25.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 138/138


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2017/900

af 22. maj 2017

om nedsættelse af ad hoc-gruppen vedrørende artikel 50 i TEU under ledelse af Generalsekretariatet for Rådet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union,

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 240, stk. 3,

under henvisning til Det Europæiske Råds afgørelse 2009/881/EU af 1. december 2009 om udøvelsen af formandskabet for Rådet (1), særlig artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 29. marts 2017 modtog Det Europæiske Råd en meddelelse fra Det Forenede Kongerige om, at det har til hensigt at udtræde af Den Europæiske Union, hvilket indledte processen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

(2)

Den 29. april 2017 vedtog Det Europæiske Råd retningslinjer som fastsat i artikel 50, stk. 2, i TEU. Det godkendte navnlig de proceduremæssige ordninger, der blev fastsat i bilaget til erklæringen fra 27 stats- og regeringschefer samt formændene for Det Europæiske Råd og Europa-Kommissionen af 15. december 2016. I overensstemmelse med punkt 4 i dette bilag vil Rådet og komitéen af faste repræsentanter for medlemsstaternes regeringer (Coreper) mellem møderne i Det Europæiske Råd med bistand fra en særlig gruppe med en fast formand sikre, at forhandlingerne føres i overensstemmelse med Det Europæiske Råds retningslinjer og Rådets forhandlingsdirektiver, og udstikke retningslinjer for Unionens forhandler.

(3)

Der skal derfor nedsættes en særlig ad hoc-gruppe vedrørende artikel 50 i TEU (»ad hoc-gruppen«) med en fast formand.

(4)

Ad hoc-gruppen bør bistå Coreper og Rådet i alle forhold vedrørende Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen. Navnlig bør ad hoc-gruppen bistå Coreper og Rådet under forhandlingerne i henhold til artikel 50 i TEU i overensstemmelse med Det Europæiske Råds retningslinjer og Rådets forhandlingsdirektiver. Ad hoc-gruppen kan endvidere yde bistand i forhold vedrørende processen i henhold til artikel 50 i TEU, som ikke er til forhandling med Det Forenede Kongerige.

(5)

Da processen i henhold til artikel 50 i TEU er midlertidig, bør ad hoc-gruppen ophøre med at eksistere, når dens mandat er opfyldt.

(6)

Efter meddelelsen i henhold til artikel 50 i TEU deltager det medlem af Det Europæiske Råd eller Rådet, der repræsenterer den udtrædende medlemsstat, ikke i Det Europæiske Råds eller Rådets drøftelser eller afgørelser vedrørende denne stat —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ad hoc-gruppen vedrørende artikel 50 i TEU nedsættes herved.

Den ledes af Generalsekretariatet for Rådet.

Artikel 2

Ad hoc-gruppen vedrørende artikel 50 i TEU bistår Coreper og Rådet i alle forhold vedrørende Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen.

Den ophører med at eksistere, når dens mandat er opfyldt.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. maj 2017.

På Rådets vegne

L. GRECH

Formand


(1)   EUT L 315 af 2.12.2009, s. 50.