22.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 76/16


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/493

af 21. marts 2017

om frigivelse af sikkerhed stillet i forbindelse med EU-toldkontingenter for import af fjerkrækød med oprindelse i Ukraine, der forvaltes inden for rammerne af gennemførelsesforordning (EU) 2015/2078

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 187, litra a), c) og d), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Med Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2078 (2) blev der åbnet og forvaltet EU-toldkontingenter for import af fjerkrækød med oprindelse i Ukraine.

(2)

Efter den bekræftede forekomst af højpatogen aviær influenza (HPAI) i fjerkræ på ukrainsk område den 30. november 2016 og i overensstemmelse med kravene til lande, der betragtes som fri for HPAI, jf. artikel 9 i Kommissionens forordning (EF) nr. 798/2008 (3), kunne Ukraine ikke betragtes som et område, der er fri for sygdommen. Som følge heraf kunne de ukrainske myndigheder ikke udstede de nødvendige veterinærcertifikater til eksport af fjerkræ og fjerkræprodukter til Unionen.

(3)

På grundlag af de oplysninger, som Ukraine har fremlagt, blev forordning (EF) nr. 798/2008 ændret ved bl.a. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/193 (4) med henblik på at begrænse restriktionerne for indførsel til Unionen af sendinger af fjerkræ og fjerkræprodukter til kun at gælde de områder i Ukraine, der er berørt af HPAI. De ukrainske myndigheder har derfor siden den 7. februar 2017 kunnet udstede veterinærcertifikater for eksport til Unionen af fjerkræ og fjerkræprodukter fra områder, der ikke er berørt af HPAI.

(4)

Som følge heraf kunne de erhvervsdrivende, der havde opnået importrettigheder og importlicenser for indførsel af fjerkrækød inden for rammerne af de toldkontingenter, der er omhandlet i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2078 for kontingentperioden fra den 1. januar til den 31. december 2016, ikke indkøbe disse produkter i perioden fra den 30. november 2016 til den 31. december 2016. Hertil kommer, at de erhvervsdrivende, som havde opnået importrettigheder for toldkontingentperioden fra den 1. januar til den 31. marts 2017, ville have vanskeligt ved at indkøbe produkterne, eftersom import efter den 7. februar 2017 stadig var umulig, og restriktionerne for visse områder i Ukraine stadig var gældende.

(5)

Derfor bør det fastsættes, at den sikkerhed, der er stillet i forbindelse med disse importrettigheder og de efterfølgende importlicenser, som ikke var udnyttet pr. 31. december 2016, og i forbindelse med de importrettigheder, der ikke var udnyttet pr. 31. december 2017, på visse betingelser frigives.

(6)

Eftersom denne foranstaltning kan vedrøre sikkerhed, der blev stillet ved udgangen af 2015 eller i begyndelsen af 2016, bør de erhvervsdrivende kunne anmode om frigivelse heraf snarest muligt. Derfor bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Frigivelse af sikkerhed stillet i forbindelse med perioden fra den 1. januar til den 31. december 2016

1.   På anmodning af de berørte erhvervsdrivende frigives sikkerhed vedrørende importrettigheder og importlicenser, som er stillet i henhold til artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2078, på betingelse af, at importrettighederne eller importlicenserne ikke eller kun delvist var udnyttet pr. 31. december 2016.

2.   Den i stk. 1 omhandlede sikkerhed frigives forholdsmæssigt på grundlag af de importrettigheder og importlicenser, der ikke var udnyttet pr. 31. december 2016.

Artikel 2

Frigivelse af sikkerhed stillet i forbindelse med perioden fra den 1. januar til den 31. december 2017

1.   På anmodning af de berørte erhvervsdrivende frigives sikkerhed vedrørende tildelte importrettigheder for delperioden fra den 1. januar til den 31. marts 2017, som er stillet i henhold til artikel 3, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2078, på betingelse af, at importrettighederne ikke eller kun delvist var udnyttet pr. 31. december 2017.

2.   Den i stk. 1 omhandlede sikkerhed frigives forholdsmæssigt på grundlag af de importrettigheder, der ikke var udnyttet pr. 31. december 2017.

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. marts 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)   EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2078 af 18. november 2015 om åbning og forvaltning af EU-toldkontingenter for import af fjerkrækød med oprindelse i Ukraine (EUT L 302 af 19.11.2015, s. 63).

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 798/2008 af 8. august 2008 om fastlæggelse af en liste over tredjelande, områder, zoner og segmenter, hvorfra fjerkræ og fjerkræprodukter kan importeres til og sendes i transit gennem Fællesskabet, og krav vedrørende udstedelse af veterinærcertifikat (EUT L 226 af 23.8.2008, s. 1).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/193 af 3. februar 2017 om ændring af bilag II til beslutning 2007/777/EF og af bilag I til forordning (EF) nr. 798/2008 for så vidt angår oplysningerne om Ukraine på listen over tredjelande, hvorfra det er tilladt at indføre visse varer til Unionen i forbindelse med højpatogen aviær influenza (EUT L 31 af 4.2.2017, s. 13).