12.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 328/17


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/2281

af 11. december 2017

om tilladelse til at forhøje tilsætningsgrænserne for vin fra druer høstet i 2017 i visse vindyrkningsområder i Tyskland og alle vindyrkningsområder i Danmark, Nederlandene og Sverige

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 91, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til del I, afsnit A, punkt 3, i bilag VIII til forordning (EU) nr. 1308/2013 kan medlemsstaterne anmode om, at grænserne for forhøjelse af alkoholindholdet udtrykt i volumen (tilsætning) for vin forhøjes med indtil 0,5 % i år med usædvanligt ugunstige vejrforhold.

(2)

Danmark, Nederlandene, Sverige og Tyskland har anmodet om sådanne forhøjelser af tilsætningsgrænserne for vin fra druer høstet i 2017, eftersom vejrforholdene i vækstsæsonen var usædvanligt ugunstige. Danmark, Nederlandene og Sverige har indgivet en sådan anmodning for alle deres vindyrkningsområder. Tyskland har anmodet om en forhøjelse af tilsætningsgrænsen udelukkende for vin fra druesorten Dornfelder i områderne Ahr, Mittelrhein, Mosel, Nahe, Pfalz og Rheinhessen.

(3)

På grund af de usædvanligt dårlige vejrforhold i 2017 kan der med de grænser for forhøjelse af det naturlige alkoholindhold, der er fastsat i del I, afsnit A, punkt 2, i bilag VIII til forordning (EU) nr. 1308/2013, ikke fremstilles vin med et sådant totalt alkoholindhold fra alle eller visse af de druesorter i visse vindyrkningsområder, som der normalt er efterspørgsel efter.

(4)

Derfor er det hensigtsmæssigt at tillade en forhøjelse af tilsætningsgrænserne for vin fra alle eller visse druesorter høstet i 2017 i vindyrkningsområder i Danmark, Nederlandene, Sverige og Tyskland.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Uanset del I, afsnit A, punkt 2, i bilag VIII til forordning (EU) nr. 1308/2013 må forhøjelsen af det naturlige alkoholindhold udtrykt i volumen i friske druer, der er høstet i 2017, druemost, delvis gæret druemost, ung ikke-færdiggæret vin og vin fremstillet af druer høstet i 2017 i de vindyrkningsområder eller dele heraf, der er angivet i bilaget til denne forordning, og for alle eller visse druesorter, der er angivet i nævnte bilag, ikke overstige 3,5 % vol.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. december 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.


BILAG

Druesorter til vinfremstilling og vindyrkningszoner eller dele heraf, hvor der i henhold til artikel 1 er givet tilladelse til en forhøjelse af tilsætningsgrænsen

Medlemsstat

Vindyrkningsområder eller dele heraf (vindyrkningszone)

Sorter

Danmark

Alle vindyrkningsområder (zone A)

Alle godkendte druesorter

Tyskland

Vindyrkningsområdet i Ahr (zone A)

Dornfelder

Vindyrkningsområdet i Mittelrhein (zone A)

Vindyrkningsområdet i Mosel (zone A)

Vindyrkningsområdet i Nahe (zone A)

Vindyrkningsområdet i Pfalz (zone A)

Vindyrkningsområdet i Rheinhessen (zone A)

Nederlandene

Alle vindyrkningsområder (zone A)

Alle godkendte druesorter

Sverige

Alle vindyrkningsområder (zone A)

Alle godkendte druesorter