16.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 342/34


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2016/2268

af 14. december 2016

om ændring af beslutning 2007/305/EF, 2007/306/EF og 2007/307/EF for så vidt angår overgangsperioden for spor af Ms1×Rf1-hybridraps (ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ1-4), Ms1×Rf2-hybridraps (ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ2-5) og Topas 19/2-raps (ACS-BNØØ7-1) samt produkter fremstillet heraf

(meddelt under nummer C(2016) 8390)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (1), særlig artikel 8, stk. 6, og artikel 20, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens beslutning 2007/305/EF (2), 2007/306/EF (3) og 2007/307/EF (4) fastsættes reglerne for tilbagetrækning fra markedet af Ms1×Rf1-hybridraps (ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ1-4), Ms1×Rf2-hybridraps (ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ2-5) og Topas 19/2-raps (ACS-BNØØ7-1) samt produkter fremstillet heraf (i det følgende benævnt »GM-materiale«). Beslutningerne blev vedtaget, efter at indehaveren af tilladelsen, virksomheden Bayer CropScience AG, oplyste Kommissionen om, at de ikke agtede at indgive en ansøgning om forlængelse af godkendelsen af GM-materialet i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, første afsnit, artikel 11, artikel 20, stk. 4, og artikel 23 i forordning (EF) nr. 1829/2003.

(2)

Der fastsættes i alle tre beslutninger en oprindelig overgangsperiode på fem år, hvor det er tilladt at markedsføre fødevarer og foderstoffer, der indeholder eller består af GM-materialet, såfremt andelen heraf ikke overstiger 0,9 % og forekomsten er utilsigtet eller teknisk uundgåelig. Formålet med overgangsperioden var at tage hensyn til, at der at og til kunne være ganske små spor af GM-materialet til stede i fødevare- og foderkæden, også efter at Bayer CropScience AG havde besluttet at standse salget af frø fremstillet af de pågældende genetisk modificerede organismer, selv om alle foranstaltninger til at undgå en tilstedeværelse af GM-materiale var truffet.

(3)

I Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/69/EU (5) ændredes, under hensynstagen til den opnåede erfaring efter tilbagetrækningen af GM-materiale, alle tre beslutninger, således at overgangsperioden blev forlænget til den 31. december 2016. I betragtning af de meget små spormængder, der er indberettet, reduceredes i gennemførelsesafgørelsen den tolererede grænseværdi for GM-materialet i fødevarer og foderstoffer til 0,1 vægtprocent.

(4)

I beslutning 2007/305/EF, 2007/306/EF og 2007/307/EF fastsættes derudover en række foranstaltninger, som Bayer CropScience AG skal træffe, for at sikre en effektiv tilbagetrækning fra markedet af GM-materiale, og der fastsættes rapporteringsforpligtelser for Bayer CropScience AG.

(5)

I december 2013 og marts 2016 indberettede Bayer CropScience AG at det, på trods af foranstaltninger truffet for at forhindre en tilstedeværelse af GM-materiale i henhold til beslutning 2007/305/EF, 2007/306/EF og 2007/307/EF, i de seneste år stadig er blevet konstateret små spor rapsprodukter. Denne fortsatte tilstedeværelse af spor kan forklares dels med rapsfrøenes biologi, da de kan være hvilende i lange perioder, dels med den landbrugspraksis, der er anvendt til at høste frøene, og som kan have medført utilsigtet spild af frøene, som det var vanskeligt at vurdere omfanget af på datoen for vedtagelse af beslutning 2007/305/EF, 2007/306/EF og 2007/307/EF og gennemførelsesafgørelse 2012/69/EU. Forekomsten af spor har fortsat fulgt en nedadgående tendens.

(6)

På baggrund af dette er det passende at forlænge overgangsperioden med yderligere tre år, indtil den 31. december 2019, for at muliggøre den fuldstændige fjernelse af tilbageværende spor af Ms1×Rf1-hybridraps, Ms1×Rf2-hybridraps og Topas 19/2-raps i fødevarer og foderstoffer.

(7)

For yderligere at bidrage til at få fjernet GM-materialet bør Bayer CropScience AG fortsætte med at gennemføre det interne program som krævet i beslutning 2007/305/EF, 2007/306/EF og 2007/307/EF, og fortsætte med at opsamle data, som tidligere blev gjort på frivillig basis, om tilstedeværelsen af sådant materiale i raps importeret til Unionen fra Canada, der er det eneste land, hvor den pågældende raps dyrkes til kommercielle formål. Bayer CropScience AG bør rapportere til Kommissionen om begge aspekter senest den 1. januar 2019.

(8)

Bayer CropScience AG bør sikre kontinuerlig tilgængelighed til certificeret referencemateriale for at gøre det muligt for kontrollaboratorier at udføre deres analyse i løbet af overgangsperioden.

(9)

Beslutning 2007/305/EF, 2007/306/EF og 2007/307/EF bør derfor ændres.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I beslutning 2007/305/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

Adressaten skal gennemføre et internt program for at sikre en effektiv tilbagetrækning af ACS-BNØØ4-7-raps, ACS-BNØØ1-4-raps og hybridkombinationen ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ1-4-raps til avl og frøproduktion samt indsamle data om forekomst af de genetisk modificerede organismer i sendinger af raps til Unionen fra Canada.

Adressaten skal rapportere til Kommissionen om gennemførelsen af dette program og om forekomst af de genetisk modificerede organismer i sendinger af raps til Unionen fra Canada senest den 1. januar 2019.«

2)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

1.   Forekomst i fødevarer eller foder af materiale, der består af, indeholder eller er fremstillet af ACS-BNØØ4-7-raps, ACS-BNØØ1-4-raps og hybridkombinationen ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ1-4-raps, og som er anmeldt i henhold til artikel 8, stk. 1, litra a), og artikel 20, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1829/2003, kan tolereres indtil den 31. december 2019, forudsat at forekomsten:

a)

er utilsigtet eller teknisk uundgåelig og

b)

andelen heraf ikke overstiger 0,1 vægtprocent.

2.   Adressaten skal sikre tilgængelighed til certificeret referencemateriale for ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ1-4-raps via American Oil Chemists Society på https://www.aocs.org/attain-lab-services/certified-reference-materials-(crms).«

3)

Bilaget udgår.

Artikel 2

I beslutning 2007/306/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

Adressaten skal gennemføre et internt program for at sikre en effektiv tilbagetrækning af ACS-BNØØ4-7-raps ACS-BNØØ2-5-raps og hybridkombinationen ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ2-5-raps i avl og frøproduktion samt indsamle data om forekomst de genetisk modificerede organismer i sendinger af raps til Unionen fra Canada.

Adressaten skal rapportere til Kommissionen om gennemførelsen af dette program og om forekomst af de genetisk modificerede organismer i sendinger af raps til Unionen fra Canada senest den 1. januar 2019.«

2)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

1.   Forekomst i fødevarer eller foder af materiale, der består af, indeholder eller er fremstillet af ACS-BNØØ4-7-raps, ACS-BNØØ2-5-raps og hybridkombinationen ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ2-5-raps, og som er anmeldt i henhold til artikel 8, stk. 1, litra a), og artikel 20, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1829/2003, kan tolereres indtil den 31. december 2019, forudsat at forekomsten:

a)

er utilsigtet eller teknisk uundgåelig og

b)

andelen heraf ikke overstiger 0,1 vægtprocent.

2.   Adressaten skal sikre tilgængelighed til certificeret referencemateriale for ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ2-5-raps via American Oil Chemists Society på https://www.aocs.org/attain-lab-services/certified-reference-materials-(crms).«

3)

Bilaget udgår.

Artikel 3

Artikel 1 i beslutning 2007/307/EF affattes således:

»Artikel 1

1.   Adressaten skal gennemføre et internt program for at sikre en effektiv tilbagetrækning af ACS- BNØØ7-1-raps i avl og frøproduktion samt indsamle data om forekomst den genetisk modificerede organisme i sendinger af raps til Unionen fra Canada.

Adressaten skal rapportere til Kommissionen om gennemførelsen af dette program og om forekomst af de genetisk modificerede organismer i sendinger af raps til Unionen fra Canada senest den 1. januar 2019.

2.   Forekomst i fødevarer eller foder af materiale, der består af, indeholder eller er fremstillet af ACS-BNØØ7-1-raps, og som er anmeldt i henhold til artikel 8, stk. 1, litra a), og artikel 20, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1829/2003, kan tolereres indtil den 31. december 2019, forudsat at forekomsten:

a)

er utilsigtet eller teknisk uundgåelig og

b)

andelen heraf ikke overstiger 0,1 vægtprocent.

3.   Adressaten skal sikre tilgængelighed til certificeret referencemateriale for ACS- BNØØ7-1-raps via American Oil Chemists Society på https://www.aocs.org/attain-lab-services/certified-reference-materials-(crms).«

Artikel 4

Oplysningerne i EF-registret over genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, jf. artikel 28 i forordning (EF) nr. 1829/2003, vedrørende ACS-BNØØ4-7-, ACS-BNØØ1-4- og hybridkombinationen ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ1-4-raps, ACS-BNØØ4-7-, ACS-BNØØ2-5- og hybridkombinationen ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ2-5-raps samt ACS-BNØØ7-1-raps ændres for at tage hensyn til denne afgørelse.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Bayer CropScience AG, Alfred-Nobel-Str. 50, D-40789 Monheim am Rhein, Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. december 2016.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1.

(2)  Kommissionens beslutning 2007/305/EF af 25. april 2007 om tilbagetrækning fra markedet af Ms1×Rf1-hybridraps (ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ1-4) og produkter fremstillet heraf (EUT L 117 af 5.5.2007, s. 17).

(3)  Kommissionens beslutning 2007/306/EF af 25. april 2007 om tilbagetrækning fra markedet af Ms1×Rf2-hybridraps (ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ2-5) og produkter fremstillet heraf (EUT L 117 af 5.5.2007, s. 20).

(4)  Kommissionens beslutning 2007/307/EF af 25. april 2007 om tilbagetrækning fra markedet af Topas 19/2-raps (ACS-BNØØ7-1) og produkter fremstillet heraf (EUT L 117 af 5.5.2007, s. 23).

(5)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/69/EU af 3. februar 2012 om ændring af beslutning 2007/305/EF, 2007/306/EF og 2007/307/EF for så vidt angår overgangsperioden for spor af Ms1×Rf1-hybridraps (ACS-BNØØ4-7-raps×ACS-BNØØ1-4), Ms1×Rf2-hybridraps (ACS-BNØØ4-7×ACS-BNØØ2-5) og Topas 19/2-raps (ACS-BNØØ7-1) samt produkter fremstillet heraf (EUT L 34 af 7.2.2012, s. 12)