2.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 142/100


KOMMISSIONENS HENSTILLING (EU) 2017/948

af 31. maj 2017

om anvendelsen af brændstofforbrug og CO2-emissionsværdier, som er typegodkendt og målt i overensstemmelse med den verdensomspændende harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer, når oplysninger gøres tilgængelige for forbrugere, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/94/EF

(meddelt under nummer C(2017) 3525)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/94/EF af 13. december 1999 om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner i forbindelse med markedsføring af nye personbiler (1), særlig artikel 9, stk. 2, litra c), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

En ny prøvningsprocedure til måling af CO2-emissioner og brændstofforbrug for lette køretøjer, den verdensomspændende harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (Worldwide harmonized Light vehicles Test Procedure — WLTP), som er fastsat i Kommissionens forordning C(2017) 3521 (2), vil erstatte New European Test Cycle (NEDC), som på nuværende tidspunkt anvendes i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (3), men ikke længere svarer til vor dages kørselsforhold og køretøjsteknologier. WLTP vil stramme prøvningsbetingelserne og vise mere realistiske brændstofforbrug og CO2-emissionsværdier til gavn for forbrugerne. Kravene til forbrugeroplysninger bør omfatte den måde, hvorpå det sikres, at der gives adgang til de forbedrede oplysninger, således at den nødvendige sammenligning af disse oplysninger kan finde sted.

(2)

Direktiv 1999/94/EF har til formål at sikre, at oplysninger om nye personbilers brændstofforbrug og CO2-emissioner gøres tilgængelige for forbrugerne, når bilerne udbydes til salg eller leasing i Unionen, således at de kan foretage et informeret valg, når de køber en ny bil. I direktivet kræves det, for så vidt angår nye personbiler, at både nye personbilers officielle brændstofforbrug og deres officielle specifikke CO2-emissioner gøres tilgængelige for forbrugerne, jf. direktivets artikel 2, nr. 5 og 6. De værdier, der skal anvendes hertil, skal være typegodkendt og målt af den typegodkendende myndighed i henhold til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 (4) og til forordning (EF) nr. 692/2008, særlig bilag XII hertil, og i henhold til bilag VIII til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF (5). Værdierne skal være tilknyttet EF-typegodkendelsesattesten og inkluderes i overensstemmelsesattesten.

(3)

WLTP skal indfases for nye typer personbiler i begyndelsen, som beskrevet i del B i bilag II til direktiv 2007/46/EF, fra 1. september 2017, og efterfølgende for nye personbiler fra 1. september 2018. Restkøretøjer, som defineret i artikel 3, nr. 22, i direktiv 2007/46/EF, der er typegodkendt og målt i overensstemmelse med NEDC, må markedsføres i en periode på tolv måneder fra den dato, hvor EF-typegodkendelsen udløb, dvs. indtil 31. august 2019. Som følge heraf skal alle nye personbiler, der markedsføres i Unionen, fra 1. september 2019 testes i overensstemmelse med WLTP.

(4)

Under indfasningen af WLTP skal brændstofforbrug og CO2-emissionsværdier, som er typegodkendt og målt i overensstemmelse med NEDC og/eller WLTP, fremgå af EF-typegodkendelsesattesten og overensstemmelsesattesten. For personbiler, der er typegodkendt i overensstemmelse med WLTP, skal både WLTP- og NEDC-brændstofforbrug og CO2 -emissionsværdier registreres i overensstemmelsesattesten.

(5)

I den overgangsperiode, hvor WLTP indfases, er det derfor vigtigt at præcisere, hvilke værdier der skal oplyses til forbrugerne i henhold til direktiv 1999/94/EF for at sikre, at forbrugeroplysningerne fortsat er sammenlignelige for alle nye personbiler og i alle medlemsstater.

(6)

Det er meget sandsynligt, at brændstofforbruget og CO2-emissionsværdierne målt i overensstemmelse med WLTP vil være forskellige fra dem, der måles i overensstemmelse med NEDC. WLTP-værdier vil i mange tilfælde være højere end NEDC-værdierne for den samme bil. I modsætning til NEDC oplyser WLTP endvidere specifikt brændstofforbrug og specifikke CO2-emissionsværdier for hvert enkelt køretøj, som afspejler køretøjets specifikationer og ekstraudstyr, der påvirker disse værdier. Dette burde udstyre forbrugerne med mere præcise og realistiske oplysninger om hver enkelt ny personbil eller om det mulige brændstofforbrugsinterval og de mulige CO2-emissionsværdier for en given bilmodel.

(7)

Testresultater for brændstofforbrug og CO2-emissionsværdier registreres for forskellige prøvningsfaser. For køretøjer, der er typegodkendt i overensstemmelse med NEDC, angives værdierne for »bykørsel« og »landevejskørsel« samt »blandet kørsel« og »vægtet, blandet kørsel«. For køretøjer, der er typegodkendt i overensstemmelse med WLTP, angives værdierne for »lav«, »middel«, »høj« og »ekstra høj« samt værdierne »blandet« og »vægtet, blandet«. For som minimum at sikre sammenlignelighed mellem værdierne »blandet« i de gældende prøvningsmetoder, bør de gøres tilgængelige for forbrugerne.

(8)

Hvis oplysningerne ikke vises sammen med mærkninger, oversigter, plakater eller reklamemateriale og andre former for reklame som krævet i direktiv 1999/94/EF, gøres oplysninger om brændstofforbrug eller CO2-emissioner tilgængelige for forbrugerne på grundlag af ikke-harmoniserede prøvningsprotokoller inden for rammerne af frivillige producentordninger, og det bør gøres forbrugerne fuldstændig klart, at disse værdier er baseret på ikke-harmoniserede prøvningsprotokoller. Forbrugerne skal gøre opmærksom på, at for at sammenlige brændstofforbrug og CO2-emissioner for nye personbiler, bør der anvendes værdier, som er målt og typegodkendt i overensstemmelse med en harmoniseret EU-prøvningsprotokol.

(9)

I forbindelse med gennemførelsen af direktiv 1999/94/EF har nogle medlemsstater valgt også at inkludere oplysninger om luftforurenende stoffer i bilens mærkning tillige med oplysninger om brændstofforbrug og specifikke CO2-emissioner. Med indførelsen af WLTP og prøvningsproceduren for emission ved faktisk kørsel og med de nye krav til erklæring af en maksimalemissionsværdi ved faktisk kørsel på nye bilers overensstemmelsesattester (6) vil oplysninger om luftforurenende stoffer være tilgængelige fra 1. september 2017 for alle nye typer køretøjer og fra 1. september 2019 for alle nye køretøjer. I tråd med Europa-Parlamentets henstilling efter undersøgelse af emissionsmålinger i bilindustrien (7) bør medlemsstaterne overveje, om de skal gøre sådanne oplysninger tilgængelige for forbrugerne med henblik på at gøre dem bevidst om og i stand til at træffe et informeret valg, når de køber en bil.

(10)

For at sikre at forbrugerne fuldt ud forstår konsekvenserne af overgangen til WLTP, bør alle berørte parter gennemføre eller bidrage til oplysningskampagner, der forklarer virkningen af den nye prøvningsprocedure for brændstofforbrug og CO2-emissionsværdier. Disse oplysningskampagner bør involvere offentlige myndigheder, forbrugerorganisationer, miljøorganisationer og ikke-statslige organisationer, motorejerforeninger og bilindustrien.

(11)

Efter at have gennemført høringer med ekspertgruppen for politikudvikling og gennemførelse af bestemmelserne for vejkøretøjers CO2-udledning, med eksperter fra industrien, forbrugerorganisationer og andre ikke-statslige organisationer og medlemsstater, finder Kommissionen det hensigtsmæssigt at fremsætte henstillinger til, hvordan nye personbilers officielle brændstofforbrug og deres officielle specifikke CO2-emissioner bør oplyses med henblik på at informere forbrugerne.

(12)

Der bør vedtages en henstilling med henblik på at give forbrugerne mulighed for at træffe et informeret valg og fremme en harmoniseret anvendelse af direktiv 1999/94/EF i hele Unionen.

(13)

Foranstaltningerne i denne henstilling er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 10 i direktiv 1999/94/EF —

VEDTAGET DENNE HENSTILLING:

1.

Medlemsstaterne bør sikre, at de NEDC-værdier, der registreres i overensstemmelsesattesterne for nyregistrerede biler, anvendes til at kommunikere det officielle brændstofforbrug og de officielle, specifikke CO2-emissioner, som defineret i artikel 2, nr. 5 og 6, i direktiv 1999/94/EF, til forbrugere frem til 31. december 2018, hvorefter alle nye køretøjer, der markedsføres i Unionen, skal prøves og typegodkendes i overensstemmelse med WLTP.

2.

Fra 1. januar 2019 bør medlemsstaterne sikre, at det kun er brændstofforbruget og CO2 -emissionsværdierne fra WLTP, der anvendes til forbrugeroplysning.

3.

Medlemsstaterne bør sikre, at når restkøretøjer efter 1. januar 2019 stadig godt må nøjes med at anføre NEDC-værdier, skal disse værdier være ledsaget af en ansvarsfraskrivelse, hvoraf det fremgår, at køretøjet er et restkøretøj, og at værdierne ikke er sammenlignelige med de værdier, der er baseret på WLTP.

4.

Medlemsstaterne bør sikre, at den mærkning, som er klistret på eller vist ved siden af hver ny personbil på salgsstedet, omfatter oplysninger om det pågældende køretøjs officielle brændstofforbrug og dets officielle specifikke CO2-emissionsværdier.

5.

Medlemsstaterne bør sikre, at oversigten over brændstoføkonomi og CO2-emissioner samt den plakat eller mærkning, som vises på salgsstedet, omfatter oplysninger om det pågældende køretøjs officielle brændstofforbrug og dets officielle specifikke CO2-emissionsværdier. Hvis en model omfatter flere varianter og/eller versioner, som er grupperet under én model, skal de værdier, der anføres, bygge på det individuelle køretøj, der har de højeste værdier i gruppen.

6.

Medlemsstaterne bør sikre, at reklamemateriale, der indeholder henvisninger til bestemte modeller, versioner eller varianter af nye personbiler, omfatter oplysninger om det pågældende køretøjs officielle brændstofforbrug og dets officielle specifikke CO2-emissionsværdier. Hvis der er angivet mere end én model, bør medlemsstaten sikre, at der er oplysninger om alle de angivne køretøjers officielle brændstofforbrug og deres officielle specifikke CO2-emissionsværdier, eller om intervallet mellem den højeste eller den laveste værdi for alle de omfattede køretøjer. For køretøjer, der er typegodkendt efter WLTP, bør de højeste og laveste værdier afspejle værdierne for nye personbiler, der kan købes på markedet, og som fremgår af overensstemmelsesattesterne.

7.

Medlemsstaterne bør sikre, at reklamemateriale, der distribueres elektroniske, og som giver kunderne mulighed for at sammensætte et specifikt køretøj, som f.eks. bilkonfiguratorer på internettet, tydeligt viser forbrugerne, hvordan forskelligt specifikt udstyr og valgfrit ekstraudstyr påvirker brændstofforbrug og CO2-emissionsværdier, som er typegodkendt og målt i overensstemmelse med WLTP.

8.

Hvis medlemsstater tillader, at WLTP-brændstofforbrug og -CO2-emissionsværdier gives som supplerende oplysninger forud for 1. januar 2019 med henblik på tidligst muligt at give forbrugerne adgang til værdier for CO2-emission og brændstofforbrug, som er mere repræsentative for faktiske kørselsforhold, bør medlemsstaterne sikre, at de supplerende oplysninger fremstilles tydeligt og adskilt fra de mærkninger, oversigter, plakater eller det reklamemateriale eller andre former for reklame, der kræves i direktiv 1999/94/EF, og at de omfatter følgende oplysninger:

»Fra 1. september 2017 vil visse nye køretøjer blive typegodkendt ved brug af den verdensomspændende harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), som er en ny, mere realistisk prøvningsmetode til måling af brændstofforbrug og CO2-emissioner. Fra 1. september 2018 vil WLTP fuldt ud erstatte New European Driving Cycle (NEDC), som er den gældende prøvningsprocedure. Eftersom prøvningsbetingelserne er mere realistiske, er det brændstofforbrug og de CO2-emissioner, der måles under WLTP, i mange tilfælde højere end dem, der blev målt under NEDC.«

9.

Medlemsstaterne bør sikre, at forbrugerne — inden de træffer beslutning om købet af en bil — er oplyst om ændringerne i brændstofforbrug og CO2-emissionsværdier som følge af indførelsen af WLTP, og om de konsekvenser, som ændringerne kan have på registreringstidspunktet.

10.

Medlemsstaterne bør sikre, at det officielle brændstofforbrug og de officielle specifikke CO2-emissionsværdier som minimum omfatter værdierne for »blandet kørsel« målt i overensstemmelse med den relevante prøvningsprocedure.

11.

Hvis oplysninger om brændstofforbrug og CO2-emissioner baseret på ikke-harmoniserede prøvningsprotokoller udført inden for rammerne af frivillige producentordninger stilles til rådighed for forbrugerne adskilt fra de mærkninger, oversigter, plakater eller det reklamemateriale eller andre former for reklame, der kræves i direktiv 1999/94/EF, bør medlemsstaterne sikre, at disse oplysninger omfatter følgende:

»Brændstofforbrug og CO2-emissionsværdier er baseret på ikke-harmoniserede prøvningsprotokoller. De stilles alene til rådighed til orientering. For at sammenligne nye personbilers brændstofforbrug og CO2-emissionsværdier, som er baseret på en harmoniseret EU-prøvningsprotokol, bør officielt brændstofforbrug eller officielle CO2-emissionsværdier anvendes [indsæt link, hvor disse værdier kan findes].«.

12.

Medlemsstater bør overveje muligheden for også at inkludere oplysninger om maksimalværdi for luftforurenende stoffer ved faktisk kørsel på hver enkelt køretøjs overensstemmelsesattest på det mærke, som klistres på eller vises ved hver ny personbil på salgsstedet.

13.

Medlemsstaterne bør sikre, at der lanceres passende oplysningskampagner, som forklarer indførelsen af WLTP til forbrugerne og konsekvenserne af denne for brændstofforbrug og CO2-emissionsværdier, navnlig stigningen i forhold til de værdier, der fremkommer under NEDC, og betydningen af de værdier, der er resultatet af forskellige prøvningsfaser.

14.

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. maj 2017.

På Kommissionens vegne

Miguel ARIAS CAÑETE

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 12 af 18.1.2000, s. 16.

(2)  Kommissionens forordning C(2017) 3521 af 1. juni 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF, Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 og Kommissionens forordning (EU) nr. 1230/2012 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 692/2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 af 18. juli 2008 om gennemførelse og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (EUT L 199 af 28.7.2008, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (EUT L 171 af 29.6.2007, s. 1).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (Rammedirektivet) (EUT L 263 af 9.10.2007, s. 1).

(6)  Kommissionens forordning (EU) 2016/646 af 20. april 2016 om ændring af forordning (EF) nr. 692/2008 med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 6) (EUT L 109 af 26.4.2016, s. 1).

(7)  P8_TA(2017)0100