19.8.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 225/1 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2016/1392
af 12. juli 2016
om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og om midlertidig anvendelse af ændringsprotokollen til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Fyrstendømmet Monaco om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 115, sammenholdt med artikel 218, stk. 5, og artikel 218, stk. 8, andet afsnit,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Den 14. maj 2013 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Fyrstendømmet Monaco for at ændre aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Fyrstendømmet Monaco om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i Rådets direktiv 2003/48/EF (1), (i det følgende benævnt »aftalen«) for at tilpasse nævnte aftale til den seneste udvikling på globalt plan, hvor det er blevet besluttet at fremme automatisk udveksling af oplysninger som en international standard. |
(2) |
Teksten til ændringsprotokollen til aftalen (i det følgende benævnt »ændringsprotokollen«), der er resultatet af forhandlingerne, afspejler på behørig vis Rådets forhandlingsdirektiver, idet den tilpasser aftalen til den seneste udvikling på internationalt plan vedrørende automatisk udveksling af oplysninger, nemlig den globale standard for automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti på skatteområdet, som er udarbejdet af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD). Unionen, medlemsstaterne og Fyrstendømmet Monaco har aktivt deltaget i arbejdet i OECD's globale forum med henblik på at støtte udviklingen og gennemførelsen af nævnte standard. Teksten til aftalen som ændret ved ændringsprotokollen er retsgrundlaget for gennemførelsen af den globale standard i forbindelserne mellem Unionen og Fyrstendømmet Monaco. |
(3) |
Ændringsprotokollen bør derfor undertegnes. |
(4) |
Set i lyset af de holdninger, som Fyrstendømmet Monaco har udtrykt inden for rammerne af OECD's globale forum, bør ændringsprotokollen anvendes midlertidigt fra den 1. januar 2017 indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for indgåelse heraf — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af ændringsprotokollen til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Fyrstendømmet Monaco om fastlæggelse af foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i direktiv 2003/48/EF, med forbehold af indgåelse af nævnte ændringsprotokol.
Teksten til ændringsprotokollen er knyttet til denne afgørelse.
Artikel 2
Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne ændringsprotokollen på Unionens vegne.
Artikel 3
Med forbehold af gensidighed anvendes ændringsprotokollen midlertidigt fra den 1. januar 2017 indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for indgåelse heraf.
Formanden for Rådet meddeler på Unionens vegne Fyrstendømmet Monaco, at den med forbehold af gensidighed har til hensigt at anvende ændringsprotokollen midlertidigt fra den 1. januar 2017.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juli 2016.
På Rådets vegne
P. KAŽIMÍR
Formand
(1) EUT L 19 af 21.1.2005, s. 55.