28.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 50/66


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2017/346

af 27. februar 2017

om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 33 og artikel 31, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 25. juli 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/440/FUSP (1) om udnævnelse af Stavros LAMBRINIDIS som Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for menneskerettigheder. EUSR's mandat udløber den 28. februar 2017.

(2)

Den 20. juli 2015 vedtog Rådet EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati for perioden 2015-2019.

(3)

EUSR's mandat bør forlænges med endnu en periode på 24 måneder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den Europæiske Unions særlige repræsentant

Mandatet for Stavros LAMBRINIDIS som EUSR for menneskerettigheder forlænges indtil den 28. februar 2019. Rådet kan beslutte, at EUSR's mandat afsluttes tidligere på grundlag af en vurdering fra Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og efter forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).

Artikel 2

Politikmål

EUSR's mandat bygger på Unionens politikmål for menneskerettigheder som fastlagt i traktaten om Den Europæiske Union, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati og EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati med henblik på:

a)

at øge Unionens effektivitet, tilstedeværelse og synlighed i forbindelse med beskyttelse og fremme af menneskerettighederne i verden, navnlig gennem en uddybning af Unionens samarbejde og politiske dialog med tredjelande, relevante partnere, erhvervslivet, civilsamfundet samt internationale og regionale organisationer og gennem en indsats i relevante internationale fora

b)

at øge Unionens bidrag til styrkelse af demokrati og institutionsopbygning, retsstatsprincippet, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i hele verden

c)

at forbedre sammenhængen i Unionens indsats på menneskerettighedsområdet og integreringen af menneskerettigheder i alle områder af Unionens optræden udadtil.

Artikel 3

Mandat

For at nå politikmålene har EUSR mandat til

a)

at bidrage til gennemførelsen af Unionens menneskerettighedspolitik, navnlig EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati og EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, herunder ved udarbejdelse af henstillinger i den henseende

b)

at medvirke til gennemførelsen af Unionens retningslinjer, værktøjer og handlingsplaner vedrørende menneskerettigheder og humanitær folkeret

c)

at styrke dialogen med regeringerne i tredjelande og internationale og regionale menneskerettighedsorganisationer samt med civilsamfundsorganisationer og andre relevante aktører med henblik på at sikre effektiviteten og synligheden af Unionens menneskerettighedspolitik

d)

at bidrage til bedre sammenhæng og konsekvens i Unionens politikker og aktioner inden for området beskyttelse og fremme af menneskerettigheder, navnlig gennem input til udformningen af de relevante af Unionens politikker.

Artikel 4

Gennemførelse af mandatet

1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR.

2.   PSC opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt til Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer inden for rammerne af mandatet med forbehold af HR's beføjelser.

3.   EUSR arbejder i tæt samarbejde med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og dens relevante tjenestegrene med henblik på at sikre sammenhæng og konsekvens i deres respektive arbejde på menneskerettighedsområdet.

Artikel 5

Finansiering

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden fra den 1. marts 2017 til den 28. februar 2018 udgør 860 000 EUR.

2.   Det finansielle referencegrundlag for den efterfølgende periode for EUSR fastsættes af Rådet.

3.   Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

4.   Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

Artikel 6

Sammensætning af medarbejderstaben

1.   EUSR er inden for rammerne af EUSR's mandat og de finansielle midler, der stilles til rådighed i den forbindelse, ansvarlig for at sammensætte en medarbejderstab. Staben skal omfatte medarbejdere med den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR underretter straks Rådet og Kommissionen om medarbejderstabens sammensætning.

2.   Medlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af medarbejdere ved EUSR. Lønnen til sådant udstationeret personale afholdes af henholdsvis den udsendende medlemsstat, den udsendende EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, kan også udstationeres ved EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.

3.   Alt udstationeret personale forbliver under henholdsvis den udsendende medlemsstats, den udsendende EU-institutions eller EU-Udenrigstjenestens administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse.

4.   EUSR's personale placeres samme sted som de relevante tjenestegrene i EU-Udenrigstjenesten eller EU-delegationerne med henblik på at sikre sammenhæng og konsekvens i deres respektive aktiviteter.

Artikel 7

Sikkerheden i forbindelse med EU's klassificerede informationer

EUSR og medarbejderne i EUSR's stab overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2013/488/EU (2).

Artikel 8

Adgang til oplysninger og logistisk støtte

1.   Medlemsstaterne, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

2.   Alt efter tilfældet yder Unionens delegationer og medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer logistisk støtte til EUSR.

Artikel 9

Sikkerhed

EUSR skal i overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med EUSR's mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i ansvarsområdet træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med henblik på sikkerheden for alt personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved at:

a)

udarbejde en specifik sikkerhedsplan på grundlag af rådgivning fra EU-Udenrigstjenesten, der omfatter specifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for ansvarsområdet samt styring af sikkerhedshændelser og inkluderer en beredskabsplan og en evakueringsplan for missionen

b)

sikre, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i ansvarsområdet

c)

sikre, at alle medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til ansvarsområdet på grundlag af de risikoratings, der er opstillet for dette område af EU-Udenrigstjenesten

d)

sikre, at alle vedtagne henstillinger, der udarbejdes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og aflægge skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i fremskridtsrapporterne og rapporten om gennemførelse af mandatet til Rådet, HR og Kommissionen.

Artikel 10

Rapportering

EUSR aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til HR og PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til Rådets arbejdsgrupper, navnlig arbejdsgruppen vedrørende menneskerettigheder. Der udsendes regelmæssigt rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender. I overensstemmelse med traktatens artikel 36 kan EUSR inddrages i underretningen af Europa-Parlamentet.

Artikel 11

Koordination

1.   EUSR bidrager til, at Unionens aktion fremtræder som en helhed, er sammenhængende og effektiv og medvirker til at sikre, at alle Unionens instrumenter og medlemsstaternes aktioner sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politikmål. EUSR's aktiviteter koordineres med medlemsstaternes og Kommissionens aktiviteter samt i fornødent omfang andre EUSR. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Unionens delegationer.

2.   På stedet holdes der tæt kontakt til de relevante chefer for medlemsstaternes missioner, cheferne for Unionens delegationer og chefer eller øverstbefalende for missioner og operationer inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik samt i fornødent omfang andre EUSR. De bestræber sig på i videst muligt omfang at bistå EUSR i gennemførelsen af mandatet.

3.   EUSR skal også holde forbindelse og bestræbe sig på at opnå komplementaritet og synergi med andre internationale og regionale aktører i hovedkvartererne og på stedet. EUSR bestræber sig på at have regelmæssig kontakt med civilsamfundsorganisationer såvel i hovedkvartererne som på stedet.

Artikel 12

Revision

Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen tages løbende op til revision. EUSR forelægger Rådet, HR og Kommissionen regelmæssige fremskridtsrapporter og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet senest den 30. november 2018.

Artikel 13

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. februar 2017.

På Rådets vegne

K. MIZZI

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2012/440/FUSP af 25. juli 2012 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder (EUT L 200 af 27.7.2012, s. 21).

(2)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).