18.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 42/17


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/290

af 17. februar 2017

om ændring af afgørelse 2009/935/RIA, for så vidt angår listen over de tredjelande og organisationer, hvormed Europol skal indgå aftaler

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets afgørelse 2009/371/RIA af 6. april 2009 om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol) (1), særlig artikel 26, stk. 1, litra a),

under henvisning til Rådets afgørelse 2009/934/RIA af 30. november 2009 om vedtagelse af gennemførelsesbestemmelserne for Europols forbindelser med partnere, herunder udveksling af personoplysninger og klassificerede informationer (2), særlig artikel 5 og 6,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 30. november 2009 afgørelse 2009/935/RIA (4).

(2)

Artikel 26, stk. 1, litra a), i afgørelse 2009/371/RIA tillægger Rådet gennemførelsesbeføjelser til at opstille listen over tredjelande og organisationer, hvormed Europol skal indgå aftaler. I henhold til afgørelse 2009/371/RIA og 2009/935/RIA er listen opført i bilaget til afgørelse 2009/935/RIA.

(3)

Det er Europols Styrelsesråd, der om nødvendigt reviderer listen og træffer afgørelse om, hvorvidt det skal foreslå Rådet at foretage ændringer heraf.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 (5) (»Europolforordningen«) finder anvendelse fra den 1. maj 2017. I medfør af protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er Europolforordningen ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark. Danmark vil derfor fra den 1. maj 2017 blive betragtet som et tredjeland i forhold til Europol.

(5)

I betragtning af den betydning, som alle parter tillægger forebyggelse og bekæmpelse af grov kriminalitet, der berører to eller flere medlemsstater, terrorisme og de former for kriminalitet, der skader en fælles interesse, som er omfattet af en EU-politik, er det vigtigt at sikre samarbejde mellem Europol og Danmark om centrale spørgsmål for at øge Unionens modstandsdygtighed over for sikkerhedstrusler.

(6)

I overensstemmelse med Europolforordningens artikel 25, stk. 1, litra c), kan en samarbejdsaftale, der muliggør udveksling af personoplysninger, og som er indgået før den 1. maj 2017 mellem Europol og et tredjeland i overensstemmelse med artikel 23 i afgørelse 2009/371/RIA danne grundlag for overførsel af personoplysninger fra Europol til et tredjeland, i det omfang en sådan videregivelse er nødvendig for, at Europol kan udføre sine opgaver.

(7)

Den 20. december 2016 besluttede Europols Styrelsesråd at henstille, at Rådet tilføjer Danmark på listen og redegør for den operationelle nødvendighed af at indgå en samarbejdsaftale med Danmark.

(8)

For at undgå et operationelt tomrum fra den 1. maj 2017, når Danmark ikke længere deltager i Europol som medlemsstat, er det særdeles vigtigt, at Europol straks indleder proceduren med henblik på indgåelse af en samarbejdsaftale med Danmark som et tredjeland.

(9)

Afgørelse 2009/371/RIA er bindende for Danmark, som derfor deltager i vedtagelsen og anvendelsen af nærværende afgørelse, der gennemfører afgørelse 2009/371/RIA.

(10)

Afgørelse 2009/371/RIA er bindende for Det Forenede Kongerige og Irland, som derfor deltager i vedtagelsen og anvendelsen af nærværende afgørelse, der gennemfører afgørelse 2009/371/RIA.

(11)

Afgørelse 2009/935/RIA bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I punkt 1 i bilaget til afgørelse 2009/935/RIA indsættes følgende:

»—

Danmark«.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. februar 2017.

På Rådets vegne

E. BARTOLO

Formand


(1)  EUT L 121 af 15.5.2009, s. 37.

(2)  EUT L 325 af 11.12.2009, s. 6.

(3)  Udtalelse af 14.2.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(4)  Rådets afgørelse 2009/935/RIA af 30. november 2009 om fastsættelse af listen over de tredjelande og organisationer, hvormed Europol skal indgå aftaler (EUT L 325 af 11.12.2009, s. 12).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L 135 af 24.5.2016, s. 53).