30.6.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 167/31 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/1159
af 29. juni 2017
om ændring af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1105/2010 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/325 for så vidt angår definitionen af varedækningen for de gældende antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af garn med høj styrke af polyestere med oprindelse i Folkerepublikken Kina samt om mulighed for godtgørelse af eller fritagelse for told i visse tilfælde
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 11, stk. 3, og artikel 14, og
ud fra følgende betragtninger:
A. SAGSFORLØB
1. Gældende foranstaltninger
(1) |
Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1105/2010 (2) (»den oprindelige forordning«) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på importen af garn med høj styrke af polyestere (»HTY«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«). |
(2) |
Efter en udløbsundersøgelse (»udløbsundersøgelsen«) på grundlag af artikel 11, stk. 2, i grundforordningen blev de oprindelige foranstaltninger ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/325 (3) (»forordningen om udløbsundersøgelsen«) forlænget i fem år. |
(3) |
De indførte foranstaltninger havde form af en værditold med en resttold på 9,8 %, mens de virksomheder, som var blevet pålagt antidumpingtold, blev pålagt en individuel toldsats på 5,1-9,8 %. Det blev ved den oprindelige undersøgelse konkluderet, at to virksomheder ikke havde foretaget dumping. |
2. Indledning af en interimsundersøgelse
(4) |
En slovensk importør, A&E Europe, (»ansøgeren«), indgav den 4. oktober 2016 en anmodning om en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3. Ansøgeren anmodede om en udelukkelse af visse typer sytråd (»ST«), nemlig ubleget og ufarvet sytråd (»GST«), fra anvendelsesområdet for de gældende foranstaltninger, da de angiveligt skulle have andre fysiske og tekniske egenskaber. |
(5) |
Efter at have fastslået, at der forelå tilstrækkelig dokumentation til at indlede en delvis interimsundersøgelse, og efter at have informeret medlemsstaterne offentliggjorde Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en meddelelse (»indledningsmeddelelsen«) i Den Europæiske Unions Tidende (4) om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af HTY med oprindelse i Kina. |
(6) |
Denne undersøgelse blev begrænset til en undersøgelse af definitionen af varedækningen for at afgøre, om visse typer ST, navnlig GST, er omfattet af anvendelsesområdet for de oprindelige foranstaltninger, som blev forlænget. |
(7) |
En af EU-producenterne af HTY (DuraFiber), som tegnede sig for 49 % af EU-produktionen af HTY i udløbsundersøgelsen, tilsluttede sig eksplicit ansøgerens påstand. |
(8) |
Ansøgerens repræsentanter blev opfordret til at forelægge sagen for Kommissionen. Mødet fandt sted den 29. september 2016. |
3. Parter, som er berørt af den fornyede undersøgelse
(9) |
De fire kendte EU-producenter af HTY, deres sammenslutning og repræsentanten for eksportlandet blev underrettet af Kommissionen om indledningen af den fornyede undersøgelse. |
(10) |
Kommissionen anmodede om oplysninger fra alle ovennævnte parter og de andre parter, der gav sig til kende inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen. Kommissionen gav også de interesserede parter lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt. |
(11) |
Ingen af de kinesiske eksporterende producenter eller deres sammenslutning gav sig til kende i forbindelse med proceduren. |
(12) |
Ingen af parterne anmodede om høringer i forbindelse med denne undersøgelse. |
(13) |
Amann Group gav sig som den eneste importør af GST og bruger af HTY til kende som interesseret part i forbindelse med denne undersøgelse. Virksomheden gav sig til kende på eget initiativ og tilsluttede sig ansøgerens anmodning om at udelukke GST fra varedækningen for de gældende foranstaltninger. Denne part gjorde også indsigelse mod de påstande, som sammenslutningen af EU-producenter af HTY havde fremsat, jf. betragtning 15 til 20. |
(14) |
Ingen af EU-producenterne af den pågældende vare gav sig til kende i forbindelse med den fornyede undersøgelse. |
(15) |
The European Manmade Fibres Association (CIRFS) bemærkede, at sammenslutningen var imod enhver ændring af den gældende varedefinition. For det første hævdede CIRFS, at genstanden for anmodningen henhører under de nationale toldmyndigheders kompetence, idet deres rolle er at gennemføre grundforordningen, og at den ikke giver anledning til en undersøgelse af varedækningen. |
(16) |
Det bør dog bemærkes, at antidumpingforanstaltninger indføres i forhold til helt bestemte varer, og at en passende varedefinition derfor er af afgørende betydning for korrekt anvendelse heraf. I henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, kan behovet for at opretholde foranstaltninger tages op til genovervejelse, og varedækningen kan især tages op til fornyet vurdering for at afgøre, om visse varetyper er omfattet af definitionen af varedækningen for en antidumpingforanstaltning. Påstanden blev derfor afvist. |
(17) |
For det andet hævdede CIRFS, at den skrivelse vedrørende tilslutning, der er omhandlet i betragtning 7, var fra DuraFiber, som er den eneste af de fire producenter, der var klagere, som anmodede om en udløbsundersøgelse. De tre andre producenter var angiveligt imod anmodningen om en fornyet undersøgelse. Der forelå dog ikke dokumentation eller særlige skrivelser fra de andre producenter i denne henseende, og derfor blev påstanden afvist. |
(18) |
For det tredje hævdede CIRFS, at andre brugere og/eller importører også kunne benytte anmodningen om en delvis interimundersøgelse som et eksempel og også anmode om udelukkelse af andre typer HTY med visse specifikke og særlige egenskaber. CIRFS mente, at mulighederne i denne henseende er endeløse, og at forstavelsen »ex« ikke bør sættes foran KN-koden for at undgå opsplitning. I den forbindelse bør det understreges, at denne fornyede undersøgelse er begrænset til at afgøre, om visse typer sytråd (ubleget og ufarvet sytråd) indgår i varedækningen. Enhver interesseret part har ret til at anmode om en afgørelse af, om visse varer er omfattet af varedækningen for antidumpingforanstaltninger. Kommissionen vurderer relevansen af hver anmodning individuelt og indleder en procedure, hvis det er berettiget. Påstanden blev derfor afvist. |
(19) |
For det fjerde hævdede CIRFS endvidere, at ekspertiseniveauet inden for fibre og tekstiler hos toldmyndighederne i de forskellige medlemsstater angiveligt ikke er konsekvent, hvilket rejser tvivl om, hvorvidt antidumpingforanstaltningerne gennemføres korrekt og eventuel omgåelse opdages. I den forbindelse bør det bemærkes, at samtlige toldere i alle medlemsstater er bundet af de samme EU-toldrammebestemmelser. Parter, som giver udtryk for bekymring med hensyn til eventuel omgåelsespraksis, kan i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 3, anmode Kommissionen om at iværksætte en omgåelsesundersøgelse. CIRFS fremsatte ikke en sådan anmodning og underbyggede ikke sine påstande, og derfor blev påstanden afvist. |
(20) |
Endelig hævdede CIRFS for det femte, at anmodningen blev fremsat på et meget sent tidspunkt, og støtteskrivelsen blev udarbejdet et par dage efter, at udløbsundersøgelsen blev indledt. I den forbindelse bør det påpeges, at grundforordningen ikke indeholder en tidsfrist for anmodning om en fornyet undersøgelse vedrørende en præcisering af varedækningen. Derfor blev påstanden afvist. |
B. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG DEN UNDERSØGTE VARE
1. Den pågældende vare
(21) |
Den pågældende vare, som defineret i artikel 1, stk. 1, i forordningen om udløbsundersøgelsen, er garn med høj styrke af polyestere (undtagen sytråd), ikke i detailsalgsoplægninger, herunder monofilamenter af finhed under 67 decitex, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den pågældende vare« eller »HTY«), der i øjeblikket henhører under KN-kode 5402 20 00. |
(22) |
I bestemmelse 5 til afsnit XI i den kombinerede nomenklatur defineres »sytråd« (ST) som følger: »Som »sytråd« … betragtes flertrådet eller kabelslået garn, der opfylder følgende betingelser:
|
2. Den undersøgte vare
(23) |
I anmodningen om en fornyet undersøgelse hævdede ansøgeren, at »ubleget og ufarvet sytråd« (»den undersøgte vare« eller »GST«), som er sytråd, der er klar til farvning og/eller til slutbehandling efter endelig tvinding, ikke bør falde ind under foranstaltningernes anvendelsesområde. |
(24) |
Ansøgeren forklarede, at de slovenske toldmyndigheder ikke kunne acceptere angivelse af den undersøgte vare som ST, da de importerede varers vægt oversteg grænsen på 1 000 g (inkl. ruller mv.) og derfor ikke opfyldte betingelsen i litra a) i bestemmelse 5 til afsnit XI i den kombinerede nomenklatur. Den undersøgte vare importeres faktisk med en vægt på højst 2 000 g (inkl. ruller mv.). |
C. UNDERSØGELSENS RESULTATER
(25) |
For at undersøge, om GST var omfattet af de oprindelige foranstaltninger, undersøgte Kommissionen, om GST og HTY har de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og endelige anvendelsesformål. Man undersøgte også den indbyrdes udskiftelighed og konkurrencen mellem GST og HTY. Man indsamlede og efterprøvede også alle oplysninger om de eksisterende antidumpingforanstaltningers anvendelsesområde. |
(26) |
HTY er grundmaterialet ved produktion af ST, som derfor er en vare i produktionsleddet efter den vare, der er omfattet af foranstaltninger. De maskiner, som kræves til at producere den undersøgte vare (GST), er derfor helt forskellige fra dem, der kræves til at producere den pågældende vare (HTY). Dette blev bekræftet under et kontrolbesøg hos en europæisk producent, Amann Group, og under de kontrolbesøg, der blev aflagt hos EU-producenterne af den pågældende vare i forbindelse med den nylige udløbsundersøgelse af de gældende foranstaltninger. |
(27) |
Undersøgelsen viste endvidere, at da GST består af HTY, der er Z-snoet på en bestemt måde for at blive til sytråd, egner GST sig ikke længere til de anvendelsesformål, hvor HTY typisk anvendes som input. |
(28) |
Faktisk opfylder den undersøgte vare de krav, der stilles for i bund og grund at blive betragtet som ST, en vare, som er udelukket fra de oprindelige foranstaltningers anvendelsesområde, selv om den ikke opfylder to betingelser i den relevante bestemmelse i den kombinerede nomenklatur for »sytråd«: 1) varens samlede vægt overstiger 1 000 g ved import i oplægninger på en rulle — en perforeret plastikspole, som varen er løst omviklet med henblik på senere farvning og appretering —; og 2) varen er ikke appreteret til anvendelse som »sytråd«. |
(29) |
Z-snoning er dog i modsætning til ovennævnte to betingelser en afgørende faktor for varens anvendelse. GST fremstilles ved, at to eller flere HTY'er gøres til genstand for en Z-snoning, som endegyldigt ændrer de fysiske egenskaber ved HTY'et, således at den snoede vare ikke længere egner sig til at blive anvendt i stedet for et HTY. Faktisk ændrer Z-snoningen egentlig i sig selv HTY'et til en form for (halvfærdig) sytråd (GST), som er klar til senere farvning og/eller smøring. Når GST er fremstillet, er processen endegyldig. Derfor er der ikke indbyrdes udskiftelighed mellem HTY (den pågældende vare) og GST (den undersøgte vare). |
(30) |
Ovennævnte resultater viser derfor, at GST og HTY er to forskellige varer. |
(31) |
Endvidere minder Kommissionen om, at denne fornyede undersøgelse blev begrænset til en præcisering af varedækningen, og at den konstaterede, at GST ikke burde have været omfattet af definitionen af varedækningen i forbindelse med den oprindelige foranstaltning. |
D. KONKLUSION VEDRØRENDE VAREDÆKNINGEN
(32) |
Den fornyede undersøgelse har vist, at den pågældende vare i den oprindelige undersøgelse, HTY, og den undersøgte vare, GST, er to forskellige varer. |
(33) |
Endvidere var det aldrig hensigten, at GST skulle være omfattet af antidumpingundersøgelsen vedrørende HTY, og GST indgik ikke i den analyse, som resultaterne vedrørende dumping og skade oprindelig blev baseret på. |
(34) |
Den ændring af definitionen af varedækningen i den oprindelige forordning, som ansøgeren har foreslået, nemlig at udskifte den generelle udelukkelse af ST i varedefinitionen med en generel udelukkelse af GST og samtidig at indføre en spolevægt på højst 2 kg, kan dog ikke godtages. En sådan ændring ville kunstigt udvide anvendelsesområdet for de oprindelige foranstaltninger, idet alle andre ST end GST ville blive omfattet af told. Endvidere foreslog en anden importør, som gav sig til kende i forbindelse med den fornyede undersøgelse, en endnu højere tærskel på under 2,5 kg, eftersom denne importerer på spoler med denne vægt. |
(35) |
Varedefinitionen for de gældende antidumpingforanstaltninger bør derfor omformuleres med henblik på at præcisere, at både ST og GST udelukkes, idet sidstnævnte er et mellemprodukt ved fremstillingen af ST. For at imødegå eventuelle fremtidige påstande for så vidt angår den særlige vægtbegrænsning for GST, bør den særlige vægtbegrænsning endvidere fjernes fra definitionen af den pågældende vare. |
(36) |
På grundlag af ovenstående bør definitionen af den pågældende vare være som følger: Den pågældende vare er garn med høj styrke af polyestere, ikke i detailsalgsoplægninger, herunder monofilamenter af finhed under 67 decitex (herunder ikke sytråd og Z-snoet flertrådet eller kabelslået garn, beregnet til fremstilling af sytråd, klar til farvning og til slutbehandling, løst omviklet en perforeret spole), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 5402 20 00 (Taric-kode 5402200010) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina. |
(37) |
Efter fremlæggelsen af de endelige konklusioner fremsatte ansøgeren bemærkninger og forslag til den foreslåede ændrede varedefinition. Ansøgeren mindede om virksomhedens bekymringer med hensyn til eventuelle vanskeligheder i forbindelse med de nationale toldmyndigheders praktiske gennemførelse af foranstaltninger samt den mest hensigtsmæssige differentieringsmekanisme til udelukkelse af ubleget og ufarvet sytråd fra varedefinitionen. |
(38) |
Det konkluderedes i undersøgelsen, at udtrykket »klar til farvning og til slutbehandling« på passende vis beskriver de fysiske egenskaber ved »Z-snoet flertrådet eller kabelslået garn«, idet det præciseres, at flertrådet eller kabelslået garn kun er Z-snoet og hverken farvet eller slutbehandlet. Udtrykket »løst omviklet« beskriver en af emballeringstypens to egenskaber. Emballeringstypens anden egenskab er beskrevet med udtrykket »en perforeret plastikspole«. |
(39) |
For så vidt angår de bekymringer, som ansøgeren fremførte med hensyn til eventuelle problemer i forbindelse med toldmyndighedernes praktiske gennemførelse af den ændrede varedefinition, bør det erindres, at varedefinitionen er entydigt fastsat ved en EU-retsakt, dvs. en Kommissionens gennemførelsesforordning. Udtrykket »løst omviklet« indføres i varedefinitionen med henblik på at gøre det lettere at skelne mellem løst omviklede spoler og tæt omviklede spoler med HTY, som er genstand for foranstaltninger. For det andet forholder det sig sådan, at selv om der muligvis findes flere grader af løs og tæt omvikling, så er forskellen på løs eller tæt omvikling mellem de løst omviklede spoler med GST og de tæt omviklede spoler med HTY så indlysende, at der ikke er nogen risiko for, at toldmyndighederne vildledes heraf. |
(40) |
Endelig gælder det, at selv om ansøgeren anførte, at indførelse af en differentieringsmekanisme baseret på vægtbegrænsningen i varedefinitionen muligvis ville gøre det lettere for toldmyndighederne at gennemføre varedefinitionen, underbyggede virksomheden ikke, hvordan det ville være passende at begrænse tærsklen til 2,5 kg uden at løbe en risiko for at diskriminere mod producenter, som importerer lignende varer med en større vægt. Af ovennævnte grunde blev de yderligere forslag, som ansøgeren fremsatte, afvist, og definitionen i betragtning 36 ovenfor anset for passende. |
E. TILBAGEVIRKENDE KRAFT
(41) |
Da denne fornyede undersøgelse var begrænset til en præcisering af definitionen af varedækningen, og da GST ikke skulle have været omfattet af de oprindelige foranstaltninger, anses det for passende, for at forhindre enhver heraf følgende skade for importører af den undersøgte vare, at konklusionen på denne fornyede undersøgelse anvendes med tilbagevirkende kraft fra den dato, hvor den oprindelige forordning trådte i kraft, herunder på import, som var omfattet af midlertidig told mellem den 1. juni 2010 og den 2. december 2010. |
(42) |
I indledningsmeddelelsen blev interesserede parter udtrykkeligt opfordret til at fremsætte bemærkninger til konklusionernes mulige virkning med tilbagevirkende kraft. Ansøgeren og en importør af GST gav udtryk for deres støtte til en anvendelse med tilbagevirkende kraft, og ingen af de interesserede parter var imod en anvendelse af undersøgelsesresultaterne med tilbagevirkende kraft. |
(43) |
De nationale toldmyndigheder kan således i overensstemmelse med de gældende toldbestemmelser indrømme godtgørelse eller fritagelse for den midlertidige told, som er blevet endeligt opkrævet, og den endelige antidumpingtold, der er betalt på importen af GST til Unionen i medfør af Kommissionens forordning (EU) nr. 478/2010 (5) og den oprindelige forordning om import af garn med høj styrke af polyestere med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som forlænget ved forordningen om udløbsundersøgelsen. Hvis fristerne på tre år i artikel 121, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (6) er udløbet før eller udløber på datoen for offentliggørelsen af nærværende forordning, eller hvis de udløber inden for seks måneder efter denne dato, forlænges fristerne til seks måneder efter datoen for offentliggørelsen af nærværende forordning, jf. artikel 121, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 952/2013. |
(44) |
Denne undersøgelse berører ikke den dato, hvor forordningen om udløbsundersøgelsen udløber, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 2. |
F. FREMLÆGGELSE
(45) |
Alle interesserede parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der førte til ovennævnte konklusioner, og blev opfordret til at fremsætte bemærkninger. Parterne fik desuden en frist til at fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger — |
(46) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036. |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Artikel 1, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1105/2010 affattes således:
»1. Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af garn med høj styrke af polyestere, ikke i detailsalgsoplægninger, herunder monofilamenter af finhed under 67 decitex (herunder ikke sytråd og Z-snoet flertrådet eller kabelslået garn, beregnet til fremstilling af sytråd, klar til farvning og til slutbehandling, løst omviklet en perforeret plastikspole), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 5402 20 00 (Taric-kode 5402200010) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina.«
Artikel 2
Artikel 1, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2017/325 affattes således:
»1. Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af garn med høj styrke af polyestere, ikke i detailsalgsoplægninger, herunder monofilamenter af finhed under 67 decitex (herunder ikke sytråd og Z-snoet flertrådet eller kabelslået garn, beregnet til fremstilling af sytråd, klar til farvning og til slutbehandling, løst omviklet en perforeret plastikspole), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 5402 20 00 (Taric-kode 5402200010) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina.«
Artikel 3
For varer, der ikke er omfattet af artikel 1, stk. 1, i forordning (EU) nr. 478/2010 og i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1105/2010, som forlænget ved gennemførelsesforordning (EU) 2017/325 og ændret ved nærværende forordning, sikrer de nationale toldmyndigheder i overensstemmelse med de gældende toldbestemmelser godtgørelse af eller fritagelse for den endelige antidumpingtold, der er betalt eller bogført efter artikel 1, stk. 1, i forordning (EU) nr. 478/2010 og i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1105/2010, som forlænget ved gennemførelsesforordning (EU) 2017/325, før den blev ændret ved nærværende forordning.
Hvis fristerne på tre år i artikel 121, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 952/2013 er udløbet før eller udløber på datoen for offentliggørelsen af nærværende forordning, eller hvis de udløber inden for seks måneder efter denne dato, forlænges fristerne til seks måneder efter datoen for offentliggørelsen af nærværende forordning, jf. artikel 121, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 952/2013.
Artikel 4
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes med tilbagevirkende kraft fra den 2. december 2010.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 29. juni 2017.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.
(2) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1105/2010 af 29. november 2010 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige antidumpingtold på importen af garn med høj styrke af polyestere med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om afslutning af proceduren vedrørende import af garn med høj styrke af polyestere med oprindelse i Republikken Korea og Taiwan (EUT L 315 af 1.12.2010, s. 1).
(3) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/325 af 24. februar 2017 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af garn med høj styrke af polyestere med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (EUT L 49 af 25.2.2017, s. 6).
(4) EUT C 384 af 18.10.2016, s. 15.
(5) Kommissionens forordning (EU) nr. 478/2010 af 1. juni 2010 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af garn med høj styrke af polyestere med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 135 af 2.6.2010, s. 3).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).