15.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 306/32


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE (EU) 2016/1993

af 4. november 2016

om fastsættelse af principperne for koordinering af vurderingen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 og overvågning af institutsikringsordninger, herunder signifikante og mindre signifikante institutter (ECB/2016/37)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (1), særlig artikel 4, stk. 3, og artikel 6, stk. 1, og 7,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (2), navnlig artikel 8, stk. 4, artikel 49, stk. 3, artikel 113, stk. 7, artikel 422, stk. 8, og artikel 425, stk. 4,

under henvisning til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskravene for kreditinstitutter (3), navnlig artikel 29, stk. 1, artikel 33, stk. 2, litra b) og artikel 34, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

En institutsikringsordning beskrives i forordning (EU) nr. 575/2013 som en kontraktmæssig eller vedtægtsmæssig ansvarsordning, der beskytter de institutter, der deltager i ordningen, og navnlig sikrer, at de har den likviditet og solvens, der er nødvendig for at undgå konkurs, hvis det bliver nødvendigt. De kompetente myndigheder kan i overensstemmelse med de betingelser, som er fastsat i artikel 8, stk. 4, artikel 49, stk. 3, artikel 113, stk. 7, artikel 422, stk. 8, og artikel 425, stk. 4, i forordning (EU) nr. 575/2013 og artikel 29, stk. 1, artikel 33, stk. 2, litra b), og artikel 34, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2015/61 undlade at anvende visse tilsynsmæssige krav eller tillade visse undtagelser for deltagere i institutsikringsordninger. Endvidere godkender og overvåger de relevante kompetente myndigheder i henhold til artikel 113, stk. 7, litra i), i forordning (EU) nr. 575/2013 regelmæssigt, at den enkelte institutsikringsordnings systemer til overvågning og klassificering af risici er tilstrækkelige, og institutsikringsordningen skal i henhold til artikel 113, stk. 7, litra d), foretage sin egen risikovurdering.

(2)

De kompetente myndigheders afgørelser om at indrømme tilladelse eller undtagelse som omhandlet i artikel 8, stk. 4, artikel 49, stk. 3, artikel 113, stk. 7, artikel 422, stk. 8 og artikel 425, stk. 4, i forordning (EU) 575/2013 samt artikel 33, stk. 2, litra b), i delegerede forordning (EU) 2015/61 og alle afgørelser, som træffes på grundlag af overvågningen af institutsikringsordninger, rettes til de individuelle kreditinstitutter. Den Europæiske Centralbank (ECB) er som den myndighed, der inden for rammerne af Den Fælles Tilsynsmekanisme (SSM) har kompetence til at føre tilsyn med kreditinstitutter, der er klassificeret som signifikante i henhold til artikel 6, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1024/2013 samt del IV og artikel 147, stk. 1, i Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 (4), ansvarlig for at vurdere de ansøgninger, som fremsendes af signifikante kreditinstitutter, og for at overvåge de institutsikringsordninger, som de indgår i, mens de kompetente nationale myndigheder er ansvarlige for at vurdere de ansøgninger, som fremsendes af mindre signifikante kreditinstitutter, og for at overvåge de institutsikringsordninger, som de indgår i.

(3)

For at sikre ensartet behandling af signifikante og mindre signifikante kreditinstitutter, som deltager i institutsikringsordninger inden for SMM, og for at fremme ensartethed i de afgørelser, der træffes af ECB og de kompetente nationale myndigheder, har ECB vedtaget Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2016/1994 (ECB/2016/38) (5). Det er imidlertid nødvendigt at fastsætte en koordineret procedure for afgørelser, der vedrører deltagere i institutsikringsordninger, som omfatter både signifikante og mindre signifikante kreditinstitutter, og at ECB og de kompetente nationale myndigheder har en koordineret tilgang til overvågningen af sådanne institutsikringsordninger for at sikre konsistens mellem afgørelser, der træffes i forhold til signifikante og mindre signifikante kreditinstitutter, der deltager i den samme institutsikringsordning —

VEDTAGET DENNE RETNINGSLINJE:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Denne retningslinje fastsætter principperne for koordinering mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder i forbindelse med vurderingen af institutsikringsordninger med henblik på at indrømme tilsynsmæssige tilladelser og undtagelser til deltagere i institutsikringsordninger i henhold til artikel 8, stk. 4, artikel 49, stk. 3, artikel 113, stk. 7, artikel 422, stk. 8 og artikel 425, stk. 4, i forordning (EU) nr. 575/2013 samt artikel 33, stk. 2, litra b), i delegerede forordning (EU) 2015/61 og i forbindelse med overvågningen af de institutsikringsordninger, der er blevet anerkendt af tilsynsmæssige formål.

2.   Koordineringsproceduren berører ikke ECB's ansvar for at vedtage alle relevante tilsynsmæssige afgørelser for signifikante kreditinstitutter og de kompetente nationale myndigheders ansvar for at vedtage sådanne afgørelser for mindre signifikante kreditinstitutter.

Artikel 2

Definitioner

I denne retningslinje finder definitionerne i forordning (EU) nr. 575/2013, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (6), forordning (EU) nr. 1024/2013 og forordning (EU) nr. 468/2014 (ECB/2014/17) anvendelse sammen med følgende definitioner:

a)   »revisionsteam« (review team): en gruppe af repræsentanter for ECB og den kompetente nationale myndighed, der er den direkte tilsynsmyndighed for de pågældende deltagere i institutsikringsordningen. Gruppen sammensættes med det formål at koordinere den vurdering, der foretages i henhold til artikel 113, stk. 7, i forordning (EU) nr. 575/2013

b)   »koordinator for revisionsteam« (review team coordinator): et medlem af ECB's personale og et medlem af en kompetent national myndigheds personale, som er udpeget i overensstemmelse med artikel 6, og som udfører de opgaver, der er fastsat i artikel 8

c)   »ansøger« (applicant): en deltager i en institutsikringsordning eller en gruppe af deltagere i en institutsikringsordning, som er repræsenteret ved en enkelt enhed, der fremsender en ansøgning til ECB eller den relevante kompetente nationale myndighed om en tilladelse eller undtagelse i henhold til de i artikel 1, stk. 1, omhandlede bestemmelser

d)   »hybrid institutsikringsordning« (hybrid IPS): en institutsikringsordning, der omfatter signifikante og mindre signifikante kreditinstitutter

e)   »SSM-kompetente myndigheder« (SSM competent authorities): ECB og de kompetente nationale myndigheder i de deltagende medlemsstater.

Artikel 3

Niveau for anvendelse

Hvis både signifikante og mindre signifikante kreditinstitutter, der deltager i den samme hybride institutsikringsordning, på samme tid fremsender en ansøgning om en tilsynsmæssig tilladelse eller undtagelse til ECB, for så vidt angår signifikante kreditinstitutter, og til den relevante kompetente nationale myndighed, for så vidt angår mindre signifikante kreditinstitutter, anvender ECB og den relevante kompetente national myndighed koordineringsproceduren og bestemmelserne om overvågning, som er fastsat i denne retningslinje, herunder eventuelle standardovervågningsaktiviteter i forbindelse med den pågældende institutsikringsordning.

KAPITEL II

KOORDINERING AF VURDERINGEN AF INSTITUTSIKRINGSORDNINGEN

Artikel 4

Koordineret vurdering

Uden at berøre ECB's og den kompetente nationale myndigheds ansvar for at indrømme de i artikel 1, stk. 1, omhandlede tilladelser og undtagelser foretages vurderingen af samtidigt fremsendte ansøgninger fra signifikante og mindre signifikante kreditinstitutter, der deltager i den samme hybride institutsikringsordning, i fællesskab af ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed.

Artikel 5

Revisionsteam

1.   Med henblik på at koordinere vurderingen af samtidigt fremsendte ansøgninger fra signifikante og mindre signifikante kreditinstitutter, som deltager i den samme hybride institutsikringsordning, nedsættes der et revisionsteam, når ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed modtager en ansøgning om en tilladelse eller undtagelse i henhold til de gældende bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013.

2.   ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed udpeger tilsynsførende, som har ansvar for den daglige overvågning af de kreditinstitutter, der har fremsendt en ansøgning i henhold til stk. 1, og medlemmer af personalet, der som medlemmer af revisionsteamet fører det overordnede tilsyn med, at systemet fungerer. Sammensætningen af revisionsteamet og antallet af medlemmer heraf afhænger af antallet af deltagere i institutsikringsordningen og vigtigheden af de pågældende signifikante institutter.

3.   Revisionsteamet forbliver med at være nedsat, indtil de kompetente myndigheder har truffet afgørelse med hensyn til ansøgningerne om tilladelse eller undtagelse.

Artikel 6

Koordinatorer for revisionsteamet

1.   ECB og den kompetente nationale myndighed, der er ansvarlig for det direkte tilsyn med de pågældende deltagere i institutsikringsordningen, udpeger hver for sig en koordinator, der skal styre vurderingsproceduren i forbindelse med ansøgningerne.

2.   Hvis signifikante institutter, der er underlagt tilsyn af forskellige fælles tilsynsteam, har ansøgt om den samme tilladelse eller undtagelse blandt de i artikel 1, stk. 1, nævnte, kan disse fælles tilsynsteam beslutte at udpege en fælles koordinator.

3.   Koordinatorerne har ansvar for at indgå aftale om en tidsplan og de foranstaltninger, der er nødvendige for at komme frem til en fælles holdning i revisionsteamet.

Artikel 7

Meddelelse om anvendelse og nedsættelse af revisionsteamet

1.   ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed underretter hinanden ved modtagelse af en ansøgning fra signifikante og mindre signifikante kreditinstitutter, som deltager i en hybrid institutsikringsordning.

2.   Ved modtagelse af samtidigt fremsendte ansøgninger udpeger ECB og den kompetente nationale myndighed deres medlemmer af revisionsteamet.

Artikel 8

Vurdering af ansøgningerne

1.   ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed vurderer uafhængigt af hinanden fuldstændigheden af ansøgningerne, og hvorvidt kravene er opfyldt. Kræves der flere oplysninger for at kunne vurdere de enkelte ansøgninger, kan de kompetente myndigheder anmode ansøgerne om at fremsende sådanne oplysninger.

2.   ECB og den kompetente nationale myndighed foretager den foreløbige vurdering af de respektive ansøgninger hver for sig.

3.   Revisionsteamet drøfter det foreløbige resultat af vurderingen af ansøgningerne og indgår en aftale om det endelige resultat under hensyntagen til eventuelle tidsfrister i de nationale administrative bestemmelser, hvis dette er relevant.

4.   Hvis medlemmerne af revisionsteamet er enige om, at ansøgningerne og institutsikringsordningens organisatoriske ramme opfylder de krav, som fremgår af bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, udarbejder revisionsteamet en meddelelse, som indeholder resultatet af vurderingen og en bekræftelse på, at kravene er opfyldt. ECB og de kompetente nationale myndigheder skal ved vedtagelsen af deres respektive afgørelser om, hvorvidt de skal indrømme en tilladelse eller undtagelse, tage hensyn til revisionsteamets vurdering.

5.   Er det ikke muligt for revisionsteamet at nå frem til en fælles holdning om vurderingen af ansøgningerne, kan spørgsmålet henvises til drøftelse i Tilsynsrådet. Resultatet af Tilsynsrådets drøftelse berører ikke ECB's og den kompetente nationale myndigheds ansvar for at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal indrømmes en tilladelse eller undtagelse.

Artikel 9

Afgørelser

1.   Udkast til afgørelse, som ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed har udarbejdet på grundlag af resultatet af den fælles vurdering, fremsendes til godkendelse i de relevante beslutningstagende organer, dvs. ECB's Styrelsesråd, for så vidt angår ansøgninger fremsendt af signifikante kreditinstitutter, og de relevante kompetente nationale myndigheders beslutningstagende organer, for så vidt angår ansøgninger fremsendt af mindre signifikante kreditinstitutter.

2.   Disse afgørelser skal indeholde en specifikation af rapporteringskravene med henblik på den løbende overvågning af deltagerne i institutsikringsordningen uden at berøre eventuelle yderligere krav, som ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed måtte pålægge kreditinstitutter under overvågningen.

KAPITEL III

OVERVÅGNING AF INSTITUTSIKRINGSORDNINGER

Artikel 10

Koordinering af overvågningen

1.   ECB og den kompetente nationale myndighed, som har ansvar for at føre tilsyn med en deltager i en institutsikringsordning, overvåger med regelmæssige intervaller, at institutsikringsordningens systemer til overvågning og klassificering af risici er tilstrækkelige i henhold til artikel 113, stk. 7, litra c), i forordning (EU) nr. 575/2013, og at institutsikringsordningen foretager sin egen risikovurdering i henhold til forordningens artikel 113, stk. 7, litra d).

2.   For at sikre en ensartet tilgang til overvågningen og anvendelsen af høje tilsynsstandarder koordinerer ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed deres overvågningsaktiviteter. I den forbindelse udarbejdes der en opdateret liste over medarbejdere fra ECB og den kompetente nationale myndighed.

3.   ECB og den kompetente nationale myndighed indgår aftale om relevante tidsfrister og foranstaltninger i forbindelse med overvågningen. Overvågningen gennemføres mindst en gang om året, efter at de konsoliderede eller aggregerede regnskabsrapporter for det foregående regnskabsår, som udarbejdes i overensstemmelse med artikel 113, stk. 7, litra e), i forordning (EU) nr. 575/2013, er blevet tilgængelige.

Artikel 11

Overvågning

1.   ECB og den relevante kompetente nationale myndighed foretager generelt overvågningen inden for deres respektive kompetenceområder ved hjælp af eksterne inspektioner. Hvor det er nødvendigt, kan ECB og den relevante kompetente nationale myndighed inden for deres respektive kompetenceområder vælge at udføre målrettede inspektioner på stedet i kreditinstitutter, som deltager i en institutsikringsordning, for at vurdere, om de fortsat overholder de i artikel 1, stk. 1, omhandlede betingelser for tilladelser og undtagelser.

2.   Inden for rammerne af overvågningen af institutsikringsordninger skal ECB og den kompetente nationale myndighed tage hensyn til de foreliggende tilsynsrelaterede informationer om deltagerne i institutsikringsordningen, såsom resultatet af tilsyns- og evalueringsprocessen og den regelmæssige tilsynsrapportering.

3.   ECB og den kompetente nationale myndighed reviderer en gang om året den konsoliderede/aggregerede rapport, som kræves aflagt i henhold til artikel 113, stk. 7, litra e), i forordning (EU) nr. 575/2013, hvorunder der lægges særlig vægt på institutsikringsordningens til rådighed værende kapital.

Artikel 12

Resultatet af overvågningen

1.   ECB og den relevante kompetente nationale myndighed indgår aftale om resultaterne af og konklusionerne på overvågningen og, hvor det er relevant, hvorvidt det er nødvendigt at foretage opfølgende foranstaltninger, herunder at intensivere overvågningen.

2.   Er det ikke muligt for ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed at nå frem til en fælles holdning, kan spørgsmålet henvises til drøftelse i Tilsynsrådet. Resultatet af Tilsynsrådets drøftelse berører ikke ECB og den kompetente nationale myndigheds ansvar for at føre tilsyn med de respektive deltagere i institutsikringsordningen.

3.   Er der elementer, der indikerer, at kravene i artikel 1, stk. 1, ikke længere er opfyldt, og at det kan være påkrævet at tage anerkendelsen af institutsikringsordningen eller nogle af dens deltagere og/eller tilladelser eller undtagelser, som er indrømmet, op til fornyet overvejelse, skal ECB og den kompetente nationale myndighed koordinere deres foranstaltninger, som, alt efter omstændighederne, kan omfatte tilbagekaldelse eller ikke-anvendelse af tilladelser og/eller undtagelser.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 13

Adressater

Denne retningslinje er rettet til de SSM-kompetente myndigheder.

Artikel 14

Virkning og gennemførelse

1.   Denne retningslinje får virkning på den dato, hvor den meddeles til de SSM-kompetente myndigheder.

2.   De SSM-kompetente myndigheder skal opfylde denne retningslinje fra den 2. december 2016.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 4. november 2016.

For ECB's Styrelsesråd

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)  EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63.

(2)  EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.

(3)  EUT L 11 af 17.1.2015, s. 1.

(4)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (SSM-rammeforordningen) (ECB/2014/17) (EUT L 141 af 14.5.2014, s. 1).

(5)  Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2016/1994 af 4. november 2016 om fastsættelse af de kompetente nationale myndigheders procedure til anerkendelse af institutsikringsordninger af tilsynsmæssige formål i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013 (ECB/2016/38) (se side 37 i denne EUT).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).