12.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 217/78


ÆNDRINGER AF PRAKTISKE GENNEMFØRELSESBESTEMMELSER TIL RETTENS PROCESREGLEMENT

RETTEN HAR —

under henvisning til sit procesreglements artikel 224 og

under henvisning til Praktiske gennemførelsesbestemmelser til Rettens procesreglement —

VEDTAGET FØLGENDE ÆNDRINGER AF PRAKTISKE GENNEMFØRELSESBESTEMMELSER TIL RETTENS PROCESREGLEMENT:

Artikel 1

I Praktiske gennemførelsesbestemmelser til Rettens procesreglement (1) foretages følgende ændringer:

1)

I punkt 14 affattes sætningsleddet »— i de i artikel 54, stk. 1, i statutten og artikel 8, stk. 1, i bilaget til denne statut omhandlede tilfælde — datoen for procesdokumentets indlevering til Domstolens justitssekretær eller til Personalerettens justitssekretær.« således: »— i de i statuttens artikel 54, stk. 1, omhandlede tilfælde — datoen for procesdokumentets indlevering til Domstolens justitssekretær.«.

2)

Efter punkt 14 indsættes følgende som punkt 14a:

»14a.

I overensstemmelse med procesreglementets artikel 125c opføres de dokumenter, der indgives i forbindelse med en mindelig bilæggelse som omhandlet i procesreglementets artikel 125a-d, i et særligt register, der ikke er omfattet af ordningen i procesreglementets artikel 36 og 37.«

3)

Efter punkt 24 indsættes følgende som punkt 24a:

»24a.

De dokumenter, der indgives i forbindelse med en mindelig bilæggelse som omhandlet i procesreglementets artikel 125a, indføres i et fra sagsakterne adskilt dossier.«

4)

I punkt 26 affattes første punktum således:

»26.

Når en sag for Retten er afsluttet, indbindes og arkiveres sagsakterne og de i procesreglementets artikel 125c, stk. 1, omhandlede sagsakter af Justitskontoret.«

5)

Efter punkt 33 indsættes følgende som punkt 33a:

»33a.

Forskrifterne i punkt 28-33 ovenfor vedrører ikke adgangen til de sagsakter, der er omhandlet i procesreglementets artikel 125c, stk. 1. Adgangen til disse særlige sagsakter reguleres af den samme bestemmelse i procesreglementet.«

6)

I punkt 110 erstattes henvisningen til »artikel 78, stk. 5« med en henvisning til »artikel 78, stk. 6«.

7)

Punkt 114 affattes således:

»114.

I direkte søgsmål som omhandlet i procesreglementets artikel 1 fastsættes det maksimale antal sider i indlæggene (*) på følgende måde.

I andre direkte søgsmål end dem, der anlægges i henhold til artikel 270 TEUF:

50 sider for stævningen og for svarskriftet

25 sider for replikken og for duplikken

20 sider for en formalitetsindsigelse og for skriftlige bemærkninger til denne indsigelse

20 sider for et interventionsindlæg og 15 sider for skriftlige bemærkninger til dette indlæg.

I direkte søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF:

30 sider for stævningen og for svarskriftet

15 sider for replikken og for duplikken

10 sider for en formalitetsindsigelse og for skriftlige bemærkninger til denne indsigelse

10 sider for et interventionsindlæg og 5 sider for skriftlige bemærkninger til dette indlæg.

(*)  Teksten skal fremstå i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 96, litra c), i de foreliggende praktiske gennemførelsesbestemmelser.«"

8)

Efter punkt 140 indsættes følgende som punkt 140a:

»140a.

I sager anlagt i henhold til artikel 270 TEUF er det ønskværdigt, at institutionerne sammen med svarskriftet indleverer de generelle retsakter, hvortil de har henvist, og som ikke er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, med angivelse af datoerne for deres vedtagelse, deres ikrafttrædelse og i givet fald deres ophævelse.«

9)

I punkt 243 erstattes henvisningen til »artikel 78, stk. 3« med en henvisning til »artikel 78, stk. 4«.

10)

I punkt 264 erstattes henvisningen til »artikel 156, stk. 4« med en henvisning til »artikel 156, stk. 5«.

11)

I bilag I foretages følgende ændringer:

a)

I det indledende afsnit erstattes henvisningen til »artikel 78, stk. 5« med en henvisning til »artikel 78, stk. 6«.

b)

Under litra b) erstattes henvisningen i den første kolonne til »artikel 78, stk. 3« med en henvisning til »artikel 78, stk. 4«.

c)

Litra e)-g) bliver til litra f)-h).

d)

Følgende indsættes i den første kolonne som litra e):

»e)

fremlæggelse af den i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, omhandlede klage og af beslutningen med svar på klagen (procesreglementets artikel 78, stk. 2)«

e)

Under litra e), der bliver til litra f), erstattes henvisningen i den første kolonne til »artikel 78, stk. 2« med en henvisning til »artikel 78, stk. 3«.

f)

Følgende indsættes i den første kolonne som litra h):

»h)

angivelse af datoerne for indbringelse af den i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, omhandlede klage og af meddelelsen af beslutningen med svar på klagen (procesreglementets artikel 78, stk. 2)«.

Artikel 2

De foreliggende ændringer af Praktiske gennemførelsesbestemmelser til Rettens procesreglement offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

De træder i kraft den 1. september 2016.

Udfærdiget i Luxembourg, den 13. juli 2016.

E. COULON

Justitssekretær

M. JAEGER

Præsident


(1)  EUT L 152 af 18.6.2015, s. 1.