15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 467/1


Rådets resolution om en ny dagsorden for kompetencer i et inklusivt og konkurrencedygtigt Europa

(2016/C 467/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

DER ANERKENDER DEN NYE POLITISKE SAMMENHÆNG,

hvor nye arbejdsmetoder, automatisering og robotisering påvirker de typer viden, færdigheder og kompetencer, der er nødvendige i en stadig mere konkurrencepræget, kompleks og multikulturel verden, hvor mange økonomiske sektorer undergår hurtige teknologiske og strukturelle ændringer, og hvor digitale og tværfaglige kompetencer er blevet nødvendige for at overvinde kompetencekløften og kompetencemismatch og for at sætte folk i stand til at gennemføre og tilpasse sig til fremtidige job og samfundsmæssige ændringer

hvor ringe grundlæggende færdigheder, tværfaglige færdigheder og digitale kompetencer kan bringe beskæftigelsesegnethed og aktiv deltagelse i samfundet i fare

hvor dele af Europa, på samme tid og i forskellig grad, er underlagt forskellige fænomener, såsom langvarige perioder med lav økonomisk vækst og lav beskæftigelsesfremgang, der i særlig grad påvirker unge, en aldrende befolkning og de stigende migrationsstrømme, en lav grad af innovation og nye sikkerhedsrisici,

1.

NOTERER SIG meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »En ny dagsorden for færdigheder i Europa — En fælles indsats for at styrke den menneskelige kapital, beskæftigelsesegnethed og konkurrenceevnen« (1), GLÆDER SIG OVER dets bidrag til fælles bestræbelser på udvikling af kompetencer inden for EU og til at bringe arbejdsliv og uddannelse tættere på hinanden, og MINDER OM, at individuelle forslag under den nye dagsorden for kompetencer i Europa vil blive behandlet i Rådets respektive organer,

2.

ER ENIGT OM, at følgende aspekter bør fremhæves på grund af deres afgørende betydning:

a)

Formålet med uddannelse er ikke alene at forberede enkeltpersoner på arbejdsmarkedet, men også at bidrage til social inklusion og samhørighed gennem en bredere personlig udvikling af enkeltpersoner og livslang læring, hvilket vil føre til kritiske, trygge, aktive og uafhængige borgere, der forstår det moderne samfunds kompleksitet, og som er parate til at håndtere de hurtige ændringer, der sker i det. Det er vigtigt at gå videre end de umiddelbare behov på arbejdsmarkedet og også fokusere på de aspekter af uddannelse, som kan være en drivkraft for innovation, entreprenørskab og kreativitet, forme sektorer, skabe arbejdspladser og nye markeder, styrke mennesker (herunder de mest sårbare), berige det demokratiske liv og udvikle engagerede, talentfulde og aktive borgere. Med hensyn til de seneste tragiske begivenheder i forbindelse med radikalisering i dele af Europa er behovet for en særlig fokus på medborgerkompetencer og demokratiske, interkulturelle kompetencer og kritisk tænkning endnu mere presserende.

b)

Lærende i alle aldre har brug for fremragende lærere og undervisere til at udvikle en bred vifte af kompetencer, som de har brug for, både i livet og det fremtidige arbejde. Lærere og undervisere kan inspirere og hjælpe lærende med at tilegne sig større og mere relevant viden og højere og mere relevante kompetencer og spille en central rolle i indførelsen af nye undervisnings- og læringsmetoder. Imidlertid er der brug for en løbende og vedvarende indsats for at tiltrække, støtte og fastholde talent og ekspertise inden for lærerfaget ved at sikre, at lærere og undervisere har et passende arbejdsmiljø og selv holder sig ajour med den nyeste udvikling og en åben tilgang til de teknologiske og samfundsmæssige ændringer, der sker omkring dem.

c)

Tættere forbindelser mellem uddannelse og arbejdsliv med inddragelse af alle relevante interessenter spiller en central rolle for at sikre, at alles potentiale og evner frigives og bidrager til en bedre beskæftigelsesegnethed, integration og aktiv deltagelse i samfundet for dem. Sådanne forbindelser er også med til at sikre, at uddannelsessystemerne forbliver fleksible og også fremover reagerer på ændringer i samfundet og på arbejdsmarkedet. Det er også vigtigt at fremme arbejdsgivernes engagement i deres medarbejderes livslange læring.

d)

Erhvervelse af digitale kompetencer fra en tidlig alder er afgørende, men uddannelse skal ikke alene tilfredsstille arbejdsmarkedets aktuelle behov for specifikt fastlagte tekniske færdigheder, men også opfylde et mål på længere sigt om at udvikle den fleksible tankegang og nysgerrighed, der kræves for at tilpasse sig og erhverve de nye, endnu ikke nærmere fastlagte former for viden, færdigheder og kompetencer, der bliver nødvendige for at styre den teknologiske udvikling i fremtiden.

e)

De tiltag, der opstilles i den nye dagsorden for kompetencer i Europa, bør gennemføres i overensstemmelse med den strategiske ramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet (ET2020), eftersom den samler alle former for læring, fuldt ud respekterer nærhedsprincippet, er en nyttig platform til at støtte medlemsstaternes politikker og fremmer samarbejdet på EU-plan, samt i overensstemmelse med andre relevante politiske processer såsom det europæiske semester. Ordningerne for samordning på europæisk plan inden for uddannelse og kompetencer og rapporteringen bør være effektive efter aftale mellem medlemsstaterne og Kommissionen. Der bør gøres fuld brug af medlemsstaternes ekspertise og bygges videre på allerede eksisterende strukturer.

f)

Der skal tages højde for, at der er tilstrækkelige EU-midler til rådighed til at sikre levedygtigheden af de aktioner, der vedtages inden for rammerne af den nye dagsorden for kompetencer i Europa.

3.

OPFORDRER Kommissionen til at tage hensyn til denne resolution, når den forelægger yderligere punkter under den nye dagsorden for kompetencer i Europa.


(1)  Dok. 10038/16.