2.8.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 208/1 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2016/1313
af 1. august 2016
om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår godkendelsesbetingelserne for aktivstoffet glyphosat
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (1), særlig det første alternativ i artikel 21, stk. 3, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Aktivstoffet blev optaget i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF (2) ved Kommissionens direktiv 2001/99/EF (3). |
(2) |
Aktivstoffer, der er optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF, betragtes som godkendt i henhold til forordning (EF) nr. 1107/2009 og er opført i del A i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (4). |
(3) |
Godkendelsen af aktivstoffet glyphosat, jf. bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011, udløber, 6 måneder efter at Kommissionen har modtaget udtalelsen fra Udvalget for Risikovurdering under Det Europæiske Kemikalieagentur, dog senest den 31. december 2017. |
(4) |
Den 30. oktober 2015 (5) meddelte Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) Kommissionen sin erklæring om den toksikologiske vurdering af POE-tallowamin (CAS-nr. 61791-26-2), et stof, der ofte anvendes som hjælpestof i plantebeskyttelsesmidler, der indeholder glyphosat. Den konkluderede, at sammenlignet med glyphosat kunne der konstateres en signifikant toksicitet af POE-tallowamin på alle undersøgte endpoints. Der blev fremhævet yderligere problemer med hensyn til POE-tallowamins potentiale til at have en negativ indvirkning på menneskers sundhed, når det anvendes i plantebeskyttelsesmidler, der indeholder glyphosat. Autoriteten mente også, at en sandsynlig forklaring på de medicinske data hos mennesker for plantebeskyttelsesmidler, der indeholder glyphosat, er, at toksiciteten fortrinsvis skyldes POE-tallowamin-bestanddelen i formuleringen. |
(5) |
I henhold til direktiv 2009/128/EF (6) sammenholdt med artikel 55 forordning (EF) nr. 1107/2009 bør medlemsstaterne tilskynde til udvikling og gennemførelse af integreret bekæmpelse af skadegørere og af alternative metoder eller teknikker med henblik på at nedbringe afhængigheden af pesticider. Eftersom plantebeskyttelsesmidler, der indeholder glyphosat, er almindeligt anvendt til ikke-landbrugsmæssige anvendelser, bør medlemsstaterne sikre, at anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder glyphosat, nedbringes til et minimum eller forbydes i områder som f.eks. offentlige parker og haver, sportspladser, rekreative områder, skolegårde og legepladser samt i umiddelbar nærhed af sundhedsfaciliteter. |
(6) |
Plantebeskyttelsesmidler, der indeholder glyphosat, anvendes også før høst. I visse situationer er anvendelse før høst til at styre eller forebygge uønsket vækst af ukrudt i overensstemmelse med god landbrugspraksis. Ikke desto mindre ser det ud til, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder glyphosat, også anvendes til at styre høsttidspunktet eller til at optimere tærskning, skønt sådanne anvendelser ikke kan betragtes som god landbrugspraksis. Disse anvendelser er derfor ikke nødvendigvis i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 55 forordning (EF) nr. 1107/2009. Medlemsstaterne bør derfor være særligt opmærksomme på, at anvendelse før høst sker i overensstemmelse med god landbrugspraksis, når de godkender plantebeskyttelsesmidler. |
(7) |
Kommissionen opfordrede anmelderne til at fremsætte bemærkninger. |
(8) |
På grundlag af den foreliggende videnskabelige og tekniske viden bør betingelserne for at anvende aktivstoffet ændres, navnlig ved at udelukke hjælpestoffet POE-tallowamin (CAS-nr. 61791-26-2) fra anvendelse i plantebeskyttelsesmidler, der indeholder glyphosat. |
(9) |
Gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 bør derfor ændres. |
(10) |
I overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1107/2009 skal der fastlægges en liste over hjælpestoffer, der ikke må bruges i plantebeskyttelsesmidler. Kommissionen, autoriteten og medlemsstaterne har påbegyndt arbejde med henblik på at fastlægge denne liste. I udførelsen af dette arbejde vil Kommissionen være særligt opmærksom på potentielt skadelige hjælpestoffer, som anvendes i plantebeskyttelsesmidler, der indeholder glyphosat. Listen over uacceptable hjælpestoffer vil senere blive fastlagt i en særskilt retsakt i overensstemmelse med de proceduremæssige krav, der er fastsat i artikel 27, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1107/2009. |
(11) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I den syvende kolonne »Særlige bestemmelser« vedrørende nr. 25, glyphosat, i del A i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011, affattes teksten således:
»Må kun tillades anvendt som herbicid.
Med henblik på gennemførelsen af de i artikel 29, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1107/2009 nævnte ensartede principper skal der tages hensyn til konklusionerne i den reviderede vurderingsrapport om glyphosat, særlig tillæg I og II, som ændret i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 27. juni 2016. Ved denne samlede vurdering skal medlemsstaterne:
— |
være særligt opmærksomme på at beskytte grundvandet i følsomme områder, navnlig med hensyn til andre anvendelsesformål end afgrøder |
— |
være særligt opmærksomme på risiciene ved anvendelse på specifikke områder, der er omhandlet i artikel 12, litra a), i direktiv 2009/128/EF |
— |
være særligt opmærksomme på, at anvendelse før høst sker i overensstemmelse med god landbrugspraksis. |
Medlemsstaterne skal sikre, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder glyphosat, ikke indeholder hjælpestoffet POE-tallowamin (CAS-nr. 61791-26-2)«.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 1. august 2016.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.
(2) Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1).
(3) Kommissionens direktiv 2001/99/EF af 20. november 2001 om ændring af bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler med henblik på optagelse af glyphosat og thifensulfuron-methyl som aktive stoffer (EFT L 304 af 21.11.2001, s. 14).
(4) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer (EUT L 153 af 11.6.2011, s. 1).
(5) EFSA Journal 2015: 13(11): 13(4303): Foreligger online: www.efsa.europa.eu.
(6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider (EUT L 309 af 24.11.2009, s. 71).