhver af følgende grunde:

2. Afviser en kompetent myndighed at deltage i det koordinerede tiltag, underretter den uden ugrundet ophold Kommissionen og de andre kompetente myndigheder og centrale forbindelseskontorer, der er berørt af den udbredte overtrædelse eller udbredte overtrædelse med EU-dimension, om sin beslutning, angiver begrundelsen for beslutningen og fremlægger enhver nødvendig dokumentation.

1. De kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, sikrer, at undersøgelser og kontrolbesøg gennemføres på en effektiv, virkningsfuld og koordineret måde. De skal tilstræbe at gennemføre undersøgelser og kontrolbesøg samtidigt og, i det omfang de nationale procedureregler tillader det, at anvende foreløbige foranstaltninger.

2. Mekanismen for gensidig bistand i medfør af kapitel III kan anvendes, hvis det er nødvendigt, navnlig med henblik på at indsamle nødvendigt bevismateriale og andre oplysninger fra andre medlemsstater end de medlemsstater, der er berørt af det koordinerede tiltag, eller for at sikre, at den pågældende erhvervsdrivende ikke omgår håndhævelsesforanstaltninger.

3. Når det er relevant, fremlægger de kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, resultatet af undersøgelsen og vurderingen af den udbredte overtrædelse eller, hvor det er relevant, den udbredte overtrædelse med EU-dimension i en fælles holdning, som de indbyrdes er nået til enighed om.

4. Medmindre andet er aftalt mellem de kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, meddeler koordinatoren den fælles holdning til den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension. Den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension, skal have mulighed for at blive hørt om de spørgsmål, der indgår i den fælles holdning.

5. Når det er relevant, og uden at det berører artikel 15 eller reglerne om tavshedspligt og forretningshemmeligheder fastlagt i artikel 33, beslutter de kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, at offentliggøre den fælles holdning eller dele heraf på deres websteder, og de kan høre forbrugerorganisationer, erhvervssammenslutninger og andre berørte parter. Kommissionen offentliggør den fælles holdning eller dele heraf på sit websted efter aftale med de berørte kompetente myndigheder.

1. På grundlag af en fælles holdning, der vedtages i henhold til artikel 19, stk. 3, kan de kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, opfordre den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension, til inden for en bestemt frist at give tilsagn om at ophøre med denne overtrædelse. Den erhvervsdrivende kan også på eget initiativ foreslå tilsagn om at ophøre med denne overtrædelse eller tilbyde tilsagn om afhjælpning eller andre misligholdelsesbeføjelser til forbrugere, der er berørt af denne overtrædelse.

2. Når det er relevant, og uden at det berører reglerne om fortrolighed og om tavshedspligt og forretningshemmeligheder fastlagt i artikel 33, kan de kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, offentliggøre de tilsagn, som den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension, har foreslået, på deres websteder, eller Kommissionen kan, hvis det er relevant, offentliggøre de tilsagn, som den erhvervsdrivende har foreslået, på sit websted, hvis de berørte kompetente myndigheder anmoder herom. De kompetente myndigheder og Kommissionen kan høre forbrugerorganisationer, erhvervssammenslutninger og andre berørte parter.

3. De kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, vurderer de foreslåede tilsagn og meddeler den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension, resultatet af vurderingen og, hvor det er relevant, hvis den erhvervsdrivende har tilbudt at give tilsagn om afhjælpning eller andre misligholdelsesbeføjelser, underretter de forbrugere, der hævder, at de har lidt skade som følge af overtrædelsen. Hvis tilsagnene er forholdsmæssige og tilstrækkelige til at bringe den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension til ophør, accepterer de kompetente myndigheder disse tilsagn og fastsætter en frist for opfyldelse af tilsagnene.

4. De berørte kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, overvåger opfyldelsen af tilsagnene. De sikrer navnlig, at den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension, regelmæssigt aflægger rapport til koordinatoren om, hvilke fremskridt der gøres med opfyldelsen af tilsagnene. De kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, kan, hvor det er relevant, høre forbrugerorganisationer og eksperter for at kontrollere, om de skridt, som den erhvervsdrivende har taget, overholder tilsagnene.

1. De kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, træffer over for den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension, inden for deres jurisdiktion alle de håndhævelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at bringe denne overtrædelse til ophør eller forbyde den.

Når det er relevant, pålægger de den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension, sanktioner, såsom bøder eller tvangsbøder. De kompetente myndigheder kan på den erhvervsdrivendes initiativ modtage yderligere tilsagn om afhjælpning eller andre misligholdelsesbeføjelser til gavn for de forbrugere, der er berørt af den påståede udbredte overtrædelse eller overtrædelse med EU-dimension, eller kan, hvis det er relevant, søge at opnå tilsagn fra den erhvervsdrivende, der tilbyder passende afhjælpning eller andre misligholdelsesbeføjelser til de forbrugere, der er berørt af overtrædelsen.

2. Håndhævelsesforanstaltninger i medfør af stk. 1 skal træffes på en effektiv, virkningsfuld og koordineret måde for at bringe den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension til ophør eller forbyde den. De kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, tilstræber at træffe håndhævelsesforanstaltninger samtidigt i de medlemsstater, der er berørt af denne overtrædelse.

1. Det koordinerede tiltag afsluttes, hvis de kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, konkluderer, at den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension er ophørt eller er blevet forbudt i alle berørte medlemsstater, eller at der ikke har fundet en sådan overtrædelse sted.

2. Koordinatoren underretter uden ugrundet ophold Kommissionen og, hvor det er relevant, de kompetente myndigheder og de centrale forbindelseskontorer i de medlemsstater, der er berørt af det koordinerede tiltag, om afslutningen af det koordinerede tiltag.

1. Den koordinator, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 17 eller 29, skal navnlig:

2. Koordinatoren er ikke ansvarlig for de berørte kompetente myndigheders handlinger eller undladelser, når de gør brug af de beføjelser, der er fastsat i artikel 9.

3. Hvis de koordinerede tiltag vedrører udbredte overtrædelser eller udbredte overtrædelser med EU-dimension af de EU-retsakter, som er omhandlet i artikel 2, stk. 10, opfordrer koordinatoren Den Europæiske Banktilsynsmyndighed til at fungere som observatør.

1. De sprog, der skal anvendes af de kompetente myndigheder i underretninger samt i alle andre meddelelser, der er omfattet af nærværende kapitel, og som er forbundet med de koordinerede tiltag og kontrolaktioner, aftales af de berørte kompetente myndigheder.

2. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem de berørte kompetente myndigheder, sendes underretninger og andre meddelelser på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, der har udsendt den pågældende underretning eller anden meddelelse. I så fald er hver berørt kompetent myndighed om nødvendigt ansvarlig for at oversætte underretninger, meddelelser og andre dokumenter, som den modtager fra andre kompetente myndigheder.

I forbindelse med de procedurer, der er fastsat i dette kapitel, har den erhvervsdrivende ret til at kommunikere på det officielle sprog eller et af de officielle sprog, der anvendes til officielle formål i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret eller har bopæl.

1. En kompetent myndighed underretter uden ugrundet ophold Kommissionen, andre kompetente myndigheder og centrale forbindelseskontorer om enhver begrundet mistanke om, at en overtrædelse, der er omfattet af denne forordning, og som kan berøre forbrugernes interesser i andre medlemsstater, finder sted på dens område.

2. Kommissionen underretter uden ugrundet ophold de berørte kompetente myndigheder og centrale forbindelseskontorer om enhver begrundet mistanke om, at en overtrædelse, der er omfattet af denne forordning, har fundet sted.

3. Når de underretter, dvs. udsender en varsling, i henhold til stk. 1 og 2, giver de kompetente myndigheder eller Kommissionen oplysninger om den formodede overtrædelse, der er omfattet af denne forordning, og navnlig, og hvis de foreligger, følgende oplysninger:

4. Når de udsender en varsling, kan den kompetente myndighed bede de kompetente myndigheder og de relevante centrale forbindelseskontorer i andre medlemsstater og Kommissionen, eller Kommissionen kan bede kompetente myndigheder og de relevante centrale forbindelseskontorer i andre medlemsstater, om på grundlag af foreliggende oplysninger eller oplysninger, der er lettilgængelige for henholdsvis de relevante kompetente myndigheder eller Kommissionen, at undersøge, om der finder tilsvarende formodede overtrædelser sted på disse andre medlemsstaters område, eller om der allerede er truffet håndhævelsesforanstaltninger over for sådanne overtrædelser i disse medlemsstater. Disse kompetente myndigheder i andre medlemsstater og Kommissionen besvarer uden ugrundet ophold anmodningen.

1. Hver medlemsstat tillægger, medmindre dette ikke ville være berettiget, udpegede organer, europæiske forbrugercentre, forbrugerorganisationer og -sammenslutninger samt, hvis det er relevant, erhvervssammenslutninger, der har den nødvendige ekspertise, beføjelse til at udsende en varsling til de kompetente myndigheder i de relevante medlemsstater og Kommissionen om formodede overtrædelser, der er omfattet af denne forordning, og til at give oplysninger, der er tilgængelige for dem, jf. artikel 26, stk. 3 (»ekstern varsling«). Hver medlemsstat underretter uden ugrundet ophold Kommissionen om listen over disse enheder og om enhver ændring heraf.

2. Kommissionen tillægger, efter høring af medlemsstaterne, sammenslutninger, der repræsenterer forbrugerinteresser og, hvis det er relevant, erhvervsinteresser på EU-plan, beføjelse til at udsende eksterne varslinger.

3. De kompetente myndigheder er ikke forpligtet til at indlede en procedure eller træffe andre foranstaltninger som reaktion på en ekstern varsling. Enheder, der udsender eksterne varslinger, sikrer, at de meddelte oplysninger er korrekte, ajourførte og nøjagtige og retter uden ugrundet ophold oplysningerne i underretningen eller trækker dem tilbage, alt efter hvad der er relevant.

Udveksling af andre oplysninger, som er relevante for opdagelse af overtrædelser

I det omfang det er nødvendigt for at nå denne forordnings mål, underretter de kompetente myndigheder via den elektroniske database, der er omhandlet i artikel 35, uden ugrundet ophold Kommissionen og de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater om enhver foranstaltning, som de har truffet for at håndtere en overtrædelse, der er omfattet af denne forordning, inden for deres jurisdiktion, hvis de har mistanke om, at den pågældende overtrædelse kan berøre forbrugernes interesser i andre medlemsstater.

1. De kompetente myndigheder kan beslutte at foretage kontrolaktioner for at kontrollere overholdelsen af eller for at opdage overtrædelser af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser. Medmindre andet aftales af de involverede kompetente myndigheder, koordineres kontrolaktioner af Kommissionen.

2. Ved gennemførelsen af kontrolaktioner kan de involverede kompetente myndigheder gøre brug af undersøgelsesbeføjelserne i artikel 9, stk. 3, og eventuelle andre beføjelser, som de er tillagt i henhold til national ret.

3. De kompetente myndigheder kan opfordre udpegede organer, tjenestemænd i Kommissionen og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, til at deltage i kontrolaktioner.

Koordinering af andre aktiviteter, der bidrager til undersøgelse og håndhævelse

1. I det omfang det er nødvendigt for at nå denne forordnings mål, underretter medlemsstaterne hinanden og Kommissionen om deres aktiviteter på følgende områder:

2. I det omfang det er nødvendigt for at nå denne forordnings mål, kan medlemsstaterne koordinere og i fællesskab tilrettelægge aktiviteter på de områder, der er omhandlet i stk. 1.

1. De kompetente myndigheder kan deltage i ordninger for udveksling af embedsmænd fra andre medlemsstater for at forbedre samarbejdet. De kompetente myndigheder træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sætte embedsmænd fra andre medlemsstater i stand til at spille en effektiv rolle i den kompetente myndigheds aktiviteter. Med henblik herpå bemyndiges disse embedsmænd til at varetage de opgaver, som den kompetente værtsmyndighed overdrager dem, i overensstemmelse med dens medlemsstats retsregler.

2. Under udvekslingsophold har embedsmænd samme civil- og strafferetlige ansvar som den kompetente værtsmyndigheds embedsmænd. Embedsmændene fra andre medlemsstater skal overholde faglige standarder og den kompetente værtsmyndigheds relevante interne adfærdsregler. Disse adfærdsregler skal navnlig sikre beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, god forvaltningsskik og behørig overholdelse af de i artikel 33 fastsatte regler om fortrolighed, tavshedspligt og forretningshemmeligheder.

1. I det omfang det er nødvendigt for at nå denne forordnings mål, samarbejder Unionen med tredjelande og med kompetente internationale organisationer på de områder, der er omfattet af denne forordning, for at beskytte forbrugernes interesser. Unionen og de berørte tredjelande kan indgå aftaler, der fastsætter samarbejdsordninger, herunder indførelsen af ordninger for gensidig bistand, udvekslingen af fortrolige oplysninger og programmer for udveksling af personale.

2. Aftaler, som indgås mellem Unionen og tredjelande vedrørende samarbejde og gensidig bistand med henblik på at beskytte og fremme forbrugernes interesser, skal respektere de relevante databeskyttelsesregler, der er gældende for overførsel af personoplysninger til tredjelande.

3. Når en kompetent myndighed modtager oplysninger fra en myndighed i et tredjeland, som potentielt er relevante for kompetente myndigheder i andre medlemsstater, videregiver den disse oplysninger til de pågældende kompetente myndigheder, i det omfang dette er tilladt i henhold til eventuelle bilaterale bistandsaftaler med dette tredjeland, og i det omfang disse oplysninger er i overensstemmelse med EU-retten om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

4. Oplysninger, som videregives i henhold til denne forordning, kan også videregives til en myndighed i et tredjeland af en kompetent myndighed i henhold til en bilateral bistandsaftale med dette tredjeland, såfremt der er indhentet tilladelse fra den kompetente myndighed, som oprindelig videregav oplysningerne, og såfremt videregivelsen er i overensstemmelse med EU-retten om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

Anvendelse og offentliggørelse af oplysninger samt tavshedspligt og forretningshemmeligheder

1. Oplysninger, der indsamles af eller videregives til de kompetente myndigheder og Kommissionen i forbindelse med anvendelsen af denne forordning, må kun anvendes til at sikre overholdelse af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser.

2. De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal behandles fortroligt og må kun anvendes og offentliggøres under behørig hensyntagen til en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser, herunder forretningshemmeligheder og intellektuel ejendom.

3. De kompetente myndigheder kan dog efter høring af den kompetente myndighed, som tilvejebragte oplysningerne, offentliggøre de oplysninger, der er nødvendige

Kompetente myndigheder kan anvende alle oplysninger, dokumenter, undersøgelsesresultater, erklæringer, bekræftede genparter og efterretninger som bevismateriale på samme måde som tilsvarende dokumenter, der erhverves i deres egen medlemsstat, uanset deres lagringsmedium.

1. Kommissionen opretter og vedligeholder en elektronisk database til al kommunikation mellem kompetente myndigheder, centrale forbindelseskontorer og Kommissionen i henhold til denne forordning. Alle oplysninger, der sendes via den elektroniske database, lagres og behandles i denne elektroniske database. De kompetente myndigheder, de centrale forbindelseskontorer og Kommissionen har direkte adgang til denne database.

2. Oplysninger fra enheder, der udsender eksterne varslinger i henhold til artikel 27, stk. 1 eller 2, lagres og behandles i den elektroniske database. Disse enheder har dog ikke adgang til denne database.

3. Hvis en kompetent myndighed, et udpeget organ eller en enhed, der udsender eksterne varslinger i henhold til artikel 27, stk. 1 eller 2, fastslår, at en varsling om en overtrædelse, som den eller det udsendte i henhold til artikel 26 eller 27, efterfølgende har vist sig at være ubegrundet, trækker myndigheden, organet eller enheden den pågældende varsling tilbage. Kommissionen fjerner uden ugrundet ophold de relevante oplysninger fra databasen og underretter parterne om grundene til fjernelsen.

Dataene vedrørende en overtrædelse opbevares ikke i den elektroniske database længere, end hvad der er nødvendigt til de formål, hvortil de blev indsamlet og behandlet, og opbevares ikke længere end fem år efter den dato, hvor:

4. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter praktiske og operationelle ordninger for den elektroniske databases funktion. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 38, stk. 2.

1. Medlemsstaterne giver afkald på alle krav om godtgørelse af udgifter i forbindelse med denne forordnings anvendelse.

2. Uanset stk. 1 hæfter den bistandssøgende myndigheds medlemsstat, for så vidt angår anmodninger om håndhævelsesforanstaltninger i henhold til artikel 12, fortsat over for den bistandssøgte myndigheds medlemsstat for eventuelle omkostninger og tab som følge af foranstaltninger, der er blevet afvist og erklæret ubegrundede af en domstol for så vidt angår den pågældende overtrædelses substans.

1. Senest den 17. januar 2020 og derefter hvert andet år udveksler medlemsstaterne indbyrdes og med Kommissionen oplysninger om deres håndhævelsesprioriteter vedrørende denne forordnings anvendelse.

2. Med forbehold af artikel 33 udarbejder Kommissionen hvert andet år en oversigt over de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra a), b) og c), og gør den offentligt tilgængelig. Kommissionen underretter Europa-Parlamentet herom.

3. Hvis der sker en væsentlig ændring i forholdene eller markedsvilkårene i de to år, der følger efter medlemsstaternes seneste fremlæggelse af oplysninger om deres håndhævelsesprioriteter, ajourfører medlemsstaterne deres håndhævelsesprioriteter og underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom.

4. Kommissionen sammenfatter de håndhævelsesprioriteter, som medlemsstaterne har fremlagt i henhold til denne artikels stk. 1, og rapporterer hvert år til det i artikel 38, stk. 1, omhandlede udvalg for at lette prioriteringen af tiltag i henhold til denne forordning. Kommissionen udveksler bedste praksis og benchmarking med medlemsstaterne, navnlig med henblik på udvikling af kapacitetsopbyggende aktiviteter.

1. Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

Medlemsstaterne meddeler uden ugrundet ophold Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter vedrørende spørgsmål omfattet af denne forordning, som de vedtager, samt teksten til aftaler vedrørende spørgsmål omfattet af denne forordning, dog ikke aftaler, som de indgår om konkrete sager omfattet af denne forordning.

1. Senest den 17. januar 2023 forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af denne forordning.

2. Denne rapport skal indeholde en evaluering af anvendelsen af denne forordning, herunder en vurdering af effektiviteten af håndhævelsen af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, i henhold til denne forordning, navnlig med hensyn til de kompetente myndigheders beføjelser, der er fastsat i artikel 9, sammen med navnlig en undersøgelse af, hvordan de erhvervsdrivendes overholdelse af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser, har udviklet sig på de vigtigste forbrugermarkeder, der er berørt af grænseoverskridende handel.

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(2) Europa-Parlamentets holdning af 14.11.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 30.11.2017.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde) (EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1).

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).

(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

(7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).

(9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34).

(10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214).

(11) Rådets forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 17 af 6.10.1958, s. 385/58).

(12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EUT L 110 af 1.5.2009, s. 30).

BILAG

Direktiver og forordninger, der er omhandlet i artikel 3, nr. 1)

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (EFT L 80 af 18.3.1998, s. 27)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (EFT L 171 af 7.7.1999, s. 12)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel) (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT L 311 af 28.11.2001, s. 67): artikel 86-100

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37): artikel 13

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46 af 17.2.2004, s. 1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22)

10.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (EUT L 204 af 26.7.2006, s. 1)

11.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21): artikel 1, artikel 2, litra c), og artikel 4-8

12.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36): artikel 20

13.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14)

14.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66)

15.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (EUT L 293 af 31.10.2008, s. 3): artikel 22, 23 og 24

16.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/122/EF af 14. januar 2009 om beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med visse aspekter ved timeshareaftaler, aftaler om længerevarende ferieprodukter, videresalgs- og bytteaftaler (EUT L 33 af 3.2.2009, s. 10)

17.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktivet om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1): artikel 9, 10 og 11 og artikel 19-26

18.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1177/2010 af 24. november 2010 om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 334 af 17.12.2010, s. 1)

19.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 181/2011 af 16. februar 2011 om buspassagerers rettigheder og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 1)

20.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64)

21.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktivet om ATB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63): artikel 13

22.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (forordningen om OTB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 1): artikel 14

23.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34): artikel 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 21, 22 og 23, kapitel 10 samt bilag I og II

24.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214): artikel 3-18 og artikel 20, stk. 2

25.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF (EUT L 326 af 11.12.2015, s. 1)

26.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1128 af 14. juni 2017 om grænseoverskridende portabilitet af onlineindholdstjenester i det indre marked (EUT L 168 af 30.6.2017, s. 1).