|
7.6.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 144/23 |
RÅDETS AFGØRELSE (Euratom) 2017/956
af 29. maj 2017
om vedtagelse af det supplerende forskningsprogram for højfluxreaktoren i 2016-2019, som skal udføres af Det Fælles Forskningscenter for Det Europæiske Atomenergifællesskab
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 7,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter høring af Det Videnskabelige og Tekniske Udvalg og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Inden for rammerne af det europæiske forskningsrum har højfluxreaktoren (»HFR«) i Petten været og vil i et stykke tid fortsat være en vigtig kilde for fællesskabsforskningen i materialevidenskab og afprøvning af materialer, nuklear medicin og atomreaktorsikkerhed. |
|
(2) |
Driften af HFR er blevet støttet af en række supplerende forskningsprogrammer, hvoraf det seneste (1) udløb den 31. december 2015. |
|
(3) |
Driften af HFR fortsatte i hele 2016 uden et supplerende forskningsprogram i afventning af forhandlingerne mellem de enheder, der havde mandat fra de finansierende medlemsstater. Eftersom disse bestræbelser har ført til en aftale mellem to nationale enheder, er et nyt supplerende forskningsprogram nødvendigt for at yde HFR fortsat finansiel støtte. |
|
(4) |
Med henblik på at sikre kontinuitet mellem supplerende forskningsprogrammer bør denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2016. Det bør tillades, at en del af bidragene til det supplerende forskningsprogram for HFR i 2016-2019 dækker udgifter afholdt i 2016. |
|
(5) |
Eftersom HFR er en uerstattelig infrastruktur for fællesskabsforskningen i atomreaktorsikkerhed, sundhed (herunder udvikling af medicinske isotoper til lægevidenskabelig forskning), kernefusion, grundforskning, uddannelse og affaldsforvaltning (herunder sikkerhedsaspekter ved nukleart brændsel, der anvendes i konkrete EU-reaktorsystemer af interesse for Europa) bør dens drift fortsætte under det supplerende forskningsprogram for HFR i 2016-2019 frem til udgangen af 2019. |
|
(6) |
På grund af deres særlige interesse i HFR's bestrålingskapacitet, har Commissariat à l'énergie atomique et aux énergies alternatives (»CEA«) og NRG: Nuclear Research and consultancy Group V.O.F. (»NRG«) som aktører, der står for gennemførelsen for henholdsvis Frankrig og Nederlandene, aftalt fuldt ud at finansiere det supplerende forskningsprogram for HFR i 2016-2019 via bidrag, som de vil yde til Den Europæiske Unions almindelige budget i form af formålsbestemte indtægter. |
|
(7) |
Disse bidrag skal finansiere driften af HFR for at understøtte et forskningsprogram, som forudsætter normal drift og regelmæssige vedligeholdelse af HFR. En officiel meddelelse om endelig nedlukning fra operatøren NRG til den nederlandske nationale tilsynsmyndighed inden erklæringen om sikker opbevaringsstatus bør medføre suspendering af de udestående betalinger og Kommissionens indkaldelse af midler — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Det supplerende forskningsprogram for drift af HFR, hvis mål fremgår af bilag I, vedtages for en periode på fire år fra den 1. januar 2016.
Artikel 2
Omkostningerne til programmets udførelse, som er anslået til 30,2 mio. EUR, finansieres udelukkende af bidrag fra Frankrig og Nederlandene via henholdsvis CEA og NRG. Fordelingen af beløbet er fastlagt i bilag II. Bidraget betragtes som en formålsbestemt indtægt i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2, i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (2).
Artikel 3
1. Kommissionen er ansvarlig for forvaltningen af programmet. Til det formål anmoder den om bistand fra Det Fælles Forskningscenter.
2. Kommissionen holder Det Fælles Forskningscenters styrelsesråd underrettet om programmets gennemførelse.
Artikel 4
I tilfælde af, at NRG officielt underretter den nederlandske nationale tilsynsmyndighed om HFR's endelig nedlukning (inden erklæringen om sikker opbevaringsstatus), suspenderes Frankrigs og Nederlandenes forpligtelse til via henholdsvis CEA og NRG at foretage yderligere betalinger samt enhver indkaldelse af midler fra Kommissionen i medfør af denne afgørelse.
Artikel 5
Kommissionen forelægger efter afslutningen af det supplerende forskningsprogram for HFR i 2016-2019 Europa-Parlamentet og Rådet en endelig rapport om gennemførelsen af denne afgørelse.
Artikel 6
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 1. januar 2016.
Artikel 7
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 29. maj 2017.
På Rådets vegne
C. CORDONA
Formand
(1) Jf. Rådets afgørelse 2012/709/Euratom af 13. november 2012 om vedtagelse af det supplerende forskningsprogram for højfluxreaktoren i 2012-2015, som skal udføres af Det Fælles Forskningscenter for Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT L 321 af 20.11.2012, s. 59).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).
BILAG I
VIDENSKABELIGE OG TEKNISKE MÅL
De vigtigste mål for det supplerende forskningsprogram er:
|
1. |
At garantere en sikker og pålidelig drift af HFR for at sikre det fornødne neutronflux til forsøgsformål. |
|
2. |
At sikre, at forskningsinstitutter udnytter HFR effektivt inden for en bred vifte af forskningsområder: forbedring af sikkerheden i atomreaktorer, sundhed (herunder udvikling af medicinske isotoper), kernefusion, grundforskning, uddannelse og affaldsforvaltning (herunder sikkerhedsaspekter ved nukleart brændsel til reaktorsystemer af interesse for Europa). |
BILAG II
FORDELING AF BIDRAGENE
Bidragene til det supplerende forskningsprogram kommer fra Nederlandene og Frankrig.
Bidragene fordeler sig således:
|
|
Frankrig: 1,2 mio. EUR |
|
|
Nederlandene: 29 mio. EUR |
|
|
I alt: 30,2 mio. EUR |
Disse bidrag ydes til Den Europæiske Unions almindelige budget og tildeles dette program. En del af bidragene til dette supplerende program kan også dække udgifter til driften af HFR i 2016 i overensstemmelse med det arbejdsprogram, der skal vedtages af de bidragydende medlemsstater og Kommissionen.
Bidragene er faste og kan ikke revideres i tilfælde af variationer i drifts- og vedligeholdelsesudgifter samt omkostninger i forbindelse med nedlukning.