17.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 310/66


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2016/2009

af 15. november 2016

om godkendelse af vaccinationsprogrammer mod lumpy skin disease forelagt af medlemsstaterne

(meddelt under nummer C(2016) 7219)

(Kun den bulgarske, den græske og den kroatiske udgave er autentiske)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 92/119/EØF af 17. december 1992 om generelle fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme samt om specifikke foranstaltninger vedrørende blæreudslæt hos svin (3), særlig artikel 19, stk. 1, litra a), stk. 3, litra a), og stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Lumpy skin disease (i det følgende benævnt »LSD«) er en virussygdom hos kvæg, der primært overføres af vektorer, og som er kendetegnet ved alvorlige tab og med potentiale for omfattende spredning, bl.a. via levende dyr og produkter fremstillet af inficerede dyr.

(2)

Ved direktiv 92/119/EØF er der indført generelle foranstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme. Disse omfatter foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af mistanke om og bekræftelse af LSD på en bedrift, foranstaltninger, der skal træffes i spærrezoner, og andre supplerende foranstaltninger til bekæmpelse af sygdommen. Med forbehold af Kommissionens godkendelse og som supplement til andre bekæmpelsesforanstaltninger giver foranstaltningerne også mulighed for vaccination i tilfælde af et udbrud af LSD.

(3)

I henhold til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2055 (4) og Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1183 (5) kan Grækenland og Bulgarien gennemføre nødvaccination af kvæg, der holdes på bedrifter beliggende i den vaccinationszone, der er fastsat i bilag I til hver af disse gennemførelsesafgørelser. I betragtning af den nuværende epidemiologiske situation for så vidt angår LSD meddelte Kroatien, der er umiddelbart truet på grund af forekomst af LSD i regionen, Kommissionen, at landet for sin del havde til hensigt at iværksætte en vaccinationskampagne mod LSD den 8. august 2016.

(4)

Ifølge Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets hasterådgivning om lumpy skin disease, der blev vedtaget den 29. juli 2016 (6), er vaccination mod LSD den mest effektive måde til at mindske spredning af sygdommen. For at opnå ovennævnte virkninger er det nødvendigt at gennemføre vaccination af hele den modtagelige population i regioner, hvor der er risiko for indslæbning af LSD, eller som er berørt af LSD, for at minimere antallet af udbrud, og der bør opnås et højt niveau af vaccinationsdækning for både dyr og bedrifter.

(5)

Af klarheds- og forenklingshensyn bør Grækenlands og Bulgariens vaccinationsprogrammer, der på nuværende tidspunkt er omfattet af hhv. gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2055 og (EU) 2016/1183, godkendes ved nærværende afgørelse. Desuden bør det vaccinationsprogram, som Kroatien har forelagt, godkendes. Grækenlands og Bulgariens vaccinationsprogrammer, der på nuværende tidspunkt er omfattet af hhv. gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2055 og (EU) 2016/1183, og det vaccinationsprogram, som Kroatien har forelagt, opfylder minimumskravene til vaccinationsprogrammer mod lumpy skin disease, jf. bilag II til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/2008 (7) om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af lumpy skin disease i visse medlemsstater.

(6)

For at være vellykket skal et vaccinationsprogram mod LSD, sammen med andre bekæmpelsesforanstaltninger, gennemføres i flere på hinanden følgende år for at sikre immunisering af hele den modtagelige population i tilstrækkelig tid.

(7)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Godkendelse af vaccinationsprogrammer mod lumpy skin disease

De vaccinationsprogrammer mod lumpy skin disease, der er opført i bilaget, godkendes hermed.

Artikel 2

Anvendelse

Denne afgørelse anvendes indtil den 31. december 2019.

Artikel 3

Adressater

Denne afgørelse er rettet til Republikken Bulgarien, Den Hellenske Republik og Republikken Kroatien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. november 2016.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(2)   EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3)   EFT L 62 af 15.3.1993, s. 69.

(4)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2055 af 10. november 2015 om betingelserne for fastlæggelse af programmet for nødvaccination af kvæg mod lumpy skin disease i Grækenland og om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1500 (EUT L 300 af 17.11.2015, s. 31).

(5)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1183 af 14. juli 2016 om godkendelse af programmet for nødvaccination mod lumpy skin disease af kvæg i Bulgarien og om ændring af bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/645 (EUT L 195 af 20.7.2016, s. 75).

(6)   EFSA Journal 2016;14(8):4573 [27 s.].

(7)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/2008 af 15. november 2016 om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af lumpy skin disease i visse medlemsstater (se side 51 i denne EUT).


BILAG

Vaccinationsprogrammet forelagt af Grækenland.

Vaccinationsprogrammet forelagt af Bulgarien.

Vaccinationsprogrammet forelagt af Kroatien.