11.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 98/7


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/678

af 10. april 2017

om at gøre importen af cykler afsendt fra Sri Lanka, uanset om varen er angivet med oprindelse i Sri Lanka, for så vidt som det vedrører den srilankanske virksomhed City Cycle Industries, til genstand for registrering

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordning«), særlig artikel 10, stk. 4, og artikel 14, stk. 5,

efter at have underrettet medlemsstaterne, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   PÅGÆLDENDE VARE

(1)

Den vare, der er berørt af denne registrering, er cykler (herunder trehjulede transportcykler, men ikke unicykler), uden motor, henhørende under KN-kode ex 8712 00 30 og ex 8712 00 70, afsendt fra Sri Lanka, uanset om de er angivet med oprindelse i Sri Lanka, for så vidt som det vedrører den srilankanske virksomhed City Cycle Industries.

B.   DOMSTOLENS DOM

(2)

I sin dom af 19. marts 2015 i sag T-413/13, City Cycle Industries mod Rådet (2), annullerede Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 501/2013 af 29. maj 2013 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 990/2011 over for importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af cykler afsendt fra Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien (3) (»den anfægtede forordning«), for så vidt som den finder anvendelse på den srilankanske virksomhed City Cycle Industries.

(3)

Ved sin dom af 26. januar 2017 afviste EU-Domstolen appellerne mod dommen, som EU-erhvervsgrenen (sag C-248/15 P), Europa-Kommissionen (sag C-254/15 P) og Rådet for Den Europæiske Union (sag C-260/15 P) havde indgivet.

(4)

EU-Domstolen fandt navnlig, jf. dommens præmis 73, at den anfægtede forordnings betragtning 78 ikke indeholdt nogen individuel undersøgelse af, at City Cycle Industries var involveret i en eventuel omgåelsespraksis. I præmis 75 og 76 fandt EU-Domstolen også, at konklusionen med hensyn til forekomsten af omladning i Sri Lanka ud fra et juridisk synspunkt ikke kunne baseres udelukkende på de to konstateringer, som Rådet udtrykkeligt havde foretaget, dvs. for det første, at der havde været en ændring i handelsmønstret, og for det andet, at nogle af producenterne/eksportørerne ikke havde været samarbejdsvillige.

(5)

Som følge af nævnte dom er importen til Unionen af cykler ikke længere omfattet af de antidumpingforanstaltninger, der indførtes ved den anfægtede forordning, for så vidt som det vedrører City Cycle Industries.

(6)

Efter EU-Domstolens dom har Kommissionen besluttet delvis at genoptage den antiomgåelsesundersøgelse vedrørende import af cykler afsendt fra Sri Lanka, uanset om varen er angivet med oprindelse i Sri Lanka, der førte til vedtagelsen af den anfægtede forordning, og genoptager den ved det punkt, hvor uregelmæssigheden indtrådte. Genoptagelsen er begrænset til implementeringen af EU-Domstolens dom i forbindelse med City Cycle Industries.

C.   ANMODNING

(7)

Efter EU-Domstolens dom anmodede European Bicycle Manufacturers Association og Maxcom Ltd (»ansøgerne«) om, at importen af den pågældende vare, for så vidt som det vedrører City Cycle Industries, blev gjort til genstand for registrering i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, således at der senere kan anvendes foranstaltninger over for denne import fra datoen for en sådan registrering.

D.   ÅRSAGER TIL REGISTRERINGEN

(8)

Ansøgerne hævdede, at der er reel og umiddelbar fare for, at City Cycle Industries' eksport til Unionen vil blive genoptaget i væsentlige mængder, da City Cycle Industries tidligere har været i stand til hurtigt at etablere omfattende omgåelsespraksis i forbindelse med samling af cykler i Sri Lanka, og at den srilankanske virksomhed havde en stor kunde i Unionen for de cykler, der var omfattet af omgåelsen. På grund af de lave investeringer, der kræves til samleprocesser, og det forhold, at den srilankanske virksomhed allerede har den nødvendige knowhow og erfaring med denne type aktiviteter, har ansøgerne desuden gjort gældende, at det er sandsynligt, at City Cycle Industries meget hurtigt vil vende tilbage til et lignende højt niveau af omgåelseseksport.

(9)

I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, kan Kommissionen pålægge toldmyndighederne at tage de nødvendige skridt til at registrere importen, således at der senere kan anvendes foranstaltninger over for denne import fra datoen for registreringen. Importen kan gøres til genstand for registrering efter anmodning fra EU-erhvervsgrenen, hvis anmodningen herom indeholder tilstrækkelige beviser til at begrunde en sådan foranstaltning.

(10)

Anmodningen indeholder tilstrækkelige beviser til at begrunde registrering.

(11)

EU-Domstolens dom er begrænset til den individuelle analyse af omgåelsespraksis, som City Cycle Industries kan have været involveret i. Det bør erindres, at konklusioner i den anfægtede forordning, som ikke blev anfægtet inden for de fastsatte tidsfrister, eller som blev anfægtet, men afvist ved Rettens dom eller ikke undersøgt af Retten, og som således ikke førte til annullering den anfægtede forordning, stadig er gældende.

(12)

På baggrund af ovenstående anses det for sandsynligt, at de afhjælpende virkninger af antiomgåelsesforanstaltningen vil blive alvorligt undermineret, medmindre den anvendes med tilbagevirkende kraft. Betingelserne for registrering er derfor i dette tilfælde opfyldt.

E.   SAGSFORLØB

(13)

I lyset af ovenstående har Kommissionen konkluderet, at ansøgernes anmodning indeholder tilstrækkelige beviser til at berettige registrering af importen af den pågældende vare i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5.

(14)

Alle interesserede parter opfordres til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og fremlægge dokumentation herfor. Kommissionen kan desuden høre interesserede parter, hvis de anmoder skriftligt herom og kan godtgøre, at der foreligger særlige grunde til, at de bør høres.

F.   REGISTRERING

(15)

I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, bør der indføres registrering af importen af den pågældende vare for at sikre, at der med tilbagevirkende kraft, hvis de nødvendige betingelser er opfyldt, kan opkræves antidumpingtold i overensstemmelse med gældende retsforskrifter, hvis den genåbnede undersøgelse skulle føre til genindførelse af en sådan told. Ethvert fremtidigt ansvar udspringer af resultaterne af den genåbnede antidumpingundersøgelse.

G.   BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER

(16)

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (4)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Toldmyndighederne pålægges hermed i henhold til artikel 14, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1036 at tage de fornødne skridt til at registrere import til Unionen af cykler (herunder trehjulede transportcykler, men ikke unicykler), uden motor, henhørende under KN-kode ex 8712 00 30 og ex 8712 00 70 (Taric-kode 8712003010, 8712007091), afsendt fra Sri Lanka, uanset om varen er angivet med oprindelse i Sri Lanka, for så vidt som det vedrører City Cycle Industries (Taric-tillægskode B131). Registreringen ophører ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse.

2.   Alle interesserede parter opfordres til skriftligt at give deres synspunkter til kende, fremlægge beviser eller anmode om at blive hørt senest 20 dage efter offentliggørelsen af denne forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. april 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  EUT C 274 af 21.9.2013.

(3)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 501/2013 af 29. maj 2013 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 990/2011 over for importen af cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af cykler afsendt fra Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien, uanset om varen er angivet med oprindelse i Indonesien, Malaysia, Sri Lanka og Tunesien (EUT L 153 af 5.6.2013, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).