(1)

De gældende antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af visse rørfittings med oprindelse i bl.a. Republikken Korea blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 1514/2002 (2) (»den oprindelige undersøgelse« og »de oprindelige foranstaltninger«).

(2)

I oktober 2008 blev disse foranstaltninger forlænget ved Rådets forordning (EF) nr. 1001/2008 (3) efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i grundforordningen.

(3)

I december 2014 blev foranstaltningerne yderligere forlænget ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1283/2014 (4) efter endnu en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2 (»de gældende foranstaltninger«).

(4)

Den antidumpingtold, der i øjeblikket er gældende for eksport fra alle virksomheder i Republikken Korea, er på 44 %, hvilket er baseret på den skadesmargen, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse.

(5)

I januar 2015 modtog Kommissionen en anmodning om en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3. Anmodningen er begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet for så vidt angår TK Corporation, en koreansk eksporterende producent, og den blev indgivet af den pågældende eksporterende producent. Den eksporterende producent hævdede i sin anmodning, at de omstændigheder, som lå til grund for foranstaltningerne, har ændret sig, og at disse ændringer er af varig karakter. Den eksporterende producent fremlagde umiddelbare beviser for, at det ikke længere er nødvendigt at fastholde foranstaltningen på sit nuværende niveau for at modvirke skadevoldende dumping.

(6)

Efter at have informeret medlemsstaterne fastslog Kommissionen, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis interimsundersøgelse, begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet for så vidt angår den eksporterende producent, og den 18. februar 2015 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (5) (»indledningsmeddelelsen«) om indledning af en delvis interimsundersøgelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 3, begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet for så vidt angår den eksporterende producent.

(7)

Kommissionen underrettede officielt den eksporterende producent, myndighederne i eksportlandet og EU-erhvervsgrenen om indledningen af den delvise interimsundersøgelse. Interesserede parter fik lejlighed til at fremsætte deres synspunkter skriftligt og til at blive hørt.

(8)

For at indhente de oplysninger, som den anså for nødvendige til sin undersøgelse, sendte Kommissionen et spørgeskema til den eksporterende producent og modtog en besvarelse inden for den fastsatte frist.

(9)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, den fandt nødvendige med henblik på at undersøge, om der havde fundet dumping sted. Der blev aflagt et kontrolbesøg hos den eksporterende producent.

(10)

Undersøgelsen af dumpingens omfang omfattede perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2014 (»den nuværende undersøgelsesperiode«).

(11)

I tillæg til disse oplysninger fremlagde den eksporterende producent også omkostnings- og salgsdata for 2013, og foreslog at udvide den nuværende undersøgelsesperiode til også at omfatte år 2013 for at øge repræsentativiteten af producentens salgsmængder til Unionen. Kommissionen fastslog dog, at udvidelse af undersøgelsen til også at omfatte år 2013 ikke ville øge repræsentativiteten med hensyn til mængde (sammenlignet med det samlede salg eller produktionsmængden) eller forskellige typer af salg (jf. betragtning 29). Kommissionen fandt derfor ikke, at der var tilstrækkelig grund til at afvige fra den sædvanlige periode på 12 måneder for den nuværende undersøgelsesperiode for at sikre repræsentative undersøgelsesresultater vedrørende dumping.

(12)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog den eksporterende producent sin påstand om, at år 2013 bør tilføjes til den nuværende undersøgelsesperiode for at øge repræsentativiteten. Producenten fremførte, at sammenligninger med faktorer såsom den samlede produktionsmængde ikke var relevante, og ved at tilføje år 2013 til den nuværende undersøgelsesperiode blev repræsentativiteten øget, hvad angår yderligere varetyper, salgsmængde og omsætning.

(13)

Grundforordningen nævner ikke specifikt, hvordan den nuværende undersøgelsesperiodes repræsentativitet skal måles. I dette tilfælde udgjorde mængden af den eksporterende producents angivelige salg på EU-markedet i 2013 under halvdelen af de mængder, der angiveligt blev solgt på EU-markedet i den nuværende undersøgelsesperiode, mens den eksporterende producents samlede salg og produktionsmængde lå på samme niveau i begge år. Det er således tydeligt, at tilføjelsen af år 2013 i relative tal ville reducere repræsentativiteten af den eksporterende producents EU-salg, hvorimod det i absolutte tal kun ville give en begrænset forbedring.

(14)

Kommissionen bekræfter derfor, at der ikke er nogen gyldig begrundelse for at forlænge den nuværende undersøgelsesperiode ud over den etårige periode, Kommissionen normalt anvender.

(15)

Den undersøgte vare er rørfittings (ikke støbte fittings, flanger og fittings med gevind) af jern eller stål (ikke rustfrit stål), med største udvendige diameter på 609,6 mm og derunder, af den art, der anvendes til stuksvejsning eller andre formål, med oprindelse i Republikken Korea og i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7307 93 11, ex 7307 93 19 og ex 7307 99 80 (»den pågældende vare«).

(16)

Den nuværende undersøgelse bekræftede, at den vare, der blev fremstillet af den eksporterende producent og solgt på hjemmemarkedet og eksporteret til Unionen og til andre eksportmarkeder, har samme grundlæggende fysiske, tekniske og kemiske egenskaber og anvendelsesformål som de varer, der sælges i Unionen af EU-erhvervsgrenen.

(17)

Kommissionen besluttede derfor, at disse varer er samme vare, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

(18)

Kommissionen undersøgte først, om det samlede hjemmemarkedssalg for den eksporterende producent var repræsentativt, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 2. Hjemmemarkedssalget er repræsentativt, når det samlede hjemmemarkedssalg af samme vare til uafhængige kunder på hjemmemarkedet for hver eksporterende producent udgør mindst 5 % af det samlede eksportsalg af den pågældende vare til Unionen i undersøgelsesperioden. På den baggrund var det samlede salg for den eksporterende producent af samme vare på hjemmemarkedet repræsentativt.

(19)

Kommissionen undersøgte efterfølgende, hvilke varetyper solgt på hjemmemarkedet der var identiske eller sammenlignelige med varetyper solgt med henblik på eksport til Unionen.

(20)

Kommissionen undersøgte dernæst, om hjemmemarkedssalget for den eksporterende producent på hjemmemarkedet for hver varetype, der er identisk eller sammenlignelig med en varetype solgt med henblik på eksport til Unionen, var repræsentativt, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 2. Hjemmemarkedssalget af en varetype er repræsentativt, hvis det samlede hjemmemarkedssalg af denne varetype til uafhængige kunder i undersøgelsesperioden udgør mindst 5 % af den samlede eksportsalgsmængde af den identiske eller sammenlignelige varetype til Unionen. Kommissionen fastslog, at de fleste varetyper var repræsentative.

(21)

Kommissionen fastsatte dernæst andelen af det rentable salg til uafhængige kunder på hjemmemarkedet for hver varetype i undersøgelsesperioden for at afgøre, hvorvidt det faktiske salg på hjemmemarkedet skulle anvendes som grundlag for beregning af den normale værdi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 4.

(22)

Den normale værdi er baseret på den faktiske pris på hjemmemarkedet pr. varetype, uanset om salgstransaktionerne har været rentable eller ej, hvis:

(23)

I dette tilfælde er den normale værdi det vejede gennemsnit af priserne på alt salg på hjemmemarkedet af den pågældende varetype i den nuværende undersøgelsesperiode.

(24)

Den normale værdi er den faktiske pris på hjemmemarkedet pr. varetype for kun det rentable salg af varetyperne på hjemmemarkedet i den nuværende undersøgelsesperiode, hvor:

(25)

Analysen af hjemmemarkedssalget viste, at langt størstedelen af salget var fortjenstgivende, og at den vejede gennemsnitlige salgspris var højere end produktionsomkostningerne. Den normale værdi beregnes derfor kun som et vejet gennemsnit af det rentable salg.

(26)

Når der ikke var noget salg, eller der kun var et utilstrækkeligt salg af en varetype af samme vare i normal handel, eller når en varetype ikke blev solgt i repræsentative mængder på hjemmemarkedet, beregnede Kommissionen den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 6.

(27)

Den normale værdi blev beregnet ved at tilføje følgende til den eksporterende producents gennemsnitlige produktionsomkostninger til den samme vare i den nuværende undersøgelsesperiode:

(28)

For de varetyper, der ikke solgtes i repræsentative mængder på hjemmemarkedet, blev de gennemsnitlige SA&G samt fortjenesten i normal handel på hjemmemarkedet for disse typer tilføjet. For de varetyper, der slet ikke blev solgt på hjemmemarkedet, blev de gennemsnitlige SA&G samt fortjenesten for al normal handel på hjemmemarkedet for disse typer tilføjet.

(29)

I den nuværende undersøgelsesperiode solgte den eksporterende producent kun ubetydelige mængder af den pågældende vare til Unionen, som udgjorde mellem 0,1 % og 0,3 % af producentens produktion (angivet som et interval af fortrolighedshensyn). Desuden kunne den eksporterende producent ved en række transaktioner ikke påvise på en overbevisende måde, at antidumpingtolden reelt var betalt, hvilket sår tvivl om, hvorvidt varerne var blevet bragt i fri omsætning inden for Unionens toldområde. Alle salgene blev desuden foretaget til tre kunder i forbindelse med konkrete projekter, hvor der var særlige specifikationer til de solgte fittings. Desuden blev salgene foretaget som en »pakke«, der omfattede andre fittings og produkter, som ikke var den pågældende vare. I den kontekst blev risikoen for krydskompensation anset for betydelig. Af ovennævnte årsager kunne der ikke foretages en fornuftig analyse af dumping baseret på salg i Unionen af den pågældende vare fra den eksporterende producent i den nuværende undersøgelsesperiode.

(30)

I mangel af tilstrækkelige eksportmængder til Unionen blev eksport til andre tredjelande taget i betragtning i forbindelse med fastsættelsen af eksportprisen. Det konstateredes, at den eksporterende producent har fire vigtige eksportmarkeder, som tilsammen dækkede 50 % af den eksporterende producents eksportsalg til tredjelande i den nuværende undersøgelsesperiode. Den resterende del bestod af 39 andre eksportmarkeder, der hver tegnede sig for mellem 0,1 % og 5 % af den eksporterende producents eksportsalg. Priserne ved eksport til disse lande varierer meget, hvilket afspejler de enkelte markeders forskelligartede karakter. Mange af de forskellige faktorer (som f.eks. hvert markeds konkurrencevilkår) er ikke kendt. Derfor blev det undersøgt yderligere, om en af den eksporterende producents store eksportdestinationer kunne anvendes som en indikator for EU-markedet.

(31)

De Forenede Arabiske Emirater er den eksporterende producents største eksportmarked og tegnede sig for 15-18 % af den eksporterende producents eksportsalg i både vægt og værdi i den nuværende undersøgelsesperiode. De Forenede Arabiske Emirater har dog ikke indenlandske producenter af den pågældende vare. Hvad angår økonomisk struktur anses markedet derfor for at være temmelig forskelligt fra EU-markedet.

(32)

Som i den udløbsundersøgelse, der førte til gennemførelsesforordning (EU) nr. 1283/2014, blev det fundet hensigtsmæssigt at analysere den eksporterende producents salg til Amerikas Forenede Stater (»USA«), som var den eksporterende producents næststørste eksportmarked i den nuværende undersøgelsesperiode. Undersøgelsen bekræftede, at det amerikanske marked er af samme størrelse som EU-markedet med mange indenlandske producenter, men samtidig kendetegnet ved en høj grad af import. Det blev også bekræftet, at i den nuværende undersøgelsesperiode havde det amerikanske marked lave toldsatser på import, og at der ikke var pålagt antidumpingtold på importen fra Korea, hvilket gør det til et meget konkurrencepræget marked. Endvidere er USA et stort marked for eksport fra Korea i almindelighed og også for den pågældende eksporterende producent, hvor det amerikanske marked tegnede sig for 7-12 % af producentens produktion og 11-14 % af eksportsalget i den nuværende undersøgelsesperiode.

(33)

Set i lyset af omstændighederne og de særlige forhold blev det derfor fundet, at USA — i netop denne undersøgelse — ville udgøre et rimeligt grundlag for at fastsætte en eksportpris i mangel af tilstrækkelige eksportmængder til Unionen. Den eksporterende producents verificerede eksportpris til USA blev således anvendt til at fastsætte en eksportpris, der blev justeret til ab fabrik-niveau ved — hvor det var relevant — at tage omkostningerne til bl.a. transport, told og skatter i betragtning.

(34)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede den eksporterende producent, at dens transaktioner for EU-salg kunne anvendes til at fastsætte en repræsentativ eksportpris — både ud fra juridiske og faktuelle grunde.

(35)

For det første hævdede den eksporterende producent, at Kommissionen må finde eksportprisen upålidelig, hvis det i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, kan påvises, at der er en forretningsforbindelse eller kompensationsaftale mellem den eksporterende producent og importøren eller en tredjepart. I alle andre tilfælde ville Kommissionen være nødt til at basere dumpingberegningen på (Unionens) eksportpris, og undladelse heraf ville udgøre en overtrædelse i henhold til artikel 2.3 i WTO-antidumpingaftalen.

(36)

Kommissionen er i denne henseende ikke enig i den snævre fortolkning — der ikke er fast retspraksis — af grundforordningens artikel 2, stk. 9. Der er rent faktisk intet i bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 9, der forpligter en undersøgende myndighed til at basere sig på ikke-repræsentative mængder af eksportsalg, for hvilke priserne under alle omstændigheder ikke kan betragtes som relevante under de omstændigheder, der er beskrevet i betragtning 29 og drøftet i detaljer i denne del. Den eksporterende producents påstande bør derfor afvises.

(37)

For det andet hævdede den eksporterende producent ud fra et faktuelt synspunkt, at dens salg på EU-markedet ikke kunne kaldes ubetydeligt, og henviste til antallet af transaktioner, varetyper og medlemsstater, der var involveret i det påståede salg til Unionen i 2013 og 2014. I den nuværende undersøgelsesperiode udstedte den eksporterende producent dog kun 14 fakturaer for salg til Unionen. Den meget beskedne mængde som disse påståede salg til Unionen udgjorde, jf. betragtning 29, blev ikke anfægtet af den eksporterende producent.

(38)

For det tredje hævdede den eksporterende producent ud fra et faktuelt synspunkt, at dét, at virksomhedens eksportsalg til Unionen var bestemt til konkrete projekter med deres egne specifikationer, ikke var relevant, og at virksomheden havde fremlagt overbevisende dokumentation for, at der ikke havde fundet krydskompensation sted. I denne forbindelse skal det påpeges, at det blev anført i fremlæggelsen af oplysninger, at karakteren af salget på EU-markedet medførte en risiko for krydskompensation med andre produkter, selv om det erkendtes, at der ikke fandtes dokumentation, der kunne af- eller bekræfte, at der rent faktisk fandt krydskompensation sted i den nuværende undersøgelsesperiode. Med tanke på at muligheden for krydskompensation kun blev nævnt i fremlæggelsen af oplysninger som en potentiel risiko, var det dog kun én af de faktorer, Kommissionen tog hensyn til ved bedømmelsen af EU-salgets repræsentativitet (se betragtning 29).

(39)

For det fjerde hævdede den eksporterende producent ud fra et faktuelt synspunkt, at Kommissionen havde modtaget dokumentation for, at alle varer var overgået til fri omsætning på EU-markedet, og at antidumpingtolden var betalt eller skulle betales.

(40)

Efter fremlæggelsen af oplysninger besvarede den eksporterende producent en anmodning fra Kommissionen om at præcisere sin holdning til dette spørgsmål i forbindelse med de kildedokumenter, der var til rådighed for Kommissionen. De fremlagte dokumenter bekræftede, at for de transaktioner, der omfattede ca. halvdelen af salgsmængden til Unionen, var der uforklarlige uregelmæssigheder vedrørende toldbetalingen. Det var især de transaktioner, for hvilke det ikke kunne dokumenteres, at antidumpingtolden på 44 % var betalt, der gør disse EU-salgspriser meget upålidelige, idet disse salg efter al sandsynlighed er blevet foretaget ud fra den forkerte antagelse, at der ikke skal betales antidumpingtold.

(41)

For det femte anførte TK Corporation, at når interimsundersøgelsen blev indledt på baggrund af umiddelbare beviser angående eksportsalg til Unionen, og de beviser viste en lavere dumpingmargen, så må det have været muligt (som en del af den endelige afgørelse om dumping) at beregne dumpingmargenen ud fra EU-salget. Denne påstand blev afvist. For det første er der væsentlig forskel på kravene til de beviser, der kræves for at indlede en interimsundersøgelse, og til de beviser som undersøgelsesmyndigheden baserer sin endelige afgørelse på. For det andet fremgik det af undersøgelsen, at disse salg ikke var tilstrækkelig gyldige til at blive anvendt af alle de årsager, der er omtalt i dette afsnit. Det skal også bemærkes, at selve muligheden for at beregne en dumpingmargen ikke er ensbetydende med, at denne dumpingmargen så overholder de relevante bestemmelser i grundforordningen.

(42)

Med tanke på at EU-salget udgjorde en meget lille mængde set ud fra både absolutte og sammenlignelige vilkår, og at der desuden var legitime grunde til at tvivle på rigtigheden af en stor del af salget af andre grunde end blot de mængdemæssige, blev påstanden om, at Kommissionen med urette ignorerede eksportsalg til Unionen ved fastsættelsen af eksportprisen, derfor afvist.

(43)

Endelig blev det i forbindelse med analysen og konklusionerne i betragtning 32 og 33 — som den eksporterende producent ikke anfægtede — tydeligt, at der var taget de nødvendige hensyn ved beregningen af eksportprisen, og at USA kan anses for at være et rimeligt grundlag for fastsættelsen af eksportprisen i mangel af pålidelige EU-priser.

(44)

Kommissionen sammenlignede den normale værdi med den eksporterende producents eksportpris på ab fabrik-niveau.

(45)

I de tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der påvirkede priserne og prisernes sammenlignelighed, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justeringer for land- og søtransport-, forsikrings-, håndterings- og lasteomkostninger samt dermed forbundne omkostninger.

(46)

For den eksporterende producent sammenlignede Kommissionen den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver type af samme vare med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12.

(47)

På dette grundlag udgør de vejede gennemsnitlige dumpingmargener i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, 32,4 %.

(48)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 3, undersøgte Kommissionen også, om ændringerne i omstændighederne med rimelighed kunne anses for at være af varig karakter.

(49)

I denne henseende viste undersøgelsen, at TK Corporation faktisk har foretaget strukturelle ændringer, der har ført til omkostningsbesparelser og effektivitetsforbedringer. Virksomheden udvidede navnlig med en fabrik mere i 2010 og en tredje fabrik i 2012. Som følge af en betydelig stigning i kapaciteten kunne produktionslinjer og lagre organiseres mere effektivt, og omkostningerne faldt betydeligt. Denne reduktion af omkostningerne har en direkte indvirkning på dumpingmargenen. Det er ikke sandsynligt, at den omtalte omstændighed vil ændre sig i den nærmeste fremtid på en måde, der kunne påvirke disse konklusioner.

(50)

Derfor konkluderes det, at de ændrede omstændigheder kan betragtes som værende af varig karakter, og at bibeholdelsen af foranstaltningen på det nuværende niveau ikke længere er berettiget.

(51)

The Defence Committee of the EU Steel Butt-Welding Fittings Industry (»DCEU«) bemærkede, at på trods af de strukturelle ændringer hos TK Corporation, som skulle have reduceret omkostningerne og øget produktiviteten, blev TK Corporation's rentabilitet (for den samlede virksomhed) ikke forbedret i perioden 2012-2014. DCEU udtrykte derfor tvivl om, hvorvidt de ændrede omstændigheder var af varig karakter og virkningen heraf på dumpingmargenen.

(52)

Kommissionen undersøgte dette argument. For det første skal det bemærkes, at de ændrede omstændigheders varige karakter bliver vurderet i forhold til den oprindelige undersøgelse i 2002. For det andet afhænger en virksomheds rentabilitet og udviklingen heraf af en lang række faktorer, hvoraf effektivitet kun er én af dem. For det tredje vedrører de reducerede omkostninger, der er nævnt i betragtning 49, kun omkostninger, der er forbundet med de strukturelle ændringer, der er nævnt i samme betragtning. Den gennemsnitlige udvikling i råvarepriser, samt arbejdskraft- og energiomkostninger er for eksempel ikke direkte forbundet med de effektivitetsforbedringer, der er et resultat af opførelsen af de to fabrikker. DCEU underbyggede desuden sin påstand med en henvisning til TK Corporation's overordnede rentabilitet og ikke blot den rentabilitet, der specifikt vedrørte den pågældende vare. Kommissionen afviste derfor denne påstand.

(53)

De interesserede parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen havde til hensigt at foreslå en ændring af den toldsats, der er gældende for den eksporterende producent, og parterne fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger.

(54)

Efter den nuværende undersøgelse fastsættes den foreslåede ændrede dumpingmargen og den antidumpingtold, som skal gælde for import af den pågældende vare fremstillet af TK Corporations, til 32,4 %.

(55)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1225/2009 —