|
7.11.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 288/2 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/1992
af 6. november 2017
om registrering af en betegnelse i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser »Slavonski kulen«/»Slavonski kulin« (BGB)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (1), særlig artikel 15, stk. 1, og artikel 52, stk. 3, litra b), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Kroatiens ansøgning om at få betegnelsen »Slavonski kulen«/»Slavonski kulin« registreret som en beskyttet geografisk betegnelse (BGB) blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2), jf. artikel 50, stk. 2, litra a) i forordning (EU) nr. 1151/2012. |
|
(2) |
Den 11. februar 2016 modtog Kommissionen en meddelelse om indsigelse fra Slovenien. Kommissionen modtog den dertil knyttede begrundede indsigelse den 7. april 2016. |
|
(3) |
Idet den antog indsigelsen, opfordrede Kommissionen ved brev af 13. maj 2016 Kroatien og Slovenien til at indlede passende konsultationer i en periode på tre måneder med henblik på at finde en indbyrdes løsning i overensstemmelse med deres interne procedurer. |
|
(4) |
Der blev ikke indgået en aftale mellem parterne. Oplysningerne om de passende konsultationer mellem Kroatien og Slovenien blev behørigt fremsendt til Kommissionen. Kommissionen bør derfor træffe afgørelse om registreringen i overensstemmelse med proceduren i artikel 52, stk. 3, litra b), i forordning (EU) nr. 1151/2012 under hensyntagen til resultaterne af disse konsultationer. |
|
(5) |
Kommissionen har vurderet argumenterne i den begrundede indsigelse og i de oplysninger, som er blevet forelagt Kommissionen i forbindelse med drøftelserne mellem de berørte parter, og har konkluderet, at betegnelsen »Slavonski kulen«/»Slavonski kulin« bør registreres som BGB. |
|
(6) |
I henhold til artikel 10, stk. 1, litra c) i forordning (EU) nr. 1151/2012 hævdede indsigeren, at registreringen af »Slavonski kulen«/»Slavonski kulin« som beskyttet geografisk betegnelse ville skade en enslydende produktbetegnelse, der lovligt har været på markedet i mere end fem år forud for datoen for offentliggørelsen i henhold til litra a) i artikel 50, stk. 2. |
|
(7) |
Ifølge indsigeren har den slovenske producent Celjske mesnine d.d. lovligt produceret og markedsført Slavonski kulen i mere end 25 år med en gennemsnitlig årlig samlet produktion på ca. 70 ton. Salget af den slovensk producerede Slavonski kulen indbringer ca. 450 000 EUR årligt, og i kraft af dens høje kvalitet er produktionen heraf stigende. Der er fremlagt dokumentation for, at den slovensk producerede Slavonski kulen er blevet markedsført i Slovenien og andre steder i EU (Østrig, Tyskland, Danmark, Sverige, Kroatien) og i tredjelande (Serbien, Bosnien-Hercegovina) inden for de seneste ti år. |
|
(8) |
Indsigeren fastholder, og der ikke er fremlagt dokumentation for det modsatte, at anvendelsen af betegnelsen Slavonski kulen i Slovenien aldrig har haft til formål at udnytte det kroatiske produktbetegnelses omdømme, og at forbrugerne aldrig er blevet vildledt med hensyn til produktets oprindelse. |
|
(9) |
I lyset af ovenstående ville registreringen af betegnelsen »Slavonski kulen«/»Slavonski kulin« som BGB og det deraf følgende forbud mod anvendelse af betegnelsen skade en enslydende produktbetegnelse, som anvendes af Celjske mesnine. Kravet om registrering af betegnelsen »Slavonski kulen«/»Slavonski kulin« (BGB) er ikke er blevet anfægtet. Betingelserne for registrering som BGB er derfor opfyldt. |
|
(10) |
I lyset af oplysningerne i den slovenske indsigelse, der dokumenterer, at slovensk produceret Slavonski kulen lovligt har været markedsført under denne betegnelse i mere end fem år, men ikke over 25 år, er det imidlertid passende at fastsætte en femårig overgangsperiode for den slovenske virksomhed Celjske mesnine d.d., der gør det muligt for den fortsat at anvende den betegnelse, der skades ved registreringen, mens den tilpasser markedsføringen af sin produktion på markedet. |
|
(11) |
Da beskyttelsen ydes for udtrykket »Slavonski kulen«/»Slavonski kulin« som en helhed, kan det ikke-geografiske element af udtrykket »kulen«/»kulin«, der betegner en bestemt slags pølse, fortsat anvendes, også i oversat form i hele Unionen, forudsat principperne og bestemmelserne i EU's retsforskrifter iagttages. |
|
(12) |
På denne baggrund bør betegnelsen »Slavonski kulen«/»Slavonski kulin« opføres i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser. |
|
(13) |
De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Kvalitetspolitikken for Landbrugsprodukter — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Betegnelsen »Slavonski kulen«/»Slavonski kulin« (BGB ) registreres.
Betegnelsen i stk. 1 henviser til et produkt i kategori 1.2. Kødprodukter (opvarmet, saltet, røget m.m.) i bilag XI til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014 (3).
Artikel 2
Betegnelsen »kulen«/»kulin« og oversættelser heraf kan fortsat anvendes i Den Europæiske Unions område forudsat principperne og bestemmelserne i EU's retsforskrifter iagttages.
Artikel 3
Den slovenske virksomhed Celjske mesnine d.d. kan fortsat benytte udtrykket »Slavonski kulen« til at betegne en vare, der ikke er i overensstemmelse med varespecifikationen for »Slavonski kulen«/»Slavonski kulin« (BGB) i en periode på 5 år fra datoen for denne forordnings ikrafttræden.
Artikel 4
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 6. november 2017.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.
(2) EUT C 375 af 12.11.2015, s. 9.
(3) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014 af 13. juni 2014 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 179 af 19.6.2014, s. 36).