16.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 342/30


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2016/2266

af 6. december 2016

om bemyndigelse af Nederlandene til at anvende en lavere afgiftssats for elektricitet, der leveres til ladestationer til elektriske køretøjer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (1), særlig artikel 19,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 29. marts 2016 ansøgte Nederlandene om tilladelse til i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, i direktiv 2003/96/EF at anvende en reduceret afgiftssats for elektricitet leveret til elektriske køretøjer. Nederlandene fremlagde, på Kommissionens anmodning, yderligere oplysninger den 6. april, 20. juni og 18. august 2016.

(2)

Den reducerede afgiftssats har til formål at fremme brugen af elektriske køretøjer ved at reducere udgifterne til den elektricitet, der anvendes som brændstof i disse køretøjer.

(3)

Brugen af elektriske køretøjer begrænser luftforurening, der stammer fra forbrænding af benzin og diesel samt andre fossile brændstoffer, og den bidrager derved til at forbedre luftkvaliteten i byerne. Brugen af elektriske køretøjer kan yderligere reducere CO2-udledninger, hvis den anvendte elektricitet stammer fra vedvarende energikilder. Foranstaltningen forventes derfor at bidrage til Unionens miljø-, sundheds- og klimapolitiske målsætninger.

(4)

Nederlandene har eksplicit anmodet om, at den reducerede afgiftssats anvendes på elektricitet, der leveres til elektriske køretøjer til både privat og erhvervsmæssig brug, og at ladestationer, der ikke er tilgængelige for offentligheden, også omfattes.

(5)

Nederlandene har anmodet om, at den reducerede afgiftssats for elektricitet kun bliver anvendt på ladestationer, hvor elektriciteten bruges til at oplade et elektrisk køretøj direkte, og at den ikke finder anvendelse på elektricitet, der leveres ved udskiftning af batterier.

(6)

En reduceret afgiftssats for elektricitet leveret til elektriske køretøjer via ladestationer vil forbedre forretningsgrundlaget for offentligt tilgængelige ladestationer i Nederlandene, hvilket bør bidrage til at gøre brugen af elbiler mere attraktiv og medføre forbedret luftkvalitet.

(7)

Det begrænsede antal elektriske køretøjer taget i betragtning samt det forhold, at beskatningsniveauet for elektricitet leveret til elektrisk køretøjer via ladestationer ligger over minimumsafgiftssatsen for erhvervsmæssig brug, der er fastlagt i artikel 10 i direktiv 2003/96/EF, er det ikke sandsynligt, at foranstaltningen vil være konkurrenceforvridende i løbet af dens levetid, og den vil således ikke påvirke det indre markeds korrekte funktion.

(8)

Afgiftssatsen for elektricitet leveret til elektriske køretøjer via ladestationer, der ikke er til erhvervsmæssig brug, vil være over minimumsafgiftssatsen for ikke-erhvervsmæssig brug, der er fastlagt i artikel 10 i direktiv 2003/96/EF.

(9)

I henhold til artikel 19, stk. 2, i direktiv 2003/96/EF skal enhver tilladelse, der gives i henhold til artikel 19, stk. 1, være strengt tidsbegrænset. Nederlandene har anmodet om, at tilladelsen gives for fire år for at sikre, at perioden for tilladelsen er tilstrækkelig lang til, at de økonomiske aktører ikke afholdes fra at foretage de nødvendige investeringer.

(10)

Denne afgørelse har ingen indflydelse på anvendelsen af Unionens regler vedrørende statsstøtte —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Nederlandene har tilladelse til at anvende en reduceret afgiftssats for elektricitet leveret direkte til ladestationer til brug for elektriske køretøjer, undtagen ladestationer til udskiftning af batterier til elektriske køretøjer, forudsat at den i artikel 10 i direktiv 2003/96/EF fastlagte minimumsafgiftssats overholdes.

Artikel 2

Med henblik på denne afgørelse finder definitionen af »elektrisk køretøj« i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU (2) anvendelse.

Artikel 3

Denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2017 til den 31. december 2020.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Nederlandene.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. december 2016.

På Rådets vegne

P. KAŽIMÍR

Formand


(1)  EUT L 283 af 31.10.2003, s. 51.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU af 22. oktober 2014 om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer (EUT L 307 af 28.10.2014, s. 1).