13.4.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 97/1


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2016/568

af 29. januar 2016

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 for så vidt angår de betingelser og procedurer gældende for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som skal anvendes til at bestemme, om uinddrivelige beløb tilbagebetales af medlemsstaterne

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (1), særlig artikel 122, stk. 2, femte afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Når et beløb, der er udbetalt uretmæssigt til en støttemodtager, ikke kan inddrives, og dette kan tilskrives fejl eller forsømmelse fra en medlemsstats side, er medlemsstaten i henhold til artikel 122, stk. 2, fjerde afsnit, i forordning (EU) nr. 1303/2013 ansvarlig for, at de pågældende beløb tilbagebetales til EU's budget.

(2)

I det dokument vedrørende uinddrivelige beløb, som attesteringsmyndigheden hvert år fra 2016 til og med 2025 forelægger Kommissionen som en del af årsregnskabet i overensstemmelse med artikel 137, stk. 1, litra b), og artikel 138, litra a), i forordning (EU) nr. 1303/2013, fastsættes de uinddrivelige beløb for hver enkelt prioritet. Dette dokument bør også indeholde præcise oplysninger om de beløb, der ifølge medlemsstaten ikke behøver at blive tilbagebetalt til EU's budget, navnlig oplysninger, der viser, hvilke administrative og juridiske foranstaltninger medlemsstaten har truffet for at forsøge at inddrive de uinddrivelige beløb på en effektiv måde. Da der i dette dokument henvises til beløb, som tidligere indgik i de attesterede regnskaber, der blev forelagt for Kommissionen, skal dokumentet dog første gang indsendes i 2017.

(3)

I henhold til artikel 126, litra b), og artikel 137, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1303/2013, kan fradrag, der er foretaget før indsendelse af attesterede regnskaber, ikke betragtes som inddrivelser, hvis de vedrører udgifterne i den endelige anmodning om en mellemliggende betaling for det regnskabsår, som regnskaberne er udarbejdet for. Det bør derfor præciseres, at oplysninger om uinddrivelige beløb, der indgives i henhold til denne delegerede forordning, kun bør vedrøre beløb, der allerede indgår i attesterede regnskaber, der tidligere er forelagt for Kommissionen.

(4)

For at gøre det muligt for Kommissionen at beslutte, om det uinddrivelige beløb skal tilbagebetales til EU's budget, bør medlemsstaten fremlægge de krævede oplysninger for hver operation og hver støttemodtager, inden den frist, der er fastsat for aflæggelse af regnskaber i artikel 59, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (2). I overensstemmelse med nævnte bestemmelse bør det være muligt også at forlænge fristen for fremlæggelse af dokumentet om uinddrivelige beløb.

(5)

Det er nødvendigt at fastlægge kriterier, som sætter Kommissionen i stand til at vurdere, om en medlemsstat har begået fejl eller forsømmelser ved inddrivelse i forbindelse med de administrative og juridiske foranstaltninger. Opfyldelsen af et eller flere af disse kriterier bør ikke automatisk betyde, at medlemsstaten faktisk har begået fejl eller forsømmelser.

(6)

Af hensyn til retssikkerheden bør Kommissionen færdiggøre sin vurdering inden for en given frist, og medlemsstaterne bør reagere på Kommissionens vurdering inden for en anden given frist. Ligeledes bør Kommissionen kunne færdiggøre sin vurdering, selv om den pågældende medlemsstat ikke fremlægger supplerende oplysninger. I de tilfælde, der går forud for en konkurs, eller hvis der er mistanke om svig, som omhandlet i artikel 122, stk. 2, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1303/2013, bør fristerne ikke gælde.

(7)

I henhold til artikel 122, stk. 2, fjerde afsnit, andet punktum, i forordning (EU) nr. 1303/2013 kan en medlemsstat beslutte ikke at inddrive et beløb, der er uretmæssigt udbetalt til en støttemodtager i forbindelse med en operation i det pågældende regnskabsår, hvis det beløb, der skal inddrives, uden renter ikke overstiger 250 EUR i bidrag fra fondene. I sådanne tilfælde behøver beløbet ikke at blive tilbagebetalt til EU's budget. Der vil ikke blive anmodet om oplysninger om sådanne ubetydelige beløb.

(8)

For så vidt angår programmer vedrørende målet om europæisk territorialt samarbejde i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 (3) fastlægger den nævnte forordning ikke et andet system for de beløb, der er omhandlet i artikel 122, stk. 2, fjerde afsnit, andet punktum, i forordning (EU) nr. 1303/2013. Det tilkommer således de medlemsstater og tredjelande, der deltager i et givet program for europæisk territorialt samarbejde, at beslutte, at hverken den ledende støttemodtager eller programmets forvaltningsmyndighed er forpligtet til at inddrive et uretmæssigt udbetalt beløb, som uden renter ikke overstiger 250 EUR i bidrag fra fondene —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Fremlæggelse af oplysninger om uinddrivelige beløb

1.   Hvis en medlemsstat mener, at et beløb, som er udbetalt uretmæssigt til en støttemodtager, og som tidligere er indgået i attesterede regnskaber, der er forelagt for Kommissionen, er uinddriveligt, og hvis medlemsstaten har konkluderet, at dette beløb ikke bør tilbagebetales til EU's budget, sender attesteringsmyndigheden Kommissionen en anmodning om at bekræfte denne konklusion.

2.   Hvis attesteringsmyndigheden sender en anmodning som omhandlet i stk. 1, skal den gøre det for hver enkelt operation ved at anvende den formular, der findes i bilaget til nærværende forordning, og indsende den ved hjælp af det elektroniske dataudvekslingssystem, der er omtalt i artikel 74, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1303/2013.

3.   Anmodninger i henhold til stk. 1 og 2 vedrørende det foregående regnskabsår skal hvert år fra 2017 til og med 2025 indsendes senest den 15. februar. Kommissionen kan undtagelsesvis forlænge fristen til den 1. marts efter anmodning fra den berørte medlemsstat.

Artikel 2

Betingelser for bestemmelse af fejl eller forsømmelse fra medlemsstaternes side

Følgende faktorer indikerer, at der er tale om fejl eller forsømmelse fra en medlemsstats side:

a)

Medlemsstaten har ikke fremlagt nogen beskrivelse med datoangivelse af de administrative og juridiske foranstaltninger, som den har truffet for at inddrive det pågældende beløb (eller for at reducere eller annullere støtten eller tilbagetrække det dokument om støttebetingelser, som er omtalt i artikel 125, stk. 3, litra c), i forordning (EU) nr. 1303/2013, i de tilfælde hvor en sådan tilbagetrækning har været omfattet af en særskilt procedure).

b)

Medlemsstaten har ikke fremlagt nogen første eller eventuelt efterfølgende inddrivelsesordre (eller noget brev om reduktion eller annulation af støtten eller tilbagetrækning af det dokument om støttebetingelser, som er omtalt i artikel 125, stk. 3, litra c), i forordning (EU) nr. 1303/2013, i de tilfælde hvor en sådan tilbagetrækning har været omfattet af en særskilt procedure).

c)

Medlemsstaten har ikke oplyst datoen for den sidste betaling af det offentlige bidrag til støttemodtageren i forbindelse med den pågældende operation eller fremlagt bevis for betalingen.

d)

Medlemsstaten har, efter at en uregelmæssighed er blevet konstateret, uretmæssigt udbetalt et eller flere beløb til støttemodtageren vedrørende den del af operationen, som uregelmæssigheden angik.

e)

Medlemsstaten har ikke sendt noget brev om reduktion af støtten eller tilbagetrækning af det dokument om støttebetingelser, som er omtalt i artikel 125, stk. 3, litra c), i forordning (EU) nr. 1303/2013, i de tilfælde hvor en sådan tilbagetrækning har været omfattet af en særskilt procedure, eller truffet nogen beslutning med tilsvarende virkning senest 12 måneder efter konstateringen af uregelmæssigheden.

f)

Medlemsstaten har ikke indledt en inddrivelsesprocedure, senest 12 måneder efter at et tilskud er blevet endeligt reduceret eller annulleret (enten som følge af en administrativ eller retslig procedure eller efter aftale med støttemodtageren).

g)

Medlemsstaten har ikke udtømt alle de muligheder for inddrivelse, som er tilgængelige via de nationale institutionelle og juridiske systemer.

h)

Medlemsstaten har ikke fremlagt dokumenter vedrørende insolvens- og konkursprocedurer i tilfælde, hvor det har været relevant.

i)

Medlemsstaten har ikke svaret på Kommissionens anmodning om yderligere oplysninger i henhold til artikel 3.

Artikel 3

Procedure for at fastslå, om uinddrivelige beløb skal tilbagebetales af medlemsstaterne

1.   På grundlag af de oplysninger, som medlemsstaten forelægger i overensstemmelse med artikel 1 i nærværende forordning, vurderer Kommissionen hver enkelt sag for at afgøre, om den manglende inddrivelse af et beløb kan tilskrives fejl eller forsømmelse fra medlemsstatens side, idet den tager hensyn til de specifikke forhold og de institutionelle og juridiske rammer i medlemsstaten. Selv om en eller flere af de i artikel 2 anførte kriterier er opfyldt, kan Kommissionen godt konkludere, at medlemsstaten ikke har handlet fejlagtigt eller forsømmeligt.

2.   Senest den 31. maj i det år, hvor et regnskab er fremlagt, kan Kommissionen:

a)

skriftligt anmode den pågældende medlemsstat om at fremlægge yderligere oplysninger om de administrative og juridiske foranstaltninger, den har truffet for at inddrive eventuelt uretmæssigt udbetalte EU-tilskud fra støttemodtagerne eller

b)

skriftligt anmode medlemsstaten om at fortsætte inddrivelsesproceduren.

Hvis Kommissionen vælger den fremgangsmåde, der er omhandlet i første afsnit, litra a), finder stk. 5-8 anvendelse.

3.   Hvis Kommissionen ikke handler i henhold til stk. 2 og inden for den frist, der er fastsat i stk. 2, skal EU-tilskuddet ikke tilbagebetales af medlemsstaten.

4.   Den frist, der er fastsat i stk. 2, litra a) og b), finder ikke anvendelse på uregelmæssigheder begået umiddelbart før en konkurs, eller i tilfælde, hvor der er mistanke om svig.

5.   Medlemsstaten skal inden for tre måneder svare på Kommissionens anmodning om oplysninger i henhold til stk. 2.

6.   Hvis medlemsstaten ikke fremlægger yderligere oplysninger som krævet i henhold til stk. 2, foretager Kommissionen sin vurdering på grundlag af de foreliggende oplysninger.

7.   Senest tre måneder efter modtagelsen af svaret fra medlemsstaten, eller hvis der ikke foreligger et svar inden for den fastsatte frist, skal Kommissionen, hvis den konkluderer, at EU-tilskuddet bør tilbagebetales af medlemsstaten, underrette medlemsstaten om dette, angive baggrunden for sin konklusion og anmode medlemsstaten om at fremsætte sine bemærkninger til den inden for 2 måneder. Hvis Kommissionen ikke handler i henhold til foregående punktum og inden for den frist, der er fastsat i foregående punktum, skal EU-tilskuddet ikke tilbagebetales af medlemsstaten.

8.   Inden for 6 måneder efter den frist for bemærkninger fra medlemsstaten, der er omhandlet i stk. 7, færdiggør Kommissionen sin vurdering på grundlag af de foreliggende oplysninger, og hvis den fastholder sin konklusion om, at EU-tilskuddet skal tilbagebetales af medlemsstaten, vedtager den en afgørelse. Hvis Kommissionen ikke handler i henhold til foregående punktum og inden for den frist, der er fastsat i foregående punktum, skal EU-tilskuddet ikke tilbagebetales af medlemsstaten.

Til beregning af det EU-bidrag, der skal tilbagebetales af medlemsstaten, anvendes medfinansieringssatsen for hver enkelt prioritet som fastsat i den finansieringsplan, der er gældende på tidspunktet for anmodningen.

Artikel 4

Fremlæggelse af oplysninger om ikke-inddrevne beløb, som ikke overstiger 250 EUR i bidrag fra fondene

Hvis en medlemsstat beslutter ikke at inddrive et beløb, som er uretmæssigt udbetalt til en støttemodtager i forbindelse med en operation i det pågældende regnskabsår, og som uden renter ikke overstiger 250 EUR i bidrag fra fondene, er det i henhold til nærværende forordning ikke nødvendigt at oplyse Kommissionen om dette.

Artikel 5

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. januar 2016.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)   EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17. december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 259).


BILAG

Indsendelse af oplysninger om uinddrivelige beløb

a

b

c

d

e

f

g

h

i

j

k

l

m

n

o

p

q

Prioritet (1)

Operationens navn og IT-identifikationsnummer

Støttemod-tagerens navn

Dato og bevis for sidste udbetaling af offentligt bidrag til støttemodtageren for den pågældende operation

Type af uregelmæssighed (fastlægges af medlemsstaten)

Organ, der har opdaget uregelmæssigheden (angiv: forvaltnings-, attesterings- eller revisionsmyndighed eller EU-organ)

Dato for opdagelse af uregelmæssigheden (2)

De samlede udgifter, der er erklæret uinddrivelige

Offentlige udgifter svarende til de beløb, der er erklæret uinddrivelige

Størrelsen af det uinddrivelige EU-bidrag (3)

Regnskabsåret/-årene, hvor udgifterne svarende til det uinddrivelige EU-bidrag blev anmeldt

Dato for start på inddrivelsesproceduren

Kopi af første og eventuelt efterfølgende inddrivelsesordre (4)

Dato for fastlæggelse af uinddrivelighed

Årsag til uinddrivelighed (5)

Dokumenter vedrørende konkursprocedurer, hvor dette er relevant

Angiv, om EU's bidrag skal dækkes over EU's budget (ja/nej) (6)

<type=»S« maxlength=»500« input=»S«>

<type=»S« maxlength=»250« input=»M«>  (7)

<type=»S« maxlength=»250« input=»M«>

<type=»D« input=»M«> + <ATT>

<type=»S« maxlength=»250« input=»M«>

<type=»S« maxlength=»250« input=»M«>

<type=»D« input=»M«>

<type=»Cu« input=»M«>

<type=»Cu« input=»M«>

<type=»Cu« input=»M«>

<type=»D« input=»S«>

<type=»D« input=»M«>

<ATT>

<type=»D« input=»M«>

<type=»S« maxlength=»500« input=»M«>

<ATT>

<type=»B« input=»M«>

Pr. 1

Op. 1

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Op. 2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Subtotal

<type=»Cu« input=»G«>

<type=»Cu« input=»G«>

<type=»Cu« input=»G«>

 

Pr. 2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Subtotal

<type=»Cu« input=»G«>

<type=»Cu« input=»G«>

<type=»Cu« input=»G«>

 

Pr. n

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Subtotal

<type=»Cu« input=»G«>

<type=»Cu« input=»G«>

<type=»Cu« input=»G«>

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I alt

<type=»Cu« input=»G«>

<type=»Cu« input=»G«>

<type=»Cu« input=»G«>

 


(1)  Svarende til oplysningerne om prioritet regnskabet i overensstemmelse med tillæg 5 i bilag VII til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1011/2014 (EUT L 312 af 31.10.2014, s. 1). Rapporteringen skal ske for hver prioritet og, hvor det er relevant, for hver regionskategori.

(2)  Datoen for den første administrative eller retslige konstatering af uregelmæssigheden.

(3)  Beregnet i overensstemmelse med medfinansieringssatsen for hver enkelt prioritet som fastsat i den finansieringsplan, der er gældende på tidspunktet for anmodningen.

(4)  Hvis det er relevant, en kopi af brevet om reduktion eller annulation af støtten og/eller tilbagetrækning af det dokument om støttebetingelser, som er omtalt i artikel 125, stk. 3, litra c), i forordning (EU) nr. 1303/2013.

(5)  Angiv, om årsagen til uinddrivelighed er, at støttemodtageren er erklæret konkurs. Angiv den relevante årsag, hvis dette ikke er tilfældet.

(6)  Hvis der anmodes om, at EU's bidrag afholdes af EU's budget, skal medlemsstaten bekræfte, at den har udtømt alle de muligheder for inddrivelse, der er tilgængelige via de nationale institutionelle og juridiske systemer.

(7)  Forklaringer til felternes indhold: type: N = nummer, D = dato, S = streng, Cu = valuta. B = boolesk input: M = manuelt, S = valg, G = systemskabt — maxlength = maksimalt antal tegn inklusive mellemrum — ATT: Bilag.