(1)

Den internationale konvention af 1996 om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer (»HNS-konventionen af 1996«) har til formål at sikre, at personer, der lider skade som følge af udslip af farlige og skadelige stoffer i forbindelse med søtransport, ydes passende, hurtig og effektiv erstatning. HNS-konventionen af 1996 lukker et væsentligt hul i den internationale lovgivning om erstatningsansvar i forbindelse med søtransport.

(2)

Rådet vedtog i 2002 afgørelse 2002/971/EF (2). I overensstemmelse med nævnte afgørelse skulle medlemsstaterne tage de nødvendige skridt til at ratificere eller tiltræde HNS-konventionen af 1996 inden for en rimelig tidsfrist og om muligt før den 30. juni 2006. Fire medlemsstater har efterfølgende ratificeret nævnte konvention. HNS-konventionen af 1996 er ikke trådt i kraft.

(3)

HNS-konventionen af 1996 er blevet ændret ved protokollen af 2010 til HNS-konventionen af 1996 (»protokollen af 2010«). I henhold til artikel 2 og artikel 18, stk. 1, i protokollen af 2010, skal deltagerne i protokollen af 2010 læse, fortolke og anvende HNS-konventionen af 1996 og protokollen af 2010 samlet som én enkelt retsakt.

(4)

Sekretariatet for Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) har udarbejdet en tekst, der konsoliderede HNS-konventionen af 1996 og protokollen af 2010 (»HNS-konventionen af 2010«), som IMO's retsudvalg vedtog på sit 98. møde. HNS-konventionen af 2010 er ikke et instrument, der er åbent for undertegnelse eller ratifikation. HNS-konventionen af 2010 får virkning, når protokollen af 2010 træder i kraft i medlemsstaterne.

(5)

I overensstemmelse med artikel 20, stk. 8, i protokollen af 2010 annullerer en stats erklæring om samtykke til at lade sig binde af protokollen af 2010 den pågældendes stats eventuelle tidligere erklæring om samtykke til at lade sig binde af HNS-konventionen af 1996. Som følge heraf vil stater, der er kontraherende parter i HNS-konventionen af 1996, ophøre med at være det i det øjeblik, de giver deres samtykke til at blive bundet af protokollen af 2010, jf. artikel 20, særlig artikel 20, stk. 2, 3 og 4, i denne protokol.

(6)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF (3) tager sigte på at forebygge og afhjælpe miljøskader forårsaget af en lang række erhvervsmæssige aktiviteter, herunder søtransport af farligt gods. Det finder dog ikke anvendelse på personskade, skade på privat ejendom eller økonomiske tab og berører ikke retten til erstatning for sådanne skader. De sagsområder, der er omfattet af nævnte direktiv, og som er omfattet af HNS-konventionen af 2010, er derfor delvist sammenfaldende, men ikke i vid udstrækning. Medlemsstaterne bevarer deres kompetence på de områder, der er omfattet af HNS-konventionen af 2010, og som ikke berører fælles regler.

(7)

Som det var tilfældet med dens forgænger, er HNS-konventionen af 2010 af særlig betydning for Unionen og medlemsstaterne, da den indeholder bestemmelser om øget beskyttelse af ofrene for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer, herunder i forbindelse med miljøskader, jf. De Forenede Nationers havretskonvention af 1982.

(8)

Med henblik på, at staterne bliver kontraherende parter i protokollen af 2010, og dermed i HNS-konventionen af 2010, skal de i overensstemmelse med konventionens artikel 20, stk. 4, samtidig med samtykkeerklæringen sende IMO's generalsekretær relevante data om de samlede mængder last, der er bidragspligtige i henhold til HNS-konventionen af 2010 (»bidragspligtig HNS-last«) for det foregående kalenderår. Til dette formål skal staterne oprette et system til indberetning af bidragspligtig HNS-last, før de giver deres samtykke til at blive bundet af protokollen af 2010.

(9)

På sit 100. møde i 2013 godkendte IMO's retsudvalg retningslinjer for indberetning af bidragspligtig HNS-last, som er udviklet med henblik på at lette de ratificerende staters vedtagelse af lovgivning om indberetning inden ikrafttrædelsen af protokollen af 2010 og med henblik på at bidrage til en global, ensartet og effektiv gennemførelse af de relevante krav i HNS-konventionen af 2010.

(10)

For at sikre alle relevante interessenters retssikkerhed, bør medlemsstaterne på passende vis underrette hinanden samt Rådet og Kommissionen om deres systemer til indberetning af bidragspligtig HNS-last. Disse oplysninger kan stilles til rådighed på en uformel måde gennem eksisterende kanaler, såsom Rådets forberedende organer.

(11)

Udveksling af bedste praksis blandt medlemsstaterne om etableringen af systemet til indberetning af bidragspligtig HNS-last kan lette medlemsstaternes indsats i forbindelse med udviklingen af et sådant indberetningssystem.

(12)

Lige som det var tilfældet med HNS-konventionen af 1996, kan kun suveræne stater være kontraherende parter i protokollen af 2010, da den ikke indeholder en klausul om en regional organisation for økonomisk integration (reio). Derfor er det ikke muligt for Unionen at ratificere eller tiltræde protokollen af 2010 og dermed HNS-konventionen af 2010.

(13)

Hvis alle medlemsstaterne ratificerer protokollen af 2010 inden for en given frist, bør det sikre lige konkurrencevilkår inden for Unionen for alle aktører, der er berørt af anvendelsen af HNS-konventionen af 2010.

(14)

I betragtning af HNS-ordningens internationale karakter bør der sigtes mod lige konkurrencevilkår på globalt plan for alle aktører, der er berørt af anvendelsen af HNS-konventionen af 2010. Derfor er det nødvendigt, at protokollen af 2010 dækker globalt.

(15)

Medlemsstaterne bør derfor for de dele, der hører under Unionens enekompetence, bemyndiges til, alt efter hvad der er relevant, at ratificere eller tiltræde protokollen af 2010 med undtagelse af aspekter, der vedrører samarbejde om civilretlige spørgsmål. De bestemmelser i HNS-konventionen af 2010, der henhører under den kompetence, der er tillagt Unionen for så vidt angår det civilretlige samarbejde, skal gøres til genstand for en afgørelse, der vedtages parallelt med nærværende afgørelse —