1.4.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 89/6 |
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/618
af 27. marts 2017
om Danmarks elektroniske udveksling af oplysninger fra køretøjsregistre
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets afgørelse 2008/615/RIA af 23. juni 2008 om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (1), særlig artikel 33,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I henhold til artikel 25, stk. 2, i afgørelse 2008/615/RIA må levering af personoplysninger som omhandlet i nævnte afgørelse ikke ske, før de almindelige bestemmelser om databeskyttelse fastsat i nævnte afgørelses kapitel 6 er gennemført i den nationale lovgivning på de berørte medlemsstaters område. |
(2) |
Artikel 20 i Rådets afgørelse 2008/616/RIA (3) bestemmer, at kontrollen af, at ovennævnte betingelse er opfyldt for så vidt angår elektronisk dataudveksling i henhold til kapitel 2 i afgørelse 2008/615/RIA, skal ske på grundlag af en evalueringsrapport, der baseres på et spørgeskema, et evalueringsbesøg og en forsøgsfase. |
(3) |
I henhold til kapitel 4, punkt 1.1, i bilaget til afgørelse 2008/616/RIA vedrører det spørgeskema, der udarbejdes af den relevante arbejdsgruppe i Rådet, hver af de elektroniske dataudvekslinger, og det skal besvares af en medlemsstat, så snart den mener, at den opfylder forudsætningerne for dataudveksling i den relevante datakategori. |
(4) |
Danmark har besvaret spørgeskemaet om databeskyttelse og spørgeskemaet om udveksling af oplysninger fra køretøjsregistre. |
(5) |
Danmark har gennemført en vellykket forsøgsfase med Nederlandene. |
(6) |
Der er blevet gennemført et evalueringsbesøg i Danmark, og den nederlandske og svenske evalueringsgruppe har udarbejdet en rapport om evalueringsbesøget, som er blevet sendt til den relevante arbejdsgruppe i Rådet. |
(7) |
Rådet har fået forelagt en samlet evalueringsrapport, som opsummerer resultaterne af spørgeskemaet, evalueringsbesøget og forsøgsfasen vedrørende udveksling af oplysninger fra køretøjsregistre. |
(8) |
Den 13. oktober 2016 konkluderede Rådet efter at have taget samtykket fra alle medlemsstater, som er bundet af afgørelse 2008/615/RIA, til efterretning, at Danmark fuldt ud har gennemført de almindelige bestemmelser om databeskyttelse i kapitel 6 i afgørelse 2008/615/RIA. |
(9) |
Med henblik på elektronisk søgning af oplysninger i køretøjsregistre bør Danmark derfor have ret til at modtage og levere personoplysninger i henhold til artikel 12 i afgørelse 2008/615/RIA. |
(10) |
I sin dom af 22. september 2016 i de forenede sager C-14/15 og C-116/15 fastslog Den Europæiske Unions Domstol, at der ved artikel 25, stk. 2, i afgørelse 2008/615/RIA ulovligt er indført et krav om enstemmighed, når der skal vedtages foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre nævnte afgørelse. |
(11) |
Artikel 33 i afgørelse 2008/615/RIA tillægger dog Rådet gennemførelsesbeføjelser til at vedtage de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre nævnte afgørelse, navnlig med hensyn til modtagelse og levering af personoplysninger som fastsat i nævnte afgørelse. |
(12) |
Da betingelserne for at udløse udøvelsen af sådanne gennemførelsesbeføjelser er opfyldt, og proceduren i den henseende er blevet fulgt, bør der vedtages en gennemførelsesafgørelse om Danmarks elektroniske udveksling af oplysninger fra køretøjsregistre med henblik på at give denne medlemsstat mulighed for at vedblive med at modtage og levere personoplysninger i henhold til artikel 12 i afgørelse 2008/615/RIA. |
(13) |
Afgørelse 2008/615/RIA er bindende for Danmark, som derfor deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse, der gennemfører afgørelse 2008/615/RIA. |
(14) |
Afgørelse 2008/615/RIA er bindende for Det Forenede Kongerige og Irland, som derfor deltager i vedtagelsen af denne afgørelse, der gennemfører afgørelse 2008/615/RIA — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Med henblik på elektronisk søgning af oplysninger i køretøjsregistre har Danmark ret til at modtage og levere personoplysninger i henhold til artikel 12 i afgørelse 2008/615/RIA fra den 2. april 2017.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne afgørelse anvendes i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. marts 2017.
På Rådets vegne
C. ABELA
Formand
(1) EUT L 210 af 6.8.2008, s. 1.
(2) Udtalelse af 15.3.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(3) Rådets afgørelse 2008/616/RIA af 23. juni 2008 om gennemførelse af afgørelse 2008/615/RIA om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (EUT L 210 af 6.8.2008, s. 12).