|
28.9.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 250/71 |
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/1768
af 25. september 2017
om bemyndigelse af Republikken Kroatien til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I henhold til artikel 287, nr. 19), i direktiv 2006/112/EF kan Kroatien indrømme momsfritagelse (»moms«) til afgiftspligtige personer med en årlig omsætning, der højst er lig med modværdien i national valuta af 35 000 EUR beregnet på grundlag af kursen på dagen for landets tiltrædelse. |
|
(2) |
Ved brev registreret i Kommissionen den 20. december 2016 anmodede Kroatien om tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF (»den særlige foranstaltning«), og som giver Kroatien mulighed for fra den 1. januar 2018 at momsfritage afgiftspligtige personer med en årlig omsætning, der højst er lig med modværdien i national valuta af 45 000 EUR. |
|
(3) |
En højere tærskel for den særlige ordning for små virksomheder er en forenklingsforanstaltning, da den kan mindske disse virksomheders momsforpligtelser markant. |
|
(4) |
I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF underrettede Kommissionen ved brev af 13. marts 2017 de øvrige medlemsstater om Kroatiens anmodning. Ved brev af 14. marts 2017 underrettede Kommissionen Kroatien om, at den rådede over alle nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen. |
|
(5) |
Ifølge de oplysninger, som Kroatien har fremlagt, vil ca. 9 000 momspligtige personer potentielt kunne gøre brug af den særlige foranstaltning med henblik på at reducere deres momsforpligtelser som fastsat i kapitel 2 i afsnit XI i direktiv 2006/112/EF. Den vil også mindske byrden for skatteforvaltningen og forenkle momsopkrævningen. |
|
(6) |
Da den særlige foranstaltning vil medføre en begrænsning af momsforpligtelserne for små virksomheder, bør Kroatien indrømmes tilladelse til at anvende den i en begrænset periode. Afgiftspligtige personer bør stadig kunne vælge den almindelige momsordning. |
|
(7) |
Da bestemmelserne i artikel 281-294 i direktiv 2006/112/EF, som omhandler særordningen for små virksomheder, er under revision, er det muligt, at et direktiv om ændring af disse bestemmelser kan træde i kraft inden udløbet af fravigelsens gyldighedsperiode. |
|
(8) |
Ifølge de oplysninger, som Kroatien har fremlagt, vil den hævede tærskel have en ubetydelig indvirkning på de samlede momsindtægter fra det endelige forbrug. |
|
(9) |
Fravigelsen vil ikke få negativ indvirkning på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms, idet Kroatien vil foretage en kompensationsberegning som omhandlet i artikel 6 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 (2) — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Uanset artikel 287, nr. 19), i direktiv 2006/112/EF bemyndiges Kroatien til at indrømme momsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger modværdien i national valuta af 45 000 EUR efter omregningskursen på den dato, hvor landet tiltrådte.
Artikel 2
Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.
Denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2020 eller indtil datoen for ikrafttrædelsen af et direktiv om ændring af artikel 281-294 i direktiv 2006/112/EF, alt efter hvilken dato der kommer først.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til Republikken Kroatien.
Udfærdiget i Bruxelles, den 25. september 2017.
På Rådets vegne
M. MAASIKAS
Formand
(1) EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.
(2) Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 af 29. maj 1989 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften (EFT L 155 af 7.6.1989, s. 9).