9.9.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 242/15 |
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2016/1614
af 8. september 2016
om fastsættelse af midlertidige ekstraordinære foranstaltninger for mælk og mejeriprodukter i form af en forlængelse af den offentlige interventionsperiode for skummetmælkspulver i 2016 og en fremrykkelse af den offentlige interventionsperiode for skummetmælkspulver i 2017 og om undtagelse fra delegeret forordning (EU) 2016/1238 for så vidt angår den fortsatte anvendelse af forordning (EF) nr. 826/2008 med hensyn til støtte til privat oplagring inden for rammerne af gennemførelsesforordning (EU) nr. 948/2014 og forordning (EU) nr. 1272/2009 med hensyn til offentlig intervention inden for rammerne af denne forordning
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 219, stk. 1, sammenholdt med artikel 228, og,
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Sektoren for mælk og mejeriprodukter står i øjeblikket over for markedsforstyrrelser som følge af en betydelig uligevægt mellem udbud og efterspørgsel. |
(2) |
Produktionen af skummetmælkspulver i Unionen steg med 18 % i perioden januar-april 2016 som følge af den øgede mælkeproduktion, mens eksporten faldt med 8 % i den samme periode. Traditionelt går 40-50 % af samlede skummetmælksproduktion, som produceres i Unionen, til eksport. |
(3) |
Som følge heraf er priserne på skummetmælkspulver i Unionen under pres. |
(4) |
Ifølge artikel 12, litra d), i forordning (EU) nr. 1308/2013 skal der være adgang til offentlig intervention for smør og skummetmælkspulver fra 1. marts til 30. september. I henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1549 (2) var der adgang til offentlig intervention i 2016 for skummetmælkspulver fra 1. januar til 30. september. |
(5) |
For at give mulighed for hurtigt at anvende alle tilgængelige markedsforanstaltninger og håndtere en situation, hvor priserne på skummetmælkspulver kan falde yderligere, og markedsforstyrrelserne bliver forværret, er det vigtigt, at der fortsat er adgang til offentlig intervention for skummetmælkspulver uden afbrydelser, indtil den nye interventionsperiode starter 1. marts 2017. |
(6) |
Derfor bør perioden for interventionsopkøb af skummetmælkspulver i 2016 forlænges til den 31. december 2016, og starten af perioden for interventionsopkøb i 2017 bør fastsættes til den 1. januar. |
(7) |
Forlængelsen af perioden for interventionsopkøb fra 30. september 2016 til 31. december 2016 er sammenfaldende med datoen for anvendelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1238 (3) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240 (4), som træder i stedet for Kommissionens forordning (EF) nr. 826/2008 (5) og Kommissionens forordning (EU) nr. 1272/2009 (6) fra 1. oktober 2016. Af hensyn til kontinuiteten og retssikkerheden er det hensigtsmæssigt at indføre en undtagelse, som indebærer, at forordning (EF) nr. 826/2008 fortsat finder anvendelse på ansøgninger om støtte til privat oplagring af skummetmælkspulver, der indgives i medfør af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 948/2014 (7), og at forordning (EU) nr. 1272/2009 fortsat finder anvendelse for tilbud eller bud, der er afgivet i henhold til nærværende forordning. |
(8) |
For at sikre at de midlertidige foranstaltninger, der er omhandlet i denne forordning, har en umiddelbar indvirkning på markedet og bidrager til at stabilisere priserne, bør forordningen træde i kraft dagen efter offentliggørelsen — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Undtagelse fra forordning (EU) nr. 1308/2013
Uanset artikel 12, litra d), i forordning (EU) nr. 1308/2013 forlænges den periode i 2016, hvori der er adgang til offentlig intervention for skummetmælkspulver, til den 31. december 2016.
Uanset artikel 12, litra d), i forordning (EU) nr. 1308/2013 er der i 2017 adgang til offentlig intervention for skummetmælkspulver fra 1. januar til 30. september.
Artikel 2
Undtagelse fra delegeret forordning (EU) 2016/1238
Uanset artikel 10 og 11 i delegeret forordning (EU) 2016/1238 finder forordning (EF) nr. 826/2008 fortsat anvendelse på ansøgninger om støtte til privat oplagring af skummetmælkspulver, der er indgivet før 1. marts 2017 i medfør af gennemførelsesforordning (EU) nr. 948/2014.
Uanset artikel 10 og 11 i delegeret forordning (EU) 2016/1238 finder forordning (EU) nr. 1272/2009 fortsat anvendelse på tilbud eller bud på skummetmælkspulver, der er indgivet før 1. januar 2017 i medfør af artikel 1, stk. 1, i nærværende forordning.
Artikel 3
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 8. september 2016.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.
(2) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1549 af 17. september 2015 om fastsættelse af midlertidige ekstraordinære foranstaltninger for mælk og mejeriprodukter i form af en forlængelse af den offentlige interventionsperiode for smør og skummetmælkspulver i 2015 og en fremrykkelse af den offentlige interventionsperiode for smør og skummetmælkspulver i 2016 (EUT L 242 af 18.9.2015, s. 28).
(3) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1238 af 18. maj 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår offentlig intervention og støtte til privat oplagring (EUT L 206 af 30.7.2016, s. 15).
(4) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240 af 18. maj 2016 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår offentlig intervention og støtte til privat oplagring (EUT L 206 af 30.7.2016, s. 71).
(5) Kommissionens forordning (EF) nr. 826/2008 af 20. august 2008 om fælles bestemmelser for støtte til privat oplagring af bestemte landbrugsprodukter (EUT L 223 af 21.8.2008, s. 3).
(6) Kommissionens forordning (EU) nr. 1272/2009 af 11. december 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår opkøb og salg af landbrugsprodukter ved offentlig intervention (EUT L 349 af 29.12.2009, s. 1).
(7) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 948/2014 af 4. september 2014 om åbning for privat oplagring af skummetmælkspulver og forudfastsættelse af støttebeløbet (EUT L 265 af 5.9.2014, s. 18).