|
13.12.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 329/55 |
RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2017/2303
af 12. december 2017
til støtte for den fortsatte gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 2118 (2013) og OPCW-Eksekutivrådets afgørelse EC-M-33/DEC.1 om destruktion af Syriens kemiske våben inden for rammerne af gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 31, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Eksekutivrådet under Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) vedtog på sit EC-M-33-møde den 27. september 2013 en afgørelse om destruktion af Syriens kemiske våben (»EC-M-33/DEC.1«). |
|
(2) |
De Forenede Nationers Sikkerhedsråd vedtog den 27. september 2013 resolution (»UNSCR«) 2118 (2013), som giver sin tilslutning til EC-M-33/DEC.1. |
|
(3) |
Det Europæiske Råd vedtog den 12. december 2003 EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben (»strategien«), som understreger den centrale rolle, som konventionen om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse og OPCW spiller i bestræbelserne på at opnå en verden uden kemiske våben. |
|
(4) |
Unionen er aktivt i gang med at gennemføre strategien og iværksætte de foranstaltninger, der er opført i strategiens kapitel III, navnlig ved at stille finansielle midler til rådighed for specifikke projekter, der gennemføres af multilaterale institutioner såsom OPCW. |
|
(5) |
Rådet vedtog den 9. december 2013 afgørelse 2013/726/FUSP (1) til støtte for at stille situationskendskabsprodukter vedrørende sikkerheden for OPCW's og FN's fælles mission vedrørende tilintetgørelsen af Syriens kemiske våben til rådighed gennem levering af satellitbilledprodukter og relaterede oplysninger fra Den Europæiske Unions Satellitcenter (Satcen) til OPCW. Afgørelse 2013/726/FUSP udløb den 30. september 2015. |
|
(6) |
Rådet vedtog den 30. november 2015 afgørelse (FUSP) 2015/2215 (2) til støtte for OPWC og den fælles OPCW-FN-undersøgelsesmekanisme oprettet i henhold til UNSCR 2235 (2015). |
|
(7) |
OPCW's tekniske sekretariat anmodede den 10. juli 2017 Unionen om at genoptage leveringen af satellitbilledprodukter til gavn for OPCW's operationer i Syrien. Denne tjeneste har ifølge OPCW vist sig at være særdeles nyttig i forbindelse med deployeringen i Syrien af factfindingmissionen (»FFM«) og andre hold, såsom holdet, der undersøger erklæringerne, hvad angår personalets sikkerhed og den korrekte udførelse af missionerne. |
|
(8) |
Unionen har været en stærk og konstant støtte for OPCW i forbindelse med gennemførelsen af dens mandat. I Unionens erklæring af 7. april 2017 hedder det, at Unionen fortsat vil støtte OPCW's bestræbelser og arbejde, især i Syrien, herunder FFM og den fælles OPCW-FN-undersøgelsesmekanisme, for så vidt angår undersøgelse af anvendelsen af kemiske våben. |
|
(9) |
Den tekniske gennemførelse af denne afgørelse bør overlades til OPCW. Projekterne som støttet af Unionen kan kun finansieres gennem frivillige bidrag til OPCW's tekniske sekretariat. Sådanne bidrag, som Unionen skal yde, vil medvirke til at sætte OPCW i stand til fortsat at udføre de opgaver, der er anført i de relevante afgørelser fra OPCW-Eksekutivrådet og UNSCR 2118 (2013). |
|
(10) |
Tilsynet med, at Unionens finansielle bidrag anvendes korrekt, bør overlades til Kommissionen — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Unionen støtter OPCW's aktiviteter ved at bidrage til omkostningerne i forbindelse med inspektion og verifikation af destruktionen af Syriens kemiske våben og til omkostningerne i forbindelse med aktiviteter, der supplerer mandatets centrale opgaver til støtte for UNSCR 2118 (2013) og EC-M-33/DEC.1 og efterfølgende tilknyttede resolutioner og afgørelser.
2. Det projekt, der støttes gennem denne afgørelse, er at stille situationskendskabsprodukter vedrørende FFM's sikkerhed, herunder vejnettets beskaffenhed, til rådighed gennem levering af satellitbilledprodukter fra Satcen til OPCW.
Bilaget indeholder en udførlig beskrivelse af projektet.
Artikel 2
1. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»HR«) er ansvarlig for gennemførelsen af denne afgørelse.
2. Den tekniske gennemførelse af det projekt, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, overlades til OPCW. Den udfører denne opgave under HR's ansvar. Med henblik herpå fastlægger HR de nødvendige ordninger med OPCW.
Artikel 3
1. Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af det projekt, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, er 1 003 717,00 EUR.
2. De udgifter, der finansieres over det beløb, der er anført i stk. 1, forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens budget.
3. Kommissionen fører tilsyn med, at de udgifter, der er omhandlet i stk. 1, forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår den en finansieringsaftale med OPCW. Det skal fremgå af finansieringsaftalen, at OPCW sikrer, at Unionens bidrag bliver synligt i en grad, der svarer til dets størrelse.
4. Kommissionen bestræber sig på at indgå den finansieringsaftale, der er omhandlet i stk. 3, snarest muligt efter denne afgørelses ikrafttræden. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i forbindelse med denne proces og om datoen for indgåelse af finansieringsaftalen.
Artikel 4
1. HR aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af regelmæssige rapporter udarbejdet af OPCW. Disse rapporter danner grundlag for Rådets evaluering.
2. Kommissionen giver Rådet oplysninger om de finansielle aspekter af gennemførelsen af det projekt, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2.
Artikel 5
1. Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
2. Denne afgørelse udløber 12 måneder efter datoen for indgåelse af den finansieringsaftale mellem Kommissionen og OPCW, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, eller seks måneder efter dens ikrafttræden, hvis en sådan finansieringsaftale ikke er indgået senest på dette tidspunkt.
Udfærdiget i Bruxelles., den 12. december 2017.
På Rådets vegne
S. MIKSER
Formand
(1) Rådets afgørelse 2013/726/FUSP af 9. december 2013 om støtte til UNSCR 2118 (2013) og OPCW's eksekutivråd EC-M-33/Dec 1 inden for rammerne af gennemførelsen af EU-strategien mod spredning af masseødelæggelsesvåben (EUT L 329 af 10.12.2013, s. 41).
(2) Rådets afgørelse (FUSP) 2015/2215 af 30. november 2015 til støtte for UNSCR 2235 (2015) om oprettelse af en fælles OPCW-FN-undersøgelsesmekanisme til identificering af anstiftere af kemiske angreb i Den Syriske Arabiske Republik (EUT L 314 af 1.12.2015, s. 51).
BILAG
1. Baggrund
Som følge af en påstået anvendelse af kemiske våben i Ghoutaområdet i Damaskus i august 2013 førte diplomatiske bestræbelser på at tilintetgøre Den Syriske Arabiske Republiks kemiske våbenprogram til rammen for tilintetgørelse af Syriens kemiske våben af 14. september 2013, som Den Russiske Føderation og Amerikas Forenede Stater opnåede enighed om.
Organisationen for Forbud mod Kemiske Våbens (OPCW's) eksekutivråd vedtog den 27. september 2013 den historiske beslutning EC-M-33/DEC.1 om destruktion af Syriens kemiske våben (»EC-M-33/DEC.1«), hvori der fastlægges et fremskyndet program for tilintetgørelse af Syriens kemiske våben. Syrien blev officielt en deltagende stat i konventionen om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse den 14. oktober 2013. Den fælles OPCW-FN-mission vedrørende tilintetgørelse af Syriens kemiske våben (»den fælles mission«) blev formelt oprettet den 16. oktober 2013 med den overordnede opgave at føre tilsyn med den rettidige tilintetgørelse af Syriens kemiske våbenprogram på den mest sikre måde. Unionen bidrog med 12 mio. EUR til OPCW's særlige trustfond i Syrien, der blev oprettet til lejligheden, til finansiering af aktiviteterne forbundet med den fuldstændige destruktion af Syriens lagre med kemiske materialer.
Som resultat af den fælles mission var alle de kemiske våben, som Syrien havde deklareret, i samarbejde med den syriske regering fjernet og destrueret uden for Syriens område i august 2014. Den fælles mission har fuldført sit mandat, og dens operationer nærmede sig deres afslutning den 30. september 2014. Til trods for disse bestræbelser er der dog fortsat rapporter om påstået anvendelse af kemiske våben i Syrien, og OPCW har opretholdt sine resterende inspektions- og verifikationsaktiviteter.
Den 29. april 2014 oprettede OPCW's generaldirektør en OPCW-factfindingmission (»FFM«), der havde til opgave at fastslå de faktiske omstændigheder vedrørende påstandene om anvendelse af giftige kemikalier til fjendtlige formål i Den Syriske Arabiske Republik. FFM støtter den fælles undersøgelsesmekanisme oprettet ved FN's Sikkerhedsråds resolution (»UNSCR«) 2235 (2015) til identificering af anstiftere, organisatorer, sponsorer eller andre, der på anden vis har været involveret i brugen af kemikalier som våben i Den Syriske Arabiske Republik. Samtidig med at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om Syriens erklæring vedrørende dets kemiske våbenprogram til OPCW var fuldstændig og korrekt, oprettede OPCW's generaldirektør et eksperthold — kendt som holdet, der undersøger erklæringerne (»DAT«) — med henblik på at inddrage de relevante syriske myndigheder for at afhjælpe de identificerede mangler og uoverensstemmelser i de syriske erklæringer. Både DAT's og FFM's aktiviteter er stadig i gang. OPCW's missioner i Syrien fortsætter, da der stadig rapporteres om tilfælde af påstået anvendelse af kemiske våben, og missionerne har brug for støtte til visuelt kendskab og sikkerhedsvurderinger forud for udsendelse af hold.
Inden for rammerne af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben har Unionen ydet støtte til OPCW's missioner i Syrien gennem Rådets afgørelse 2013/726/FUSP om støtte til UNSCR 2118 (2013) og EC-M-33/DEC.1. Afgørelse 2013/726/FUSP støttede tilvejebringelsen af situationskendskabsprodukter vedrørende sikkerheden for den fælles mission, herunder vejnettets beskaffenhed, gennem levering af satellitbilleder og dertil knyttede informationsprodukter fra Den Europæiske Unions Satellitcentret (Satcen) til OPCW. Satcen har leveret satellitbilledstøtte til OPCW indtil den 30. september 2015. Denne tjeneste har vist sig at være særdeles nyttig i forbindelse med udsendelsen af FFM og andre hold til Syrien (f.eks. DAT) for så vidt angår personalets sikkerhed og missionernes korrekte udførelse.
Den 10. juli 2017 anmodede OPCW om at genoptage leveringen af Unionens satellitbilleder som opfølgning på afgørelse 2013/726/FUSP.
2. Det overordnede mål med projektet
Det generelle mål med projektet er at støtte OPCW's missioner vedrørende Den Syriske Arabiske Republik, herunder FFM og DAT.
De specifikke mål med projektet er følgende:
|
— |
at evaluere vejnettets beskaffenhed, navnlig at identificere oplysninger om vejspærringer og vejtrafikvanskeligheder |
|
— |
at verificere rigtigheden af de syriske rapporter til OPCW |
|
— |
at vurdere anlæggene og stedernes omgivelser |
|
— |
at styrke situationskendskabet på stedet i forbindelse med feltmissionen og den permanente mission udsendt til Den Syriske Arabiske Republik og i forbindelse med steder, der skal besøges/inspiceres. |
3. Aktivitetsbeskrivelse
Ad hoc-opgaver udført af Satcen i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2014/401/FUSP på områder af interesse (steder af interesse i den suveræne stat Syrien) og inden for EU-Udenrigstjenestens mandat — herunder forvaltning og rapportering i tilknytning hertil — af følgende:
|
— |
produkter og tjenester vedrørende billedefterretning (IMINT) og geospatiale efterretninger (GEOINT), som beskrevet i Satcens liste over produkter og tjenesteydelser (1), til kriseberedskab, situationsvurdering, detaljeret analyse, beredskabsplanlægning og kortlægning såsom:
|
|
— |
Støtte til OPCW's missionspersonale på stedet: Billedafledte produkter til planlagte ruter (f.eks. ruteanalyseprodukter med vurdering af vejnettet). |
|
— |
Uddannelse af OPCW's personale i Satcens lokaler: Uddannelse i tekniske geospatiale efterretninger (GEOINT), uddannelse i ArcGIS-software og uddannelse i udnyttelse af IMINT. Uddannelse i OPCW's lokaler kan også overvejes, når det skønnes gennemførligt. |
Støtte vil blive ydet til Satcen gennem levering af op til fem FIR (eller tilsvarende (3)) pr. uge for hele projektet varighed som fastsat i punkt 8.
4. Forventede resultater
Projektets forventede resultater er følgende:
|
— |
evaluering af vejnettets beskaffenhed, navnlig identifikation af vejspærringer og vejtrafikvanskeligheder |
|
— |
øget rutesikkerhed for udsendte inspektions- og verifikationshold |
|
— |
verifikation af syriske rapporter |
|
— |
vurdering af anlæg og omgivelser |
|
— |
øget situationskendskab for udsendte inspektions- og verifikationshold |
|
— |
levering af støtte til DAT og FFM |
|
— |
styrket evne til at vurdere specifikke anlæg og stedlige omgivelser |
|
— |
større kapacitet for OPCW's personale i forbindelse med udnyttelse af billedprodukter, forvaltning af en billeddatabase og brug af ArcGIS til at fremstille OPCW-specifikke produkter afledt af billedanalyser. |
5. Projektstøttemodtagere
OPCW er støttemodtager for projektet med henblik på visuelt kendskab og sikkerhedsvurderinger forud for udsendelse af hold til Syrien.
Den fælles OPCW-FN-undersøgelsesmekanisme vil også drage fordel af projektet, da den er afhængig af FFM's arbejde.
6. Projektgennemførelseshold
Projektet vil blive gennemført af OPCW i samarbejde med Satcen, der er baseret i Torrejon de Ardoz, Spanien.
Projektgennemførelsesholdet vil bestå af en teknisk ansvarlig fra OPCW og en projektansvarlig fra Satcen. Projektgennemførelsesholdet vil være ansvarligt for forvaltningen af hele projektforløbet, herunder fastsættelsen af de retlige og ledelsesmæssige rammer samt overvågnings- og verifikationsrammerne med henblik på effektiv gennemførelse af projektresultaterne og rapporteringen.
7. Unionens synlighed
Synlighed af EU-støtte under OPCW-arrangementer eller på OPCW-møder: Unionens finansielle støtte vil blive anerkendt i rapporter fra OPCW's generaldirektør og eksekutivrådet med henvisning til de ovennævnte aktiviteter. Unionens flag vil blive vist på al projektdokumentation. Hvis en sådan visning kan bringe OPCW's privilegier og immuniteter eller sikkerheden for OPCW's personale eller de endelige støttemodtagere i fare, vil der blive indgået hensigtsmæssige alternative ordninger.
8. Anslået varighed
Varigheden af projektet forventes at være 12 måneder.
9. Styringskomité
Styringskomitéen for dette projekt vil bestå af repræsentanter for EU-Udenrigstjenesten, OPCW og Satcen. Styringskomitéen vil regelmæssigt, mindst hver sjette måned, evaluere gennemførelsen af denne afgørelse, herunder ved hjælp af elektroniske kommunikationsmidler.
10. Rapportering
OPCW vil efter seks måneder forelægge en beskrivende statusrapport for at evaluere fremskridtene hen imod fuldførelse af projektresultaterne. OPCW vil forelægge en endelig beskrivende og finansiel rapport inden for seks måneder efter afslutningen af gennemførelsesperioden.
(1) Satcens liste over produkter og tjenester, udgave 2.4 — 5. april 2017.
(2) Den typiske maksimale geografiske udbredelse af et LOI er 100 km2.
(3) Satcens produkter er blevet »omdannet eller oversat« til ækvivalente enheder baseret på de direkte omkostninger til data og arbejdsbyrde, der er nødvendige for at kunne realisere et produkt i forbindelse med en FIR. Note til bestyrelsesmedlemmerne: »COST RECOVERY historical and proposal for modification of Implementation Procedures« af 30. marts 2017.