16.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/45


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/2353

af 14. december 2017

om tilladelse til omsætning af olie fra Calanus finmarchicus som en ny fødevareingrediens i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97

(meddelt under nummer C(2017) 8426)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 af 27. januar 1997 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser (1), særlig artikel 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 31. januar 2011 anmodede den norske virksomhed Calanus AS Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed om tilladelse til at markedsføre olie fra krebsdyret (marin dyreplankton) Calanus finmarchicus høstet i Norges økonomiske zone og Jan Mayen-zonen i Unionen som en ny fødevareingrediens i den i artikel 1, stk. 2, litra e), i forordning (EF) nr. 258/97 omhandlede betydning.

(2)

Det Forenede Kongeriges kompetente myndighed afgav den 21. oktober 2016 sin første vurderingsrapport. Den kom i denne rapport frem til den konklusion, at olie fra Calanus finmarchicus opfylder kriterierne for nye fødevarer i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 258/97.

(3)

Den 8. november 2016 videresendte Kommissionen den første vurderingsrapport til de øvrige medlemsstater.

(4)

De øvrige medlemsstater fremsatte inden for det tidsrum på 60 dage, der er fastsat i artikel 6, stk. 4, første afsnit, i forordning (EF) nr. 258/97, begrundede indsigelser, navnlig med hensyn til de utilstrækkelige oplysninger vedrørende fremstillingsproces, opbevaringsstabilitet og toksikologiske data. Yderligere forklaringer fra ansøgeren mindskede betænkelighederne hos medlemsstaterne og Kommissionen.

(5)

Der er ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF (2) fastsat krav til kosttilskud. Det bør være tilladt at anvende olie fra Calanus finmarchicus, jf. dog bestemmelserne i nævnte direktiv.

(6)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Olie fra Calanus finmarchicus som specificeret i bilag I til denne afgørelse kan markedsføres i Unionen som en ny fødevareingrediens til anvendelse i kosttilskud med de maksimumsindhold, der er fastsat i bilag II til denne afgørelse, jf. dog direktiv 2002/46/EF.

Artikel 2

Olie fra Calanus finmarchicus, der godkendes ved denne afgørelse, betegnes »olie fra Calanus finmarchicus (krebsdyr)« på mærkningen af fødevarerne.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Calanus AS, Stakkevollv. 65, P.O. Box 2489, 9272 Tromsø, Norge.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. december 2017.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 43 af 14.2.1997, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (EFT L 183 af 12.7.2002, s. 51).


BILAG I

SPECIFIKATIONER FOR OLIE FRA CALANUS FINMARCHICUS

Beskrivelse: Den nye fødevare er en rubinfarvet, lidt tyktflydende olie med en svag lugt af skaldyr, der er udvundet af krebsdyret (marin dyreplankton) Calanus finmarchicus. Ingrediensen består primært af voksestere (> 85 %) med mindre mængder af triglycerider og andre neutrale lipider.

Specifikationer

Parameter

Specifikationsværdi

Vand

< 1 %

Voksestere

> 85 %

Fedtsyrer i alt

> 46 %

Eicosapentaensyre (EPA)

> 3 %

Docosahexaensyre (DHA)

> 4 %

Fedtalkoholer i alt

> 28 %

C20:1 n-9 fedtalkohol

> 9 %

C22:1 n-11 fedtalkohol

> 12 %

Transfedtsyrer i alt

< 1 %

Astaxanthinestere

< 0,1 %

Peroxidtal

< 3 meq. O2/kg


BILAG II

TILLADTE ANVENDELSER AF OLIE FRA CALANUS FINMARCHICUS

Fødevarekategori

Maksimumsindhold

Kosttilskud som defineret i direktiv 2002/46/EF

2,3 g pr. dag