1.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 141/3


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/929

af 31. maj 2017

om indrømmelse af dispensation fra Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 for så vidt angår mindsteafstanden fra kysten og mindstedybden for anvendelsen af vod brugt fra fartøjer i visse græske territorialfarvande

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet (1), særlig artikel 13, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006 er det forbudt at anvende trukne redskaber inden for 3 sømil fra kysten eller inden for 50 m-dybdekurven, hvis en sådan dybde nås tættere på kysten.

(2)

Kommissionen kan efter anmodning fra en medlemsstat indrømme dispensation fra artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006, såfremt en række betingelser i artikel 13, stk. 5 og 9, er opfyldt.

(3)

Den 2. juni 2016 modtog Kommissionen en anmodning fra Grækenland om dispensation fra artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1967/2006 med henblik på traditionelt fiskeri med vod brugt fra fartøjer efter slank pikarel (Spicara smaris) og økseøjefisk (Boops boops) i landets territorialfarvande.

(4)

Anmodningen vedrører fiskeri, som Grækenland allerede har givet tilladelse til, og fartøjer, der kan dokumentere, at de har udøvet det pågældende fiskeri i mere end fem år, og som fisker i henhold til den forvaltningsplan, der er vedtaget af Grækenland.

(5)

Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) vurderede i september 2016 Grækenlands anmodning om dispensation og det dertil hørende udkast til forvaltningsplan.

(6)

Forvaltningsplanen (i det følgende benævnt »den græske forvaltningsplan«) blev vedtaget af Grækenland den 29. december 2016 ved ministeriel afgørelse (6719/146097/29-12-2016), jf. artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(7)

Den dispensation, som Grækenland har anmodet om, opfylder betingelserne i artikel 13, stk. 5 og 9, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(8)

Der er særlige geografiske begrænsninger, dels i form af Grækenlands særlige morfologi, idet landet består af mange øer, der er spredt ud over mange havområder, dels målarternes geografiske udbredelse, idet de udelukkende forekommer visse specifikke steder og i visse specifikke områder i kystfarvandene på mindre end 50 m dybde. Fiskepladserne er derfor begrænsede.

(9)

Fiskeriet kan ikke udøves med andre redskaber, eftersom det kun er våd brugt fra fartøj, der har de tekniske egenskaber, der er nødvendige til udøvelsen af denne type fiskeri.

(10)

Det pågældende fiskeri har desuden ingen væsentlig indvirkning på havmiljøet, eftersom våd brugt fra fartøj er meget selektive redskaber, og eftersom de ikke rører havbunden og ikke kan bruges hen over havbundsområder med Posidonia oceanica.

(11)

Anmodningen omfatter en liste over 244 fartøjer, der er opført i bilag 5 til den forvaltningsplan, som det traditionelle fiskeri med våd brugt fra fartøj i de græske farvande udøves i henhold til. Dispensationen, som Grækenland har anmodet om, vedrører således et begrænset antal fartøjer, navnlig set i forhold til det store område, som vådfartøjsflåden fisker i, og den repræsenterer ca. 1,5 % af den samlede græske fiskerflåde og en bruttotonnage på 1 697,72 GT.

(12)

Disse fartøjer er opført på en liste, der er sendt til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 13, stk. 9, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(13)

Den ministerielle afgørelse og den græske forvaltningsplan sikrer, at der ikke sker en yderligere forøgelse af fiskeriindsatsen, jf. artikel 13, stk. 9, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(14)

Det berørte fiskeri opfylder kravene i artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006, som forbyder fiskeri hen over Posidonia oceanica-levesteder. Voddene trækkes igennem vandsøjlen og rører således ikke havbunden. Kortlægningen af havbundsområder med Posidonia oceanica i de græske territorialfarvande, som nu er fuldført, bidrager desuden til beskyttelsen af disse områder.

(15)

Kravene i artikel 8, stk. 1, litra h), i forordning (EF) nr. 1967/2006 finder ikke anvendelse, da de vedrører trawlere.

(16)

Hvad angår kravet om overholdelse af artikel 9, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1967/2006 om fastsættelse af mindstemaskestørrelsen, bemærker Kommissionen, at Grækenland i sin forvaltningsplan har indrømmet dispensation fra disse bestemmelser, jf. nævnte forordnings artikel 9, stk. 7, eftersom det pågældende fiskeri er meget selektivt, kun har en ubetydelig indvirkning på havmiljøet og ikke er omfattet af bestemmelserne i forordningens artikel 4, stk. 5.

(17)

De pågældende fiskeriaktiviteter finder sted meget tæt på kysten og berører derfor ikke andre fartøjers aktiviteter.

(18)

Forvaltningsplanen sikrer, at fangster af arter, der er opført i bilag III til forordning (EF) nr. 1967/2006, er minimale, eftersom målarterne i det meget selektive fiskeri er slank pikarel (Spicara smaris) og økseøjefisk (Boops boops), som ikke er opført i bilag III til forordning (EF) nr. 1967/2006.

(19)

Fiskeriet er meget selektivt og er ikke rettet mod blæksprutter.

(20)

Forvaltningsplanen omfatter foranstaltninger til overvågning af fiskeriet og opfylder således betingelserne i 14 i forordning (EF) nr. 1224/2009 (2).

(21)

Den græske forvaltningsplan omfatter foranstaltninger til overvågning af fiskeriet som krævet i henhold til artikel 13, stk. 9, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(22)

På denne baggrund bør den dispensation, der anmodes om, indrømmes.

(23)

Grækenland bør regelmæssigt aflægge rapport til Kommission i overensstemmelse med den overvågningsplan, der er fastsat i den græske forvaltningsplan.

(24)

Ved at begrænse dispensationens varighed vil det være muligt at sikre, at der hurtigt kan træffes korrigerende forvaltningsforanstaltninger, hvis den rapport, der forelægges Kommissionen, skulle vise en ringe bevaringsstatus for de udnyttede bestande, samtidig med at det giver mulighed for at udbygge det videnskabelige grundlag for en forbedret forvaltningsplan.

(25)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Fiskeri og Akvakultur —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Dispensation

1.   Artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006 finder ikke anvendelse i Grækenlands territorialfarvande på fiskeriet med våd brugt fra fartøj efter slank pikarel (Spicara smaris) og økseøjefisk (Boops boops).

2.   Våd brugt fra fartøj som omhandlet i stk. 1 anvendes af fartøjer:

a)

der er forsynet med et registreringsnummer som anført i bilag 5 til den græske forvaltningsplan

b)

der kan dokumentere at have udøvet det pågældende fiskeri i mere end fem år og

c)

som har en fiskeritilladelse og fisker i henhold til den forvaltningsplan, som Grækenland har vedtaget i henhold til artikel 19 i forordning (EF) nr. 1967/2006.

Artikel 2

Overvågningsplan og rapport

Grækenland forelægger Kommissionen en rapport, der udarbejdes i overensstemmelse med den overvågningsplan, der er fastsat i forvaltningsplanen.

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes i en periode på tre år fra datoen for forordningens ikrafttræden.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. maj 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)   EUT L 409 af 30.12.2006, s. 11.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1).