15.7.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 184/1 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2017/1270
af 14. juli 2017
om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af kaliumcarbonat (E 501) på skrællede, overskårne og findelte frugter og grøntsager
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 er der fastlagt en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser. |
(2) |
EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer kan opdateres i overensstemmelse med den fælles procedure, jf. artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 (2), enten på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning. |
(3) |
Der blev den 15. oktober 2015 indgivet en ansøgning om tilladelse til at anvende kaliumcarbonat (E 501) på skrællede, overskårne og findelte frugter og grøntsager, og medlemsstaterne fik i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 1331/2008 adgang til ansøgningen. |
(4) |
Under tilberedning af friske overskårne frugter og grøntsager kan enzymatisk aktivitet føre til, at kvaliteten af produkterne bliver dårligere, f.eks. ved brunfarvning og strukturændringer, og til madspild. Der kan anvendes ascorbinsyre (E 300) for at undgå brunfarvning. Dog har ascorbinsyre tendens til at nedbryde cellevæv, hvilket fører til, at frugt og grøntsager efter få dage bliver bløde og mister farven. Anvendelsen af kaliumcarbonat (E 501) giver mulighed for en mere effektiv beskyttelse mod brunfarvning, da det fungerer som stabilisator og surhedsregulerende middel og minimerer den skade, som ascorbinsyren forårsager på vævet. |
(5) |
Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler har fastsat det samlede ADI (acceptabelt dagligt indtag) for karbonater til »ikke specificeret« (3), hvilket indebærer, at de ikke udgør en sundhedsfare, hvis de anvendes ved de niveauer, der er nødvendige for at opnå den ønskede teknologiske virkning. |
(6) |
I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1331/2008 skal Kommissionen indhente en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«), inden den opdaterer EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008, undtagen hvis den pågældende opdatering ikke kan få virkninger for menneskers sundhed. Da tilladelsen til anvendelse af kaliumcarbonat (E 501) som stabilisator og surhedsregulerende middel på skrællede, overskårne og findelte frugter og grøntsager udgør en opdatering af nævnte liste, som ikke kan få virkninger for menneskers sundhed, er det ikke nødvendigt at anmode om en udtalelse fra autoriteten. |
(7) |
Det bør derfor være tilladt at anvende kaliumcarbonat (E 501) som stabilisator og surhedsregulerende middel i fødevarekategori 04.1.2, »Frugt og grøntsager, skrællet, overskåret, findelt«, i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 quantum satis. For at sikre, at forbrugeren er informeret om denne behandling, bør anvendelsen af kaliumcarbonat (E 501) begrænses til færdigpakkede, kølede, uforarbejdede og spiseklare frugter og grøntsager samt færdigpakkede, uforarbejdede og skrællede kartofler. |
(8) |
Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 bør derfor ændres. |
(9) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 14. juli 2017.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1).
(3) Rapport fra Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler, 25. serie, 1990.
BILAG
I del E i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 indsættes følgende før fodnoterne i fødevarekategori 04.1.2, »Frugt og grøntsager, skrællet, overskåret, findelt«:
|
»E 501 |
Kaliumcarbonat |
Quantum satis |
|
Kun til færdigpakkede kølede, uforarbejdede, spiseklare frugter og grøntsager samt færdigpakkede uforarbejdede og skrællede kartofler«. |